fredag den 12. august 2011

I kamp mod en sværm af zombier

Jeg er lige nødt til at indlede med de sædvanlige advarsler. Hvis du ikke er nået så langt i Robert Kirkmans THE WALKING DEAD-tegneserie (eller måske slet ikke har taget hul på den endnu), så vil denne anmeldelse formentlig spolere lidt af oplevelsen for dig. Og selv om TV-serien ikke nødvendigvis vil følge den samme handling som tegneserien, så er det måske en god ide at springe dette indlæg over, hvis du vil have nogle af overraskelserne til gode.

Vi er nået til bind 14 af de populære trade paperback-opsamlinger af det monumentale zombie-epos. Titlen er "No Way Out" og det indeholder numrene 79 til 84 af de månedlige hæfter. Rick, sønnen Carl og resterne af den oprindelige gruppe befinder sig stadig i Alexandria Safe-Zone - men den sikre by er ikke længere så sikker. En enorm horde af de levende døde er på vej og det er uklart om murene omkring byen kan holde til presset. Imens opstår nye alliancer og forhold blandt indbyggerne - og så bryder helvede løs.

Der bydes på masser af action i dette kapitel. De overlevende er nødt til at gå i nærkamp med zombierne for ikke at tiltrække flere af dem ved at bruge støjende skydevåben. Det skaber nogle ekstremt intense og nervepirrende scener. Og især til sidst bliver historien bare åndeløst spændende, hvor Robert Kirkman endnu engang demonstrerer, at ingen i seriens univers kan vide sig sikre. Alt kan ske!

Jeg fornemmer dog, at seriens skabere er kommet lidt under pres. Uanset hvad man synes om Charlie Adlards måde at tegne på, så virker tegningerne især i første del af albummet en smule sjuskede. Men der samles heldigvis godt op til sidst og det bliver ikke for alvor distraherende. Endnu en vinder til samlingen. Øv, hvor er der bare længe til bind 15. udkommer.

THE WALKING DEAD VOLUME 14: NO WAY OUT, Robert Kirkman, Charlie Adlard, Cliff Rathburn, Image Comics.

4 kommentarer:

  1. Ja. Jeg er nok ikke helt enig. For mig er historien, desværre, ved at gå i ring. Konsekvenserne i dette album minder for meget om slutningen på det mesterlige bind 8. Det er stadig et underholdende album, men også et tegn på, at serien (med mindre Kirkman igen, igen kan overraske) har udtjent sin værnepligt i zombiemyten. Men du kan læse min anmeldelse på Planet Pulp når vi går online med det nye nummer i morgen.

    /Jacob

    SvarSlet
  2. Jeg synes det er fint, at Kirkman kredser om mange af de samme temaer: Intet sted er sikkert - du kan ikke stole på nogen - alle kan dø.

    Det gør så til gengæld, at der er potentielle katastrofer, som vi egentlig bare venter på skal ske - og så er de måske ikke så overraskende, når de sker.

    Jeg glæder mig meget til at læse din anmeldelse - altid spændende med nogle andre synspunkter.

    SvarSlet
  3. ...og så får I lige et link til Jacobs fine anmeldelse.

    SvarSlet
  4. Tak for de pæne ord Søren. Jeg glæder mig til at se, hvordan serien fortsætter - uanset om det går galt eller ej.

    SvarSlet