onsdag den 2. oktober 2013

Hvor mange SAW-film er der lavet? Tja, en hel del flere, end man lige skulle tro

Hvor mange film er det nu lige, der er i SAW-serien? Syv, siger du? Det er selvfølgelig det rigtige svar, men hvis man bevæger sig ind på det tyske dvd-marked, så skulle man tro, at serien havde fostret et hav af spin-off-titler. Tyske dvd-distributører er ekstremt opfindsomme (og luskede) når det gælder kunsten at lancere og ikke mindst relancere film, så de minder om et eller andet horror-hit. Det kan du f.eks. læse mere om i mit indlæg om de ekstremt mange film, der pludselig er kommet til at  hedde noget med PARANORMAL. Men her skal det altså handle om SAW-film i forklædning.

Vi lægger ud med SAW EXECUTIONER, der er instrueret af Daniel Maze og har Steve Guttenberg fra POLICE ACADEMY-filmene i en af hovedrollerne. Bag titlen gemmer sig i virkeligheden den amerikanske gyser CORNERED! fra 2009, og den har tidligere været udgivet på det tyske marked med sin originale titel. Men nu skal citronen lige presses en ekstra gang.

Næste levende billede er SAW MASSACRE, der byder på et ganske væmmeligt forsidebillede. Filmen har tidligere været udgivet i Tyskland under originaltitlen KNOCK KNOCK; det er en amerikansk sag fra 2007 af Joseph Ariola.

SAW MASSACRE må have været et kæmpe hit, for der er nemlig kommet en 2'er - sjovt nok med den kække titel SAW MASSACRE 2. Filmen har så intet med den første at gøre: Her er der nemlig tale om den amerikanske THE FINAL fra 2010. Den er instrueret af Joey Stewart og er en af After Dark Horrorfest-filmene.

Vi går videre til SAW TERROR, hvor farverne på forsiden minder lidt om de ægte SAW-film. Igen bliver kunderne snydt, for indholdet er nemlig lig med Nicholas Favorites amerikanske produktion CHISELED fra 2008.

Når en film kan komme til at hedde SAW EXECUTIONER i Tyskland, så er det ikke så underligt, at man også kan købe en SAW EXTERMINATOR. Nogle tyske horror-fans vil formentlig allerede have købt den hjem til deres samling, nemlig da den første gang blev udgivet under originaltitlen PLASTERHEAD. Det er en amerikansk gyser fra 2006, instrueret af Kevin Higgins.

En af de mere kreative titler blandt de mange er SAW TORTURE. Så bliver kunderne jo lige for alvor mindet om, at disse film handler om tortur. Endnu engang skal vi til USA for at finde filmens korrekte titel - det er nemlig Matt Zettells THE CELLAR DOOR fra 2007. Det faktisk anden gang, at denne film bliver brugt til at snyde de tyske fans. Tidligere er den blevet udsendt som BROKEN 2: THE CELLAR DOOR - altså som en "sequel" til BROKEN af Simon Boyes og Adam Mason.

Det er ikke slut endnu. Her har vi sandelig SAW KILLING. Instruktøren er James Rabbitts, og man kan sagtens finde denne australske film på det tyske marked under sin originaltitel, nemlig THE CLINIC.

Vidste du, at også svenskerne har lavet en SAW-film? Den hedder - ifølge de tyske dvd-distributører - SAW SLAUGHTERHOUSE, er fra 2010 og er instrueret af Anders Jacobsson og Tomas Sandquist. Originaltitlen er INSANE, og tyskerne har allerede udgivet den som INSANE: HOTEL DES TODES.

Kan du snart klare mere? Vi runder lige af med en sidste film, nemlig BONESAW. Det er en amerikansk gyser fra 2006 af Scott W. Mckinlay, og det er en af de få af alle disse film, der rent faktisk også er udkommet i Danmark. Her i landet findes den dog under originaltitlen, nemlig GAG.

4 kommentarer:

  1. Ih, de tyskere... Det er kun et spørgsmål om tid før "Jurassic Park" bliver genudsendt som "DinoSAW"...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha, det kunne de sgu godt finde på!

      Slet
  2. Mener du at Saw er blandt de bedste gyserfilm, som der nævnes flere steder her: https://www.kino.dk/nyheder/2010/08/de-10-bedste-gyserfilm og som jeg selv mener her: https://filminspiration.dk/gyserfilm/

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det mener jeg ikke. Den første SAW er en glimrende film med et herligt plot-twist, og så er jeg også rigtig glad for 2'eren. 6'eren kan også et eller andet. Men jeg kan nævnte mindst 50 horrorfilm (måske flere), der er bedre end SAW.

      Slet