|
Så går turen til Irland. |
To kærestepar, Jeni og David samt Ben og Sophie, er på ferie i Irland, blandt for at den historiestuderende Sophie kigge på nogle ting fra fortiden. På en pub i en afsides liggende landsby bliver de tilbudt at kunne overnatte i en hytte ude i skoven, så de dagen efter kan besøge en seværdighed, der ikke er nævnt i nogle af bøgerne. De takker de ja til, men da natten falder på, hører de mystiske lyde udenfor, og det går til deres rædsel op for dem, at de er blevet låst inde.
Efter de seks originale
LEPRECHAUN-film, der kom frem i årene 1993 til 2003, er det nu blevet tid til at genstarte serien. Desværre er der ikke meget energi i LEPRECHAUN: ORIGINS, og det virker helt underligt, at man faktisk sidder og savner Warwick Davis på rollelisten. Men eftersom ORIGINS er en markant mørkere og mere "seriøs" film, så ville den lille skuespillers mange jokes nok ikke fungere - men det havde uden tvivl gjort det sjovere at komme igennem filmen.
|
De fire venner forsøger at overleve natten. |
Titelrollen spilles her af Dylan "Hornswoggle" Postl, der ude i den virkelige verden mest er kendt som dværg-wrestler, og det er da også WWE Studios, en underafdeling af det gigantiske amerikanske showbrydnings-fænomen, der har produceret. De har dog tydeligvis ikke brugt en formue på denne film, og det kan også undre, at Postl har fået jobbet som Leprechaun-væsenet. Han har ingen replikker, og skal på intet tidspunkt gøre noget, der virker farligt, elegant, særpræget eller wrestling-agtigt. Enhver anden lille person kunne have klaret rollen.
|
Brendan Fletcher i forgrunden er kendt fra bl.a. FREDDY VS. JASON. |
Det hjælper heller ikke på det, at i næsten ethvert klip med monstret er billedet delvist ude af fokus. Måske er det for at skabe mystik og spænding - måske er det for at skjule, at designet er alt andet end banebrydende. Irriterende er det i hvert fald at kigge på. Man må dog give filmfolkene ros for at forsøge at tage serien i en helt anden retning, og i enkelte øjeblikke fungerer den mørke og dystre stemning.
Men nervepirrende bliver det aldrig, og heller ikke på splatter-fronten formår man at levere varen. Et flået ben, en forrevet mave, en økse i fjæset og en rygmarv, der trækkes ud; tja, det lyder godt på papiret, men det er slet ikke blodigt nok. Her kan lignende lavbudget-produktioner som f.eks. de seneste WRONG TURN-film bedre diske op med makaber underholdning.
|
Stephanie Bennett har masser af energi i den kvindelige hovedrolle. |
Skuespillerne er forholdsvis ukendte, selv om genre-fans måske vil reagere, når de ser Brendan Fletcher, der spiller en af de fire unge, og tænke:
Hvor har jeg set ham før? Det har man i FREDDY VS. JASON, hvor han er en af patienterne på Westin Hills Psychiatric Hospital. Stephanie Bennett har masser af energi i den kvindelige hovedrolle, og så er det selvfølgelig også værd at bemærke, at danske Emilie Ullerup er med i et kort øjeblik.
LEPRECHAUN: ORIGINS ligner umiddelbart noget, der er filmet i Østeuropa, men det er faktisk British Columbia i Canada, der skal forestille at være Irland. Det fungerer ikke ret godt. At det meste af handlingen foregår inde i to nedslidte huse, understreger bare, at dette er en billig film. Den engelske dvd-udgave fra Lionsgate disker op med to ultrakorte bag kameraet-programmer, som man ikke bliver meget klogere af. Af undertekster kan man kun vælge engelsk for hørehæmmede.
LEPRECHAUN: ORIGINS, USA, 2014. Instruktion: Zach Lipovsky. Medvirkende: Stephanie Bennett, Andrew Dunbar, Melissa Roxburgh, Brendan Fletcher, Garry Chalk. Musik: Jeff Tymoschuk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar