I går havde den danske zombie-gyser SORGENFRI premiere, og den måtte jeg selvfølgelig købe en billet til. I ugerne op til premieren blev der i diverse medier skrevet om, at filmen på forhånd ville floppe, fordi den kun kom op i ganske få biografer og derefter straks blive tilgængelig som video-on-demand. Man havde fra de højere magters side vurderet, at denne model ville være det rigtige for en horrorfilm som SORGENFRI.
Det kaldes i branchen for "event-visninger", og det har været et markedsførings-trick, der har været brugt i nogen grad i USA. Få filmen ud i en håndfuld biografer, få nogle anmeldelser, få lidt omtale og så ... kapow ... smid filmen ud på nogle digitale leje-platforme, som et enormt publikum har adgang til. Om det så også kan omsættes til danske forhold, vil tiden vise, men det interessante ved SORGENFRI er, at den det seneste døgns tid eller to har fået en masse omtale og nogle ganske pæne anmeldelser, hvilket bl.a. fremgår af denne annonce:
Meget tyder da også på, at interessen for filmen har fået den lille håndfuld biografer, der har SORGENFRI på plakaten, til at smide nogle ekstra forestillinger ind i skemaet, så på den måde kan man sige, at det bliver til en event, og at "markedsføringen" i nogen grad har virket.
Nu skal det siges, at jeg faktisk ikke var inde at se SORGENFRI i går, selv om jeg havde købt en billet. Min kalender er tæppebombet med andre ting den kommende uges tid, og jeg har ikke umiddelbart tid til at komme i biffen. Men jeg betaler gerne 90,- kroner for at støtte, at der er kommet en ny dansk horror-film.
Og nu så jeg faktisk SORGENFRI for et halvt års tid siden til Blodig Weekend-festivalen. Nu skal jeg være ærlig og sige, at jeg på ingen måde er så vild med den som de anmeldere, der citeres i ovenstående annonce, og derfor kan det virke mærkeligt, at jeg gør så meget ud at skrive om den, og endda efterlader et tomt biografsæde, selv om jeg har købt billet til en visning af filmen. Men hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om, at der i de kommende år gøres forsøg på at lave danske gysere, så må vi troppe op i biografernes billetsalg, når de nye titler får premiere. Det er da det mindste, vi kan gøre.
Thumbs up. God indstilling Søren...
SvarSletGod Idé Søren!
SletMads og mig gør det samme på onsdag
Cool :-)
Slet