tirsdag den 12. juli 2016

Nu kan du købe Another World Entertainment-udgivelser i denne webshop

I forbindelse med vores sommerferie har vi netop været en tur i Holbæk for at shoppe. Der er altid et eller andet, man har glemt at pakke, og så er det altid interessant at kigge rundt i en by, man ikke besøger så tit. Nu vidste vi godt på forhånd, at Fona var lukket, men også i Holbæk har jeg købt gysere til dvd-samlingen. Men det er altså slut nu.

Det vilde er dog, at dvd og Blu-ray nærmest er forsvundet fra jordens overflade. Af Holbæks to Bog & Idé-butikker, har især den ene af dem haft et hæderligt udvalg af film. Men sådan er det ikke mere. Væk er de. Og den lokale Kvickly har også droppet at sælge film, så man føler sig en smule gammeldags, når man spejder rundt i lokalerne efter ting til samlingen.

Nu må man stort set klare sig med det, der kan skaffes online, men jeg har været specielt bekymret for de mange fede titler, der kommer fra Another World Entertainment. Ikke alle online-forhandlere har det hele på hylderne, og ikke alle forhandlere er lige gode. Men nu har folkene bag AWE gjort noget ved tingene selv, så vi fans ikke skal vansmægte. Man kan nemlig købe AWE-udgivelserne fra hjemmesiden Homeuniverse.dk. Top! Det er et cool initiativ.

OBS: Husk at du altid kan finde det samlede overblik over Another Worlds Entertainments horror-udgivelser her i Danmark på denne Skræk og Rædsel-side.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar