mandag den 18. juli 2016

Et spørgsmål fra læserne: Det er sjovt at lege horror-detektiv og finde titlen på glemte gysere

Jeg får af og til spørgsmål fra læsere, der engang har set en eller anden gyserfilm, men nu kan de altså ikke huske, hvad det var for en. Men de kan ofte huske en bestemt scene eller måske et cover-billede, og det kan være med til at lede dem på sporet af hvilken titel, vi har med at gøre. Jeg synes, at det er sjovt at lege horror-detektiv, men det er ikke alle gåder og mysterier, der kan løses - heller ikke hvis jeg spørger i et større forum som f.eks. på Skræk og Rædsels Facebook-side.

Her er nogle eksempler på spørgsmål, jeg har fået. OBS: Spoilers kan forekomme. En læser skriver: Iblandt min onkels gamle horror-samling på vhs, som jeg så da jeg var en del yngre, var der en slags samling,  hvor de viser en masse klip fra horrorfilm, og jeg mindes Robert Englund var "vært" ... der stod noget med horror og vol. 1 mener jeg. De var importeret fra England, men det kunne være du vidste, hvad de hed.  Også i klippene var der blandt andre HELLRAISER, NIGHT OF THE DEMONS, noget med nogle kæmperotter og RE-ANMATOR m.fl. 

Umiddelbart sagde det mig ikke noget, men lidt søgning på Google gav det rigtige svar, nemlig SHADOW THEATER: THE BEST OF HORROR fra 1990-1991. De udkom på tre vhs-bånd i England på et tidspunkt.

Samme læser havde også et andet spørgsmål: Har set et kort klip engang i sort/hvid med nogle mennesker, der virker til at være spæret inde i et hus eller rum af en art, hvor man bl.a. ser en arm fra et væsen inde i væggen komme ud af en rist, og trække hvad jeg mindes var en vugge over til væggen.

Det mysterium har jeg ikke kunnet løse. Andre bød ind med THE FROZEN DEAD og den originale HOUSE ON HAUNTED HILL, men det er ikke nogle af dem, så det spørgsmål er endnu ikke besvaret.

Fra en anden læser fik jeg dette spørgsmål: For et par år tilbage så min kæreste rigtig meget HOW I MET YOUR MOTHER, og så til Halloween skulle der komme et nyt afsnit det år (muligvis 2013), men i stedet sendte de en gyserserie, en episode, og han kan huske den var ret noieren efter hans mening. Han husker den sidste scene med en far og hans søn, som skal skære græskar i kælderen, men det er ikke et græskar - det er et menneskehoved, og drengen bliver så ved at spørge faderen, om han snart må pille øjenene ud på hovedet. Er det noget du kender til?


Det var et af de nemmere spørgsmål. Her har vi nemlig at gøre med den første fortælling i Halloween-antologi-filmen TRICK 'R TREAT.

Denne læser havde også et af de spørgsmål, der ikke tog længe at besvare: Jeg har lige et spørgsmål om en film, jeg ikke kan huske titlen på. Det handler om en kvindem som bliver voldtaget af et genfærd, og den skulle efter sigende være bygget på virkelig hændelser?

Det er selvfølgelig THE ENTITY fra 1982. Filmens danske titel er DEN USYNLIGE FORFØLGER.

Jeg vil runde af med et eksempel på, at ens hukommelse kan spille en et puds, når man tænker tilbage på gamle film. Et spørgsmål lød: I 1995 så jeg en gyser i TV, som jeg er sikker på hedder I SKOVENS DYBE STILLE RO (dansk titel). Handler om en gruppe unge, der skal på lejrtur oppe i bjergene/skoven. Noget bevæger sig hurtigt i skoven, og så bliver den rigtig uhyggelig. Og det er ikke THE EVIL DEAD, jeg tænker på. Hjælp, jeg har søgt og søgt, og kan bare ikke finde den film nogen steder. Ved ikke hvorfor, men har en ide om, at originaltitlen er DEEP WOOD SILENCE eller noget i den retning.

Her var mit første indspark, at det kunne være IN THE DEEP WOODS fra 1992 med Rosanna Arquette og Anthony Perkins. På dansk hedder den I SKOVENS DØDSENS STILLE RO, og den kørte på dansk TV i midt-90'erne. Problemet er bare, at den ikke passer med handlingsreferatet. Jeg bad om hjælp på Facebook, og der blev diskuteret lidt frem og tilbage, og pludselig havde læseren selv fået et indspark om, at det kunne være den film, der hedder FEAR RUNS SILENT fra 2000. Og det er jo noget helt andet end en film fra 1995.

Men det lykkedes altså til sidst, men der bare nogle film, der ikke lige kan findes ud fra det, som folk husker om dem, men det er spændende at være horror-detektiv og løse den slags mysterier. Så skriv endelig til bloggen, hvis du er på jagt efter en film, du så for længe siden, men nu har glemt titlen på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar