Mine horror-oplevelser på CPH PIX blev ramt af virkelighedens "rædsler"

Jeg havde købt en del billetter, men ...

Jeg har ikke for alvor dyrket filmfestivalen CPH PIX, men i år havde jeg planlagt at gøre lidt ud af det. Kalenderen var stort set ryddet, og jeg havde købt en håndfuld billetter. Desværre skete der det, at jeg blev syg dagen før, at festivalen skulle starte, og dagen efter flækkede jeg en tand. Samtidig havde jeg taget lidt højde for, at jeg ikke kunne skrue et program sammen, hvor jeg nåede alle de horror-relaterede ting, der blev vist, så derfor havde jeg bestilt tre af filmene, NINA FOREVER, GREEN ROOM og THE GREASY STRANGLER på Blu-ray hos Amazon.

Men så fik jeg en e-mail om, at pakken var blevet ødelagt undervejs. Selvfølgelig ville jeg få mine penge igen, men jeg ville hellere have haft filmene. Så virkelighedens "rædsler" møvede sig på alle måder ind på de rædsler, jeg egentlig havde planlagt at se på CPH PIX. Øv, øv og atter øv.

Jeg nåede at se film i CinemaxX, Cinemateket og her Palads.

Heldigvis vendte tingene, og jeg kunne komme i gang med at se lidt film. Jeg lagde ud med et herligt gensyn med SCREAM, hvilket jeg har skrevet om her, men så blev der plads til nogle af de egentlige CPH PIX-film. Jeg fik set THE ALCHEMIST COOKBOOK (tænderskærende kedelig møgfilm), LACE CRATER (fascinerende og frustrerende, men på ingen måde uinteressant), FEBRUARY (rigtig god lille horror-slow burner med et kringlet manuskript og en creepy stemning) samt TRAIN TO BUSAN (vildt dynamisk sydkoreansk zombiefilm med masser af af fede scener - dog en anelse for lang).

Et grynet billede af Q&A med Adam Kritzer.

Som sagt er jeg ikke den erfarne CPH PIX-gænger, og samlet set nåede jeg ikke det store i denne omgang. Jeg har hørt fra andre, at noget af det, der skaber en særlig stemning, er, at man i løbet af festivalen render ind i de samme mennesker igen og igen. Det nåede jeg så ikke rigtig at opleve. Nu foregår CPH PIX mange steder i byen, så man hænger i mindre grad ud det samme sted, som man ser det på Blodig Weekend. Efter visningen af LACE CRATER i Cinemateket var der dog en fin lille Q&A med en af filmens producenter, Adam Kritzer, som jeg fik en snak med bagefter. Det var superhyggeligt.

Så er vi klar til endnu en film.

Der var en række film, jeg ikke umiddelbart havde planlagt at nå - dels fordi det ikke lige passede med noget af det andet, jeg ville, og så er der bare film, jeg helst vil se for mig selv hjemme på fladskærmen. Så RAW, KFC og nogle af de andre købte jeg aldrig billet til. En anden film i denne kategori, nemlig BONE TOMAHAWK, havde jeg i forvejen liggende på Blu-ray, så den blev set på husalteret og ikke i biffen. Og i løbet af de 14 CPH PIX-dage nåede jeg også ind og se THE GIRLS WITH ALL THE GIFTS, der havde almindelig biograf-premiere.

Så det blev til seks biograf-forestillinger på to uger. Det kunne være blevet til meget mere, men nu havde jeg en dårlig start, så det krævede lidt energi at komme i gang. Ikke alle filmene var lige gode, men det var fedt at komme ind i biograf-mørket og se lidt gys. Nu glæder jeg endnu mere til Blodig Weekend i april!