Jeg har som sådan ikke en målsætning om hvor mange gyserfilm, jeg skal nå at se i år, men tallet må meget gerne være højere end de 56 styk, som jeg nåede sidste år. Man skal jo starte et sted, så årets første film blev M. Night Shyamalans THE HAPPENING fra 2008, som jeg af en eller anden grund ikke havde fået set. Shyamalan (ja, jeg kan efterhånden stave til hans navn uden at slå det op) har haft en karriere, hvor filmene blev stadig ringere, og jeg var helt holdt op med at bruge tid på ham.
Men hans THE VISIT fra 2015 var bestemt seværdig, og den kommende SPLIT virker meget lovende, så nu skulle THE HAPPENING have en chance. Og hvad kan man så sige om den. Tja, bum bum ... De første 20-25 minutter er helt fantastiske, men så kollapser historien fuldstændig, og på et tidspunkt begynder den at handle om noget helt andet. Men nu har jeg set den, og som sagt var der gode ting undervejs.
Jeg er vild med Shyamalans måde at komponere billeder på, og stemningen er sine steder vildt intens. Men manuskriptet er for ujævnt, og så virker det bare ikke. Men jeg ser frem til SPLIT, mens jeg næppe nogensinde får taget mig sammen til at se LADY IN THE WATER, THE LAST AIRBENDER eller AFTER EARTH. Men de tre ville jo heller ikke tælle på min horror-liste, hvor årets tal indtil videre er 1. Meget mere venter ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar