søndag den 26. februar 2017

Bill Paxton fra ALIENS er død

Den amerikanske skuespiller Bill Paxton er død, 61 år. Ifølge Variety, så døde han som følge af komplikationer i forbindelse med en hjerteoperation. Paxton medvirkede i et hav af store Hollywood-film i mange genrer, og selv om man ikke lige nødvendigvis forbinder ham med horror, så står hans navn på nogle af de mest markante film i genren.

De fleste husker ham nok som soldaten Hudson i James Camerons science fiction-horror-blockbuster ALIENS fra 1986. Her er han centrum for androiden Bishops leg med en kniv, bliver udsat for lidt sexchikane af den muskuløse Vasquez og senere bryder han helt sammen med den ofte citerede replik: "That's it, man. Game over, man. Game over! What the fuck are we gonna do now? What are we gonna do?".

Paxton startede sit liv i filmens verden i kredsen omkring Roger Corman, men op gennem 80'erne fik han for alvor gang i karrieren med stadigt større roller. En af de bedste var i Kathryn Bigelows mageløse vampyr-gyser NEAR DARK fra 1987. I 1992 var Paxton med i Chris Walas' mærkværdige THE VAGRANT, og af andre horror-roller kan nævnes IMPULSE, PREDATOR 2, MORTUARY, NIGHT WARNING og BRAIN DEAD.

Også som instruktør bevægede Bill Paxton sig ind i de mere mørke territorier. FRAILTY fra 2001, som han også medvirkede i, er en intens og nervepirrende horror-thriller med en pragtpræstation af Matthew McConaughey. I andre genrer spillede Paxton med i film som THE TERMINATOR, NAVY SEALS, TOMBSTONE, TRUE LIES, APOLLO 13, TWISTER og TITANIC. Han var på alle måder en alsidig herre og han vil blive savnet. Hvil i fred.

2 kommentarer:

  1. Husker ham også fra fine mindre roller i Nightcrawler og A Simple Plan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Absolut. Også to rigtig gode film med markante Paxton-præstationer.

      Slet