|
Forestillingen i CinemaxX var velbesøgt. |
Filmselskabet 20th Century Fox havde udnævnt onsdag den 26. april 2017 til at være Alien Day verden over, og det blev også markeret i Danmark med forestillinger i CinemaxX i København, Aarhus og Odense og i Palads i København og Nordisk Film Biografer i Aarhus. Jeg valgte at tage ud til den i CinemaxX i København, hvor de publikummer, der havde lyst til det, kunne få en gratis øl med ind i salen. Jeg nøjedes dog med min kildevand, men så havde folk lidt at drikke, mens reklamerne kørte over lærredet. De blev fulgt op af to passende trailers, nemlig ANNABELLE: CREATION og IT, og så kunne vi komme i gang.
|
Peter Albrechtsen introducerer ALIEN. |
Et stort Alien Day-skilt kom op på lærredet, og så fik vi lige en lille introduktion fra sound designeren Peter Albrechtsen, der gav os nogle tip til hvad vi skulle lægge mærke til i aftenens film, nemlig Ridley Scotts originale ALIEN fra 1979. Og jeg må sige, at det var en cool oplevelse at gense ALIEN i det store format. Det havde jeg ikke prøvet siden den oprindelige premiere, hvor jeg så den i Folketeatret i Odense. I denne omgang fik vi den selvfølgelig i en digital udgave, men billedet fremstod levende og grynet på den helt rigtige måde, så det var fint.
Forestillingen var ganske velbesøgt, men jeg så nu kun få, jeg kendte. Men der var nogle stykker med T-shirts med referencer til ALIEN-universet, og så var der et par gutter, der havde nogle facehugger-tøjdyr med. Sejt. Muligvis var det aftenens sidste indslag, der havde lokket ekstra mange af huse, fordi efter rulleteksterne på ALIEN fik vi nogle pænt lange klip fra den kommende ALIEN: COVENANT.
|
I biografen kan ingen høre dig skrige. |
Vi var blandt de første i verden, der fik disse scener at se, så det var noget ganske særligt. Og man må sige, at det ser lovende ud - og helt vildt blodigt! Så nu er der endnu mere grund til at glæde sig til den 17. maj, hvor ALIEN: COVENANT får premiere. Aftenens sidste lille treat var, at vi på vej ud af salen fik en Alien Day-plakat, så det var alt i alt en god tur i biograf-mørket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar