Print is definitely not dead! Sådan kan man læse på det engelske horror-magasin SCREAM's hjemmeside, og man må sige, at bladet har lidt af en pointe. Jeg har netop læst nr. 41, marts-april-nummeret, igennem, og i redaktør Rich Coopers introduktion fremgår det, at bladet sælger bedre end nogensinde før. I England forhandles det blandt i HMV, Fopp og WHSmith, mens amerikanere kan finde det i Barnes & Noble. På det seneste er Canada også kommet med, så SCREAM kan købes i Chapters-butikkerne.
Og selv om mere end 300.000 mennesker følger SCREAM på Facebook, og selv om bladet hjemmeside er populær, så er det trykte blad blevet et hit. Egentlige oplagstal kender jeg ikke til, men det er nu meget godt gået af et magasin, der har syv år på bagen. At FANGORIA i mellemtiden er forsvundet fra det fysiske marked er nok også en faktor, men det viser bare, at mange fans gerne vil have en trykt blad mellem hænderne som supplement til det, man kan finde på nettet.
Nu kan det være svært at vurdere et blad ud fra et enkelt nummer, men SCREAM er nu ganske solidt. Af gode ting er der interviews med Sissy Spacek og Piper Laurie (om arbejdet på CARRIE), en gennemgang af Mario Bavas skrækfilm (part 2; første del har været i nr. 40, som jeg ikke har set), en snak med Robert Englund om et af hans seneste projekter, NIGHTWORLD, et nostalgisk kig på gamle gys på VHS samt et interview med Greg McLean om THE BELKO EXPERIMENT.
Andre af de kortere nyheds-interviews er også helt OK, mens jeg stod helt af på en seks sider lang analyse (kan vi vist godt kalde det) af THE COMPANY OF WOLVES. Og når det gælder korte nyheder samt anmeldelser af bøger og film, så er bladet en lidt tynd affære. Det kan man selvfølgelig finde mere af på bladets hjemmeside, men jeg synes, at der er for lidt af det i mixet og stoffet virker her lidt for tilfældigt udvalgt. Men SCREAM er da et hæderligt magasin, som jeg gerne læser flere numre af. Man kan få et abonnement til Europa for 30 engelske pund - det dækker seks numre af bladet, der udkommer hver anden måned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar