Ens drømme påvirkes ofte af det, man oplever i løbet af sin hverdag, og i mit tilfælde er det ikke så underligt, at der af og til også kommer en solid sjat horror med. Det kan udløse nogle ganske interessant billeder på nat-biografen, men der er også andre sjove eksempler. Jeg har f.eks. en tilbagevendende drøm, hvor jeg besøger et antikvariat, hvor det vrimler med horror på hylderne: Tegneserier, romaner, fanzines ... you name it. Og vi taler om bunker af sjældne ting, og formentlig også noget, der slet ikke findes i virkeligheden.
Antikvariatet er aldrig det samme, men hver gang er det sådan, at udbuddet er enormt. Forleden drømte jeg, at der stod hele fire rækker horror-romaner i ekstremt god stand, heriblandt nogle Guy N. Smith-titler. Om det lige var BLOODSHOW, som jeg har brugt som illustration til dette indlæg, kan jeg ikke huske, men det er i hvert fald en bog, jeg ikke har.
Nu oplever man sjældent den slags ting i den virkelige verden, og især ikke nu, hvor der er skåret kraftigt ned i bestanden af antikvariater og byttebørser. Men jeg har dog prøvet at komme ind i Fantask, da de stadig solgte brugte bøger, at finde omkring 30 Guy N. Smith-romaner i afsindig god stand. Så dem snuppede jeg alle sammen. Men BLOODSHOW var altså ikke blandt dem, men det kan da være, at jeg finder den i mine drømme ... eller måske på det der eBay.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar