mandag den 5. juni 2017

Skræk og Rædsels horror-kalender fylder 1 år

I dag er det et år siden, at jeg lancerede Skræk og Rædsels horror-kalender, hvor jeg plotter arrangementer ind, der kan have interesse for skrækfans: Forpremierer, forfatter-foredrag, conventions og den slags. I løbet af det år har der i alt været listet 295 ting i kalenderen. Det meste har været i København, men der sker også spændende ting andre steder i landet.

Umiddelbart har besøgstallene ikke været imponerende på den side, hvor kalenderen ligger, men jeg håber, at det er forbi folk bruger feedet fra den i deres egen kalender. Jeg har den i min iPhone sammen med min normale kalender, så jeg kan tjekke om jeg har mulighed for at deltage i det ene eller det andet - og begivenheder kan trækkes over fra Skræk og Rædsel-kalenderen til min egen kalender.

Til venstre kan du se, at jeg i min iPhone kan slå både min egen kalender og Skræk og Rædsel-kalenderen til, og til højre kan du se en dag, hvor jeg altså ikke kan komme ind og se HÄXAN, fordi det ligger oven i en vagt på arbejde.
Nogle har undret sig over, at hvis f.eks. CinemaxX-biograferne en aften kører en forpremiere på en skrækfilm, så opretter jeg det som tre begivenheder i kalenderen; én for hver af biograferne i København, Aarhus og Odense. Men det er netop for at give muligheden for, at man kan trække den lokale begivenhed over i sin egen kalender, og så får man adressen og det hele med (hvis man nu skulle have glemt, hvor CinemaxX ligger).

Det svinger meget hvor meget arbejde, der er med kalenderen. En Blodig Weekend-festival eller CPH PIX har mange ting, der skal plottes ind, men ellers fylder jeg bare på ad hoc, når jeg falder over noget. Jeg kan ikke garantere, at jeg fanger det hele, og jeg var også pænt rå med hensyn til alskens mærkværdige Halloween-arrangementer; her blev det hele altså ikke plottet ind. Anyway, jeg håber, at kalenderen bliver brugt ... ellers er det jo bare med at hoppe med på vognen fra i dag.

2 kommentarer:

  1. Google-kalenderen i min Lenovo/Android-tablet ved på mystisk vis, at den altid skal vise mig indholdet fra Skræk og Rædsels horror-kalender, når jeg åbner den. Jeg har aldrig bedt den om det, den gør det bare automatisk, som om det var det vigtigste i verden. Hvilket det selvfølgelig også er.

    Tillykke med fødselsdagen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er selvfølgelig det vigtigste i verden, at se Skræk og Rædsel-kalenderen :-)
      ... men ellers skulle det kunne styres under "mine kalendere" eller hvad det nu måtte hedde under indstillingerne.

      Slet