Filmatiseringen af Steen Langstrups prisvindende roman ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD har været flere år undervejs, men nu er den her. Filmens titel er blevet til det mere mundrette FINALE, fordi handlingen udspiller sig en aften, hvor Danmark er i finalen i en eller anden sportsgren. Agnes og Belinda har vagt på en tankstation nær den tyske grænse, men det vrimler ikke med kunder - alle er travlt optaget med at se finalen.
De to kvinder er på forskellig vis i kontakt med deres kærester, men ellers er det de få kunder, der sørger for lidt afbræk i kedsomheden - og det er nogle underlige typer, der kommer forbi. Og så har luftpumpen det med hele tiden at dukke op midt ude i det hele, selv om den skulle være sat på plads. Efterhånden går det op for pigerne, at det er mere end almindelige narrestreger - at de er udset til at skulle være en del af en blodig leg, der er alt andet end munter; et virkelig sygt show.
FINALE er på mange måder en teknisk ferm gyser. Tobias Scavenius har leveret nogle fabelagtigt flotte billeder, og Jacob Kondrups klipning er dynamisk og effektiv. Alligevel sidder man hele tiden med en fornemmelse af, at der mangler noget. At vi har set tortur-horror eksekveret markant bedre i film som især HOSTEL er ikke det største problem - det virker mere som, at den er lavet uden en egentlig forståelse for, hvad det er der får horror til at virke. Det er på ingen måde en film, der kryber ind under huden på tilskueren. Alle elementerne er sådan set på plads, men de præsenteres ikke på en måde, der for alvor fungerer.
Anne Bergfeld og Karin Michelsen virker umiddelbart godt castet som de to meget forskellige kvinder, men det er nogle ret rædderlige replikker, de har at arbejde med - og så gør det ikke indtrykket bedre, at stemmerne sine steder tydeligvis er blevet genindspillet i postproduktionen på en ikke særlig overbevisende måde. Det dræber rigtig meget af stemningen. Damon Younger er forrygende i rollen som den skumle The Ringmaster, og så er det fint at se den myreflittige Kim Sønderholm i en dansk produktion af en vis størrelse - og hold da lige øje med forfatteren Steen Langstrup, der har en ultrakort cameo.
Vi er ikke forvænt med dansk horror, og både svenskerne og nordmændene har i årevis lavet bedre gysere. Så alene det, at FINALE eksisterer, er sådan set en sensation. Men den har sine problemer, og derfor bliver det alt i alt en flad oplevelse. At den så er markant bedre end Steen Langstrup-filmatiseringen KAT er en ringe trøst - men nu var KAT også enestående ringe.
Værst er dog, at instruktøren Søren Juul Petersen har valgt at indlede FINALE med en introduktion, der er stærkt inspireret af en lignende en af slagsen i 1931-udgaven af FRANKENSTEIN. Det er grotesk prætentiøst, og selv om FINALE havde været et horror-mesterværk, havde introduktionen stadig været prætentiøs ... og hamrende overflødig.
Men trods mine forbehold, synes jeg dog alligevel, at man bør give FINALE en chance. Det er ikke meget dansk horror, vi får, og som fans skylder vi dog at se det, der trods alt laves. Denne her er endda lavet med støttekroner fra Det Danske Filminstitut, og det ville være cool, hvis der kunne blive lavet flere danske horrorfilm - selv om vi nok aldrig kommer op på niveau med f.eks. FRITT VILT eller LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN.
FINALE, Danmark, 2018. Instruktion: Søren Juul Petersen. Medvirkende: Anne Bergfeld, Karin Michelsen, Damon Younger, Kristoffer Fabricius, Kim Sønderholm. Musik: Peter K. Nørgaard.
Fin og fair anmeldelse (hvad der desværre mangler alt for meget af på de sociale medier). Ved du, om den kommer ud i et fysisk format?
SvarSletTak; anmeldelsen kunne måske have haft lidt mere kant, men sådan er det - den er i hvert fald ikke så meget "gå efter manden og ikke bolden", som både Soundvenue og Ekko har præsteret. Aner ikke om den er planlagt til fysisk format, men desværre har danske genrefilm ikke den bedste score på den front her i Danmark - det er noget, man køber hjem fra andre lande.
Slet