mandag den 10. december 2018

Halløj, så fik jeg lige læst det her DEEP RED-horror-magasin fra første til sidste side

En overgang havde jeg gang i at læse mine FANGORIA fra start til slut, men det var et projekt, der gik i sig selv igen. Kan slet ikke huske, hvor mange numre jeg kom igennem, men det var en god portion. Normalt læser jeg ellers ikke horror-magasiner fra første til sidste side, men nu er jeg kommet igennem det nye DEEP RED - Chas. Baluns legendariske blad, der er vendt tilbage fra graven.

Chas. selv døde i 2009, men hans ånd gennemsyrer i den grad magasinet, hvor rigtig mange af artiklerne på den ene eller den anden måde tager udgangspunkt i den power og det drive, som Chas. havde i forhold til at formidle om film, der var helt ude på kanten og alt andet end mainstream. Det giver selvfølgelig bladet en lidt indspist fornemmelse - som en flok nørder, der står og taler indforstået med hinanden. Men det er helt OK, selv om bladet er ret ujævnt i sit indhold.

Bedst er et interview med distributøren Lon Kerr, der blev ekspert i at markedsføre skumle film, første del af et interview med den psykotroniske legende Michael J. Weldon, et kig ind i den berømte horror-butik Dark Delicacies i Burbank, Californien, samt en snak med Mike Howlett, der har skrevet en bog om tegneserie-forlaget Eerie Publications. Der er også et par andre lækkerbiskner undervejs.

Desværre er nogle af de andre artikler ret ligegyldige, og den største hjerneblødning er et 16 sider langt epos af tegneren og skribenten Stephen R. Bisette, der egentlig skal forestille at være en hyldest til Chas. Balun. Men i virkeligheden er han ude på at bitche over, hvor svært han har haft ved at sælge en filmanmeldelse til det canadiske horror-magasin RUE MORGUE. Ja, han kommer med nogle interessante informationer om, hvilke vilkår freelance-skribenter har, når de forsøger at sælge deres tekster, men vi skal pinedød have samtlige variationer af den tekst, han sendte til bladet, og det er bare så tænderskærende pinligt. Men han er jo en af de gamle DEEP RED-skribenter, så redaktøren har nok haft svært ved at afvise hans klynk og jammer-tekst.

Anyway, det var fint at læse DEEP RED igen. Bladet er blevet til via en Kickstarter-kampagne, og det er selvfølgelig en særlig fornøjelse at se mit eget navn med på listen over dem, der har støttet projektet.

To andre genopstandne blade har jeg i løbet af den seneste periode forsøgt at læse fra første til sidste side, nemlig INFERNO og FANGORIA. I forhold til INFERNO er jeg strandet på den lille punktstørrelse, der gør læsningen til lidt af en krig. Og det nye FANGORIA føles slet ikke som FANGORIA, så begge blade er indtil videre røget op på hylden igen. Men måske når jeg igennem dem en dag.

5 kommentarer:

  1. Hvor mange Horror blade er for tiden aktive? Hvad koster de og hvor mange sider er de på? Hvad for et blad er bedst hvis man gerne ville læse om old school horror?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du er til old school-horror, er det engelske THE DARK SIDE MAGAZINE klart det bedste blad. Det kan man få sendt til Danmark for ca. 60 pr. nummer. Hvert nummer er på 68 sider.

      Slet
  2. FANGORIA er jo genoplivet med en forventet frekvens på fire numre per år. Umiddelbart koster det 60 dollar at abonnere på (for fire numre), men jeg kan ikke gennemskue på deres side, hvad det koster at sende til Danmark. Det første af de nye numre er på 116 sider..

    Alternativer er det canadiske RUE MORGUE eller det engelske SCREAM, men her må du lige selv tjekke priserne ud. Jeg køber dem ikke selv. Der findes også blade som HORRORHOUND og DELIRIUM og så selvfølgelig DEEP RED. Sidstnævnte vil så ikke udkomme særlig tit. Et andet blad, der heller ikke udkommer så tit, er LITTLE SHOPPE OF HORRORS, hvor klassisk horror også er i fokus. Der er sikkert andre, men det her var lige de vigtigste.

    SvarSlet
  3. Det er også værd at nævne, at det "nye" nummer af det danske "Inferno" stadig kan fås fra AWE's webshop: homeuniverse dk

    SvarSlet
  4. ... men sig endelig til, hvis og når du eventuelt får nogle af bladene hjem, om de er noget for dig.

    SvarSlet