torsdag den 23. april 2020

Gys: Hvad jeg læser for tiden - og det jeg dropper

For nogle år siden forsøgte jeg på et Blodig Weekend Collector's Market at komme af med den engelske forfatter Adam Nevills roman NO ONE GETS OUT ALIVE. Jeg havde haft den stående et stykke tid og regnede ikke med at få den læst. "Hvorfor sælger du den? Den er da god", lød en kommentar fra en af kunderne på markedet, og det kunne jeg så ikke lige svare på. Bogen blev dog ikke solgt, og den røg hjem på hylden igen.

I påskeferien gik jeg så i gang med at læse den, men nu har jeg desværre givet op omkring side 250. Og bogen er på 628 sider. Romanen handler om en ung kvinde, Stephanie, der lever af tilfældige vikar-jobs og som i desperation finder et værelse i et nedslidt hus med en meget skummel udlejer. Men der foregår uhyggelige ting i huset, hvoraf ikke alt har en naturlig forklaring, men af forskellige årsager virker det som om, at Stephanie ikke kan slippe væk.

Det lyder spændende, men jeg synes virkelig ikke, at der sker ret meget, og jeg kan ikke for alvor engagere mig i personerne. Så nu ryger bogen på hylden igen. Adam Nevill er ellers en af de mere markante nye engelske horror-navne, og mange har måske set den glimrende THE RITUAL på Netflix, der er baseret på en af hans bøger. Af samme forfatter har jeg romanen LOST GIRL stående, og den får en chance en dag, for jeg har ikke helt opgivet Nevill endnu.

Ellers er jeg i gang med THE LOTTERY AND OTHER STORIES af Shirley Jackson, som bedst er kendt for THE HAUNTING OF HILL HOUSE. Jeg er vild med hendes skriverier, der hele tiden står og sitrer på kanten af gyset. Det er fortællinger, hvor der på overfladen næsten ikke sker noget, men hold da op, hvor foregår der meget mellem linjerne. Kan anbefales.

Og så er jeg ved at læse alle Tove Janssons bøger om Mumitrolden, og det er jo ikke horror, men de er uhyggelige på deres helt egen måde. Efter det har jeg planer om at kaste mig over noget faglitteratur. Så jeg holder mig beskæftiget.

2 kommentarer:

  1. Fantastisk, at du er tilbage, Søren. Jansson og Jackson – det kan dårligt blive stærkere! Ikke så sært, at den jævne og altid banale Adam Nevill blegner i den sammenhæng.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er en rigtig god kombination af de to herlige forfattere.

      Slet