En lang fredag med FRIDAY THE 13TH-musik

En af fordelene ved disse "jeg arbejder hjemmefra"-tider er, at man kan lytte til horror-soundtracks, men man sidder ved skærmen og banker løs i tastaturet. I de åbne kontorlandskaber kan man selvfølgelig også høre musik, men så skal man have hovedtelefoner på - og det fungerer ikke altid, hvis man har en funktion, hvor mange mennesker skal i kontakt med en. Hjemmearbejdet har flyttet dele af den kommunikation over på Teams og mail, så det er bare med at smække noget musik på anlægget - og så trykke på pause, når folk ringer til en.

I fredags var jeg på arbejde her i lejligheden, og selv om det ikke var den 13., så stod den på FRIDAY THE 13TH-soundtracks i form af det boxsæt, som La-La Land Records udgav i 2012 med musikken fra de seks første film. Hele fem timers musik fordelt på seks cd-skiver. Jeg har hørt den før, men aldrig fra ende til anden. Men som arbejdsdagen skred frem lyttede jeg til Harry Manfredinis toner, der over årene har bidraget til den tilsyneladende uendelige serie om Jason Voorhees og hans blodtørstige hærgen i skovene omkring Crystal Lake.

Musikken er fragmentarisk med masser af stingers, skift og afbrydelser, men for pokker, hvor er det effektivt. Blot 13 musikere var der råd til på den første film, men de arbejder for sagen. Og det krydret med den nu ikoniske "ki-ki-ki ... ma-ma-ma"-lyd, der er inspireret af en replik i filmen. Man hører også en del inspiration fra Bernard Herrmann, men Manfredini er ikke ude på at kopiere på samme måde, som Richard Band var det i RE-ANIMATOR. Samlet set er det forrygende horror-musik, omend af den mere turbulente slags.

Og sådan fortsætter det igennem musikken til de følgende film, hvor Manfredini føjer nye lyde til sin palet, blandt andet i form af forskellige synthesizere, han får erhvervet sig. 3'eren består stort set kun af genbrug fra de to første film, men har dog det funky disco-tema, som Michael Zager var med til at skabe. Først med 5'eren og 6'eren bliver der for alvor komponeret ny musik, og især 6'eren er præget af stor variation; i øvrigt krydret med den berømte latinske hymne "Dies irae".

Det var virkelig fedt at høre det hele i løbet af en enkelt dag, selv om de fem timer er præget af mange gentagelser. Men det virker, og Harry Manfredini er en af hovedkræfterne bag FRIDAY THE 13TH-franchisens succes. Boxsættet fra La-La Land Records kom kun i 1300 eksemplarer og har i øvrigt en glimrende 40 siders booklet af Brian Satterwhite. Siden har selskabet genudgivet musikken på fire enkeltstående cd-udgivelser (nr. 1 og 6 er udkommet hver for sig, mens 2+3 og 4+5 er dobbelt-cd'er), og de er alle stadig til at skaffe. Så er der selvfølgelig også diverse vinyl-udgivelser, men den bølge er jeg ikke hoppet på.