Jo tak, det går meget godt med at få set noget gys. I skrivende stund (her i de første dage af maj 2020), har jeg fået set 58 horrorfilm. Det er egentlig et meget godt tal; sammenlignet med for eksempel hele 2016, hvor jeg kun fik set 56 genrefilm. Men der er stadig langt op til 2009, hvor jeg nåede at se 185 horror- og monsterfilm. Men jeg arbejder på det ...
Jeg ser et mix af nye og gamle ting, og der er en del gensyn blandt filmene; primært fordi jeg har opgraderet nogle titler fra dvd til Blu-ray. Der er også nogle boxsæt, jeg kommer igennem, som f.eks. THE EXORCIST, JAWS, THE PURGE og UNDERWORLD. Men det bliver også til ting, jeg ikke har stiftet bekendtskab med før. Det gælder både jammerlige nyheder som THE BYE BYE MAN og unikke og stemningsfulde horrorfilm som TOWER OF EVIL. Sidstnævnte er en helt vidunderlig sag fra 1972, som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået set, men det har jeg nu fået indhentet. Nå, men jeg skal have set nogle flere film; jeg glæder mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar