søndag den 6. september 2020

Verdens mest uhyggelige hus: Det spøger i Amityville – i hvert fald hvis man skal tro Hollywood, der i årtier har holdt liv i fænomenet

James Brolin og Margot Kidder som ægteparret Lutz i THE AMITYVILLE HORROR fra 1979.
Mantraet for enhver ejendomsmægler er ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, men der er dog nogle adresser, som på forhånd virker som håbløse opgaver – selv for de bedste i branchen. En af disse adresser er Ocean Avenue 112 i Amityville, New York.

Huset er ikke alene berømt og berygtet, fordi det efter sigende er hjemsøgt. Her fandt også en frygtelig forbrydelse sted, så selv om man ikke tror på spøgelser, dæmoner og ting, der siger bump i mørket, så vil mange måske finde det underligt at skabe sit nye hjem et sted, hvor der er foregået et blodbad.

Hollywood har gennem årene flittigt brugt Amityville som omdrejningspunkt for en stribe skrækfilm af vekslende kvalitet, hvilket selvfølgelig har bidraget til den skumle aura, der klæber til huset. Ikke alle disse film er officielle, og nu virker det som om, at enhver instruktør med et ønske om at slå igennem i branchen, bruger Amityville som en undskyldning for at klaske et projekt sammen. Og det skader nok ikke markedsføringen, at man kan hævde, at ens film er ”baseret på en sand historie”.

I skrivende stund er det svært at sætte tal på, hvor mange film der allerede er ude eller er på vej. Alene 2016 bød på titlerne AMITYVILLE: VANISHING POINT, AMITYVILLE TERROR, THE AMITYVILLE LEGACY og AMITYVILLE: NO ESCAPE, mens AMITYVILLE: THE AWAKENING fra 2017 blev den første produktion i mange år, der rent faktisk var lavet af nogle af de store selskaber i Hollywood. Og der laves stadig gysere, der formår at have Amityville med i titlen. THE AMITYVILLE HARVEST og AMITYVILLE ISLAND er blot to af produktionerne anno 2020.

Ja, denne film findes og den har en elendig score på IMDb.
Jeg har set 16 af filmene, og det har ikke altid været en udpræget fornøjelse at komme igennem dem. Især er mange af de nyere produktioner præget af sjusk, sjask og amatørteater.

Alligevel er der noget dragende ved Amityville-navnet, og selv om vi som sådan ikke længere har at gøre med en officiel franchise, er det en bizar fornøjelse at købe endnu en dvd eller Blu-ray hjem med en skrækfilm, der har den berygtede bys navn i titlen. Men lad os gå tilbage til begyndelsen og se på, hvorfor Amityville endte med at være et af de mest uhyggelige navne på landkortet.

Myrdede hele sin familie
Vi skruer tiden tilbage til den 13. november 1974, da den 23-årige Ronald DeFeo Jr. myrdede hele sin familie i huset på Ocean Avenue. Ronald skød sine forældre og sine fire yngre brødre og søstre – forældrene blev skudt to gang, mens de fire søskende i alderen 18 til 9 alle blev ramt af et enkelt skud. Mordene fandt sted midt om natten.

Et nyere billede af Amityville-huset. Foto: Seulatr/Wikimedia Commons
Forsikringssvindel var en af forklaringerne på Ronalds gerning, mafia-forbindelser var en anden. Ronald fortalte selv, at ”stemmerne” havde beordret ham til at gøre det. Mange har undret sig over, at han kunne gå rundt i huset og skyde det ene familiemedlem efter det andet uden at nogen er vågnet eller har hørt noget. Han blev siden idømt seks gange livstid og sidder stadig bag tremmer.

28 dage i huset 
Den følgende december, blot 13 måneder efter massakren, flyttede familien Lutz ind i huset. George Lutz var kort tid før blevet gift med Kathleen, der havde tre børn i forvejen, Daniel, Christopher og Melissa. De fik huset til en meget fornuftig pris, blot 80.000 dollar, og havde ingen problemer med at bo et sted, hvor en grum forbrydelse var blevet begået. Men 28 dage senere flygtede familien fra adressen uden at tage andet end lidt tøj med sig. De var blevet fordrevet af onde ånder! Huset blev siden undersøgt af parapsykologer og andre eksperter ud i det okkulte, der kom frem til vidt forskellige resultater.

Blandt dem var ægteparret Ed og Lorraine Warren, der efter eget udsagn undersøgte mere end 10.000 sager gennem årene. Nu danner deres arbejde grundlaget for de populære THE CONJURING-film, der har skræmt livet af nye og gamle horror-fans verden over.

Uhyggelig bestseller
Historien om de 28 dage i huset blev først for alvor kendt, da familien Lutz fortalte om deres oplevelser i Jay Ansons bog THE AMITYVILLE HORROR: A TRUE STORY, der udkom i 1977. Bogen blev en bestseller, og det er ikke så underligt, at den siden fandt vej til Hollywood. Mindst 11 millioner eksemplarer skulle den have solgt efterhånden. Det specielle ved bogen er selvfølgelig, at den skal forestille at være baseret på fakta - at alt dette rent faktisk fandt sted. Dog er den skrevet i en meget skønlitterær stil med dialog og det hele, og dermed føles den mere som en roman end en fakta-bog.

Fakta? Fiktion? Eller måske bare et mix, der sælger helt vildt godt.
Man kan undervejs opleve vilde scener, hvor fru Lutz leviterer over ægtesengen på grund af de fænomener, der plager familien, og det kan på den ene side være meget underholdende, men på den anden side virker det lidt for absurd. Men den slags sælger, og det gjorde Jay Ansons bog.

Siden er fulgt en stribe bøger, der helt klart er fiktion, mens man også kan købe sig fattig i fagbøger, der beskæftiger sig med hele fænomenet. Mange mener, at Lutz-familiens historie er det rene nonsens, mens andre prøver at grave i, hvad der egentlig skete den aften, hvor Ronald DeFeo Jr. gik amok. Vi har virkelig at gøre med en sag, der aldrig dør.

Gik op i det okkulte
Ægteparret selv holdt fast i deres utrolige historie i årevis. Kathleen Lutz døde i 2004, George i 2006. Det ældste af børnene fra dengang, Daniel Lutz, mener også, at huset var hjemsøgt, hvilket man kan høre ham fortælle om i den fascinerende dokumentar MY AMITYVILLE HORROR fra 2012.

Denne dokumentar er bestemt værd at se.
Man får dog også et indtryk af, at han er forstyrret på den ene eller anden måde, og at han nærede en voldsomt had til sin stedfar George. Derfor har familielivet været præget af mange konflikter, så hvis man lige regner ånderne og dæmonerne fra, har det været alt andet end fredeligt at bo i Amityville-huset. Daniel afslører dog også, at George Lutz havde en stor interesse i det okkulte og ejede talrige bøger om emnet.

I dokumentaren møder Daniel personer fra dengang, hvor historien kom frem, herunder en aldrende Lorraine Warren, der har to galende haner siddende i hvert deres bur i sit køkken, og undervejs i interviewet fremdrager hun et relikvie, der skulle indeholde træ fra det kors, Jesus blev korsfæstet på. Lidt gakket, men sådan er det med mange ting, der har med Amityville-fænomenet at gøre.

Hollywood hopper med på vognen
I 1979 kom den første film i den nu næsten uendelige serie om det hjemsøgte hus. Titlen var THE AMITYVILLE HORROR, og den var produceret af den legendariske Samuel Z. Arkoff, manden bag en stribe billige B-film fra 50’erne. Stuart Rosenberg stod for instruktionen og James Brolin og Margot Kidder spillede ægteparret Lutz.

I Amityville var man trætte af sagen, og derfor måtte man finde et andet hus, der kunne spille hovedrollen. Optagelserne fandt sted i New Jersey. At netop huset er hele kernen i filmen kan ses af de mange skud af facaden med de to skæve vinduer, der ligner øjne. Fra nogle vinkler ligner huset endda et gigantisk kranium. På det virkelige Amityville-hus er disse vinduer siden blevet skiftet ud med nogle firkantede.

Det danske publikum fik at vide, at det var "Den stærkeste gyser siden "Psycho"".
Der er på mange måder tale om en solid mainstream-horrorfilm, der formår at underholde uden at være rigtig gribende eller skræmmende. Mange scener er hentet fra familien Lutz’ egne oplevelser, mens hovedparten er ren fiktion. James Brolin spiller fremragende i en svær rolle som en mand, der langsomt bliver grebet af husets ondskab, mens Margot Kidder gør det fint som hysterisk mor. Rod Steiger er med som en katolsk præst, der skal velsigne huset, og han overspiller til den store guldmedalje.

Filmen, der havde den danske titel SPØGELSESHUSET i biograferne og HUSET SOM GUD GLEMTE på VHS, blev en kæmpe succes, og dermed var vejen banet for de mange officielle og uofficielle sequels. Fra nu af var det sådan ligegyldigt om familien Lutz’ historie var rigtig eller ej – der skulle tjenes penge, og det krævede stadigt vildere og mere absurde historier.

Splatter og special effects
Jason Anson var ikke den eneste, der fik en karriere ud af at skrive om Amityville - en anden skribent var østrigeren Hans Holzer. Han skrev over 100 bøger om okkulte fænomener, både fakta og fiktion. En af dem er MURDER IN AMITYVILLE, der skulle være nonfiktion. Og denne bog blev så forvandlet til film nr. 2 i serien, AMITYVILLE II: THE POSSESSION fra 1982.

Et dramatisk øjeblik fra 2'eren.
Filmen er en slags prequel, der fortæller om hændelserne i det mystiske hus før det, der skete i 1’eren. Vi møder familien Montelli, der flytter ind i deres drømmehjem i Amityville. Allerede den første aften åbner et hemmeligt rum i kælderen sig og ting flyver rundt i børneværelset på ægte POLTERGEIST-manér, og det varer dog ikke længe, før den ældste søn af huset bliver beordret til at skaffe sin familie af vejen.

Den får ikke for lidt med splatter og special effects, så det er en typisk ”nu skal det hele bare være vildere”-sequel. Men det skulle blive endnu vildere.

Gys med en gimmick
I begyndelsen af 80’erne lavede man en stribe gyserfilm i 3-D, en gimmick, der havde til formål at trække flere mennesker i biografen – og det blev selvfølgelig også til en AMITYVILLE 3-D. Den er fra 1983, og den er ren fiktion, selv om DeFeo-massakren bliver nævnt undervejs, og huset har selvfølgelig de berømte skæve vinduer. Fluer og dæmoner bliver det sandelig også til.

Det uhyggelige rækker ud efter dig i AMITYVILLE 3-D.
AMITYVILLE 3-D er instrueret af Richard Fleischer, manden bag bl.a. 20.000 LEAGUES UNDER THE SEA og FANTASTIC VOYAGE. Underligt nok er det en meget uengageret film, nærmest som om ingen af de medvirkende virkelig tror på projektet. Afmatningen begyndte at melde sig, men det standsede ikke strømmen af film.

TV og ”direkte til video”
Efter de tre biograffilm rykkede fænomenet nemlig ind på TV-skærmen med Sandor Sterns AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES fra 1989. Her gik man også væk fra ideen om, at en Amityville-film pinedød skulle foregå i Amityville. Ganske vist lægger man ud i det famøse hus, hvor seks præster forsøger at fordrive ondskaben. Den manifesterer sig i en grim standerlampe, der via et loppemarkeds-salg ender i Californien. Og så spreder uhyggen sig igen.

Ofte er markedsføringen af filmene ganske effektiv.
Med den canadiske ”direkte til video”-fortsættelse THE AMITYVILLE CURSE fra 1990 rykkede man dog tilbage til den originale by, men den foregår i et helt tilfældigt hus. De efterladte effekter fra en præst sætter gang i løjerne, selv om man må beskrive filmen som amatørteater af værste skuffe.

Onde vibrationer
AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME fra 1992 tager igen fat i tanken om, at ting og sager fra Amityville-huset kan være skyld i død og ødelæggelse. Her er det et antikt ur, der ender på en kaminhylde i Los Angeles.

De onde vibrationer påvirker hele kvarteret, men man skal være udstyret med ganske meget tålmodighed for at få noget ud af denne rodede film, der er instrueret af Tony Randel – manden bag HELLBOUND: HELLRAISER II. Vi når dog lige at se Dick Miller i ca. 20 sekunder i en cameo.

Uha, det er godt nok et uhyggeligt spejl!
Hvis et antikt ur kan være inficeret med ondskab, så kan et spejl selvfølgelig også være det. Det kan man opleve i AMITYVILLE: A NEW GENERATION fra 1993, der er et af de mere hæderlige indslag i serien – solid underholdning med en del gode gys. Desværre er slutningen meget tynd, men det hjælper på det, at man på rollelisten finder kendte navne som Richard (SHAFT) Roundtree, Terry (THE STEPFATHER) O’Quinn og David (AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON) Naughton.

Men hvis en standerlampe, et spejl og et antikt ur kan være uhyggelige, så kan man jo også prøve med et dukkehus, og det skal selvfølgelig være en miniature-udgave af Amityville-huset. AMITYVILLE: DOLLHOUSE fra 1996 byder netop på sådan en rekvisit, og det fungerer nu meget fint, selv om niveauet bestemt ikke højt i mange af disse film. Dukkehuset er en glimrende gimmick, der udnyttes optimalt, og stemningen hjælpes på vej af et solidt score af Ray Colcord.

Så starter vi forfra
I bølgen af horror-remakes, der skyllede ind over os i det nye årtusinde, var det ikke så underligt, at Hollywood forsøgte sig med en ny version af THE AMITYVILLE HORROR. Den kom i 2005, og på mange måder overgår den originalen. Manuskriptet blev skrevet af Scott Kosar, der også var manden bag THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE-remaket.

Andrew Douglas debuterede som instruktør, mens Ryan Reynolds og Melissa George tog sig af rollerne som ægteparret Lutz - og det gør de fremragende. Især er Ryan Reynolds god til at fremstille det snigende vanvid, der får George Lutz til at miste enhver fornemmelse af virkeligheden.

Ryan Reynolds i THE AMITYVILLE HORROR anno 2005.
Tempoet i filmen er meget højt og gysene slår ned med en imponerende hastighed. Mange af dem er billige snyde-gys, men enkelte chok-scener er forbasket effektive. Der også et par usædvanligt nervepirrende momenter undervejs. Det ene er datteren Chelseas balancegang oppe på tagryggen af huset, det andet er da George beder sin stedsøn Billy holde fast på de brændestykker, han er ved at flække med en økse. Helt perfekt er filmen dog ikke. Huset er hjemsøgt af mange forskellige ting, hvilket skaber forvirring til sidst i historien. Her bliver det hele lidt for mudret.

Amatørerne tager over
I nogle år var der helt stille i Amityville-land, men fra 2011 virkede det for alvor som om, at historien om det hjemsøgte hus var blevet public domain. Her rykkede amatørerne ind med en stribe pænt ligegyldige film, der desperat forsøgte at tiltrække sig opmærksomhed ved at bruge det berømte navn.

En af de utallige amatøragtige Amityville-film.
THE AMITYVILLE HAUNTING fra 2011 er en found footage-film, der ”dokumenterer” familien Bensons oplevelser i den skræmmende bygning, mens THE AMITYVILLE ASYLUM fra 2013 foregår på et sindssygehospital i byen. AMITYVILLE DEATH HOUSE fra 2015 disker op med hekse i byen (samt bogen fra EVIL DEAD II som en rekvisit), AMITYVILLE PLAYHOUSE fra 2015 udspiller sig i et hjemsøgt teater og AMITYVILLE TERROR fra 2016 foregår igen i et skummelt hus.

Alle disse film er på hver deres måde rædselsfulde, selv om AMITYVILLE TERROR trods alt ser ud som om, at den har haft et hæderligt budget og skuespillerne er heller ikke værst. AMITYVILLE PLAYHOUSE får så til gengæld prisen som en af de værste gyserfilm, der nogensinde er lavet.

Jennifer Jason Leigh i AMITYVILLE: THE AWAKENING.
AMITYVILLE: THE AWAKENING burde på papiret være over middel, da både Dimension Films og Blumhouse Productions har været inde over som produktionsselskaber. Men det er en ret sølle affære, der er blottet for uhygge, og så er skuespiller-præstationerne ganske rædderlige med Jennifer Jason Leigh som den værste af dem. Men aparte nok foregår den i en verden, hvor man kender til Amityville-historien, så på et tidspunkt i filmen kan man opleve tre teenagere, der sidder i Amityville-huset og ser den originale THE AMITYVILLE HORROR på dvd. Meget mystisk.

Daniel Farrands, som har lavet flere dokumentarer om horror-genren, stod i 2018 bag THE AMITYVILLE MURDERS, der går tilbage til historien om Ronald DeFeo Jr. Det er meget en oplevelse på det jævne, fordi den på den ene side bruger dele af den rigtige fortælling, men på den anden side er der tilført nogle overnaturlige elementer, som tydeligvis placerer projektet i fiktionens verden. Resultatet er ikke helt vellykket. Men der er flere film derude, så intet tyder på, at der bliver ro i Amityville lige med det samme.

Dødshuset i dag
Imens går livet sin stille gang i virkelighedens Amityville, hvor det berømte hus stadig findes. Med jævne mellemrum bliver det sat til salg. Over årene har det være handlet til helt ned til 55.000 dollar og helt op til 950.000 dollar. Adressen blev allerede i 70’erne ændret fra Ocean Avenue 112 til Ocean Avenue 108 for at holde nysgerrige væk, men det har næppe været så effektivt. I byen er man nemlig godt træt af de mange skriverier og de mange turister, der lige skal have et kig på dødshuset. Er det nu hjemsøgt eller ej?

Efter sigende har ingen af de familier, der har boet i huset, siden George og Kathleen Lutz flygtede derfra den 14. januar 1976, oplevet noget som helst overnaturligt på adressen.

Skrevet til nr. 12 af det legendariske danske fanzine INFERNO, der genopstod i 2017 efter en pause på 23 år. Teksten her er en opdateret udgave.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar