Jeg har ikke fået set alle Roger Cormans Edgar Allan Poe-film, men jeg er så småt ved at få dem købt hjem til samlingen. Forleden så jeg TALES OF TERROR fra 1962 (RÆDSLERNES TRIO på dansk). Det er en antologifilm, hvor manuskriptforfatteren Richard Matheson har skrevet tre små historier ud fra flere af Poes noveller. Den første, "Morella", er en forholdsvis traditionel sag om en mand (spillet af Vincent Price), der lever i et forfaldent hus sammen med liget af sin kone. Da hans datter, som han ikke har set i et kvart århundrede, kommer på besøg, vækkes dystre hemmeligheder til live.
Den anden historie, "The Black Cat", handler om den fordrukne Montresor Herringbone, der ved et tilfælde kommer til at dyste i vinsmagning med den arrogante ekspert Fortunato Lucresi. Da Fortunato forelsker sig i Monstresors smukke kone, bliver han offer for en udspekuleret hævn. Denne historie er markant mere komisk, og henter i øvrigt elementer fra Poe-novellen "The Cask of Amontillado". Fortunato Lucresi spilles af Vincent Price, mens Peter Lorre mumler sig igennem rollen som Montresor Herringbone.
Price er også med i den sidste historie, "The Facts in the Case of M. Valdemar", om den døende mr. Valdemar, der holdes fast i grænselandet mellem levende og død, takket være hypnotisøren mr. Carmichael (spillet af Basil Rathbone). Som alle Cormans Poe-film får vi masser af flotte kulisser, der på elegant vis skjuler det beskedne budget. Den er vildt underholdende og jeg er meget glad for endelig at have set den.
TALES OF TERROR, USA, 1962. Instruktion: Roger Corman. Medvirkende: Vincent Price, Maggie Pierce, Leona Gage, Peter Lorre, Basil Rathbone. Musik: Les Baxter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar