Efter Steven Spielbergs succes i 1975 med JAWS var det ikke underligt, at andre filmskabere så muligheden for at fylde biograferne med produktioner, der på den ene eller den anden måde mindede om. Det var film som ORCA, GRIZZLY, ALLIGATOR og den slags, der dukkede op - og så var der selvfølgelig Joe Dantes PIRANHA, der handler om en sværm af genetisk manipulerede piratfisk, der truer en lille by. Filmen havde premiere den 3. august 1978 i USA og den kan dermed fejre sit 40 års jubilæum.
Det var B-film-kongen Roger Corman, der var en af producenterne på PIRANHA, og da Joe Dante havde bevist, at han kunne instruere på små budgetter, fik han chancen. John Sayles måtte dog lige give det oprindelige manuskript et pift, mens man eksperimenterede med at få piratfiskene til at se ud på en tilfredsstillende måde på lærredet. Budgettet var på omkring 850.000 dollar (mange forskellige tal nævnes dog alt efter, hvilke kilder man læser), og på rollelisten havde man blandt andet Kevin McCarthy, Dick Miller, Paul Bartel og selveste Barbara Steele.
PIRANHA kom ud få uger efter JAWS 2, og Universal havde truet med en retssag for at få stoppet Joe Dantes piratfiske-gyser, men det gik i sig selv, fordi Steven Spielberg sagde god for for PIRANHA. Og filmen blev et kæmpehit verden over, selv om anmelderne var alt andet end begejstrede. Den 10. november 1978 nåede den til Danmark under titlen RÆDSLER I DYBET. I en af avis-annoncerne kunne man læse: "Tusinder af verdens farligste og mest blodtørstige fisk er sluppet løs ved et populært badested!!! En uhyggelig massakre er følgen".
Efter min mening er PIRANHA en af de bedste dyregysere, der nogensinde er lavet, og jeg har set den flere gange. Man kan godt mærke, at den er lavet med et glimt i øjet, men sådan er det med de fleste af Joe Dantes film - det er derfor, vi holder så meget af dem. Samtidig er PIRANHA ganske blodig og intens, så man er underholdt fra start til slut i denne film.
Musikken blev komponeret af Pino Donaggio, og man kunne i 1979 erhverve sig soundtracket på lp fra Varèse Sarabande. I 2004 kom en cd-udgave, der dog var limited til 1000 eksemplarer. Filmen er udkommet på dvd her i Danmark fra Another World Entertainment, men en Blu-ray-udgave har vi aldrig fået.
PIRANHA blev i 1981 fulgt op af PIRANHA II: THE SPAWNING, der blandt andet havde James Cameron som en af instruktørerne. Det var en film med mange problemer bag kameraet, og det færdige resultat er alt andet end vellykket. I 1995 kom et mindre kendt remake, der genbruger materiale fra den originale film, og i 2010 gik det noget bedre med Alexandre Ajas remake, PIRANHA 3D. Den blev siden fulgt op af en ret tåbelig sequel, nemlig PIRANHA 3DD. Men det hele startede altså for 40 år med en lille film, der lagde sig i kølvandet på den enorme succes, som JAWS havde haft.
Viser opslag med etiketten Roger Corman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Roger Corman. Vis alle opslag
fredag den 3. august 2018
mandag den 9. juli 2012
Roger Cormans fornemmelse for Poe
![]() |
| See to the crypt, will you? - Roderick Usher |
![]() |
| You will die in agony. Die!- Don Nicholas Medina |
![]() |
| Haven't I convinced you of my sincerity yet? I'm genuinely dedicated to your destruction. - Montresor Herringbone |
![]() |
| Afraid my dear? There's nothing to be afraid of.- Dr. Scrarabus |
![]() |
| For the uninvited, there is much to fear. - Prospero |
![]() |
| The eyes, they confound me. There's a blankness, a mindless sort of malice in some Egyptian. They do not readily yield up the mystery.- Verden Fell |
![]() |
| Surely, after all these years, I'm entitled to a few small amusements. - Charles Dexter Ward |
onsdag den 22. februar 2012
THE MASQUE OF THE RED DEATH-musik på cd
Hvis man er til både filmmusik og Roger Cormans flotte Edgar Allan Poe-film, så er man virkelig blevet forkælet det seneste års tid. Les Baxters musik fra HOUSE OF USHER og THE RAVEN er blevet gravet frem fra arkiverne og er udkommet på cd - og man har endda også fået et par toner fra TALES OF TERROR. Nu kommer endnu en fantastisk udgivelse, nemlig David Lees score til den fænomenale THE MASQUE OF THE RED DEATH.Det er selskabet Quartet Records, der står bag projektet, og det er lykkedes for dem at finde stort set al musikken - bortset fra otte minutter, der må regnes for at være gået tabt. Med cd'en får man en 28 sider booklet med bl.a. interview med instruktøren Roger Corman og komponisten David Lee. Soundtracket udkommer engang i næste uge, men kan allerede nu forudbestilles - og det er nok en god ide, da oplaget er på bare 1000 eksemplarer.
fredag den 12. august 2011
VAMPIRES, MUMMIES & MONSTERS... så kan man da ikke ønske sig mere
Den 27. september udgiver amerikanske Shout! Factory en ret imponerende dobbelt-dvd med hele fire Roger Corman-relaterede produktioner. Titlen er i hvert fald imponerende (VAMPIRES, MUMMIES & MONSTERS) - det er ikke nødvendigvis sådan, at filmene er det. Dvd-sættet indeholder LA FIGLIA DI FRANKENSTEIN (eller LADY FRANKENSTEIN) fra 1971, THE VELVET VAMPIRE fra 1971, TIME WALKER fra 1982 og GROTESQUE fra 1988. Kilde: Bloody Disgusting
onsdag den 8. juni 2011
Sjældent Les Baxter-soundtrack nu på cd
Der sker mange spændende ting i disse år, hvis man er til gode, gammeldags horror-soundtracks - især hvis man kan li' den amerikanske komponist Les Baxter. Nu har La-La Land Records f.eks. lige udgivet musikken fra Roger Cormans X: THE MAN WITH THE X-RAY EYES fra 1963. Desværre har det kun været muligt at finde to tredjedele af musikken, men det er bedre end ingenting.På båndene var til gengæld nogle af tonerne fra "Morella"-episoden i Roger Cormans Edgar Allan Poe-antologifilm TALES OF TERROR fra 1962 - og de er selvfølgelig med på cd'en. Liner notes er skrevet af Randall D. Larson og oplaget er 1200 eksemplarer.
torsdag den 7. april 2011
Hajsprutten flænser turister i Mexico
Jeg har en svaghed for billige dyregysere, selv om der godt nok er langt mellem perlerne i denne klichefyldte del af genren. Især har de mange jammerlige TV-produktioner de senere år været med til at gøre det noget af en kamp at komme igennem disse film.Især har Syfy-kanalen i USA været en flittig aftager af billige dyregys - og de kan forbløffende nok score flotte seertal på at vise dem. Og den seneste trend er så at lave stadigt mere groteske dyregysere med f.eks. gigantiske piratfisk eller hajer - eller med bizarre blandingsdyr. Et eksempel på dette er den Roger Corman-producerede SHARKTOPUS.
Nathan Sands er chef for Blue Water Corporation, hvor han sammen med sin genforsker-datter Nicole har udviklet en haj-blæksprutte-hybrid for den amerikanske flåde. Hajsprutten kan fjernstyres via et elektronisk interface, men det går i stykker under en test. Nu er hajsprutten løs og den sætter straks kursen mod Mexico, hvor den begynder at gnaske løs af turisterne.
SHARKTOPUS er en forbløffende film. Manuskriptet er decideret idiotisk, computer-effekterne er primitive og meget tyder på, at kameramanden har været fuld, for det er ikke alle scener, hvor billederne er skarpe. Filmens budget er ukendt, men når det nu er Roger Corman, der står bag, så har det næppe været imponerende.Der har dog været råd til at hyre en enkelt stjerne, nemlig Eric Roberts. Det er nemlig lidt et krav til en billig dyregyser, at man har et verdensnavn på plakaten for at lokke publikum til - og det var så åbenbart Roberts, der lige havde et par dage til overs i kalenderen i den uge, hvor SHARKTOPUS blev optaget.
I instruktørstolen finder vi Declan O'Brien, der også lavede den forfærdelige WRONG TURN 3: LEFT FOR DEAD. Man kan dog ikke sige, at SHARKTOPUS er helt forfærdelig, for sjovt nok er den lavet med et glimt i øjet og masser af energi - så man er faktisk godt underholdt undervejs. Det er så dumt, at det bliver sjovt. Så det billige gys bliver til et billigt grin, men det er nu ikke så ringe endda. Det er dog for dårligt, at de mange kvindelige medvirkende ikke bliver mere frække, end at de svanser rundt i bikini. Ingen bare bryster her, men nu er det jo også en TV-film.Den engelske dvd fra Anchor Bay byder på en trailer, men andet ekstramateriale har der ikke været budget til. Der er ikke engang undertekster på.
SHARKTOPUS, USA, 2010. Instruktion: Declan O'Brien. Medvirkende: Eric Roberts, Kerem Bursin, Sara Malakul Lane, Héctor Jiménez, Liv Boughn. Musik: Tom Hiel.
tirsdag den 8. februar 2011
Intrada udgiver HOUSE OF USHER-musik
Så skal alle fans af Edgar Allan Poe, Les Baxter, Roger Corman, Vincent Price, gysermusik og klassiske skrækfilm lige høre efter. Intrada har netop udgivet musikken fra HOUSE OF USHER - en af Cormans mange elegante og stemningsfulde Poe-filmatiseringer. Der er tale om en verdenspremiere og cd'en byder endda på den originale overture, der kun er blevet hørt i biografer helt tilbage i 1960. Cd'en udkommer i et oplag på 1200 eksemplarer.
søndag den 26. december 2010
Edgar Allan Poe-galla i Cinemateket
Den 19. januar er det Edgar Allan Poes 202-års fødselsdag, og det fejres med en helaftens-galla i Cinemateket i København - naturligvis i samarbejde med Det Danske Edgar Allan Poe Selskab. Hovednummeret bliver den fantastiske Roger Corman-film THE MASQUE OF THE RED DEATH, men på programmet står også 'Toby Dammit’, Federico Fellinis episode fra HISTOIRES EXTRAORDINAIRES, samt et par kortfilm. Der bliver også tid til foredrag (ved Torben Carlsen og Nicolas Barbano) samt musik og oplæsning. I pausen byder selskabet på et glas Amontillado-sherry.
tirsdag den 6. april 2010
Kritzerland udgiver musikken fra THE LITTLE SHOP OF HORRORS
En af de mest kendte horror-komedier er Roger Cormans THE LITTLE SHOP OF HORRORS fra 1960 - filmen, der blev lavet på ganske få dage. Noget af det, der er med til at give filmen sin særlige stemning, er den jazzede musik af Fred Katz, og den kan man nu få hjem i stuen, takket være pladeselskabet Kritzerland. De udgiver en cd sidst i maj i bare 1000 eksemplarer.
søndag den 21. februar 2010
Roger Corman-film i Cinemateket
I marts sætter Cinemateket i København fokus på den amerikanske producent og instruktør Roger Corman, der for ikke så længe siden blev hyldet med en æres-Oscar. Der bydes kun på en enkelt film, Corman selv har instrueret, nemlig X: THE MAN WITH THE X-RAY EYES. Ellers handler det om film, han har produceret - heriblandt tre gysere. Det drejer sig om Francis Ford Coppolas DEMENTIA 13, Joe Dantes PIRANHA og James Cameron/Ovidio G. Assonitis' PIRANHA PART TWO: THE SPAWNING.
mandag den 15. februar 2010
Flere Roger Corman-gys på vej
Ud over den håndfuld af spændende Roger Corman-film, der er på vej fra amerikanske Shout! Factory, har engelske Metrodome planer om at udgive 10 af hans produktioner på deres budget-label In2Film. De første fem udkommer den 5. april og der er to horror-titler imellem. Den ene er FORBIDDEN WORLD, en science fiction-gyser fra 1982 af Allan Holzman - den anden er THE UNBORN fra 1991 af Rodman Flender. Herlige nyheder... Dvd-forsiderne er bestemt heller ikke kedelige.Læs også...
Kult-klassikere fra Roger Corman
PIRANHA kommer nu også på Blu-ray
mandag den 21. december 2009
Kult-klassikere fra Roger Corman
Det amerikanske selskab Shout! Factory lancerer til april en ny dvd-serie under fællestitlen Roger Corman's Cult Classics. Den første udgivelse bliver Joe Dantes PIRANHA, der udkommer den 6. april. Her får man endda en Special Edition på en dobbelt-disc, men det er endnu ikke afsløret hvilket ekstramateriale, der er på. Den 13. april udkommer HUMANOIDS FROM THE DEEP af Barbara Peters og Jimmy T. Murakami. Samme dag kommer også en dvd med både UP FROM THE DEPTHS af Charles B. Griffith og DEMON OF PARADISE af Cirio H. Santiago.
mandag den 18. juni 2007
Poe-film med komik og rædsler
Jeg har ikke fået set alle Roger Cormans Edgar Allan Poe-film, men jeg er så småt ved at få dem købt hjem til samlingen. Forleden så jeg TALES OF TERROR fra 1962 (RÆDSLERNES TRIO på dansk). Det er en antologifilm, hvor manuskriptforfatteren Richard Matheson har skrevet tre små historier ud fra flere af Poes noveller. Den første, "Morella", er en forholdsvis traditionel sag om en mand (spillet af Vincent Price), der lever i et forfaldent hus sammen med liget af sin kone. Da hans datter, som han ikke har set i et kvart århundrede, kommer på besøg, vækkes dystre hemmeligheder til live.Den anden historie, "The Black Cat", handler om den fordrukne Montresor Herringbone, der ved et tilfælde kommer til at dyste i vinsmagning med den arrogante ekspert Fortunato Lucresi. Da Fortunato forelsker sig i Monstresors smukke kone, bliver han offer for en udspekuleret hævn. Denne historie er markant mere komisk, og henter i øvrigt elementer fra Poe-novellen "The Cask of Amontillado". Fortunato Lucresi spilles af Vincent Price, mens Peter Lorre mumler sig igennem rollen som Montresor Herringbone.
Price er også med i den sidste historie, "The Facts in the Case of M. Valdemar", om den døende mr. Valdemar, der holdes fast i grænselandet mellem levende og død, takket være hypnotisøren mr. Carmichael (spillet af Basil Rathbone). Som alle Cormans Poe-film får vi masser af flotte kulisser, der på elegant vis skjuler det beskedne budget. Den er vildt underholdende og jeg er meget glad for endelig at have set den.
TALES OF TERROR, USA, 1962. Instruktion: Roger Corman. Medvirkende: Vincent Price, Maggie Pierce, Leona Gage, Peter Lorre, Basil Rathbone. Musik: Les Baxter.
onsdag den 16. maj 2007
Price svinger pendulet
Jeg har købt Roger Cormans vidunderlige PIT AND THE PENDULUM fra 1961, den anden af hans mange Edgar Allan Poe-film og formentlig den bedste af dem alle. Vincent Price er perfekt i rollen som Don Nicholas Medina, søn af en berygtet inkvisitor, der for kort tid siden har mistet sin hustru. Francis Barnard, den afdøde hustrus bror, kommer på besøg for at finde ud af de nærmere omstændigheder, og det går hurtigt op for ham, at Medina skjuler noget. Måske blev søsteren levende begravet. Måske går hun igen. Barbara Steele også at finde på rollelisten, og det solide manuskript er skrevet af genre-veteranen Richard Matheson ud fra Poes forholdvis korte novelle. En lille filmklassiker.PIT AND THE PENDULUM, USA, 1961. Instruktion: Roger Corman. Medvirkende: Vincent Price, John Kerr, Barbara Steele, Luana Anders, Anthony Carbone. Musik: Les Baxter.
Abonner på:
Opslag (Atom)











