KING KONG (1976)
Den ambitiøse Fred Wilson fra Petrox Oil Company er stensikker på, at han har fundet en ø i Det Indiske Ocean, hvor der er enorme forekomster af olie. Han står selv i spidsen for en ekspedition til øen. Palæontologen Jack Prescott tager med på skibet som blind passager - han er overbevist om, at man vil finde andet end olie på øen. Undervejs samler de den smukke Dwan op, der er eneste overlevende fra en yacht, der er eksploderet.
Prescott og Dwan forelsker sig i hinanden, men fremme ved øen får de meget andet at tænke på. Den er nemlig beboet af en stamme, der dyrker nogen eller noget bag en enorm mur, der deler øen i to halvdele. De indfødte kidnapper Dwan og binder hende til et alter bag muren - og ud af junglen kommer en gigantisk gorilla. Resten af historien kender vi...
1976-udgaven af KING KONG er en rigtig blockbuster-produktion af den slags, man kun kunne lave i 70'erne. Det er selvfølgelig den italienskfødte producent Dino De Laurentiis, der står bag - en af filmbranchens mange kulørte personligheder. Der er også tale om en ganske flot film med lækre billeder fra Hawaii og et storslået score af John Barry. Her er der ikke blevet sparet på noget.
Man tænkte selvfølgelig også stort, når det gjaldt skabelsen af Kong selv. Den italienske special effects-mager Carlo Rambaldi byggede en 12 meter høj mekanisk abe til flere millioner kroner. I praksis virkede den ikke særlig godt og er derfor kun med i filmen i ca. 15 sekunder. Ellers er det en anden special effects-magiker, nemlig Rick Baker, vi ser i rollen som Kong - i et kostume, som han lavede sammen med Rambaldi. Det fungerer i det store hele, selv om enkelte scener er næsten Godzilla-agtige med en mand i et kostume, der går gennem et model-landskab. Filmen er i øvrigt fattig på monstre i forhold til den gamle KING KONG: En kæmpeslange, som Kong slås med, er alt, hvad det kan blive til.
Filmen spiller selvfølgelig på den romantiske og seksuelle kemi mellem Dwan og King Kong - ellers ville de afsluttende scener på toppen af World Trade Center slet ikke kunne fungere. Dette er i den grad noget af en konstruktion i en historie, der i forvejen er lidt syret, men nu har 'skønheden og udyret'-vinklen været en del af magien i King Kong-universet siden den første film. Så må man bare tage det med. Og det er da sjovt at se King Kong forsøge at pille kjolen af Dwan (man kan lige skimte en brystvorte, hvis man er fiks på still-knappen). At Dwan så også får verdens største "blowjob" efter at være blevet badet af kæmpeaben, skal man nok ikke lægge noget seksuelt i.
Dwan spilles af en debutterende Jessica Lange. Hun gør det særdeles overbevisende som dum blondine - de første scener med hende er så tænderskærende pinlige, at man slet ikke forstår, at de ikke er blevet tonet lidt ned. Ellers er Charles Grodin fremragende i rollen som den energiske, men naive, Fred Wilson, der så gerne vil vise direktørerne i sit firma, at han er rigtig dygtig. Og så er det herligt at se Rene Auberjonois i en lille rolle - jeg havde helt glemt, at han også var med.
Jeg så første gang KING KONG, da den havde dansk biografpremiere. Dengang kunne man i billetsalget købe filmens plakat, vist nok for en femmer. Det var jo guf at have med hjem, men jeg husker det også som en stor skuffelse, at scenen på plakaten er en grov overdrivelse af filmens handling. Man ser Kong, der i fuldt dagslys skræver over begge World Trade Centers tårne, mens han holder et smadret jetfly i sin ene hånd. I filmen er Kong noget mindre, hopper fra det ene tårn til det andet og slås mod helikoptere i mørke. Allerede dengang gjorde man brug af bedragerisk markedsføring. Men uanset hvad, så er 1976-udgaven et hæderligt kapitel i den lange saga om kæmpeaben fra Skull Island.
KING KONG, USA, 1976. Instruktion: John Guillermin. Medvirkende: Jeff Bridges, Charles Grodin, Jessica Lange, John Randolph, Rene Auberjonois. Musik: John Barry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar