18 skud i hovedet

Jeg plejer at fyre disse mini-anmeldelser af i klumper på 25 styk, men nu er det meget længe siden, jeg har set nogle af disse film, så nu skal de altså ud på bloggen. Faktisk overvejer jeg at finde en anden form til de film, der ikke fortjener en længere anmeldelse, men som alligevel bør have et par ord med på vejen. Måske vil jeg bare lægge dem på løbende. Nok om det... her er i hvert fald lige nogle indtryk af 18 gysere af meget blandet kvalitet.

THE BOOGEYMAN Søskendeparret Lacey og Willy er stadig påvirket af, at Willy for 20 år dræbte deres fordrukne mors voldelige kæreste med en kniv - en udåd, som Lacey overværede i et spejl. Af kringlede omveje får Lacey nu dette spejl hjem og fordi hun har smadret det, slippes ondskaben fra dengang løs. Ulli Lommels film ligner en billig gyser fra 80'erne - og det er lige hvad det er. Primitiv og sjusket, men bizart underholdende.
BOOGEYMAN 3 Nu var BOOGEYMAN 2 ikke den store oplevelse, men den var åbenbart succesfuld nok til, at der også er kommet en 3'er. Og den er så endnu værre. Manuskriptet prøver desperat at lave nogle koblinger til de to første film, men ellers er det bare en småkedelig sag om nogle studerende på et kollegium, der jages af den mærkværdige bøhmand. Det er stift, uopfindsomt og alt andet end uhyggeligt. Men det skulle ikke undre mig, om der også kommer en 4'er en dag.
CAT'S EYE Pudsig lille Stephen King-antologi-film, hvor en kat mærkværdigt nok er det eneste bindeled. Ingen af de tre historier er udpræget nervepirrende, men det er virkelig sjovt at se en højspændt og energisk James Woods i rollen som en mand, der desperat prøver at holde op med at ryge. Det sjoveste i filmen er faktisk de mange referencer til andre Stephen King-film og -historier.
DAY OF THE DEAD (2008) Denne film af genre-veteranen Steve Miner har ikke det store med George A. Romeros original at gøre. Vi får dog en sympatisk zombie og en markant militær tilstedeværelse, men ellers er dette bare endnu en af disse mekaniske film om levende døde, som vi har fået alt for mange af de senere år. Mena Suvari har slet ikke gennemslagskraft nok til at bære en film som denne og Ving Rhames er formentlig bare med for at tjene til huslejen. Nogle af zombierne kan dog kravle på loftet, hvilket man ikke ser så tit. DAY OF THE DEAD er indspillet i Bulgarien.
DAY OF THE DEAD 2: CONTAGIUM Hvis der er to mennesker i horrorgenren, der må siges at være blottet for talent, så er det Ana Clavell og James Glenn Dudelson. De lavede den forfærdelige CREEPSHOW III, og denne her er lige så slem. Elendige skuespillere stavrer rundt i en meningsløs historie, hvor effekterne ligner noget, der er lavet af børnehavebørn. Hold dig langt væk fra dette makværk.
THE DEVIL'S CHAIR Nick West ser sin kæreste blive dræbt i en mystisk stol på et nedlagt sindssygehospital. Han dømmes for mordet, men nogle år senere vil hans terapeuter have sandheden frem, så de tager Nick med tilbage til gerningsstedet. Spændende og anderledes engelsk gyser med en stemning, der driver ned ad væggene. Den vil absolut ikke tiltale alle, men jeg fandt den både interessant og creepy.
DØD SNØ I vrimlen af norske horror-produktioner er det forfriskende, at de også forsøger sig med en zombiefilm. Her er det endda nazi-zombier, vi bliver udsat for. Historien er temmelig banal med en gruppe unge mennesker, der er fanget i en hytte og filmen har både fremragende og elendige scener. Med andre ord en ujævn sag, men den er temmelig underholdende og absolut værd at bruge tid på.
GAG To tyve bryder ind i et hus og finder en mand, der er bundet nede i kælderen. Manden har tydeligvis fået tæv. Hvad gør tyvene nu? Tja, det er i hvert fald spild af tid at bruge knap fem kvarter af dit liv på at se GAG for at finde ud af det. Hæslig omgang amatørteater med skuespillere, der intet kan og en instruktør, der ikke har styr på en skid. Og budgettet er formentlig stort set det, som de involverede har fået ud af at gå ned og veksle flasker. GAG ligner lort... og det er den!
INTRUDER Scott Spiegels klassiske slasher fra 1989, der bl.a. har Sam og Ted Raimi med på rollelisten. Hvis du ikke lige kender den, så er det den med supermarkedet. Plottet er ikke det store sus, men vi får et par underholdende dødsscener, og filmen har en billig og kultisk stemning på den helt rigtige måde. Bruce Campbell markedsføres som om han var et af hovednavnene i filmen, men ham ser man nu ikke meget til.
P2 Den ambitiøse og hårdt arbejdende Angela prøver at komme hjem til sin familie juleaften, men det synes nattevagten Thomas i kontorbygningens parkeringskælder så ikke er nogen særlig god ide. I P2 får vi serveret en simpel katten efter musen-historie på en ekstremt effektiv og underholdende måde. Der er ikke så meget pjat - det er bare en bundsolid lille film, der leverer varen. Og så er det altid godt at se Wes Bentley som skurk.
REAZIONE A CATENA Mario Bavas legendariske slasher - kendt i den store verden som bl.a. TWITCH OF THE DEATH NERVE og A BAY OF BLOOD - er noget mere labyrintisk i sit plot end mange af de film, der senere lod sig inspirere af den. Læg hertil mærkværdige sæbeopera-agtige indslag og masser af kulsort humor - så har man en film af de sjældne. Ikke nødvendigvis fremragende, men absolut værd at se. Og dyrk så lige den vanvittige slutning og den funky musik.
THE REPTILE Hammer forsøgte med denne film at præsentere publikum for et helt nyt monster, og det kom der en rimelig vellykket og stemningsfuld skrækfilm ud af. Det er ikke så svært at gennemskue mysteriet, men det gør ikke noget, for de medvirkende sprudler af energi - ikke mindst Noel Willman som den iskolde dr. Franklin og Michael Ripper som en handlekraftig pubejer. Optaget back-to-back med THE PLAGUE OF THE ZOMBIES, så man vil kunne nikke genkendende til nogle af kulisserne.
SESSION 9 Blandt genrefans er denne gyser om et asbestsaneringsfirmas arbejde på et nedlagt sindssygehospital et stort hit, men den kom aldrig ind under huden på mig. Den er ekstremt velspillet og instruktøren Brad Anderson får det optimale ud af den usædvanlige lokalitet og sit minimale budget. Men historien når ikke ud over kanten og jeg blev aldrig for alvor fanget af filmen. Men den er bestemt værd at se.
SSSSSSS Der er mere stil og stemning end uhygge over Bernard L. Kowalskis slangegyser fra 1973. En ung student skal arbejde for en slange-forsker, der har gang i et meget bizart eksperiment - og studenten bliver brugt som forsøgsperson uden at han selv ved det. De gode skuespillere og den solide musik af Patrick Williams skaber denne yderst seværdige film, men den vil på ingen måde give dig søvnløse nætter.
STIR OF ECHOES Kevin Bacon leverer en mesterlig præstation i denne fremragende og intense gyser, der er baseret på en roman af Richard Matheson. Vi får et perfekt mix med en spændende historie, godt timede chok og et vellykket klimaks. Et af genrens små mesterværker og en film, man helt klart skal se, hvis man er til f.eks. THE SIXTH SENSE og THE OTHERS.
TERROR Helt vildt ujævn engelsk gyser fra Norman J. Warren, der serverer en bizar ret med ingredienser fra både Hammer-film og Dario Argento-horror. Vi får nogle interessante dødsscener, hvor især den besatte og blodtørstige filmstrimmel er et kreativt indslag. Men manuskriptet virker som noget, der lige har været en tur gennem en makulator og så er blevet sat tilfældigt sammen igen. En oplevelse, men ikke nødvendigvis en stor oplevelse.
TO THE DEVIL A DAUGHTER Forfatteren Dennis Wheatley var så begejstret for Hammer-filmatiseringen THE DEVIL RIDES OUT, at han gav filmselskabet lov til at kaste sig over endnu en af hans bøger. Det blev så til dette forfærdelige nonsens. Der gøres et lille forsøg på at hæve filmen til at være en moderne okkult thriller, og det er herligt at se udenlandske locations for en gangs skyld i en Hammer-film. Men det er en omgang vrøvl, der fiser ud i en af genrens dummeste slutscener. Men det hjælper da lidt på oplevelsen, at Nastassja Kinski smider tøjet.
ZOMBIELAND Ujævn komedie med mange gode indfald og energiske skuespillere, men hver anden joke falder til jorden som en sæk gamle indvolde. Jesse Eisenberg er rigtig god som den neurotiske nørd, mens Woody Harrelson er sit sædvanlige overgearede jeg. Plottet er dog for tyndt og manuskriptet kunne sagtens have tålt et par gennemskrivninger mere. Når en film kan fucke en Bill Murray-cameo op, så er der noget galt. OK, men absolut ikke fantastisk.

Læs også...
50 hug med øksen
25 slag med kødhammeren
25 snit med slagterkniven
13 stød med strømpistolen
25 søm i ligkisten