Rick og sønnen Carl er på vej mod Washington D.C. sammen med de få kendte ansigter, der har formået at holde sig i live i den zombie-inficerede verden. Nu er de drevet af nyt formål, takket være den trio, der er kommet ind i deres liv: Abraham Ford, Rosita Espinoza og Eugene Porter. Sidstnævnte hævder, at han absolut må til hovedstaden, fordi han ved mere end de fleste om zombie-plagen.
Indtil nu har manuskriptforfatteren Robert Kirkman vist, at han er fuldstændig nådesløs i sin skildring af de rædsler, som personerne i THE WALKING DEAD-serien må gennemgå for at overleve i en døende verden. I "What We Become", bind 10 i trade paperback-udgaverne af den månedlige serie, giver han sig for alvor tid til at lade os opleve, hvor traumatiserede vores hovedpersoner er blevet. Umiddelbart er der meget snak og ikke så meget action, men det er skræmmende, rystende og nerveflæsende snak, vi bliver udsat for. Samtidig kommer vi lidt mere ind under huden på nogle af de nye personer, og det er ikke nødvendigvis behagelige ting, vi her får at vide.
Helt uden action er dette bind dog ikke. Vi får bl.a. et natligt angreb af tre mænd - ikke zombier - der er ude efter lidt sjov. Og det er alt andet end rart. Zombierne får vi selvfølgelig også, og det i et antal, vi endnu ikke har set før i serien. Prøv at forestille dig en hjord med et par tusinde af de levende døde, der bevæger sig gennem landskabet. Der er virkelig varmet op til masser af spænding i de kommende bind - alt kan åbenbart ske i denne serie! Jeg glæder mig til at læse mere...
THE WALKING DEAD VOLUME 10: WHAT WE BECOME, Robert Kirkman, Charlie Adlard, Cliff Rathburn, Image Comics.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar