Kriblende højspænding

Jeg har haft to ekstra eksemplarer af Trevor Jones' musik til edderkoppe-gyseren ARACHNOPHOBIA stående på hylderne, og i weekenden forærede jeg dem begge væk til gode venner. Efter min mening er det et af de bedste og mest varierede horror-soundtracks, der findes, og jeg lytter ofte til det. Så det inspirerede selvfølgelig til et gensyn med denne herlige gyser, der ifølge den danske plakat byder på "kriblende højspænding".

Filmen er mainstream som bare pokker, men den er vildt underholdende. Teamet af skuespillere er i top (både de tobenede og de ottebenede), og der diskes op med den ene fine chokscene efter den anden. ARACHOPHOBIA er dog ikke mere uhyggelig end at hele familien kan være med. De flotte billeder af den danske fotograf Mikael Salomon er med til at gøre filmen til en ekstra stor oplevelse.

Jeg anmeldte i 1991 soundtracket til Det Danske Filmmusik Selskabs medlemsblad LYDSPORET og den anmeldelse får I lige her:

• Trevor Jones: ARACHNOPHOBIA: Denne film med den vanskelige titel er den bedste edderkoppe-gyser siden KINGDOM OF THE SPIDERS fra 1977. Hvor sidstnævnte stjæler fra Jerry Goldsmiths TWILIGHT ZONE-kompositioner, bæres Frank Marshalls big-budget-B-film frem af et varieret score for orkester, piano, mundharmonika, saxofon, guitar og den efterhånden obligatoriske synthesizer. Trevor Jones har et godt øje for filmens fine blanding af skræk og komik. Hovedpersonerne, de ottebenede creepy-crawlies, tildeles et simpelt tema med klokke-lignende synth-akkorder, mens skadedyrs-bekæmperen Delbert stryger ind på lærredet til jazzede saxofon-toner. Cd'en skæmmes af tre dødssyge popnumre, men hvis man programmerer dem væk, får man næsten 40 minutters ren Trevor Jones-musik. Efter sigende findes pladen i en anden version med endnu mere pop samt dialog, men det er altså den bedste udgave, der er kommet her til landet.

Bonus-info: Som jeg nævner i min anmeldelse, så findes der flere udgaver af scoret på cd. Det er Hollywood Records, der har udgivet dem alle, men den amerikanske har flere popsange og skulle indeholde dialog på stort set alle tracks. Den europæiske udgave har mere score, ingen dialog og mindre popmusik. ARACHNOPHOBIA-soundtracket er lidt af en sjældenhed i dag, så slå kløerne i det, hvis du falder over det.