Eli Roths THE GREEN INFERNO er kannibalistisk gru i en frustrende og rodet indpakning

Da jeg var yngre, var det med en del frygt og bæven, at jeg gik forbi biografernes udhængsskabe, når der var en kannibalfilm på programmet. Jeg gik gerne ind og for at se gyserfilm, men der var bare en helt ekstremt væmmelig aura omkring netop disse film. Tænk bare på reklame-sloganet for Ruggero Deodatos CANNIBAL HOLOCAUST, der her i landet fik titlen KANNIBALMASSAKREN. På plakaten kunne man læse: Århundredets største film-chok! 1980. En skæbnesvanger hvid ekspedition i Sydamerikas grønne helvede - hvad gik galt?

Ordene var ledsaget af en masse ulækre billeder på plakaten, og rundt om hang en masse andre PR-stills, der i den grad signalerede, at man her havde at gøre med en produktion, der kunne få biograf-publikummet til at ønske, at der fulgte en brækpose med billetten. De andre grumme kannibal-gnaskere blev markedsført på samme måde, og jeg holdt mig langt væk fra dem i flere år. At læse i diverse bøger og blade om de mange udpenslede dyremishandlings-scener gjorde også, at filmene på ingen måde var at finde på mine "det skal jeg have set lister".

Men for omkring ti år siden fik jeg taget fat om nældens rod, og fik set CANNIBAL HOLOCAUST, CANNIBAL FEROX, EATEN ALIVE og en lille håndfuld flere af disse i overvejende grad italienske værker, hvor hvide mennesker på uhyggelig vis kom af dage i fjerntliggende jungler. Filmene var præcis lige så ubehagelige, som jeg havde forestillet mig dem, men der var også meget at hente, og ikke mindst CANNIBAL HOLOCAUST tøver jeg ikke med at kalde et mesterværk (selv om det så ikke er en film, jeg genser igen og igen - den er godt nok barsk).

Hele sekvensen, hvor de unge bliver ført ind til kannibal-stammen, og det første drab og den efterfølgende fortæring af staklen, er ekstremt stærkt skildret

Mange fans er vokset op med disse film, og en håndfuld af disse fans er blevet til horror-instruktører, som med moderne virkemidler forsøger at få publikum helt ud på kanten af sædet ... og i flere tilfælde til at få folks mavesække til at hoppe og danse. Mange prøver nok - mere eller mindre bevidst - at hylde de instruktører og de film, der var talk of the town i 80'erne, men der er kun få af dem, der er rykket ud i junglen for at lave en kannibal-gyser.

Vi har set menneske-spisere i mange andre sammenhænge, men jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om WELCOME TO THE JUNGLE fra 2007 som et nyere indslag i genren, der rent faktisk foregår under tropiske himmelstrøg. Og nu har vi så fået Eli Roths THE GREEN INFERNO, der for alvor forsøger at samle stafetten op fra film som CANNIBAL HOLOCAUST og CANNIBAL FEROX. Roth er en helhjertet fan, og han har allerede med CABIN FEVER og de to første HOSTEL-gysere vist, at han gerne går langt for at få sit publikum til at føle ubehag. Men er THE GREEN INFERNO så en vellykket film? Tja, bum bum bum ...

Handlingen kort: Den førsteårsstuderende Justine er tiltrukket af en gruppe aktivister på universitetet, og hun bliver inviteret til at deltage i en protest-aktion, som den karismatiske Alejandro og hans dominerende kæreste Kara har planlagt. En håndfuld af de unge skal rejse til Amazon-junglen for at forhindre, at skoven bliver fældet og de indfødte bliver udryddet. Aktionen forløber nogenlunde efter planen, men det er tydeligt, at ikke alle spiller med åbne kort.

Hele gruppen bliver sendt tilbage med et fly, men undervejs bryder motoren i brand. Nogle overlever ikke styrtet, mens de resterende snart opdager, at de indfødte - hvis liv protest-aktionen skulle redde - har deres helt egne regler og ritualer ... og spise-vaner.

Eli Roth giver sig god tid til at introducere sine personer, hvilket i min optik er fint nok. Selv om mange af karaktererne er kanonføde, der skal ofres senere i historien, så er det cool, at vi kommer lidt under huden på dem. Ikke alle er dog lige troværdige, men det skal først vise sig at blive et problem i filmens andens halvdel. Hele sekvensen, hvor de unge bliver ført ind til kannibal-stammen, og det første drab og den efterfølgende fortæring af staklen, er ekstremt stærkt skildret. Her viser Roth, at han forstår genren, og at han kan forføre og skræmme sit publikum.

Herfra begynder THE GREEN INFERNO at falde fra hinanden. Flere af personerne optræder nu så utroværdigt, at man får lyst til at råbe af filmen, og manuskriptet har øjeblikke, der minder om en skolekomedie. Der er stadig intense scener, men de er nu blandet ind i et handlingsforløb, der har tabt enhver jordforbindelse, og derfor virker de ikke for alvor. Og slutningen er grotesk kluntet med et par makabre twist, der aldrig burde have været med i filmen.

Den samlede bedømmelse: THE GREEN INFERNO er ikke i nærheden af at være på niveau med de grumme klassikere, den er inspireret af, men i glimt er den en forrygende hyldest til og en opdatering af disse film. Men der er for meget, der ikke virker, og derfor er det en frustrerende oplevelse at se den. Men se den endelig: Der går nok mange år, før nogle igen vover sig ind i junglen for at lave en kannibal-gnasker-gyser.

Jeg så THE GREEN INFERNO på den amerikanske Blu-ray fra Universal. Ekstra-materialet består af et billed-galleri og et kommentar-lydspor, som jeg ikke har brugt tid på.

THE GREEN INFERNO, USA-Canada-Chile, 2013. Instruktion: Eli Roth. Medvirkende: Lorenza Izzo, Ariel Levy, Magda Apanowicz, Aaron Burns, Richard Burgi. Musik: Manuel Riveiro.