CABIN FEVER: Selv ikke i den vildeste febervildelse kan du få mig til at sige, at det er en god film

Fem unge mennesker tager op i en hytte for at slappe af. Øl, sex og måske lidt sjov tobak står på programmet. Foran en lokal butik bliver en af de unge bidt af en mærkelig dreng, der råber ordet "pancakes" hele tiden. Det bliver dog værre, da de når frem til hytten. En af dem har nemlig taget en riffel med, og da han ude i skoven møder en eneboer, der tydeligvis ikke er helt rask, affyrer han et par skud. Det dør den inficerede mand dog ikke af, og samme aften opsøger han de unge i hytten. Han kaster blod op i deres bil, før de sætter ild til ham! Men nu er smitten løs, og feberen bryder ud i hytten.

Lyder det som en film, du har set før? Det har du sikkert. Det er nemlig Eli Roths debutfilm CABIN FEVER fra 2002 - en ujævn, men dog ganske underholdende affære. Den affødte et par sequels, men der var nok ikke nogen, der i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at der en dag skulle komme et remake. Men nu er det her, og det endda med Eli Roth som en af producenterne.

Når man ser den nye CABIN FEVER, så kan man ikke lade være med at spekulere over, hvorfor den i det hele taget er blevet lavet. Den er tæt på at være en fotokopi af den første film. Ganske vist ikke så slem som Gus van Sants katastrofale PSYCHO, men der er så lidt nyt at hente i den, at man får den tanke, at instruktøren Travis Zariwny (der i filmen krediteres som Travis Z) mere eller mindre håber, at han ved at sidde på skuldrene af EIi Roth kan blive til et stort navn i Hollywood. Mit gæt er, at det ikke kommer til at ske.

Udgangspunktet skulle dog have været at lave en CABIN FEVER, der var en "rigtig" horrorfilm, og der er ingen tvivl om, at tonen er mere seriøs og at billedsproget er mere alvorligt. Men man kan ikke helt fjerne de gakkede elementer fra historien (de mærkelige lokale, den sære dreng, den fremmede med hunden, den festglade betjent Winston), og derfor slingrer filmen som en gammel rutsjebane under et jordskælv. Der er bare ikke noget at komme efter her, og derfor er det en komplet overflødig film.

De unge skuespillere er mere mainstream end dem, vi så i den originale udgave, og selv om de gør det hæderligt, så har de ikke for alvor nogle karaktertræk, der gør, at vi gider interessere os for deres skæbne. Effekterne er ganske blodige, men de har slet ikke samme styrke som i originalen - og så er en af dødsscenerne unødigt brutal. Hvis man vil gå "over the top", så skal man gøre det på det rette tidspunkt, og her er det tydeligt, at instruktøren slet ikke er dygtig nok.

Nu har jeg slet ikke nævnt den påtrængende og irriterende musik af Kevin Riepl og den kluntede slutning, men jeg har vist fået sat en tyk streg under, at den nye CABIN FEVER er en komplet ligegyldig gyser, som de fleste skræk-fans sagtens kan leve uden.

Jeg så CABIN FEVER på den engelske Blu-ray fra Arrow Films. Det eneste ekstramateriale er et 11 minutter langt Behind the Scenes-program, der er ekstremt sjusket klasket sammen. Der er ingen undertekster på skiven.

CABIN FEVER, USA, 2016. Instruktion: Travis Zariwny. Medvirkende: Gage Golightly, Matthew Daddario, Samuel Davis, Nadine Crocker, Dustin Ingram. Musik: Kevin Riepl.

Eli Roths THE GREEN INFERNO er kannibalistisk gru i en frustrende og rodet indpakning

Da jeg var yngre, var det med en del frygt og bæven, at jeg gik forbi biografernes udhængsskabe, når der var en kannibalfilm på programmet. Jeg gik gerne ind og for at se gyserfilm, men der var bare en helt ekstremt væmmelig aura omkring netop disse film. Tænk bare på reklame-sloganet for Ruggero Deodatos CANNIBAL HOLOCAUST, der her i landet fik titlen KANNIBALMASSAKREN. På plakaten kunne man læse: Århundredets største film-chok! 1980. En skæbnesvanger hvid ekspedition i Sydamerikas grønne helvede - hvad gik galt?

Ordene var ledsaget af en masse ulækre billeder på plakaten, og rundt om hang en masse andre PR-stills, der i den grad signalerede, at man her havde at gøre med en produktion, der kunne få biograf-publikummet til at ønske, at der fulgte en brækpose med billetten. De andre grumme kannibal-gnaskere blev markedsført på samme måde, og jeg holdt mig langt væk fra dem i flere år. At læse i diverse bøger og blade om de mange udpenslede dyremishandlings-scener gjorde også, at filmene på ingen måde var at finde på mine "det skal jeg have set lister".

Men for omkring ti år siden fik jeg taget fat om nældens rod, og fik set CANNIBAL HOLOCAUST, CANNIBAL FEROX, EATEN ALIVE og en lille håndfuld flere af disse i overvejende grad italienske værker, hvor hvide mennesker på uhyggelig vis kom af dage i fjerntliggende jungler. Filmene var præcis lige så ubehagelige, som jeg havde forestillet mig dem, men der var også meget at hente, og ikke mindst CANNIBAL HOLOCAUST tøver jeg ikke med at kalde et mesterværk (selv om det så ikke er en film, jeg genser igen og igen - den er godt nok barsk).

Hele sekvensen, hvor de unge bliver ført ind til kannibal-stammen, og det første drab og den efterfølgende fortæring af staklen, er ekstremt stærkt skildret

Mange fans er vokset op med disse film, og en håndfuld af disse fans er blevet til horror-instruktører, som med moderne virkemidler forsøger at få publikum helt ud på kanten af sædet ... og i flere tilfælde til at få folks mavesække til at hoppe og danse. Mange prøver nok - mere eller mindre bevidst - at hylde de instruktører og de film, der var talk of the town i 80'erne, men der er kun få af dem, der er rykket ud i junglen for at lave en kannibal-gyser.

Vi har set menneske-spisere i mange andre sammenhænge, men jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om WELCOME TO THE JUNGLE fra 2007 som et nyere indslag i genren, der rent faktisk foregår under tropiske himmelstrøg. Og nu har vi så fået Eli Roths THE GREEN INFERNO, der for alvor forsøger at samle stafetten op fra film som CANNIBAL HOLOCAUST og CANNIBAL FEROX. Roth er en helhjertet fan, og han har allerede med CABIN FEVER og de to første HOSTEL-gysere vist, at han gerne går langt for at få sit publikum til at føle ubehag. Men er THE GREEN INFERNO så en vellykket film? Tja, bum bum bum ...

Handlingen kort: Den førsteårsstuderende Justine er tiltrukket af en gruppe aktivister på universitetet, og hun bliver inviteret til at deltage i en protest-aktion, som den karismatiske Alejandro og hans dominerende kæreste Kara har planlagt. En håndfuld af de unge skal rejse til Amazon-junglen for at forhindre, at skoven bliver fældet og de indfødte bliver udryddet. Aktionen forløber nogenlunde efter planen, men det er tydeligt, at ikke alle spiller med åbne kort.

Hele gruppen bliver sendt tilbage med et fly, men undervejs bryder motoren i brand. Nogle overlever ikke styrtet, mens de resterende snart opdager, at de indfødte - hvis liv protest-aktionen skulle redde - har deres helt egne regler og ritualer ... og spise-vaner.

Eli Roth giver sig god tid til at introducere sine personer, hvilket i min optik er fint nok. Selv om mange af karaktererne er kanonføde, der skal ofres senere i historien, så er det cool, at vi kommer lidt under huden på dem. Ikke alle er dog lige troværdige, men det skal først vise sig at blive et problem i filmens andens halvdel. Hele sekvensen, hvor de unge bliver ført ind til kannibal-stammen, og det første drab og den efterfølgende fortæring af staklen, er ekstremt stærkt skildret. Her viser Roth, at han forstår genren, og at han kan forføre og skræmme sit publikum.

Herfra begynder THE GREEN INFERNO at falde fra hinanden. Flere af personerne optræder nu så utroværdigt, at man får lyst til at råbe af filmen, og manuskriptet har øjeblikke, der minder om en skolekomedie. Der er stadig intense scener, men de er nu blandet ind i et handlingsforløb, der har tabt enhver jordforbindelse, og derfor virker de ikke for alvor. Og slutningen er grotesk kluntet med et par makabre twist, der aldrig burde have været med i filmen.

Den samlede bedømmelse: THE GREEN INFERNO er ikke i nærheden af at være på niveau med de grumme klassikere, den er inspireret af, men i glimt er den en forrygende hyldest til og en opdatering af disse film. Men der er for meget, der ikke virker, og derfor er det en frustrerende oplevelse at se den. Men se den endelig: Der går nok mange år, før nogle igen vover sig ind i junglen for at lave en kannibal-gnasker-gyser.

Jeg så THE GREEN INFERNO på den amerikanske Blu-ray fra Universal. Ekstra-materialet består af et billed-galleri og et kommentar-lydspor, som jeg ikke har brugt tid på.

THE GREEN INFERNO, USA-Canada-Chile, 2013. Instruktion: Eli Roth. Medvirkende: Lorenza Izzo, Ariel Levy, Magda Apanowicz, Aaron Burns, Richard Burgi. Musik: Manuel Riveiro.

THE GREEN INFERNO er endelig på vej

For et par uger siden bestilte jeg Eli Roths THE GREEN INFERNO hos amerikansk Amazon, men jeg tror, at jeg er kommet til at vælge en forsendelses-metode, hvor Blu-ray'en bliver sendt med kinesisk junke. Ifølge "track package"-dimsen, så går der stadig en rum tid, før filmen dukker op på min adresse.

Nu er det under alle omstændigheder positivt, at THE GREEN INFERNO er kommet ud, efter at den i en meget lang periode var fanget i en juridisk jungle, så den ikke kunne distribueres. Som sagt er den ude i USA, og den 22. februar udkommer den på dvd (billedet) og Blu-ray i England. Og herhjemme vil Another World Entertainment udgive den i løbet af foråret.

THE GREEN INFERNO-udgivelse udskydes igen

I skrivende stund lister den tyske udgave af Amazon stadig Eli Roths kannibalfilm THE GREEN INFERNO til at få dvd- og Blu-ray-premiere den 5. februar, men meget tyder på, at den dato ikke kommer til at holde. Sådan lyder rygterne i hvert fald på diverse tyske hjemmesider. Det frustrerende er så, at den nye dato er ukendt. Allerede i november skulle filmen være udkommet i Tyskland, men blev så rykket til februar i år - og den går så heller ikke.

THE GREEN INFERNO har været vist til festivaler rundt om i verden, og har fået ganske pæne ord med på vejen. Uenighed om fordelingen af udgifterne til markedsføringen af filmen (og formentlig andre økonomiske spørgsmål) har dog resulteret i, at alt står stille. Så vi venter stadig på THE GREEN INFERNO...

CABIN FEVER: PATIENT ZERO: Selv ikke i den værste febervildelse er denne film værd at se

I 2002 fik Eli Roth sat fart i sin karriere som instruktør, producent, manuskriptforfatter og skuespiller med den kulørte splatter-gyser CABIN FEVER. Her tager fem unge mennesker på ferie i en hytte ude i skoven, hvor de en for en bliver ofre for en kødædende virus. Filmen er ujævn som bare pokker, men det er en solid omgang skæg og ballade-horror. Det kan man desværre ikke sige om 2'eren, CABIN FEVER 2: SPRING FEVER, instrueret af Ti West. Bag kameraet var instruktørens forhold til procenterne ikke godt - især ikke, da projektet blev taget fra ham, nye scener blev skudt og hele filmen klippet om. Resultatet er derefter; en rodebunke uden lige.

Nu er en tredje film i franchisen så dukket op, CABIN FEVER: PATIENT ZERO, og den er vist tænkt som en prequel, selv om den ikke har noget som helst med de to andre film at gøre. Den eneste fællesnævner er den kødædende virus og en forkærlighed for at integrere denne i filmens sexscener. Mere om det senere. Handlingen i CABIN FEVER: PATIENT ZERO kører ad to spor. Dels følger vi den ambitiøse og kyniske dr. Edwards, der forsøger at finde en kur mod den dødbringende virus. Til det formål har han spærret en vis hr. Porter inde på sin klinik - en mand, der tilsyneladende er immun.

Imens er den unge Marcus et sted i det caribiske øhav ved at gøre sig klar til at gifte sig med sit livs udkårne, men før brylluppet lokkes han af sin bror Josh, dennes kæreste Pennys og hans forretnings-makker Dobbs med ud på en sejltur. Det skal være en slags polterabend. Desværre viser det sig, at den ø, de slår lejr på, gemmer på væmmelige hemmeligheder.

Nu bliver jeg tit spurgt, hvorfor jeg ser så mange dårlige film. Jeg svarer som regel, at jeg jo interesserer mig bredt for genren, og at selv de halvsløje gysere tit byder på en snert af underholdning. Men der er så den slags film, der er så jammerlige, at man kan undre sig over, at man bruger tid på at se dem til ende. CABIN FEVER: PATIENT ZERO er en af dem. Instruktøren Kaare Andrews har tydeligvis intet talent for at skrue en god historie sammen, og på intet tidspunkt er der bare tre scener i rap, der fungerer.

De fire unge, der tager på polterabend, er det sædvanlige skrabsammen af irriterende tåber, der hakker så meget på hinanden, at det er en gåde, hvorfor de overhovedet gider være sammen. Og på klinikken, hvor sygdommen studeres, står det ikke meget bedre til. Her møder vi dog et gnist af talent i form af THE LORD OF THE RINGS-skuespilleren Sean Astin, der af en eller anden grund har valgt at være med i dette makværk.

Undervejs diskes der op med enkelte klamme splatter-scener. Et vammelt højdepunkt er en intim situation mellem to af de unge, der starter med at være ulækker og ender et sted, der er endnu værre. Det er i øvrigt også en film, der følger reglen om, at hvis man tidligt introducerer et objekt, så kan man være helt sikker på, at det skal bruges på et senere tidspunkt. I dette tilfælde er det en gigantisk sort dildo. Så er I advaret.

CABIN FEVER: PATIENT ZERO er på alle måder spild af tid. Desværre truer producenterne med at lave endnu en, nemlig CABIN FEVER: OUTBREAK. Jeg frygter det værste. Den engelske dvd-udgave fra Signature Entertainment har intet ekstramateriale, end ikke en trailer, og der er ingen undertekster.

CABIN FEVER: PATIENT ZERO, USA, 2014. Instruktion: Kaare Andrews. Medvirkende: Sean Astin, Currie Graham, Mitch Ryan, Ryan Donowho, Brando Eaton. Musik: Kevin Riepl.

HOSTEL: PART III flænser sig vej

Jeg har ikke en oplevelse af, at der er blevet reklameret så meget for Scott Spiegels HOSTEL: PART III - den kommende direkte-til-dvd-fortsættelse til Eli Roths opsigtsvækkende splatter-orgier - men sådan er det vel, når 3'eren er lavet til hjemmemarkedet og ikke får en biografpremiere. Filmen bliver udgivet i USA den 27. december, men allerede den 10. januar skulle den udkomme på dvd og Blu-ray her i landet. Samme dag kommer en dvd-box med alle tre film.

En eksorcists bekendelser

Præsten Cotton Marcus fra Louisiana har ikke helt mistet troen endnu, men han er træt af at snyde folk. Han går derfor med til at afsløre overfor et TV-hold, hvordan en eksorcisme i virkeligheden bliver udført, nemlig ved hjælp af simple lyd- og lys-effekter, der giver de troende et godt show - uden at der rent faktisk bliver uddrevet dæmoner.

Marcus vælger et tilfældigt brev blandt de mange, der beder om hans hjælp og det fører ham til Louis Sweetzers farm. Louis bor sammen med sin arrogante søn Caleb og den mere blide datter Nell. Og det er datteren, der er besat og som måske er den skyldige bag de frygtelige nedslagtninger af gårdens dyr. Marcus går straks i gang med at udføre sine billige tricks, men måske er han for en gangs skyld stødt på ægte ondskab.
THE LAST EXORCISM er skrevet af Huck Botko og Andrew Gurland, der har været så heldige at få Eli Roth med på vognen som en af producenterne. Faktisk var de indledende øvelser på dette projekt så overbevisende, at filmen gav overskud, før optagelserne gik i gang. Da stilen er en pseudo-dokumentar eller mockumentary, valgte man den unge tysker Daniel Stamm som instruktør. Han havde nemlig lavet noget lignende før.

Men ellers er det i høj grad skuespillernes film. Patrick Fabian er fremragende som den karismatiske præst, der endda kan flette banankager ind i sine prædikener, uden at menigheden tænker over, at det var da noget mærkeligt noget at sige. Ellers er det Ashley Bell, der stjæler det hele. Hun er perfekt som både den uskyldige og naive teenagepige - og som den frådende og vanvittige stakkel, der måske, måske ikke, er besat af en dæmon. En del af Daniel Stamms metode har bl.a. været at lave vildt mange takes - primært for at få skuespillerne til at glemme, at de spillede med i en film. Samtidig har han opfordret dem til at improvisere.
Netop fordi THE LAST EXORCISM er en mockumentary, går der lang tid med at lære personerne at kende. Uhyggen kommer langsomt snigende og det er først i den sidste halve times tid, at der virkelig er knald på. Her bliver det til gengæld ganske creepy. Du bliver ikke bombarderet med chokeffekter, men du udsættes for en håndfuld skræmmende sekvenser, der ikke helt ligner noget, du har set før. Slutningen er måske lidt meget ROSEMARY'S BABY møder THE BLAIR WITCH PROJECT, men det er til at leve med.

Alt i alt er THE LAST EXORCISM en god lille film, der på sin egen insisterende måde leverer varen. Hvis man kan li' PARANORMAL ACTIVITY, så snup også denne her. Er man mere til "et vildt chok hvert andet minut"-gysere, så er THE LAST EXORCISM nok for kedelig for dig.

Jeg så THE LAST EXORCISM på den engelske dvd fra Optimum Home Entertainment. Her får man pænt meget ekstramateriale. The Devil You Know: The Making of The Last Exorcism er et fint 20 minutters program om filmens tilblivelse. Det er ikke helt så overfladisk som den slags plejer at være. Real Stories of Exorcism er en lille dokumentar om en kvinde, der har været besat. Det er ikke til at gennemskue ægtheden i historien, men det er fint at have det med på skiven.

Så er der to PR-interview, først med Daniel Stamm og Patrick Fabian og derefter med Eli Roth og Ashley Bell. Her kan man opleve en håbløs journalist, der stiller de samme fire ret ligegyldige spørgsmål i begge seancer. Heldigvis er interview-ofrene så proffe, at de trods alt når at få sagt noget interessant. Endelig er der audition-optagelser, trailere samt hele tre forskellige kommentarlydspor (men dem har jeg altså ikke lyttet igennem).

THE LAST EXORCISM, USA-Frankrig, 2010. Instruktion: Daniel Stamm. Medvirkende: Patrick Fabian, Ashley Bell, Iris Bahr, Louis Herthum, Caleb Landry Jones. Musik: Nathan Barr.

THE LAST EXORCISM ser altså lidt cool ud

Der er dukket en ny plakat op til THE LAST EXORCISM, der får premiere i de amerikanske biografer den 27. august. Man kan så godt blive lidt træt, når den præsenteres som Eli Roth's THE LAST EXORCISM, når det nu er Huck Botko og Andrew Gurland, der har skrevet manuskriptet, mens Daniel Stamm har instrueret. Eli Roth er en af producenterne, men fred være med, at man bruger det mest kendte navn på rulleteksterne til at promovere filmen.

Anyway, det skulle være en spændende og intens lille gyser, der nok er værd at glæde sig til. Der har været tale om en mulig dansk premiere, men konkrete datoer har vi endnu ikke set noget til. Indtil da kan man tjekke filmens officielle hjemmeside her.

HOSTEL nr. 3 er på vej

Jeg holder meget af de to HOSTEL-film (hvilket man kan læse mere om her og her), så det er gode nyheder, at en 3'er endelig ser ud til at blive en realitet. Det er ganske vist ikke med Eli Roth bag kameraet og det ender nok med at blive en direkte-til-dvd-udgivelse, men hvad pokker - det skal nok blive en god omgang kvalmefremkaldende skæg og ballade alligevel.

Scott Spiegel skal instruere efter et manuskript af Michael Weiss og optagelserne begynder til august. Det mest syrede er, at handlingen denne gang åbenbart foregår i Las Vegas, ikke i Slovakiet. Plottet er noget med en polterabend, der går helt galt. Kilde: Bloody Disgusting

Turist-tortur

Jeg sætter stor pris på Eli Roth for hans enorme kærlighed til horror-genren. Her er virkelig tale om en mand, der brænder for sagen. En dag vil han have udviklet til at være en af de helt store instruktører. Han er ikke nået til det punkt endnu, men med HOSTEL: PART II tager han et skridt i den rigtige retning.

2'eren fortsætter historien om den skumle organisation i Slovakiet, hvor rige mænd mod betaling kan torturere og dræbe unge rygsæk-turister. Denne gang er det tre kvinder, der rejser til det alt andet end hyggelige hjørne af Europa - og vi kan umuligt vide hvem af dem, der overlever turen. Samtidig følger vi to amerikanere, der er nye kunder i butikken og vi får mere at vide om hvordan den makabre organisation fungerer.

HOSTEL: PART II har delt vandene, især fordi den ikke er så blodig som 1'eren. At den "bare er mere af det samme" har også været en klagesang fra mange kritikere. Jeg synes, det er en rigtig god film på en "fire ud af seks stjerner"-agtig måde. Personskildringen er skarpere, der er et større fokus på detaljerne og den afdæmpede tone klæder historien. Først i det groteske klimaks går Eli Roth helt amok i kvalmende ulækker vold.

Lauren German, Heather Matarazzo og Bijou Phillips er gode som de tre unge kvinder og det er en fornøjelse at se Roger Bart og Richard Burgi som de amerikanske kunder, der er på jagt efter et blodigt fix. Og så kan man opleve Ruggero Deodato i en meget passende cameo-rolle. At Eli Roth ikke er blevet helt moden endnu som instruktør afsløres i en fjollet og unødvendig slutscene, men på trods af disse barnlige indslag er HOSTEL: PART II i høj grad værd at bruge tid på.

HOSTEL: PART II, USA, 2007. Instruktion: Eli Roth. Medvirkende: Lauren German, Roger Bart, Heather Matarazzo, Bijou Phillips, Richard Burgi. Musik: Nathan Barr.

Læs også...
(Tor)turen går til Slovakiet

(Tor)turen går til Slovakiet

Hvor CABIN FEVER var et godt bud på en "dumme teenagere kommer blodigt af dage langt ude i skoven"-film, er HOSTEL en markant mere ambitiøs og voksen gyser. Det er tydeligt at Eli Roth er et meget stort talent i genren, og HOSTEL er da også fremragende på en række områder. Faktisk er den eneste svaghed at den ikke er særlig uhyggelig.

De to amerikanere Paxton og Josh rejser Europa rundt med rygsæk. Undervejs har de samlet islandske Oli op, og så gælder det ellers om at score nogle piger og svælge i alkohol og stoffer. I Amsterdam får de et tip om at rejse til Slovakiet, hvor de skulle kunne finde kontinentets mest hotte og villige piger. Trioen indlogerer sig på et herberg, hvor det ganske rigtigt vrimler med dejlige sild. Men herberget gemmer på en grum hemmelighed, fordi byen besøges af andet end rygsækrejsende. For et voldsomt beløb kan man få opfyldt sine mest perverse drømme - og snart befinder vores tre unge sig midt i et makabert mareridt.

HOSTEL er en film i to dele. Første del kan minde om en ungdomskomedie, filmet i klare farver. I anden del slippes rædslerne løs, og alting bliver nu rødt og råddent. Den er længe om at komme op i fart, og man skal halvvejs, før det for alvor bliver blodigt. Så udsættes man til gengæld for nogle meget modbydelige tortur-scener. Ikke at Roth svælger i det makabre - enhver splatter-effekt er timet meget præcist. Kun i enkelt scene skubbes vi langt ud over kanten. Her får mavesækken lige lov til at vende sig et par gange. Meget modbydeligt! Og flot gået!

Skuespillerne er gode hele vejen rundt, ikke mindst Jay Hernandez i rollen som Paxton. Og Eli Roth har fundet en stribe lokale talenter under optagelserne i bl.a. Prag, der giver handlingen en pervers autencitet. Men, som sagt, er filmen ikke udpræget uhyggelig. Man drages ind i denne modbydelige verden, men tempoet er skævt, og man sidder ikke ude på kanten af sofaen i spænding. Omvendt er HOSTEL så fascinerende, at man er fanget hele vejen. Den fungerer, selv om den faktisk ikke burde gøre det. Og det gør den værd at se. Filmen er ude på dansk dvd med et flot cover - bl.a. med advarslen: OBS! Ikke velegnet for følsomme personer. Eli Roth er i øvrigt allerede i gang med en 2'er.

HOSTEL, USA, 2005. Instruktion: Eli Roth. Medvirkende: Jay Hernandez, Derek Richardson, Eythor Gudjonsson, Barbara Nedeljakova, Jan Vlasák. Musik: Nathan Barr.

Verden ifølge Eli Roth

I disse dvd-tider er det måske en smule arrogant at påstå, at livet er for kort til ekstramateriale, men det er ikke altid, jeg når at se det igennem. Især er kommentarlydspor en feature, jeg aldrig har gjort brug af. Meget ekstramateriale kan dog være fremragende, hvilket gør det til en særlig lækkerbidsken at eje film på dvd.

En enkelt ting vender jeg især tilbage til, nemlig et interview med instruktøren Eli Roth på den engelske udgave af CABIN FEVER. Her fortæller Roth om sin opvækst med gyserfilm, om sin fortsatte fascination af genren og om arbejdet med CABIN FEVER. Han er energisk, morsom, intelligent og inspirerende. Her er virkelig en person, der lever og ånder for gys. Jeg så det lige endnu en gang her til aften og som sædvanlig gjorde det mig i godt humør.