Den danske zombie-gyser SORGENFRI har haft en noget bumpet vej til de danske biografer. Forskellige premiere-datoer har været i spil, men nu dukker den så endelig op torsdag den 31. marts. Desværre ser den forestående premiere ikke ud til at blive fulgt op med det store reklame-apparat. Nu skal jeg indrømme, at det er længe siden, jeg selv har været i biffen, så jeg aner ikke i hvor høj grad, at der gøres reklame for den ude i biograferne eller hvor ofte forfilmen vises.
Men på nettet sker der ikke det store. SORGENFRI's officielle Facebook-side er en temmelig død affære, og jeg kan ikke finde en officiel hjemmeside, men det bruger man måske ikke mere. Man kan selvfølgelig håbe, at publikum kan finde frem til filmen alligevel, men jeg forstår ikke, at der ikke gøres mere ud af en film, der trods alt har fået 8,5 millioner i produktionsstøtte.
Man kan frygte, at SORGENFRI drukner i biograf-udbuddet, og ender med at sælge billetter på niveau med varulve-filmen NÅR DYRENE DRØMMER. 3661 billetter endte den med at sælge, hvilket er alt andet end imponerende; især når man tænker på filmens kvaliteter. SORGENFRI er desværre ikke helt så god som NÅR DYRENE DRØMMER, men det skal jo ikke afholde folk fra at gå ind og se den - det er alt for lidt gys i spillefilms-længde, der produceres i Danmark, og ethvert initiativ fortjener al mulig opbakning. Men det ville hjælpe, hvis der blev buldret lidt mere på reklame-trommerne, når en ny dansk gyser var på vej til de danske biffer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar