MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER af John Kenn Mortensen: Skræmmende digte og endnu mere uhyggelige tegninger

Der findes en floskel, der lyder: Ubeskrivelige rædsler. Den bruges ofte i forbindelse med reportager fra krigszoner eller katastrofer; sjovt nok gerne med udpenslede gengivelser af netop de rædsler, der ikke umiddelbart kunne beskrives. I forfatteren H.P. Lovecrafts skriverier kan man støde på ord som immemorial, indescribable, nameless, unmentionable, unnamable og unutterable - ord, der alle antyder, at man står over for rædsler af uhyrlige proportioner.

Men så er der jo en anden floskel, der påpeger, at et billede siger mere end tusind ord, og ved at bruge billeder kan man måske komme tættere på en forståelse af de rædsler, der ikke alene omgiver os i virkelighedens verden, men også af dem, der findes i fantasiens univers. Og i de senere år har vi haft en helt unik adgang til de ubeskrivelige rædsler, nemlig i kraft af John Kenn Mortensens fænomenale tegninger. Han brød igennem med de fascinerende POST-IT MONSTRE, hvor en ganske almindelig kontorartikel blev vakt til live på den mest skræmmende facon.

Nu er han aktuel med MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER, der er noget så usædvanligt som en illustreret digtsamling, hvor små uhyggelige vers er krydret med endnu mere uhyggelige tegninger. En tekst lyder f.eks:

Der dukker en lille pige op i elevatoren efter et strømsvigt
hun står lige bag dig og hun har ikke noget ansigt

Kort, kontakt og creepy som bare pokker - og når vi så får illustrationen oveni, så kan man godt mærke de små nakkehår rejse sig. Det fantastiske ved John Kenn Mortensens arbejde er den enorme variation. Ikke to tegninger ligner hinanden, og uhyggen, monstrene og situationerne varieres i det uendelige. Enkelte steder er der små referencer til horrorfilm, så undervejs i læsningen kan man f.eks. støde på en Jason-maske.

Men ellers er John Kenn Mortensen helt sin egen, og selv med blot to linjers tekst og en tegning, kan han skabe en fortælling, hvor man sagtens kan forestille sig det, der skete før, og det, der vil ske lige om lidt. Og selv om dette måske kan opfattes som en børnebog, så er der solidt stof til de værste mareridt for både store og små. Der er f.eks. en tegning med edderkopper, der næsten ikke er til at ryste af sig.

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER indeholder 34 rædselsdigte i alt, hvoraf de 33 præsenteres på hvert deres opslag. Det 34. fungerer som en slags rammefortælling, der indleder og afslutter bogen - og det er selvfølgelig med en isnende kold og makaber pointe. Så hvis du har smag for rædsler - både de unævnelige og dem, der kan sættes ord på - så er dette en bog for dig.

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER, 104 sider, hardcover, pris: 149,95 kr. Udgivet af forlaget Carlsen, der venligst har stillet bogen til rådighed til denne anmeldelse.

Ramt af en mur af væmmelse: Dengang jeg så DEN PUKKELRYGGEDE GÅR AMOK

Der har været en håndfuld episoder, hvor jeg har måtte forlade en biograf, fordi filmen var for væmmelig eller ubehagelig. Den mest skelsættende var uden tvivl mit første møde med THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE, som påvirkede mig så stærkt, at jeg nok samlet set kun så 50-60 procent af filmen. Jeg var kun 14, og havde aldrig set noget lignende før.

I andre genrer fik operationsscenen i Nicolas Roegs BAD TIMING mig til at tjekke tidligt ud af en københavnsk biograf-forestilling, og indianer-ritualet i THE RETURN OF A MAN CALLED HORSE gav også anledning til at holde en lille pause udenfor biografens mørke. Og så skal det nævnes, at min soldatertids "instruktive" film om skyttegravsfødder og operationer på sønderskudt personel på ingen måde var en rar oplevelse.

Nu fik jeg over tid mere hård hud på øjnene, og har gennemlevet alskens makabre ting og sager på det store lærred - det er jo en del af genren at skubbe til grænser og udfordre publikum på den ene eller den anden måde. Sådan oplevede jeg det også, da jeg i mine unge dage så Javier Aguirres spanske EL JOROBADO DE LA MORGUE fra 1973 med Paul Naschy i hovedrollen.

Internationalt er den kendt som HUNCHBACK OF THE MORGUE, mens den her i landet fik titlen DEN PUKKELRYGGEDE GÅR AMOK. Ifølge IMDb havde filmen dansk premiere den 29. februar 1980, men det har jeg ikke kunnet bekræfte fra andre kilder, men jeg kan grave frem, at den blev distribueret af B.F.U. Film, og at det tilsyneladende var den første film, de havde på programmet.

I pressematerialet kan man læse følgende: "Den ene mere grusomme scene end den anden følger slag i slag. Det er absolut ikke en film for folk med sarte nerver. Filmen er i al sin gru et mesterværk i sin genre". Jo, der lægges bestemt op til, at det er en oplevelse af de mere grumme, og jeg skulle da i sin tid også ind og se den.

Dengang boede jeg i Odense, og filmen gik i Imperial Teatret i bydelen Dalum. Jeg er ret sikker på, at det har været til en eftermiddagsforestilling, og at den blev vist i den store sal. Lærredet var 18 meter, så det har været vildt. Der var dog ikke mere end en halv snes mennesker til stede, så der var pænt tomt på de 360 pladser.

Nu er det altså længe siden, jeg så den, og jeg vil ikke spoile for meget, men jeg husker forholdsvis tidligt i filmen en scene, hvor et lig bliver parteret. Der er vist noget med nogle fødder, der bliver skåret af. Pyha, det syntes jeg godt nok var væmmeligt, og jeg overvejede om DEN PUKKELRYGGEDE GÅR AMOK var en film, jeg skulle se til ende. Ovre på den anden side af biografens midtergang sad tre gutter ved siden af hinanden, og de havde det heller ikke alt for godt med det, der foregik på lærredet.

Men ubehaget fortog sig hurtigt, og snart skete der andre ting i handlingen, så jeg stod det igennem og følte mig samlet set ganske godt underholdt, da vi nåede frem til rulleteksterne. Om jeg dengang mente, at det var en god film, husker jeg ganske enkelt ikke, men det var under alle omstændigheder makabert, bizart og grænseoverskridende. 

Hvis jeg så EL JOROBADO DE LA MORGUE i dag, vil jeg næppe opleve den som udpræget chokerende, men det gjorde jeg altså i 1980 ... og jeg så den til ende!

En boganmeldelse fra arkivet: Kunsten at skrive den sidste linie

Den amerikanske forfatter Robert Bloch vil af de fleste være kendt som forfatteren til romanen PSYCHO fra 1959, der blev til Alfred Hitchcocks sort-hvide mesterværk fra 1960. Men Bloch har skrevet et væld af romaner, noveller, screenplays og TV-manuskripter, og har markeret sig som en forfatter, de andre ser op til og beundrer.

Som ung korresponderede Bloch med H.P. Lovecraft, og hans første noveller var stærkt inspireret af denne Cthulhu-historier og andre dystre skriverier. I dag er der næppe den store forfatter i genren, der ikke på et tidspunkt har forsøgt at skrive som Robert Bloch.

Fælles for alle Blochs fortællinger er den store kærlighed til sindrige plot-konstruktioner. Bloch kender hvert eneste overraskende plot i genren, og har sikkert opfundet de fleste af dem selv. At finde på et indviklet plot er måske ikke den store bedrift, men styrken ved Blochs forfatterskab er, at han kan aflevere disse overraskende pointer i historier af en hvilken som helst længde. Han kan suge læseren lige så dybt ind i en 15 siders novelle som en 250 siders roman - en kunst de færreste andre forfattere mestrer.

Novelle-samlingen FEAR AND TREMBLING (1989, Tor Books, 309 sider) byder på 13 højdepunkter fra Blochs karriere. "The Brood of Bubastis" fra 1937, hentet fra det legendariske WEIRD TALES, er et godt eksempel på Blochs Lovecraft-inspirerede historier. Novellen "A Most Unusual Murder" byder på en anden Bloch-specialitet, nemlig Jack the Ripper, hvis identitet vi måske får afsløret denne gang. Eller har Bloch en djævelsk trumf i ærmet?

Godt halvdelen af novellerne er typisk Bloch: Iskold og brutal horror, der pirrer nakkehårene. Men der er også flere eksempler på Bloch som humoristisk og satirisk forfatter. Historien "ETFF" handler om et væsen fra det ydre rum, der interesserer sig for science fiction-fandom, og vi følger hans oplevelser på sin første World-Con. "ETFF" byder på så mange "in-jokes", at sf-fans må grine sig en mavepine til over denne historie, der når at gøre grin med alt og alle.

FEAR AND TREMBLING er en flot og underholdende samling, som vil glæde Robert Blochs mange fans. Det kan dog anbefales at læse bogen i små doser. Man kan godt sammenligne bogen med en liter Mövenpick-is med chokoladesmag. Jeg kan sagtens spise et eller to stykker af denne vidunderlige is, men så heller ikke mere. Den kraftige chokoladesmag overvælder ens smagsløg så meget, at man må stoppe resten af isen i fryseren. Det er på samme måde med Blochs fornemme historier. Læs en novelle eller to om dagen. Så "smager" de bedst.

Denne anmeldelse blev første gang bragt i mit horror-nyhedsbrev EVIL MAIL. Det var i nr. 9 i 1989.

Lidt nyt gys med posten

Jeg er stadig ikke helt oppe i gear med at få set gyserfilm efter vores flytning, men tingene er da kommet i orden på hylderne. Forleden kom en pakke fra Amazon med lidt blandet gys, jeg også skal have plads til. For det første har jeg købt CHILDREN OF THE CORN TRILOGY i Blu-ray-udgaven fra engelske 88 Films.

De tre film er udgivet i deres Slasher Classics Collection, og som jeg tidligere har nævnt, så er 88 Films så "luskede", at der er numre på ryggen af Blu-ray-æskerne, og så er man jo nødt til at købe dem alle for at have en komplet stribe stående på hylden. CHILDREN OF THE CORN-filmene har nr. 13, 14 og 15. Også i Slasher Classics Collection fik jeg fat i SCALPS, der har nr. 19.

Note til samlere: DRIVE IN MASSACRE skulle blive nr. 16, men den har ikke fået en udgivelsesdato endnu. Nr. 2 og 3 i SLEEPAWAY CAMP-serien udkommer sidst på måneden, og de har nr. 17 og 18 på ryggen.

Pakken fra Amazon indeholdt også et par titler fra Arrow Films, nemlig MADMAN, som jeg vist aldrig har set, og så Lucio Fulcis über-gustne og makabre ZOMBI 2. Jo, der er nok at kigge på.

Så gav jeg lige en skærv til dansk horror: SORGENFRI kan nu ses i bifferne

I går havde den danske zombie-gyser SORGENFRI premiere, og den måtte jeg selvfølgelig købe en billet til. I ugerne op til premieren blev der i diverse medier skrevet om, at filmen på forhånd ville floppe, fordi den kun kom op i ganske få biografer og derefter straks blive tilgængelig som video-on-demand. Man havde fra de højere magters side vurderet, at denne model ville være det rigtige for en horrorfilm som SORGENFRI.

Det kaldes i branchen for "event-visninger", og det har været et markedsførings-trick, der har været brugt i nogen grad i USA. Få filmen ud i en håndfuld biografer, få nogle anmeldelser, få lidt omtale og så ... kapow ... smid filmen ud på nogle digitale leje-platforme, som et enormt publikum har adgang til. Om det så også kan omsættes til danske forhold, vil tiden vise, men det interessante ved SORGENFRI er, at den det seneste døgns tid eller to har fået en masse omtale og nogle ganske pæne anmeldelser, hvilket bl.a. fremgår af denne annonce:

Meget tyder da også på, at interessen for filmen har fået den lille håndfuld biografer, der har SORGENFRI på plakaten, til at smide nogle ekstra forestillinger ind i skemaet, så på den måde kan man sige, at det bliver til en event, og at "markedsføringen" i nogen grad har virket.

Nu skal det siges, at jeg faktisk ikke var inde at se SORGENFRI i går, selv om jeg havde købt en billet. Min kalender er tæppebombet med andre ting den kommende uges tid, og jeg har ikke umiddelbart tid til at komme i biffen. Men jeg betaler gerne 90,- kroner for at støtte, at der er kommet en ny dansk horror-film.

Og nu så jeg faktisk SORGENFRI for et halvt års tid siden til Blodig Weekend-festivalen. Nu skal jeg være ærlig og sige, at jeg på ingen måde er så vild med den som de anmeldere, der citeres i ovenstående annonce, og derfor kan det virke mærkeligt, at jeg gør så meget ud at skrive om den, og endda efterlader et tomt biografsæde, selv om jeg har købt billet til en visning af filmen. Men hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om, at der i de kommende år gøres forsøg på at lave danske gysere, så må vi troppe op i biografernes billetsalg, når de nye titler får premiere. Det er da det mindste, vi kan gøre.