Det er måske lidt ekstremt, og det er ikke sådan, jeg beslutter mig for at se film. Ser gerne mange forskellige ting og prøver for det meste at se noget lidt andet end det, jeg så sidst. Men man kan jo hurtigt ende med at bruge en masse tid på at bladre sine bunker igennem, og hvis man ikke finder noget her, så scroller man igennem streaming-tjenesterne (har i skrivende stund adgang til seks-syv-otte stykker af dem), så der er nok at kigge på.
Problemet er selvfølgelig at vælge det rigtige, og som et af de redskaber, man kan bruge, er en films IMDb-karakter. Dette må selvfølgelig aldrig blive det eneste kriterium, men hvis en film scorer 7,1 ud af 10, så er den nok mere værd at ofre halvanden time på end en med en karakter på 2,3. Man bør dog lige lægge mærke til, hvor mange der har været inde og give de enkelte titler en karakter.
Nogle tjenester viser IMDd-karakteren (det kan jeg bl.a. se på YouSee-appen), mens andre ikke gør. Nu lavede jeg for sjovs skyld lige et Excel-ark med de horror-film og serier, jeg har liggende i min Netflix-kø, og sorterede dem efter deres IMDb-karakter. Jeg plejer at lægge alt det, jeg ikke har set, ind i min liste på Netflix - også selv om jeg ved, at jeg ikke kommer igennem det hele. Og selv om den tyrkiske DABBE: THE POSSESSION har den højeste karakter på min nye Excel-liste lige nu, så ved jeg ikke, om jeg vælger at bruge tid på den. Men det er helt sikkert, at jeg hverken kommer til at se LUDO (med karakteren 2,8) og ROMINA (med karakteren 2,2).
Som sagt er IMDb ikke det eneste, der afgør, om jeg ser en film (kan sagtens være tilbøjelig til at se en 80'er-gyser med en lav karakter, men det er fordi jeg godt kan lide stemningen i 80'er-horror). Men nu har jeg i hvert fald en lille guide til mit Netflix-kiggeri - også selv om den bare er lavet for sjov. Så er der bare alt det andet at forholde sig til.
PS: I går så jeg den spanske EL HOYO (med den danske titel PLATFORMEN) på Netflix, og det er virkelig en glimrende film. Den er horror, science fiction og alt muligt andet godt, og det er en cool oplevelse. IMDb-karakteren er 7,0, og det er meget passende.PPS: Filmnørdernes planlægning i CINEMANIA-dokumentaren kan minde lidt om, når man forsøger at lægge et skema for det, man gerne vil se til en filmfestival som f.eks. CPH:PIX, der bruger flere af Københavns biografer - det kan også være en udfordring at få til at gå op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar