Viser opslag med etiketten Krimimessen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krimimessen. Vis alle opslag

søndag den 6. april 2014

En dag med gys og gru på Krimimessen

Fængslet er et skummelt sted.
I går gik årets Krimimesse i Horsens i gang, og da førstedagen bød på masser af horror - og da jeg selv var blevet inviteret til at deltage i en paneldebat - satte min datter og jeg kursen mod den østjyske by og det tidligere statsfængsel. Det var tåget og småregnende, så de skumle bygninger bød på den helt rette stemning til gys og uhygge. Da vi nåede frem, brugte vi lidt tid på at orientere os på området, så vi kunne finde frem til de programpunkter, vi gerne ville nå. At høre Jussi Adler-Olsen fortælle om sin kommende bog, var så ikke et af dem, men den enorme kø viste med al tydelighed, at det ville mange andre gerne ind og se. Vi valgte at spise lidt frokost i stedet for.

De to horror-vindere venter på at komme på scenen.
Der takkes for prisen på bedste Oscar-maner.
Tom Kristensen og Lars Kramhøft med diplomer og horror-prisen.
Omkring klokken 13 gik det løs med prisoverrækkelser i Snedkeriet. Først var Det Danske Kriminalakademi på scenen for at uddele tre priser, og herefter var det Dansk Horror Selskabs tur til at uddele prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Den gik til Tom Kristensen og Lars Kramhøft for deres tegneserie/graphic novel MADE FLESH, der på messen kunne købes i den nye danske udgave, der har fået titlen FORDÆRVET. Det var to meget glade og stolte vindere, der kunne gå hjem med prisen.

Lars Kramhøft og Henrik S. Harksen fortæller om gotisk krimi.
Jeg smuttede derefter over i Arresten for at høre Lars Kramhøft, der sammen med forfatteren og forlæggeren Henrik S. Harksen fortalte om et nyt tiltag på Harksens forlag, H. Harksen Productions, nemlig gotiske krimier. Her er den første, Morten Ellemoses KILLER KILLER, netop udkommet, men der skulle være flere på vej.

Nicole Boyle Rødtnes præsenterer sin ZOMBIE-JÆGER-serie.
Børnene havde også deres eget område på Krimimessen med diverse aktiviteter, bl.a. en variant af et suttetræ, nemlig et angst og bange-træ, hvor man med en seddel kunne angive det, man var bange for. Rotter, edderkopper og dybt vand stod der på nogle af sedlerne. Jeg nåede også lige at høre Nicole Boyle Rødtnes fortælle om sin ungdoms-horror-serie ZOMBIE-JÆGER, hvor der indtil nu er kommet tre bind. Man kan ikke tidligt nok komme i gang med at læse om zombier.

Et hurtigt snapshot fra panel-debatten med Clasen, undertegnede og Krogsøe.
Så var det ved at være tid til den paneldebat, jeg skulle deltage i. Emnet var Hvor er horrorgenren på vej hen?, hvor jeg skulle debattere sammen med Planet Pulp-redaktør Jakob Krogsøe og ph.d. og forfatter Mathias Clasen. Vi kom godt rundt om emnet, synes jeg, og kom bl.a. ind på, at der er en høj volumen i antallet af udgivelser (bl.a. fordi flere mindre forlag popper op, og fordi det er blevet lettere at udgive selv), hvilket kan gøre det vanskeligt at bevare overblikket og finde frem til de gode ting. Computerspil vil uden tvivl komme til at fylde mere i genren i de kommende år, og så savnes der nye monstre, vi ikke har set før. Som sagt... det var en fin debat.

I Teltet var der stor interesse for de mange krimi-tilbud i boderne.
Nu kan man ikke nå det hele på sådan en dag, og det kan være opslidende at halse rundt til de forskellige programpunkter. Når man samtidig møder en masse spændende mennesker, så er det ikke altid lige til at holde øje med uret. Hilste bl.a. på Michael Kamp, Henrik S. Harksen, Steen Langstrup, Jonas Wilmann og mange andre. Men vi nåede lige ovre i Teltet, hvor alle boderne var, så vi kunne have et par krimier med hjem.

Mathias Clasen holder foredrag.
Så rundede vi dagen af med at høre Mathias Clasens foredrag om 'Evolution og monstre', hvilket var både underholdende og informativt. Min datter havde tidligere på dagen fået Mathias' signatur i hans Tænkepauser-bog om MONSTRE, hvilket var über-cool. Men derefter kunne vi heller ikke mere. Det blev en lang og spændende dag i Horsens, selv om det var hårdt med de mange kilometer i bilen. Men jeg vender gerne tilbage næste år.

lørdag den 5. april 2014

Tegneserie hædret som Årets Danske Horrorudgivelse 2013

For tredje år i træk har Dansk Horror Selskab uddelt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. Prisen blev overrakt på Krimimessen i Horsens, og den gik til tegneserien MADE FLESH af Tom Kristensen og Lars Kramhøft. Det er første gang, at prisen går til en tegneserie (eller graphic novel). Juryen skriver dette om MADE FLESH:

”Vi finder, at MADE FLESH er en særdeles vellykket udgivelse, der er drevet af det visuelle såvel som historien. Der er tale om et helstøbt værk, hvor ikke mindst billedsidens farver og fortællingen supplerer og forstærker hinanden, og skaber et skræmmende værk værdig til årets Horrorpris.”

Juryens medlemmer tæller Steffen Larsen fra Politiken, Søren Balslev fra Weekendavisen, Thomas Winther, redaktør af Himmelskibet og fra foreningen Fantastik, Jan Mortensen fra og Cecilie Bepler, filosof og kunstkritiker.

MADE FLESH udkom i første omgang på engelsk fra forlaget Headstone Publishing, men Forlaget Valeta er nu på banen med en dansk udgave, hvor titlen er FORDÆRVET.

onsdag den 5. februar 2014

Masser af horror på Krimimessen i Horsens

I weekenden den 5. april og den 6. april er der endnu engang krimimesse i Horsens. Ud over de mange indslag fra krimigenrens verden, så er horror solidt repræsenteret, blandt andet fordi Dansk Horror Selskab uddeler prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. Man kan også opleve forfatterne up close, og der vil være panel-debatter. En af dem deltager jeg faktisk selv i, nemlig om emnet 'Hvor er horrorgenren på vej hen?', hvor jeg skal diskutere sammen med Jakob Krogsøe og Mathias Clasen. Det glæder jeg mig til.

Her er de indslag på krimimessen, der kan have særlig interesse for horror-fans (opdateres efterhånden som jeg finder mere eller programmet bliver ændret): 

Lørdag den 5. april:
  • Kl. 13.00 i Snedkeriet: Dansk Horror Selskab overrækker prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.
  • Kl. 13.40 i Arresten: Forfatter, forlægger og H.P. Lovecraft-ekspert Henrik S. Harksen fortæller om nye gotiske krimi-kortromaner.
  • Kl. 14.00 i Arresten: Forfatter og forlægger Steen Langstrup fortæller om bogen SPØGELSERNE PÅ FRILANDSMUSEET.
  • Kl. 14.00 i Børnekrimimessen, Vesthallen: Forfatteren Nicole Boyle Rødtnes fortæller om og læser højt af ZOMBIE-JÆGER.
  • Kl. 14.20 i Arresten: Børne- og ungdomsbog-anmelder Steffen Larsen taler med vinderen af Årets danske horrorudgivelse.
  • Kl. 14.40 i Arresten: Panel-debat: Hvor er horrorgenren på vej hen? Journalist og horror-blogger Søren Henrik Jacobsen, mediebibiliotikar og Planet Pulp-redaktør Jakob Krogsøe og ph.d., redaktør og forfatter Mathias Clasen diskuterer.
  • Kl. 15.20 i Arresten: Tegner Tom Kristensen og forfatter Lars Kramhøft taler med forfatter Christian Reslow om tegneserien MADE FLESH.
  • Kl. 15.40 i Arresten: Bibliotikar Jette Holst taler med forfatteren Agnete Friis om ungdomsgyseren FARLIG VREDE.
  • Kl. 16.00 i Arresten: Evolution og monstre. Foredrag ved ph.d., redaktør og forfatter Mathias Clasen. 
Søndag den 6. april
  • Kl. 11.00 i Børnekrimimessen, Vesthallen: Forfatteren Agnete Friis fortæller om og læser højt af ungdomsgyseren FARLIG VREDE.

mandag den 3. februar 2014

De kæmper om at blive årets horror-udgivelse

I weekenden den 5. og 6. april er der igen krimimesse i Horsens, og her vil Dansk Horror Selskab for tredje gang uddele prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. Disse fem titler er med i opløbet.
  • Carina Evytt: DÆMONER, forlaget Tellerup.
  • Henrik S. Harksen (red.): PIX: NYGOTISKE SKÆBNER, forlaget H. Harksen Productions.
  • Tom Kristensen: DEADBOY, forlaget Forlæns.
  • Patrick Leis: HVISKEN FRA DYBET, forlaget Cadeau.
  • Tom Kristensen/Lars Kramhøft: MADE FLESH, forlaget Headstone.
Det interessante ved listen er især, at der er to tegneserier, DEADBOY og MADE FLESH, blandt de nominerede.

lørdag den 16. marts 2013

Jonas Wilmann vinder prisen for Årets Danske Horrorudgivelse

Forfatteren Jonas Wilmann er netop blevet hædret med prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. Det skete på Krimimessen i Horsens, hvor Det Danske Horrorselskab for anden gang fremhævede det bedste, som dansk horror-fiktion har at byde på. Wilmann vandt for novellesamlingen FRYGT-FILERNE, der ifølge forfatterens hjemmeside byder på "8 grumme horrornoveller".

Juryen bed mærke i, at "novellesamlingen veksler skånselsløst og respektløst mellem klassiske gotiske rammer og fandenivoldsk og hypermoderne temaer. Her er der ingen smalle steder og læseren rammes gang på gang af væmmelse, lede og ja – befriende humor. Wilmann formår at parre absurd og surrealistisk humor med fysisk kvalme og støt stigende ubehag og demonstrerer et overlegent, næsten arrogant mod. Dansk horror bliver med FRYGT-FILERNE fornyet og revitaliseret, samlingen er endda exceptionelt velredigeret. Wilmann går ganske enkelt uhæmmet til bidet: det er ikke god smag, men det er uanstændig god stil."

Jonas Wilmann var oppe imod værker af Patrick Leis, Anne-Marie Vedsø Olesen, Teddy Vork og Christian Reslow. Juryen, der skulle træffe den vanskelige afgørelse, bestod i år af bibliotekar og blogger Janus B. Andersen, kulturjournalist og kritiker Søren Staal Balslev, bibliotekar og anmelder Jette S. F. Holst, anmelder og foredragsholder Steffen Larsen samt lektor på Syddansk Universitet Rikke Schubart. Sidste års vinder var i øvrigt Steen Langstrup.

tirsdag den 5. februar 2013

Så var de fem!

For kort tid siden blev longlisten til Årets Danske Horrorudgivelse, som Dansk Horror Selskab uddeler, præsenteret. Nu er longlisten blevet til en shortlist med fem værker, der skal bedømmes af juryen: 
  • SORT VAND af Patrick Leis, forlaget Facet.
  • KIMÆREN af Christian Reslow, forlaget Valeta.
  • GLASBORGEN af Anne-Marie Vedsø Olesen, forlaget Gyldendal.
  • EX af Teddy Vork, forlaget Tellerup.
  • FRYGT-FILERNE af Jonas Wilmann, forlaget Kaos.
Prisen uddeles den 16. marts på Krimimessen i Horsens.

onsdag den 23. januar 2013

Årets danske horror-udgivelse 2012

For anden gang vil Dansk Horror Selskab kåre årets danske horror-udgivelse. Det sker den 16. marts på Krimimessen i Horsens. Retningslinjerne for de udgivelser, der kan komme i betragtning, er følgende:

• Værket skal være udgivet første gang i 2012 • Værket skal tilstræbe at skabe en følelse af uhygge, skræk og/eller foruroligelse for læseren • Sproget skal være fængende og fascinerende • Værket skal kunne underholde, udfordre og fastholde den voksne læser • Værket skal være en selvstændig udgivelse.

Det betyder, at der ikke nødvendigvis skal stå ordet "horror" under genrebetegnelsen på bogens bagside, men at den bruger elementer fra genren. En række forlag har haft mulighed for at indstille to værker, og det er blevet til nedenstående longlist med ti titler. Nu er det op til en gruppe af horror-bloggere og skræk-entusiaster at pege på de fem værker, der skal bedømmes af juryen.
  • HÆNDELSEN af Anne Sofie Allarp, forlaget People’s Press.
  • SKYGGER FRA OKTOBERLAND af Nikolaj Johansen, forlaget Replikant.
  • FLUGTEN FRA ROSKILDE af Michael Kamp, forlaget Tellerup.
  • DOBBELTMORDET PÅ PETER BANGS VEJ af Peer Kaae, forlaget People’s Press.
  • SORT VAND af Patrick Leis, forlaget Facet.
  • KIMÆREN af Christian Reslow, forlaget Valeta.
  • GLASBORGEN af Anne-Marie Vedsø Olesen, forlaget Gyldendal.
  • LIBRETTOEN TIL ORKESTERGRAVEN af Anne-Marie Vedsø Olesen, forlaget 2Feet Entertainment.
  • EX af Teddy Vork, forlaget Tellerup.
  • FRYGT-FILERNE af Jonas Wilmann, forlaget Kaos.
Sidste års vinder var Steen Langstrup for romanen ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD.

lørdag den 24. marts 2012

Forfatteren Steen Langstrup hædret med prisen for Årets Danske Horrorudgivelse

Så blev spændingen udløst. Forfatteren Steen Langstrup er blevet hædret med prisen for Årets Danske Horrorudgivelse - den ekstremt barske og nervepirrende roman ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD. Prisen er stiftet af Dansk Horror Selskab, der har til formål at fremme skræmmende og uhyggelig litteratur til voksne læsere og den er i dag for første gang blev uddelt under Krimimessen, der finder sted i Horsens.

Vinderen er udpeget af en jury bestående af TROLDSPEJLET-redaktør Jakob Stegelmann, forskeren Rikke Schubart, Janus Andersen fra Horrorsiden, Jette Holst fra Gyseren.dk og anmelderen Lars Bukdahl. Her kan du læse juryens begrundelse for, at det var Steen Langstrup, der skulle vinde:
  • 'ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD kvalificerer sig som genrelitteratur, der er skøn litteratur: originalt, stiligt og effektivt turneret'. Lars Bukdahl
  • 'En fængende, uhyggelig, grum, afskyelig, velskrevet og vel-undfanget fortælling. Der er flot fremdrift i bogen, der fortællemæssigt er yderst godt komponeret, og i sig selv et meget vellykket eksempel på et rigtig godt gys for voksne'. Rikke Schubart
  • 'En historie man husker efter endt læsning. Situationen er enkel og velvalgt og godt afviklet (selv hvis der er mange mennesker på en benzintank virker den øde og skræmmende på mig'. Jakob Stegelmann
  • 'I ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD udnytter Steen Langstrup de filmiske virkemidler optimalt'. Janus Andersen
  • 'Yderst velskrevet roman, der hurtigt får læseren til at flytte sig uroligt på stolen. Så grum at den nærmest rammer læseren fysisk, men samtidig er Langstrup en mester i at klippe væk, lige når det værste sker, så læserens fantasi selv udfylder resten'. Jette Holst
Med den flotte pris følger bl.a. en pokal og et diplom designet af forfatteren og multikunstneren Patrick Leis. Du kan se den stolte vinder på dette snapshot, jeg har fået ovre fra Krimimessen i dag. De øvrige nominerede til prisen var MOLN - JORDEN HUSKER af Michael Kamp, DET SKER IGEN redigeret af Nikolaj Højberg, VELKOMMEN TIL DYBET redigeret af Mathias Clasen og DYSTRE DANMARK 2. Men det blev altså en af dansk horrors grand old men, der endte med at vinde.

Steen Langstrup debuterede som horror-forfatter i 1995 med KAT: ONDSKABEN LURER I REGNEN. Siden fulgte bl.a. BLODETS NÆTTER, FORVANDLING, FLUERNES HVISKEN og novellesamlingen 9 FØR DØDEN.

Undervejs har han også skrevet thrillere og krimier, men er for alvor vendt tilbage til gyset med den monumentale PLANTAGEN-trilogi og nu altså ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD. I de seneste mange år har han haft sit eget forlag, 2 Feet Entertainment, og du kan læse meget mere om ham på denne hjemmeside.

Skræk og Rædsel ønsker Steen Langstrup tillykke med prisen. Godt gået!

mandag den 19. marts 2012

Årets danske horror-udgivelse skal kåres

Det forholdsvis nystiftede Dansk Horror Selskab rykker nu for alvor. I den kommende weekend er der krimimesse i Horsens, og her vil selskabet for første gang uddele prisen til Årets Danske Horrorudgivelse. Juryen, der bl.a. består af forskeren Rikke Schubart, Jakob Stegelmann fra Troldspejlet, Jette Holst fra Gyseren.dk og Janus Andersen fra Horrorsiden.dk, har gravet i de horror-udgivelser, der kom til voksne læsere i 2011 og heraf er fem titler med i opløbet. Det drejer sig om:
Det bemærkelsesværdige er, at det er korte tekster, der dominerer nomineringerne: Tre antologier, en novellesamling og Steen Langstrups bare 150 sider lange roman. 2010 var jo også året, hvor Langstrup udgav tredje bind af PLANTAGEN-trilogien - et epos på 900 sider i alt. Og A. Silvestris zombie-mastodont PANDAEMONIUM er heller ikke på listen - men juryen har altså valgt at fremhæve novellerne og den korte horror. "Mange horror-elskere holder af novellen, som er et utroligt godt medie for det intense og overraskende gys", skriver juryen i en pressemeddelelse. Det bliver spændende at se hvilken udgivelse, der kåres, når det går løs i Horsens på lørdag.