onsdag den 30. november 2011

Når dæmoner ødelægger familieidyllen

Den 15-årige Emma har sit at slås med. Hendes forældre er overbeskyttende og meget ambitiøse på hendes vegne. Lillebroderen er OK, men brødre er jo brødre. Og vennerne er lidt rå og kaotiske, hvilket slet ikke er nemt, når ens forældre er så pylrede. Åh ja... for nylig er hun måske også lige blevet besat af en dæmon, men så er det jo meget handy, at hendes onkel er katolsk præst.
LA POSESIÓN DE EMMA EVANS er en spansk eksorcisme-gyser, der er instrueret af Manuel Carballo. Internationalt er den kendt som EXORCISMUS. Lige da den første scene glider over skærmen og man hører det engelske lydspor, får man den tanke, at den er dubbet, men det er helt forkert. Filmen er nemlig lavet med engelsktalende skuespillere og handlingen foregår i England, selv om det er tydeligt, at optagelserne er lavet under sydlige himmelstrøg.
Dvd-omslaget proklamerer, at filmen er lavet af producenterne af [REC], men man skal bestemt ikke regne med en genre-oplevelse med det samme tempo og det samme nådesløse chok-bombardement. LA POSESIÓN DE EMMA EVANS er et familiedrama, der også handler om dæmonbesættelse og eksorcisme.

Det gør filmen til en lidt underlig størrelse, og det er mere op til skuespillerne end til special effects-folkene at skabe den nødvendige stemning. Her kommer en del af de medvirkende til kort, fordi de ikke for alvor brænder igennem. Sophie Vavasseur og Stephen Billington gør det dog godt som den besatte teenager og den plagede præst. Og så er Doug (HELLRAISER) Bradley i øvrigt med i en lille rolle.
Undervejs får vi en del chokscener af vekslende kvalitet. Det virker lidt som om, at instruktøren Manuel Carballo ikke helt forstår det sprog, der får en gyser til at fungere. Hver gang man fornemmer, at nu kommer filmen for alvor i gang, så får vi lige en scene eller to, der dræber tempoet. Derfor er det en noget frustrerende oplevelse at se LA POSESIÓN DE EMMA EVANS. Helt håbløs er den ikke, men den burde have været meget bedre - og det er under alle omstændigheder godt at se, at Spanien så målrettet laver skrækfilm i disse år.

LA POSESIÓN DE EMMA EVANS/EXORCISMUS er venligst stillet til rådighed af Cinematic Vision.

LA POSESIÓN DE EMMA EVANS, Spanien, 2010. Instruktion: Manuel Carballo. Medvirkende: Sophie Vavasseur, Stephen Billington, Richard Felix, Jo-Anne Stockham, Doug Bradley. Musik: Zacarías M. de la Riva.

En masse spændende horror-musik

Så er det igen blevet tid til at se på en stribe af de horror-soundtracks, der er kommet ud på markedet - der er mange spændende titler imellem.
Intrada har netop udgivet James Horners musik fra Michael Wadleighs det-er-ikke-en-varulvefilm-men-det-ligner-gyser WOLFEN. Før har man måtte nøjes med diverse piratudgaver (i øvrigt tit koblet med scoret fra DEADLY BLESSING, men det er en anden historie). Nu kan man altså få det hele i en optimal lydkvalitet. Intrada er holdt op med at lave limited editions, så denne cd vil være tilgængelig så længe, der interesse for den eller pladeselskabets licens udløber.
Digitmovies er på banen med Ovidio G. Assonitis' TENTACOLI fra 1977. Den meget supermarkeds-agtige musik af Stelvio Cipriani har før været udgivet af selskabet C.A.M., men Digitmovies har fundet nogle bonustracks og demoversioner frem til denne cd.
Fra Buysoundtrax kommer en meget spøjs udgivelse. Det er Bear McCrearys musik til "Zom-B-Movie", der er en af episoderne i antologi-filmen CHILLERAMA. Det er Joe (WRONG TURN 2: DEAD END) Lynch, der har instrueret den pågældende episode, men ellers har Adam Green, Adam Rifkin og Tim Sullivan også bidraget til CHILLERAMA.
WEA i Spanien har udgivet Roque Baños' score til Juan Carlos Fresnadillos INTRUDERS. Det er nok en af de cd'er, der kan være lidt svær at opdrive med mindre man handler hos de specialiserede soundtrack-butikker på nettet - men ellers kan man købe musikken via f.eks. iTunes.
På kanten af genren kommer fra GDM Ennio Morricones soundtrack til Enzo G. Castellaris giallo fra 1971, GLI OCCHI FREDDI DELLA PAURA. Den er internationalt kendt som COLD EYES OF FEAR og herhjemme har vi fået den på dvd fra Another World Entertainment.
Beat Records synes lige, at Fabio Frizzis score til Lucio Fulcis E TU VIVRAI NEL TERRORE - L'ALDILÀ (eller THE BEYOND) skal ud på markedet igen. Man får omkring en times musik, en ottesiders booklet og et meget effektivt forsidebillede.
Vores lille rundtur i skrækmusikkens verden slutter hos Screamworks Records, der er aktuelle med to titler, nemlig Christer Christenssons musik til den svenske PSALM 21 og Daniel Pembertons score til Nick Murphys THE AWAKENING.

tirsdag den 29. november 2011

Bram Stokers DRACULA i Danmark

I forlængelse af mit indlæg om den nye bølge af vampyrbøger, har jeg gravet lidt i hvilke udgaver af Bram Stokers DRACULA, der er udkommet her i Danmark. Her taler vi om voksenudgaven - ikke den forkortede udgave til børn og unge. Her er lige det foreløbige resultat. Alle input er velkomne, hvis du f.eks. kender til andre versioner eller forsider. Og mange tak til Kim Abrahamsson og Michael Bjørneboe Korn for at sende mig billeder og info (og da mere info er kommet ind, så har jeg opdateret indlægget).
Bram Stokers DRACULA udkommer første gang herhjemme i 1963. Det er i serien Borgens Billigbøger og det er Benny Andersen, der har oversat. Bogen er på 396 sider og forsiden er enkel og stilfuld.
Denne udgave er fra 1970 (der står 2. oplag i det eksemplar, vi har her i huset). Indholdet er det samme som 1963-udgaven, men på forsiden finder man nu et still fra F.W. Murnaus NOSFERATU, EINE SYMPHONIE DES GRAUENS.
Nu er vi nået frem til tiden omkring Francis Ford Coppolas DRACULA-film, men denne udgave er alligevel lidt mystisk. Indeni kan man læse, at der er tale om 2. udgave, 1. oplag 1989 og på forsiden finder man en filmplakat. Men da filmen er fra 1992 og da den først havde premiere i Danmark i begyndelsen af 1993, så virker det lidt usandsynligt, at denne udgave skulle være trykt i 1989.
Og selvfølgelig har Borgen ikke udgivet en udgave i 1989 med Coppola-filmplakaten på forsiden, hvilket fremgår af ovenstående foto fra Niels K. Petersen. Her har vi den forside med en tegning på forsiden, der bl.a. nævnes i nedenstående kommentarerer.
Endelig har Alberte Hansen lige leveret den sidste brik til puslespillet, nemlig forsiden på 1998-udgaven - så der er altså mange varianter at gå på jagt efter i antikvariaterne.

Gys... det er jo Snehvide

Nå, så smider vi lige en babe på bloggen - det skal nok give nogle klik. Baben hedder Shanley Caswell og hun er med i SNOW WHITE: A DEADLY SUMMER - en slags moderne horror-udgave af historien om Snehvide. Eric Roberts er sandelig også med. Filmen er instrueret af den ekstremt flittige David DeCoteau og er åbenbart en direkte-til-dvd-titel. En dato ser dog ikke ud til at være dukket op endnu. Kilde: Dread Central

mandag den 28. november 2011

Desperat jagt på 150 meter lang monsterhval

Om bord på det stolte fartøj Pequod er kaptajn Ahab kun ude efter én ting i denne verden, nemlig den gigantiske hval Moby Dick, der i sin kostede ham benet, da han som ung første gang kom i kontakt med det enorme væsen. Som en vanvittig driver han nu sit mandskab til det yderste og han helmer ikke, før Moby Dick er død.
Det er plottet i Herman Melvilles klassiske roman, men det er også plottet i 2010: MOBY DICK - en af de utallige produktioner fra The Asylum; selskabet, der sjældent bruger mere end en million dollar på en film og som ofte hægter sig på hypen fra diverse Hollywood-blockbusters ved at lave film med stort set identiske titler. Hvor de så lige har fået ideen til denne film fra, kan man ikke vide, men man har da opdateret handlingen, så den nu foregår på en ubåd.

Rent genre-mæssigt er 2010: MOBY DICK lidt af en spøjs størrelse. På bagsiden af dvd'en fra Cinematic Vision kaldes den action, mens den på samme selskabs hjemmeside står som horror. IMDb lister den som action-adventure-thriller, mens The Asylum nok selv kommer tættest på. De synes nemlig, at genren er "creature". Vi er altså lidt i samme univers som MEGA PIRANHA, MEGA SHARK VS CROCOSAURUS, MEGA SHARK VS GIANT OCTOPUS og hvad de nu hedder alle sammen. Og en dræberhval på mere end 150 meter er lidt af et monster at slippe løs i en film.
Det er så stort det eneste underholdende ved 2010: MOBY DICK. Selv om man lige har hyret et par erfarne skuespillere som Barry Bostwick og Renée O'Connor, så er det dilettant-teater af værste skuffe, vi får serveret. Bostwick er komplet bimmelim - ikke mindst i nogle af de afsluttende scener, hvor han sigter på hvalen med et hjemmelavet science fiction-gevær. O'Connor gør ikke meget andet end at se lidt bekymret ud.
Effekterne er enkelte steder habile, men det meste er ganske jammerligt. Især er kulisserne helt til grin. Men nu kan man ikke forvente meget andet af en film fra The Asylum - og monsterhvalens absurde størrelse og vanvittige angreb er bizar underholdning, der nok vil fornøje fans af billige dyregys. Alle andre vil formentlig have slukket længe før rulleteksterne.

2010: MOBY DICK er venligst stillet til rådighed af Cinematic Vision.

2010: MOBY DICK, USA, 2010. Instruktion: Trey Stokes. Medvirkende: Barry Bostwick, Renée O'Connor, Matt Lagan, Adam Grimes, Dean Kreyling. Musik: Chris Ridenhour.

Ken Russell er død

Den kontroversielle engelske filminstruktør Ken Russell døde i går, 84 år gammel. Russell lavede en håndfuld film, der har interesse for horror-fans så som ALTERED STATES, THE DEVILS, THE LAIR OF THE WHITE WORM (billedet) og GOTHIC. THE DEVILS er i øvrigt på vej i en ny dvd-udgave i England - den udkommer til marts.

søndag den 27. november 2011

Tæt på horror-genren efter 9/11

Det måtte selvfølgelig komme en dag; bøger, der analyserer horror-genren i lyset af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. Tidligere på måneden udkom HORROR AFTER 9/11: WORLD OF FEAR, CINEMA OF TERROR, der er redigeret af Aviva Briefel og Sam J. Miller. Her kan man læse indlæg om bl.a. CLOVERFIELD, SAW-serien, TWILIGHT og meget andet. Bogen, der er udkommet på University of Texas Press, koster omkring 300 kroner.

Mens man så kæmper sig igennem denne bog, kan man se frem til Kevin J. Wetmores POST-9/11 HORROR IN AMERICAN CINEMA, der udkommer den 29. marts fra Continuum. Her er det lidt de samme film, der kommer under luppen, og fokus er bl.a. på grumme historier, hvor ingen kan vide sig sikre og samtlige medvirkende er døde, når man kommer til rulleteksterne.

WRONG TURN 4 kører ud på lejemarkedet

De seneste par film i WRONG TURN-serien har ikke fået den store udbredelse i Danmark. 2'eren kom først ud på leje-dvd, men dukkede vist nok senere op som salgs-dvd, mens 3'eren kun har været ude som leje-dvd. Begge kan dog købes hjem fra England med danske undertekster.

Nu kommer 4'eren, WRONG TURN 4: BLOODY BEGINNINGS, til at få lidt den samme skæbne. Den udkommer nemlig som leje-dvd fra SF Film den 21. februar. Jeg har selv lige bestilt den amerikanske dvd hjem, så der er altid en udvej...

Dvd-gys uge 48 - 2011

Cinematic Vision har haft Mira Sorvino-gyseren THE PRESENCE stående til udgivelse i næste uge, men jeg har på fornemmelsen, at den er blevet rykket til en anden dato. Hold øje med den ude i butikkerne. Her kan man også kigge efter Another World Entertainments HORRORS FROM THE DEEP COLLECTION, der udkom for et par uger siden og som jeg helt har glemt at nævne i de ugentlige dvd-opdateringer.

lørdag den 26. november 2011

...nej, men jeg har set filmen

NOW A TERRIFYING MOTION PICTURE!: TWENTY-FIVE CLASSIC WORKS OF HORROR ADAPTED FROM BOOK TO FILM er en ny bog, der går tæt på 25 klassiske værker fra skræk-litteraturen og så de film, der er baseret på dem. Blandt de historier/film, der diskuteres, er FRANKENSTEIN, DRACULA, THE MASQUE OF THE RED DEATH, THE HOUND OF THE BASKERVILLES, PSYCHO, THE EXORCIST og THE SHINING. Bogen er skrevet af James F. Broderick og udkommer på forlaget McFarland omkring nytår.

fredag den 25. november 2011

Graf Orlok vender tilbage til Cinemateket

I begyndelsen af september var jeg i Cinemateket i København for at se F.W. Murnaus NOSFERATU, EINE SYMPHONIE DES GRAUENS. Det var en forestilling med livemusik i salen fra pianisten og komponisten Lars Boutrup. Det var en stor oplevelse. Den 20. december vender filmen så tilbage til Cinemateket - denne gang med Ronen Thalmay ved klaveret.

BONG OF THE DEAD er vist helt ude i hampen

Thomas Newmans horror-komedie BONG OF THE DEAD handler om to stenede venner, der midt under en zombie-apokalypse opdager, at fjolletobak bliver rigtig godt, hvis man tilsætter lidt hjerne fra en af de levende døde. Så går de ellers på jagt. Instruktøren har åbenbart lavet filmen for bare 5000 dollar. På IMDb er den ikke et hit med en karakter på bare 2.6 ud af 10, men det kan da være, at de har misforstået noget. Et par hæderlige anmeldelser er det da blevet til. Nu får vi selv mulighed for at tjekke den ud, når Another World Entertainment udgiver BONG OF THE DEAD til februar.

torsdag den 24. november 2011

Torturkammeret slår dørene op

Den italiensk-amerikanske instruktør Dante Tomaselli har lavet en lille håndfuld independent-gysere før og nu er han snart på banen med TORTURE CHAMBER. Plakaten har været fremme i et stykke tid, men hvis man går ind på filmens Facebook-side, kan man se en stribe billeder. TORTURE CHAMBER har også en officiel hjemmeside, men bortset fra en cool forside-animation, så ser den foreløbig ikke ud til at gøre andet end at linke til Facebook-siden. Kilde: Dread Central

onsdag den 23. november 2011

Morderen går amok i italiensk tegneserie

Bjarne Kristensens Shadow Zone Media, der tidligere forsøgt sig med DYLAN DOG-tegneserien her i Danmark, er nu på banen med længere album. Den 9. december udkommer Gigi Simeonis 300 sider lange MORDERENS MESTERVÆRK (eller GLI OCCHI E IL BUIO, som den hedder på italiensk), der beskrives som en grafisk spændingsroman. Lidt søgning på nettet giver indtryk af, at giallo-inspireret psyko-thriller nok også er dækkende for historien. Her er den officielle synops:

Milano, 1908. Mens maleren Alessandro Simonetti forsøger at overføre sine mareridt til lærredet, rystes byen af en række grusomme mord. Folk er skræmt fra vid og sans, og værre bliver det, da en driftig journalist finder på et makabert navn til gerningsmanden: 'Hjerter Knægt' er født – avisspalternes frygtindgydende og altoverskyggende hovedperson! Sagen overdrages til kriminalinspektør Matteo De Vitalis fra afdelingen for Videnskabeligt Politi, og han er ikke bange for at tage nye og revolutionerende metoder i brug for at fange morderen...

tirsdag den 22. november 2011

Fire flottede og syrede GHOST RIDER-plakater

Med ovenstående forholdsvis traditionelle plakat teases der for den kommende GHOST RIDER: SPIRIT OF VENGEANCE - men det kan også gøres på en noget vildere måde. De fire plakater herunder blev brugt under den seneste San Diego Comic-Con for at gøre reklame for den nye action-gyser med Nicolas Cage. Filmen får premiere i USA den 17. februar og kommer til Danmark den 23. februar. Kilde: Dread Central

mandag den 21. november 2011

Tyskerne laver remake af KOLLEGIET

For et par år siden var der snak om, at der skulle laves et amerikansk remake af Martin Barnewitzs KOLLEGIET, men projektet er åbenbart strandet. Nu har tyskerne til gengæld lavet en version med titlen 205 - ZIMMER DER ANGST. Rainer Matsutani har instrueret og på rollelisten finder man bl.a. Jennifer Ulrich og danskfødte Inez Bjørg David. Den internationale titel bliver 205: ROOM OF FEAR, men der er åbenbart ikke dukket nogle premieredatoer op endnu. Kilde: Filmz

FINAL DESTINATION 5 på dvd sidst i januar

Det seneste kapitel i unge mennesker snyder Døden, men så snyder Døden dem-serien kan opleves i hjemmebiografen sidst i januar. FINAL DESTINATION 5 står til at udkomme på dvd og Blu-ray her i landet den 31. januar.

søndag den 20. november 2011

Dvd-gys uge 47 - 2011

Der er nok at vælge imellem i den kommende uge:
  • HAVEN (Første sæson af canadisk TV-serie, løst baseret på en roman af Stephen King. Genren er ifølge IMDb crime-drama-fantasy-horror-mystery-thriller. Hold da op. Udgives af SF Film).
  • LOS OJOS DE JULIA (Spansk gys af Guillem Morales. Udkommer herhjemme under den internationale titel JULIA'S EYES, både på dvd og Blu-ray. Udgives af Pan Vision).
  • MAKE-OUT WITH VIOLENCE (Amerikansk independent-horror fra 2008. Udgives af Another World Entertainment).
  • RARE EXPORTS (Finsk fantasy-horror om julemandens sande natur. Udgives af Scanbox).
  • WARLOCK (Steve Miners action-gyser fra 1989 med Julian Sands. Udkommer både på dvd og som Blu-ray/dvd-combo. Udgives af Soul Media).

lørdag den 19. november 2011

JURASSIC PARK vender tilbage

Steven Spielbergs dino-action-gyser tager lige en runde mere i de danske biografer til februar. Den 6. februar kører den i Nordisk Film-biografer landet over, mens Cinemaxx-bifferne har den på programmet den 26. og 27. februar.

fredag den 18. november 2011

PARANORMAL ACTIVITY 3 på dvd til februar

Selv om PARANORMAL ACTIVITY 3 ikke er forsvundet fra de danske biografer endnu, så er en mulig dvd- og Blu-ray-dato dukket op. Den er ikke 100 procent bekræftet endnu, men det er ud til, at filmen udkommer den 21. februar. Dagen efter udkommer den i Sverige, så datoen er nok ikke helt ved siden af. Ifølge Box Office Mojo har filmen indtil videre omsat for 190 millioner dollar på verdensplan - det er på den festlige side af en milliard danske kroner.

torsdag den 17. november 2011

Dracula hærger på svensk

I forlængelse af gårsdagens indlæg om bl.a. Bram Stokers DRACULA-roman, så har jeg opdaget, at svenskerne uden videre kan gå ind i en boghandel og købe denne vampyr-klassiker. Det er Bokförlaget h:ström - Text & Kultur, der i 2008 har udgivet bogen - og det endda i en nyoversættelse og i et lækkert design.

onsdag den 16. november 2011

Har de skinnende vampyrer og de velfriserede varulve fået krammet på grev Dracula?

Når man går ind i en boghandel i dag, kan man godt blive overvældet af den enorme mængde genre-litteratur, der findes til unge læsere. De fleste steder bliver man mødt med en hel reol eller en væg med diverse serier med lækre photoshoppede omslag. Det meste af det er i urban fantasy- eller paranormal romance-genrerne, men enkelte af dem byder på et twist af horror.

Nu kan man hævde, at bestseller-syndromet har overtaget markedet, hvor det er nemmere at sælge bind 4 i en veletableret serie frem for en ny og eksperimenterende roman af en debuterende forfatter. På den måde bliver litteraturen mere ensrettet og light-produkterne skubber de tungere ting væk fra hylderne. Omvendt er det positivt, at der trods alt bliver solgt nogle bøger og at især unge mennesker gerne vil læse fantastiske historier om vampyrer, varulve, hekse, engle og hvad de nu alle sammen handler om.
En dag vil du møde en udbrændt TWILIGHT-fan, der har brug for en dosis klassisk horror
Nogle horror-fans er af den overbevisning, at man skal tie fænomener som TWILIGHT ihjel, men den er nok et håbløst projekt. Prøv f.eks. lige at se det tæppebombardement af markedsføring, der rammer os i øjeblikket i forbindelse med premieren på den nye film. Jeg har selv læst alle TWILIGHT-bøgerne; først med interesse - siden med forbløffelse. Jeg undrer mig f.eks. over, at en jammerlig bog som BREAKING DAWN kan sælge så mange eksemplarer - men jeg kan ikke have noget imod, at forlagene grådigt hopper med på vognen, hvis det er det, der kan sælge.

Jeg har den lidt naive holdning, at der blandt de mange fans af skinnende blodsugere og velfriserede varulve vil være en håndfuld, der på et tidspunkt får lyst til nogle værker med lidt mere kant, fordi de andre bøger ikke er spændende nok længere. Så kunne det være, at de lige snuppede et par af Charlaine Harris' Sookie Stackhouse-bøger for derefter at læse lidt Anne Rice. Og de mest ihærdige af dem vil nok også forsøge sig med I AM LEGEND af Richard Matheson og selvfølgelig Bram Stokers DRACULA - for at læse den klassiske historie om vampyren over dem alle.

Det eneste problem er så, at den voksne vampyr-litteratur gennem mange år har haft trange kår i Danmark. Meget lidt er oversat og det meste er udsolgt fra forlagene. Den seneste udgivelse af Stokers DRACULA kom tilbage i 90'erne. Selv den første af Anne Rices Lestat-bøger (INTERVIEW WITH THE VAMPIRE/EN VAMPYRS BEKENDELSER) er åbenbart også udsolgt. Aktuelt kan man få antologien DRACULAS GÆST med klassiske vampyr-historier, men ellers er der langt mellem snapsene.
Lige i øjeblikket ser det altså ud til, at de ungdommelige vampyrer har krammet på grev Dracula. Men nu ved vi godt, at man ikke kan holde den blodtørstige greve nede og han vil vende stærkt tilbage fra graven. Det er muligt, at e-bogen kan blive en redning for flere af disse bøger, men indtil da må vi bare håbe, at bibliotekerne passer godt på deres eksemplarer. Og skulle du falde over en slidt DRACULA-paperback på et loppemarked eller i et antikvariat, så køb det endelig - en dag vil du møde en udbrændt TWILIGHT-fan, der har brug for en dosis klassisk horror.

BFI udgiver deluxe-udgave af THE DEVILS

Ken Russells kontroversielle historiske horror-drama THE DEVILS fra 1971 er en af de mest efterspurgte film på dvd. Problemet er bare, at det er temmelig håbløst at finde den i en ordentlig udgave. Det gør det britiske filminstitut BFI nu noget ved. Den 19. marts udgiver de den nemlig på dvd - og det skulle være i den længste udgave, der nogensinde har været ude på det format. Hertil kommer en masse nyt ekstramateriale. Kilde: DVD Outsider

tirsdag den 15. november 2011

De blodtørstige sandorm kommer til Danmark

Jeg har tidligere nævnt TV-dyregyseren SAND SERPENTS, der er produceret til Syfy-kanalen og som siden er kommet på dvd i den såkaldte Maneater Series fra Genius Entertainment. Nu kommer de blodtørstige sandorm snart til Danmark. Another World Entertainment udgiver filmen til januar i forbindelse med deres samarbejde med det svenske selskab Sunrise.

Wow, så fik vi lige musikken fra Stephen Kings IT

Hold da op... Her var godt nok lige et soundtrack, der poppede op af kloakken som et chok. Tommy Lee Wallaces TV-miniserie-udgave af Stephen Kings IT fra 1990 er ekstremt populær - trods den temmelig svage anden halvdel. Men med Tim Curry som den dæmoniske klovn Pennywise, der gemmer sig nede i kloakken, hvorfra han lokker børn til sig, så er det en underholdende oplevelse at se serien. Musikken er komponeret af Richard Bellis, og den er nu blevet udgivet på en dobbelt-cd fra Intrada. Den indeholder det komplette score med omkring 100 minutters musik.

mandag den 14. november 2011

Kranie-plakat reklamerer for THE WATERMEN

En eller anden dag laver jeg en collage med alle de horrorfilm-plakater, hvor et kranie er en væsentlig del af motivet. Her er en af de seneste eksempler, nemlig for Matt L. Lockharts amerikanske lavbudget-gyser THE WATERMEN. Det er en af disse film, der ikke rigtig har en premieredato, men som bliver sneget ud på dvd-markedet i det ene land efter det andet. Den udkommer f.eks. på engelsk dvd den 13. februar.

søndag den 13. november 2011

Dick Smith har fået en æres-Oscar

I aftes fik special effects makeup-pioneren Dick Smith en æres-Oscar. Det skete ved de såkaldte Governors Awards, der blev holdt i The Grand Ballroom i Hollywood & Highland Center i Hollywood. Dick Smith er kendt for sine banebrydende teknikker, der har påvirket og inspireret en hel generation af kunstnere i branchen. Man kan se Smiths unikke talent folde sig ud i film som THE EXORCIST, SCANNERS, GHOST STORY og THE HUNGER. Den nu 89-årige Dick Smith fik sin æres-Oscar overrakt af en anden af branchens troldmænd, nemlig Rick Baker.

Dvd-gys uge 46 - 2011

Det kan blive til et enkelt gys i næste uge...
  • INSIDIOUS (Ny gyser fra James Wan. Har været ude på leje-markedet som en forpremiere, men kommer nu i de almindelige butikker. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af SF Film).

lørdag den 12. november 2011

Gys for børn, unge og voksne på Bogforum

I går var jeg inde til Bogforum, der i denne weekend kører i Forum i København. Målet var selvfølgelig at finde noget horror i labyrinten af stande, forfattere, forlæggere og gæster. Jeg var der kun i knap to timer, men det var noget af et inferno - især midt i det enorme rum, hvor nogle boghandlere lokkede med en del bøger til næsten ingen penge. Her blev titlerne flået ned fra hylderne, som om kunderne var zombier på jagt efter menneskehjerner. Sådan var det ikke alle steder, selv om de fleste forlag på den ene eller den anden måde fristede med gode tilbud.
På forhånd vidste jeg godt, at jeg skulle besøge Tellerups stand, hvor Michael Kamp signerede bøger. Tirsdag udkommer hans seneste gyser, BUNKER 137, og den fik han lov til at sætte sin autograf i til en stribe fans, der kiggede forbi. Senere på bogmessen fik Michael også førstepræmien på 25.000 kroner i den såkaldte Drengelitteraturprisen, som Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning har lanceret. Det nåede jeg ikke at overvære selv, men det er helt fantastisk, at Michael har så stor succes med sine skriverier - det er i høj grad fortjent.

Jeg fik også hilst på de flinke folk fra Tellerup, der i øvrigt havde et gratis eksemplar af Dennis Jürgensens ungdoms-gyser TUNNELMANDEN til alle, der var interesseret. Forlaget udgiver enormt mange vampyr-titler i disse år. Det meste er i paranormal romance-genren til især unge (og ja, Tellerup vil også udgive de kommende THE VAMPIRE DIARIES-bøger på dansk, så hvis man venter på fortsættelsen i bind 8, 9 og 10, så skal de nok dukke op en dag), men der er også noget til de lidt ældre læsere.

Forlaget udgiver nemlig første bind af J.R. Wards THE BLACK DAGGER BROTHERHOOD-serie, hvor første bind, DARK LOVER, får titlen VAMPYRKONGEN. Og hvis vi lige vender tilbage til ungdomstitlerne, så har danske Pernille Eybye kastet sig ud i at skrive en vampyrserie. Den hedder BLODETS BÅND og de to første bind, BLODSØSTRE og HYÆNELATTER, udkommer på tirsdag.
Som sagt er det meste af dette i grænselandet til horror, men det er populært. Rigtig horror fandt jeg til gengæld i forlagets Valetas stand, hvor jeg fik A. Silvestris monumentale zombie-epos PANDAEMONIUM med under armen. Det glæder jeg mig helt vildt til at læse. Jeg snakkede også lidt med folkene i forlaget Fahrenheits stand. De har netop udgivet første bind af Robert Kirkmans THE WALKING DEAD-tegneserie på dansk og de satser på at have bind 2 klar om et lille halvt års tid.

Endelig skal jeg lige nævne forlaget Cadeau, der havde en helt væg med gys for børn. Serien hedder Let-Gys og er - som navnet antyder - skrevet i et let tilgængeligt sprog. Jeg fik at vide, at bøgerne især er et stort hit ude på skolebibliotekerne. Hele 40 titler er udkommet i serien og det var overvældende at se dem alle stillet op. Forlaget har også en serie, der hedder Mini-Gys.
Det samlede indtryk af min hurtige ekspedition til Bogforum er, at horror til børn og unge står forholdsvis stærkt, men at der er rigtig mange serier i urban fantasy- og paranormal romance-genrerne, der konkurrerer om pladsen på boghandlernes hylder. Horror til voksne er til gengæld et lidt sjældent monster, men der er en gruppe forfattere, der i disse år prøver at udfordre markedet med nye titler. Det skal blive spændende at følge.