tirsdag den 30. september 2014

Blodig Weekend: Det er ikke slut endnu

Efter en vellykket weekend i Cinemateket i København med masser af gys, splat og grufuld stemning, så har vi lige et pusterum, før Blodig Weekend 2014 fortsætter. I København er det CinemaxX og Grand Teatret, der lægger lærreder til de blodige strimler, mens man i Aarhus får en mini-Blodig Weekend i CinemaxX. Jeg har tidligere listet hele programmet for uge 2, og du kan se det her.

Jeg har i hvert fald købt billetter til ENCOUNTERS og SHARKNADO 2: THE SECOND ONE. Og jeg håber, at fans i Aarhus griber chancen for at se nogle film, der ellers ikke er på plakaten. God fornøjelse i biografernes mørke.

SAW vender tilbage til de amerikanske biografer

Tiden flyver, når man har det sjovt. Man skulle ikke tro, at der allerede er gået ti år siden, at Leigh Whannell og James Wans SAW blev sluppet løs, og i mange år satte et blodigt og væmmeligt fingeraftryk på genren. SAW-seriens enorme succes (vi snakker om den mest indtjenende horror-franchise nogensinde) fostrede talrige kopier, men fans var vilde med den ægte vare, der år efter år fik et nyt kapitel, før det hele stoppede i 2010 med SAW 3D.

Ikke alle filmene er det store sus, hvilket jeg fik bekræftet, da jeg for halvandet års tid siden genså de syv film. Men 1'eren er noget ganske særligt, og det er ikke så underligt, at den nu vender tilbage til de amerikanske biografer. Det bliver som en Halloween-ting med premiere den 31. oktober (med tidlige screeninger i nogle biografer allerede dagen før). Og filmen kommer kun til at køre en uge. Det ville ikke være så tosset, hvis det kunne blive en verdensomspændende repremiere, men det kommer næppe til at ske. Kilde: Dread Central

mandag den 29. september 2014

Blodig Weekend 2014: Søndag med vampyrer, varulve og et sjaskhamrende blodigt alfabet

Den grumme gyser-stemning driver ned ad Cinematekets kolde vægge.
Der er ingen grund til at komme hviledagen i hu, når der kører skræk og rædsel inde i Cinemateket. Fjerdedagen af Blodig Weekend-festivalen havde fire film på programmet, og jeg nåede ind og se tre af dem. Flere blandt publikum havde været med siden torsdag, og det er hyggeligt at se de samme mennesker dukke op for at tage endnu en tur i rædslernes rutsjebane - det bidrager med en helt særlig stemning, at det er et dedikeret publikum, der sidder i salen, og ikke en flok støjende teenagere, der hellere vil kigge ned i deres smartphones end op på lærredet.

Dagens første indslag var den schweiziske vampyrfilm CHIMÈRES. Schweiz er ikke lige et land, man forbinder med horror, så alene det at se en film, der foregår i nogle anderledes locations, er noget ganske særligt. Instruktøren Olivier Beguin og den kvindelige hovedrolleindehaver Jasna Kohoutova var til stede i salen for at introducere filmen, men for ikke at spoile handlingen for meget, så ville der først være Q&A bagefter.

Q&A med instruktøren Olivier Beguin og skuespilleren Jasna Kohoutova.
CHIMÈRES er en ekstremt intens og meget vellykket film. I bund og grund er det en kærlighedshistorie og en fortælling om, hvor langt man vil gå for at være sammen med sin elskede. Vampyr-elementet sniger sig langsomt ind i historien, og filmen slutter i femte gear. En helt fantastisk oplevelse. Under Q&A spurgte jeg instruktøren, hvorfor han havde valgt et meget futuristisk score til filmen (det er komponeret af Lorris Gisana). Han svarede, at den demo, som komponisten havde leveret, bare havde passet så perfekt til billederne - og det er faktisk underligt, at et meget synthesizer-baseret lydspor kan fungere sammen med billeder fra f.eks. små landsbyer, men det virker bare.

Der var rift om Olivier Beguins fire gratis dvd'er med hans tidlige kortfilm.
Olivier Beguin og Jasna Kohoutova var meget åbne og glade for at være på festivalen, hvor Ruggero Deodato jo også er gæst. Deodato har en cameo i CHIMÈRES, og det var sjovt at høre, hvordan den scene var blevet til. En anden genre-veteran har i øvrigt en mindre rolle - det er ingen ringere end Lucio Fulci-favoritten Catriona MacColl.

Blodig Weekend-arrangører Elias Eliot introducerer - igen igen - en film.
Efter denne fine oplevelse skulle vi over i en helt anden grøft, nemlig med THE ABCS OF DEATH 2. Den er så ny, at end ikke Blodig Weekend-arrangørerne havde nået at se den endnu. Konceptet er det samme som sidst: 26 film - en for hvert bogstav i alfabetet fra A til Z - der alle skal handle om et dødsfald. Ellers har instruktørerne helt frie hænder. Præcis som med 1'eren, så er det noget af en rodebunke med både fremragende og forfærdelige indslag. Og en del af filmene er bare på det jævne. Det er sjovt at se den enorme variation, men der er lidt for mange fusere. Bemærkelsesværdigt nok, så fik den film, der havde vundet en konkurrence om at være med i THE ABCS OF DEATH 2 (det er bogstavet M) den største reaktion fra publikum.

Publikum strømmer til WOLFCOP og NATTEVAGTEN.
Jeg skyndte mig ud af salen under de alenlange rulletekster, og kunne lige nå ned på McDonald's og få lidt at spise før aftenens sidste film. Her kunne man vælge mellem en 20 års jubilæumsvisning af NATTEVAGTEN med intro af Ole Bornedal og den canadiske varulve-komedie WOLFCOP. Jeg havde købt billet til sidstnævnte.

WOLFCOP handler om en fordrukken politimand, der ender med at være en fordrukken varulv, men det forhindrer ham ikke i på sin egen kluntede måde at forsøge at udføre sit arbejde. Der er masser af B-film-stemning over WOLFCOP, men der kunne godt have været lidt mere at grine af, når nu filmen skal forestille at være en komedie. Men heldigvis var der masser af splatter og praktiske effekter, og det kan vi jo godt lide.

Jeg nåede at se otte gysere i denne lange blodige weekend.
Dermed sluttede runde 1 af årets Blodig Weekend. Jeg nåede at se otte af de ni film, jeg havde købt billet til, hvilket er meget godt (der har været vist 17 film i alt fra torsdag til søndag). Der har været mange gode øjeblikke i biografens mørke og det har især været fedt at mærke den gode horror-stemning, der stille og roligt har gennemsyret Cinematekets golde vægge. Groovy! 

søndag den 28. september 2014

Blodig Weekend 2014: Det blev så ikke denne lørdag, at jeg skulle ud i junglen med Ruggero Deodato

Der kigges på varerne på Collector's Market.
Lørdag plejer at være den store dag på Blodig Weekend; blandt andet fordi der holdes Collector's Market nede i Cinematekets kælder. Her stiller alverdens forhandlere og samlere op med film, plakater og diverse merchandise. Det er et godt trækplaster, og der holdes alt for lidt af den slags for os horror-freaks i Danmark. Man havde i år udvidet arealet, så der kunne være lidt flere boder, og der var nok at kigge på.

Christian Povlsen og Nicolas Barbano i snak med Lloyd Kaufman.
Jeg følte mig ikke superfrisk, men satte alligevel kursen mod Cinemateket - det er nu for fristende at møde fans, man ikke har set længe - og det kunne jo være, at man kunne gøre et godt køb. Det første syn, der mødte mig, da jeg kom ned ad trappen i filmhuset, var selvfølgelig Lloyd Kaufman og hans kone Pat. De er bare over det hele, og især Lloyd er som en Duracell-kanin, der har drukket tre liter espresso. Han snakker med alt og alle, og giver så meget af sig selv. Talte med en fan, der havde fået signeret en boks med Troma-film, og Lloyd havde skrevet nogle forskelligt på alle dvd'erne. Det er verdensklasse.

Christian Povlsen og kæresten i et Kodak-øjeblik med Troma-kongen.
Jeg mødte en masse mennesker fra nær og fjern, som f.eks. Jack Jensen fra En lejemorder ser tilbage-bloggen og Allan Sørensen fra Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents. Vi snakkede blandt andet om, hvor svært det kan være at få set alt det, man gerne vil - og så få skrevet om det bagefter. Ak ja, det er den rene jammer, når horror-bloggere mødes.

Rikke Schubart og Nicolas Barbano ved Valetas bod.
Rikke Schubart var på banen med andet bind i sin vampyr-trilogi, MØRKE, der er udkommet på forlaget Valeta. Ved samme lejlighed er første bind, BID, blevet genudgivet. Det fik vi en snak om sammen med min gamle horror-ven Nicolas Barbano; krydret med lidt om internettets mange muligheder, hvis man er skribent. Læs mere om Rikke på denne nye hjemmeside.

Ruggero Deodato signerer ting og sager.
Dagens stjerne-gæst var den italienske instruktør Ruggero Deodato, der senere på dagen skulle introducere sin berømte og berygtede kannibal-gyser CANNIBAL HOLOCAUST. Han havde også en bod, og her måtte man acceptere, at det kostede penge at få en autograf. Det er helt normalt på messer og conventions i udlandet, men vi har nok ikke helt vænnet os til det herhjemme - måske fordi der er så få messer og conventions. At Lloyd Kaufman så kastede sine kragetæer i grams er en anden snak.

Anyway, jeg har allerede Deodatos autograf på en CANNIBAL HOLOCAUST-dvd, så jeg behøver ikke flere. Men der var selvfølgelig mange, der lige skulle have signeret det ene og det andet eller købe noget fra hans bod. Han stillede med glæde op til billeder, men nogen hyggeonkel er han bestemt ikke.
Lidt mere stemning fra samler-markedet.
Der kigges på spændende og sjældne plakater.
Jeg købte lidt ind hos Phantasmo DVD.
Jeg tog flere runder til de forskellige boder, og havde en mindre håndfuld ting med hjem: Jess Francos JACK THE RIPPER, dokumentaren BIRTH OF THE LIVING DEAD, slasheren THE HOUSE ON SORORITY ROW (i en dobbelt-disc-udgave), nazi-zombie-filmen SHOCK WAVES samt vildsvine-gyseren RAZORBACK - alt sammen på dvd. Jeg handlede bl.a. hos Sune og Rune fra Phantasmo DVD, der tog ovenstående Happy Customer billede af mig. Derudover købte jeg en bog om lyd og musik i horrorgenren samt otte numre af bladet SKRÆK-KRIMI, der udkom i Danmark for mange år siden. Alt i alt en god bunke.

Jack Jensen var glad for at få min CANNIBAL HOLOCAUST-billet.
Men jeg kunne desværre godt mærke trætheden, så jeg havde brug for en pause. Selv om det ikke er hver dag, at man kan se Ruggero Deodatos grumme kannibaler på det store lærred, så var humøret ikke til det, og jeg forærede derfor min billet til den totalt udsolgte forestilling til Jack Jensen, og smuttede hjem til familien for at slappe lidt af.

Så kan der stilles spørgsmål til den italienske kannibal-instruktør.
Der var tæt pakket i salen til CANNIBAL HOLOCAUST.
Efter lidt mad og lidt ro satte jeg mig igen på jernhesten, og trampede ind til Cinemateket. Her var CANNIBAL HOLOCAUST netop ved at slutte, og jeg kom med ind for at se lidt af den Q&A, der skulle være med Deodato. Han blev som det første spurgt om de kontroversielle scener med slagtning af dyr i filmen, og han kom af snirklede omveje (lidt på engelsk og en del på italiensk via en tolk) frem til, at hvis han i dag skulle lave en film i junglen, så ville der være no animals!

Jeg kunne dog ikke blive så længe, da en af aftenens sidste film ventede i en anden sal. Det var den amerikanske horror-komedie ZOMBEAVERS, der i øjeblikket går sin sejrsgang på diverse genre-festivaler. Og det er den perfekte festival-film... en rigtig crowd-pleaser med masser af jokes, splatter og bare bryster. Tempoet holder hele vejen igennem, og effekterne er for det meste old school. Det er sjældent, at jeg oplever et publikum, der klapper under filmen, men det skete et par gange her. Et absolut hit og en perfekt afslutning på en anstrengende dag.

lørdag den 27. september 2014

Blodig Weekend 2014: En fredag, hvor man oplevede at blive instrueret af Lloyd Kaufman

Der slappes af før dagens første film.
Troma-kongen Lloyd Kaufman er her og der og alle vegne på dette års blodige weekend. Da jeg i går kom ind til Cinemateket, havde han travlt med at lære sine replikker til den live-udgave af udvalgte scener fra THE TOXIC AVENGER, der skulle opføres senere på dagen. Her var Lloyd selvfølgelig den hemmelige gæsteskuespiller. Imens Lloyd arbejde med sine replikker, tog hans kone Pat en lille lur.

Dagens første film, som jeg var inde og se, var den canadiske home invasion-gyser TORMENT. Her bliver en lille familie, der egentlig bare skulle nyde et par afslappende dage på landet, terroriseret af en flok galninge, der har søgt tilflugt i familiens hus. Vi har på ingen måde at gøre med en film, der revolutionerer genren - der krydres godt og grundigt med elementer fra blandt andet THE STRANGERS, YOU'RE NEXT og hvad vi ellers har haft af de-fremmede-trænger-ind-i-dit-hjem-gysere. Men stemningen er intens, skuespillerne gør det godt og den er teknisk set i topklasse. Især er det dejligt at se Katharine Isabelle fra GINGER SNAPS-filmene og AMERICAN MARY. Alt i alt en OK oplevelse og en fin måde at komme i gang med den blodige fredag på.
Udvalget i Troma-shoppen studeres nøje.
Hr. og fru Troma passer biksen.
Der bliver skrevet masser af autografer...
...og der bliver taget masser af billeder - her med horror-fan Jesper Ørsted.
Ude foran biografsalen var der godt gang i den. Publikum væltede ind i live-opførelsen af THE TOXIC AVENGER. Lloyd Kaufman havde travlt med at tale med fans, få taget billeder og skrive autografer, mens hustruen Pat passede deres lille bod med film og diverse Troma-merchandise. Lloyd tog sig god tid til alle, men så gik live-arrangementet i gang.

Instruktøren Stine Ruge præsenterer forestillingen.
Publikum nød løjerne på scenen.
Jeg nåede kun lige at se indledningen, men konceptet var, at tre skuespillere havde haft ganske kort tid til at arbejde med udvalgte højdepunkter fra filmen, og de lagde ud med scenen, hvor den lille dreng på cykel bliver kørt ned. Lloyd kom også hurtigt på i sin hemmelige gæsterolle, og det virkede som om, at publikum morede sig. Men jeg var altså nødt til at komme ud for at få noget at spise - det er hårdt at være på filmfestival - så jeg fik ikke set slutningen.

THE TOXIC AVENGER bliver introduceret.
Med lidt mad i maven vendte jeg tilbage til Cinemateket, hvor min næste billet var til THE TOXIC AVENGER. Den blev selvfølgelig introduceret af Lloyd Kaufman, der hurtigt fik aktiveret publikum. THE TOXIC AVENGER 2 og 3 skal nemlig udgives på Blu-ray, og Lloyds tur til Danmark skal også med på ekstramaterialet. Så han fik os alle op af stolene og ned foran lærredet, hvor vi skulle danse og juble for at vise, at danskerne er verdens lykkeligste folkefærd. Imens filmede Lloyd og gav instruktioner. Så nu har jeg altså også prøvet at blive instrueret af selveste Troma-kongen. Pat Kaufman bød dog også ind, og fik os alle til at råbe Troma! Troma! Troma! Det var stort.

Ægteparret Kaufman fik os op af biografstolene.
Det her er ikke noget, man oplever til en almindelig biografforestilling.
Mesteren med sit kamera.
Det er mange siden, jeg har set filmen om den kemiske hævner, men det var fint at opleve den igen - endda på 35mm og med et energisk publikum i salen. Bagefter var der Q&A med Kaufman, der fortalte om sit arbejde med THE TOXIC AVENGER og andre ting (som f.eks. hans cameo-rolle i Marvel-blockbusteren GUARDIANS OF THE GALAXY) - det hele selvfølgelig med et glimt i øjet. Han er en forrygende morsom mand. Der kom mange gode spørgsmål fra salen, og vi nød at være i selskab med Troma-kongen og hans hustru (The first lady of Troma, som hun også kaldes).

Lloyd Kaufman fortæller anekdoter.
Publikum havde mange gode spørgsmål.
Der var rigtig god stemning efter forestillingen.
Nå, men dagen var ikke slut endnu. Jeg rundede fredagens program af med at se LATE PHASES, instrueret af spanskfødte Adrián García Bogliano, der var repræsenteret på sidste års festival med den mexikanske AHÍ VA EL DIABLO/HERE COMES THE DEVIL. Filmen handler om en blind pensioneret militærmand, der kastes ud i en drabelig kamp mod varulve. Det er en fænomenal film, der imponerer på alle niveauer med fine effekter og nogle ekstremt intense skuespilpræstationer. Hold da op, hvor er den god. Bonus-info: Hr. og fru Troma sneg sig også ind for at se LATE PHASES ... jo, de er bare alle vegne.

fredag den 26. september 2014

Blodig Weekend 2014: Torsdag med vanvittige religiøse profetier og et horror-ikon blandt publikum

Det er her i Cinemateket, at blodet bliver sjasket op på væggene.
Så er vi i gang. Blodig Weekend 2014 er over os, og blodet er allerede begyndt at drive ned ad væggene i Cinemateket i København. Weekenden byder på et tætpakket program med masser af spændende film, prominente gæster fra ind- og udland, et stort marked og andre gode ting. Det er tredje gang, at den blodig weekend sætter sit præg på de københavnske biograflærreder, og det er godt at se, at festivalen har bidt sig fast.

Der var god stemning ned i filmhusets kælder.
I aftes var der blot en enkelt film på programmet, men det var til gengæld en verdenspremiere. Det var nemlig den danske instruktør Christian E. Christiansens THE DEVIL'S HAND, som er den anden gyser, han har lavet i USA, efter den store succes med THE ROOMMATE. For at byde velkommen til løjerne diskede de tre Blodig Weekend-arrangører Elias Eliot, Jan Schmidt og Torsten Hvas op med fadøl.

Arrangørerne bød på gratis fadøl.
Mens de kæmpede med at få fadølsanlægget til at makke ret, fik jeg en snak med dem om årets festival og nogle af film, der bliver vist. Jeg hilste også på ScreamQueen og HorrorDiva fra Heaven of Horror og Bjarke Kristensen fra Filmskribenten, men ellers rendte jeg ikke ind i så mange af de andre fans, jeg kender. Men det skal nok komme - der er ingen tvivl om, at stjerne-gæster som Lloyd Kaufman og Ruggero Deodato helt sikkert vil lokke dem ud af deres kister.

Et hurtigt og lidt uskarpt foto af Lloyd, Pat og Toxie.
Vi skulle da også lige have en selfie.
Troma-kongen Lloyd Kaufman er allerede i landet sammen med sin kone Pat, og de var også inde til verdenspremieren på THE DEVIL'S HAND. De er bare de sødeste mennesker i verden, og stillede gerne op til billeder og selfies - selvfølgelig med Toxic Avenger-maske og det hele.

Elias Eliot varmer publikum op.
Før filmen fortalte Elias Eliot om Blodig Weekend, der jo i denne omgang er blevet til to weekender, hvor der i næste uge er en afterburner med film i CinemaxX i København og Aarhus og i Grand Teatret i København. Men det er i denne weekend, hvor det for alvor brager løs med rigtig filmfestival-stemning med hele svineriet.

Q&A med instruktøren Christian E. Christiansen.
Så gjaldt det THE DEVIL'S HAND, som blev introduceret af instruktøren Christian E. Christiansen. Han fortalte om forskellen på at lave film i Danmark og i USA, og det var især interessant at høre om den proces, der førte frem til, at han kom til at lave THE ROOMMATE, der jo blev en stor succes i biograferne. Nu er han så aktuel med THE DEVIL'S HAND, der i øvrigt har haft mange titler undervejs, og da det er en film, der er lavet for et mindre selskab, har instruktøren følt, at han kunne sætte større fingeraftryk på produktionen. Han kunne dog afsløre, at han endnu ikke havde set den version af filmen, der blev vist i aftes. Sådan er vilkårene altså derovre på den anden side af Atlanten.

THE DEVIL'S HAND er en fin lille film, der især fungerer i kraft af et rigtig godt cast, der yder deres bedste, og den meget usædvanlige location (vi er i et lille religiøst samfund, hvor de frygter. at en gammel profeti skal blive til virkelighed). Manuskriptet er dog alt andet end originalt, og klimaks er ikke helt oppe at ringe. Men alt i alt en god oplevelse og en vellykket start på den blodige festival.

torsdag den 25. september 2014

Flere blodsugere fra Rikke Schubart

I 2008 udkom Rikke Schubarts vampyr-roman BID på Politikens Forlag. Historien sluttede med en cliffhanger, og det var tydeligt, at der skulle komme flere bind. En overgang kunne man se titlen UNDER JORDEN listet hos online-boghandlerne, hvilket åbenbart var den mulige toer, men der skete ikke rigtig mere. Fortsættelsen kom aldrig.

Nu sker der så noget på forlaget Valeta, der i disse dage genudgiver BID sammen med toeren, der har titlen MØRKE. Tredje bind i trilogien får titlen ENGEL, og den er sat til at udkomme i efteråret 2015. Jeg var alt andet end glad for etteren (du kan læse min anmeldelse her), men vampyr-fiktion har stadig et stort publikum - også på dansk.

onsdag den 24. september 2014

H.P. Lovecraft fejres i Stockholm

Jeg har ikke lidt tid i kalenderen til at smutte til Stockholm i næste uge, men der sker ellers spændende ting og sager. I dagene den 2. til 5. oktober kører The Stockholm H.P. Lovecraft Festival IV, og det bliver med filmforestillinger, kunstudstillinger, oplæsninger, quiz, marked, rundbords-diskussioner, pubcrawl og meget andet godt. Det meste på programmet koster gratis at deltage i. Læs mere på denne hjemmeside, og nyd så lige festivalens fantastiske plakat, der er skabt af Rodrigo Obón.

tirsdag den 23. september 2014

Gigantiske ildspyende edderkopper går til angreb på POLICE ACADEMY-skuespillere

Hvis man synes at film om hajer, der bliver suget op af tornadoer, hvorefter de bliver slynget ud over amerikanske storbyer, er komplet gak-gak, så skal man nok heller ikke glæde sig til LAVALANTULA. Den handler nemlig om gigantiske ildspyende taranteller, der angriber Los Angeles. Og hvem skal så medvirke i sådan en film? Det skal ingen ringere end Steve Guttenberg, Leslie Easterbrook og Michael Winslow, der alle tre er kendt fra POLICE ACADEMY-filmene.

Dette vanvittige projekt instrueres af Mike Mendez, der har erfaring med ottebenede kryb - han lavede nemlig også den småkiksede BIG ASS SPIDER. LAVALANTULA skal selvfølgelig vises på den amerikanske Syfy-kanal, hvilket bliver engang til sommer. Kilde: Entertainment Weekly

søndag den 21. september 2014

A SERBIAN FILM udgives igen

Hvis man klikker ind på listen over fremtidige udgivelser fra det svenske selskab Njutafilms, så står Srdjan Spasojevics SRPSKI FILM (eller A SERBIAN FILM) til at udkomme i første kvartal 2015. Nu har filmen været ude på dvd i Sverige før (fra Cinematic Vision), og dengang blev den boykottet af flere forhandlere hinsaden, fordi den efter deres mening var voldsporno og meget andet grimt. Vi får se hvilken version, Njutafilms disker op med, og om udgivelsen igen bliver mødt med protester.

lørdag den 20. september 2014

Hvor mange gysere skal du se i oktober?

Man kan måske hævde, at horrorfans nærmest fejrer Halloween hele året, fordi vi svælger i gys, gru og grumme sager. Men der er selvfølgelig kun en enkelt 31. oktober om året, selv om det meste af oktober måned er en slags opvarmning til Halloween. Ud over alt det man pr. tradition kan finde på at gøre op til den store horror-aften, så kaster en del fans sig ud i nogle af de film-udfordringer, der popper op på denne tid.

De har forskellige udformninger, men som illustration til dette indlæg har jeg valgt udfordringen fra Vulnavia Morbius, alias Christianne Benedict, der bl.a. har bloggen Krell Laboratories. Her gælder det om at se 31 film i løbet af de 31 dage, der er i oktober. Der er ikke noget krav om, at man skal se én om dagen - man må gerne klumpe filmene sammen og se flere i træk; bare man har nået de 31 titler, når måneden er gået. Eneste anden regel er, at man skal se mindst 16 film, man ikke har set før.

Har man en blog eller et andet forum på nettet, er man velkommen til at skrive om de film, man ser - og man kan selvfølgelig vælge at konsumere endnu flere film end de 31. Jeg har så set en variant af udfordringen, hvor det gælder om at nå at se hele 100 gysere i løbet af oktober, hvilket er ret vildt.

Nu ved jeg ikke lige, om jeg selv hopper på denne udfordring med de 31 film, men ideen er hermed givet videre.

fredag den 19. september 2014

De går helt amok i V/H/S: VIRAL

Jeg er rigtig glad for de to første film i V/H/S-serien, og derfor er det gode nyheder, at 3'eren er lige om hjørnet. Den hedder V/H/S: VIRAL, og den får video on demand-premiere i USA den 23. oktober, hvorefter den kommer ud i et begrænset antal biografer den 21. november. En fysisk udgivelse har vi endnu ikke fået oplysninger om, men det skal nok komme. Her er i hvert fald et kig på den såkaldte red band-trailer; altså en, der slet ikke er for børn. Det ser ret vildt ud.

onsdag den 17. september 2014

Lidt horror fra morgenstunden... så er vi i gang

Man kan da kun holde af en dvd-menu, der viser, at denne film er en del af The Cult Horror Collection. Skiven stammer fra engelske 101 Films, og indholdet er Jeff Burrs direkte-til-video-sequel til Stan Winstons monster-klassisker. Yes, det var nemlig PUMPKINHEAD II: BLOOD WINGS, som jeg valgte at sparke min dag i gang med. I love the smell of cheap horror movies in the morning.

Det er virkelig en cheasy film, men den er ekstremt underholdende. Monstret er stadig i topform, og det er herligt at se genre-veteraner som Andrew Robinson, Linnea Quigley og Kane Hodder folde sig ud. Ren VHS-agtig nostalgi; en herlig måde at komme op i gear til en lang dag.

tirsdag den 16. september 2014

Et glimt fra fortiden: SLIM nr. 7

Fandt lige dette album på reolen. Hvis man har læst Dennis Jürgensens børnebogsserie om Freddy og monstrene, så vil SLIM nr. 7 være bekendt - det er nemlig det blad, som Freddy desperat forsøger at finde til sin samling. Derfor var det en sjov gimmick, at Tellerup i 1991 udgav "bladet" som et album med bidrag fra danske tegnere.

Jeg har aldrig været den store fan af Freddy-bøgerne, men jeg er glad for at have SLIM nr. 7 - ikke mindst fordi jeg har et læserbrev i det! GRU nåede jeg aldrig at skrive til, og jeg nåede sådan set heller ikke at skrive til SLIM. Men folkene bag albummet mente altså, jeg skulle optræde på læserbrevssiderne. Det er lidt cool.

mandag den 15. september 2014

Endnu en Saven til stakken

Jeg ved, at der er fans af THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE, der prøver at samle så mange forskellige udgaver af denne horror-klassiker som muligt. Her er endnu en til stakken. Second Sight i England udgiver den 17. november denne Blu-ray-steelbook-udgave, der sikkert vil pynte på hylden. Der er tale om en limited edition, men samme dag udkommer også en udgave i en almindelig Blu-ray-æske.

søndag den 14. september 2014

Blodig Weekend-titler på vej fra AWE

Også i denne omgang vil nogle af de titler, der kører på Blodig Weekend-festivalen, udkomme fra Another World Entertainment, hvilket ikke er så mærkeligt, når nu Jan Schmidt er involveret i begge dele. I første runde kan man glæde sig til Jordan Barkers TORMENT og Julien Maury og Alexandre Bustillos AUX YEUX DES VIVANTS/AMONG THE LIVING. Førstnævnte udkommer den 23. oktober, mens den anden vil være på gaden den 16. oktober. De to film udgives både på dvd og Blu-ray.