Viser opslag med etiketten Blodig Weekend. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blodig Weekend. Vis alle opslag

lørdag den 23. januar 2021

Blodig Weekend anno 2021 rykker til efteråret

Corona-pandemien påvirker stadig biograf-livet med aflysninger og dato-ændringer, og nu har folkene bag Blodig Weekend-festivalen også besluttet at hoppe et andet sted hen i kalenderen end 22.-25. april som oprindelig planlagt. De nye datoer hedder 30. september-3. oktober. På Facebook skriver Blodig Weekend:

 *DATOER RYKKET* På Blodig Weekend har vi besluttet at ændre vores datoer til nogle, der er lidt mere corona-venlige. Derfor har vi nu rykket Danmarks største genrefilmfestival til d. 30. september-3. oktober, hvor vi igen vil vise jer, hvad horrorverdenen har at tilbyde. Vi glæder os meget til at se jer og håber, I kan vente så længe – tak for tålmodigheden!

Det er desværre ikke den store overraskelse, men det er selvfølgelig fuldt forståeligt - og jeg glæder mig meget til fire dages horror-(u)hygge i biografen, når vi når så langt.

fredag den 27. november 2020

Datoerne for næste års Blodig Weekend-festival er nu på plads - fire dage med gys til april

Blodig Weekend-festivalen anno 2020 blev aflyst på grund af coronavirus, men det har ikke skræmt arrangørerne. Nu har de meldt datoerne ud for den uhyggelige festival til næste år, og det bliver torsdag 22. april-søndag 25. april 2021 - og mon ikke det endnu engang er Empire Bio, der skal lægge lokaler til. Et herlig nyhed midt i disse pandemi-tider.

torsdag den 16. april 2020

Det er så desværre ikke i dag, at jeg skal til Blodig Weekend-festival

Hurra! I dag skal jeg til Blodig Weekend-festival! Nå nej, det skal jeg selvfølgelig ikke, for det skræmmende arrangement er blevet aflyst på grund af coronavirus-pandemien, så der bliver ikke noget med en forlænget weekend med masser af væmmelige film, der får blodet og indvoldene til at drive ned ad væggene i Empire Bio, ikke noget med at mødes med horror-freaks fra nær og fjern, ikke noget med at købe herlige ting og sager på Collector's Market, ikke noget med at snakke med spændende internationale gæster og så videre og så videre ...

I disse karantæne-tider tales og skrives der om, hvad hele situationen gør ved vores mentale sundhed og at mennesker i høj grad har brug for f.eks. kulturelle oplevelser. Det kompenseres der lidt for med diverse streamede tiltag så som morgensang, koncerter uden publikum og visning af gamle fodboldkampe på de kanaler, der ellers bringer det seneste nye fra ligaerne. Men intet kan erstatte den følelse, man har i maven, når man kommer ud til et arrangement, hvor publikum er tændt og hvor det summer af energi.

Sådan er det også til Blodig Weekend, hvor især det nørdede engagement og glæden ved horror-genren er i top - og det fix kommer jeg til at savne. Ingen af os kan vide, hvornår biograferne åbner igen, og vi kan slet ikke vide, hvornår festivaler af den slags igen vil være mulige at gennemføre. Officielt er Blodig Weekend helt aflyst i år. På festivalens Facebook-side skriver de:

Hej kære Blodig Weekend-publikum. Vi har på Blodig Weekend taget den beslutning at aflyse årets festival pga. COVID-19 situationen. Om der bliver andre begivenheder/særvisninger/mm. kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, men vi håber selvfølgelig på det bedste. Det er en meget trist beslutning, men vi håber på jeres forståelse og at se jer igen lige så snart, vi igen kan åbne for film og mødes med hinanden i en fælles begejstring over genrefilmens mange glæder.

Men det må heller ikke være nemt for arrangørerne, der frivilligt knokler med at stable festivalen på benene, at flere af de planlagte film nu er eller er lige ved at være tilgængelige på streaming og på dvd/Blu-ray.

Men jeg håber, at Blodig Weekend vender tilbage i en eller anden form - om det så bare er i form af enkeltstående "vi er her endnu"-arrangementer. Der er uden tvivl mange fans, der savner et rigtig godt horror-fix.

søndag den 22. marts 2020

Horror midt i en corona-tid

Der kommer til at gå noget tid, før vi kan stifte bekendtskab med disse karakterer fra THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND.
Enhver, der har set bare fem minutter af en zombiefilm, ved, at vi lige nu lever i alvorlige tider. Ganske vist reagerer karaktererne i disse apokalyptiske fortællinger ofte ved at anskaffe sig så mange våben som muligt, når de inficerede skal bekæmpes - i den virkelige verden reagerede folk ved at hamstre toiletpapir!

Nu står vi ikke overfor en zombie-apokalypse, men det smager dog af dommedag, at antallet af corona-smittede stiger, at samfundet lukker ned og at vi mere eller mindre bliver bedt om at forskanse os i vores hjem. Kulturtilbud som biografer, teatre og koncerter er sat på standby, og vi må klare os med streaming og vores samlinger. Og det er et pudsigt paradoks, at premieren på den kommende THE WALKING DEAD-spinoff-serie THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er blevet udskudt på ubestemt tid.

Serien skulle have ramt de amerikanske TV-skærme den 12. april, men det bliver ikke til noget - også selv om hele sæsonen egentlig er filmet færdig. At det måske kan være tricky at tiltrække TV-annoncører i denne tid, har måske nok en finger med i spillet, men når en serie om verdens undergang rammes af det aktuelle dommedags-scenarie, så er det altså alvor. Produktionen af FEAR THE WALKING DEAD er allerede sat på standby og forberedelserne til sæson 11 af hovedserien THE WALKING DEAD er ligeledes påvirket.

Nye horrorfilm, der nu kan ses hjemme i sofaen.
Og det er reelt alt, der er påvirket. Biograferne er lukket ned, og det har betydet, at en lang række titler har fået udskudt deres premierer på ubestemt tid. Den nye THE INVISIBLE MAN kørte dog fint rundt omkring indtil nedlukningen, mens den i forvejen premiere-udfordrede THE HUNT stort set lige var kommet op. Nu kan de begge lejes som video on demand på Viaplay, Blockbuster og SF Anytime. Ganske vist til priser som 179-189 kroner, hvilket er lidt voldsomt, hvis man er den eneste i en husstand, der har tænkt sig at se den pågældende film - men det er dog et dramatisk træk at rykke de spritnye biograffilm direkte hjem i folks stuer.

John Kenn Mortensen har også i år stået for Blodig Weekend-plakaten.
Corona-krisen betyder også, at dette års udgave af Blodig Weekend-festivalen er blevet udskudt. Den skulle ellers have kørt i Empire Bio den 16.-19. april, men nu må vi vente tålmodigt på en ny dato. Indtil videre havde de blandt andet annonceret film som GRETEL & HANSEL, RABID (Soska-søstrenes remake), COME TO DADDY, AFTER MIDNIGHT samt en 25 års jubilæums-visning af den danske horror-klassiker SIDSTE TIME. Hvad det betyder for programmet, at festivalen er udskudt, skal jeg ikke gøre mig klog på, men film kommer stadigt hurtigere ud på diverse platforme, hvilket må være en udfordring for enhver festival, så vi får se. COME TO DADDY er i hvert fald blevet gjort tilgængelig via Blockbuster.dk, så den kan man leje.

Den lave svenske krone gør, at det ikke behøver at være så dyrt at shoppe fra Sverige. Man skal dog lige holde øje med portoen.
Nu har jeg så anskaffet mig netop denne film på Blu-ray og det endda med danske undertekster. Den er nemlig blevet udgivet af Njutafilms i Sverige, og jeg bestilte den hjem fra webshoppen Discshop sammen med SATANIC PANIC, ANTRUM og BLISS: Alt sammen på Blu-ray og alt sammen med danske undertekster (ikke at det er så vigtigt med underteksterne, men det er dog underligt, at de udkommer i vores naboland i et dansk-venligt format, når man ikke kan købe dem på Blu-ray i Danmark). COME TO DADDY er en fin lille film med en høj bizarro-faktor, men den kan desværre ikke holde tempoet og weirdness-niveauet hele vejen igennem. Men den er absolut værd at se. Alene Elijah Woods frisure er det hele værd.

Jeg bruger min Moleskine-notesbog til at holde styr på de film, jeg skal have set.
Jeg har også købt Soska-søstrenes RABID på Blu-ray. Filmen har været ude på dvd og Blu-ray i England siden november, men det var først her inden for de seneste par uger, at jeg fik den købt hjem. Nu ligger den i stakken af film, jeg skal have set eller genset. Faktisk går det meget godt med at komme igennem bunkerne, selv om jeg både til jul og til min fødselsdag fik en del horrorfilm. Siden nytår har jeg været bedre til at bruge de ledige øjeblikke til at få set nogle film, og i skrivende stund er det blevet til 44 horror-titler. Samtidig har jeg ignoreret nogle af de seneste udsalg fra f.eks. Arrow Video, hvilket også har været med til at holde tingene lidt i skak. Jeg har dog stadig pænt over 100 film liggende, jeg skal igennem, men det går som sagt meget godt.

Corona-krisen har ikke givet mig mere fritid, da jeg nu arbejder hjemmefra i stedet for inde på redaktionen, hvor jeg færdes til daglig. Så antallet af arbejdsdage er det samme. Men det handler bare om, at jeg har haft lidt mere fokus på at udnytte tiden og faktisk se nogle af de ting, jeg har købt i stedet for bare at læsse mere og mere på. Og på et eller andet tidspunkt skal jeg have lavet den store oprydning for at få det fulde overblik over det, jeg har liggende - og der er nogle dvd'er, der skal sendes videre i systemet, fordi jeg siden har fået filmene på Blu-ray. Men det skal jeg nok nå frem til ... men mindre at coronaen får bugt med mig inden.

Men jeg håber selvfølgelig ikke, at det kommer så vidt og at vi nok skal komme igennem det. At det så ikke er til at vide, hvilken verden som venter på den anden side. En skræmmende tanke, men nu er horror-fans gode til at håndtere skræmmende tanker. Så gys videre på den ene eller den anden måde - det er i hvert fald sundt; corona eller ej.

onsdag den 27. marts 2019

Så er Blodig Weekend klar med årets program

Det er længe siden, at vi har hørt noget til folkene bag Blodig Weekend, men nu skulle programmet være på plads. De blodige dage finder sted i Empire Bio i dagene den 11. til og med den 14. april. Her er et hurtigt overblik (med forbehold for ændringer):

Torsdag 11. april:
  • Kl. 17.30: Blodig Quiz.
  • Kl. 19.30: Film: GRETA (STALKER) (Irland, USA, 2018, Neil Jordan. Det starter som et fint venskab, da unge Frances møder den ældre og sofistikerede Greta. Greta er en ensom enke og Frances er servitrice i en New York-restaurant, der stadig kæmper med tabet af sin mor. Man skulle tro, de kunne hjælpe hinanden og det kunne de måske også, hvis da ikke Greta skulle vise sig at være på den forkerte side af mental sundhed.)
Fredag 12. april:
  • Kl. 17.30: Film: ELIZABETH HARVEST (USA, 2018, Sebastian Gutierrez. Nygifte Elisabeth ankommer med sin mand Henry til hans storslåede ejendom, hvor han lover at overøse hende med luksus. Hun må færdes overalt i huset – på nær i et rum i kælderen, hvor Henry forbyder hende at gå ind. Da Henry tager på arbejde, overvinder nysgerrigheden dog Elisabeth, hun åbner døren indtil det forbudte rum og lukker alverdens dunkle hemmeligheder og ulyksaligheder ud.)
  • Kl. 19.45: Film: THE HOLE IN THE GROUND (Irland, 2019, Lee Cronin. Den unge mor Sarah er flyttet med sin lille søn på landet. Men noget er ikke som det burde være. Da en ældre kvinde fortæller hende, at hendes søn er en dobbeltgænger, begynder Sarah at frekventere det store hul i jorden, der måske, måske ikke, har noget at gøre med hvorfor hendes søn er begyndt at opføre sig som… en anden). OBS! Med besøg af instruktør Lee Cronin.
  • Kl. 22.00: Film: CRITTERS 2 (USA, 1988, Mick Garris. Alt burde være fryd og gammen. Indbyggerne i Grover’s Bend kan stadig huske de pelsede væsner, der engang prøvede at ødelægge det hele, men den tid er heldigvis ovre nu. Tror de! For snart er de små labaner på spil igen og denne gang giver de ikke op så let.) OBS! Med besøg af instruktør Mick Garris.
Lørdag 13. april:
  • OBS! AFLYST! Kl. 11.00: Paneldebat: Årets bedste horrorlitteratur. Skræk og rædsel kan også dryppe fra siderne af en bog. Blodig Weekend sætter i år fokus på de bedste udgivelser indenfor dansk horrorlitteratur. Det gør vi sammen med Dansk Horrorselskab, der hvert år kårer Årets Danske Horrorudgivelse. Vi har inviteret nogle af de nominerede forfattere til en snak om deres værker samt om horror på skrift generelt. Det er ikke filmens verden, men vi kan stadig garantere en oplevelse, der ikke bare vil gøre dig klogere på hvordan litteratur kan forskrække selv den mest rolige sjæl, og som vil gøre dit åndedræt hastigere og holde dine øjne åbne til langt ud på natten.
  • Kl. 12.00-17.00: Collector's Market.
  • Kl. 13.00: Film: THE CLEANING LADY (USA, 2018, Jon Knautz. Alice er ung, smuk – og ensom. For at give slip på en affære med en gift mand, mangler hun selskab i sit liv og udvikler et venskab med den nye hushjælp, der ikke siger mange ord, men som gemmer en tragedie i sit arrede ansigt. Alice er dog ikke den eneste der er ensom, og snart begynder hushjælpens hemmeligheder at dukke op til overfladen).
  • Kl. 15.00: Film: LUZ (Tyskland, 2018, Tilman Singer. I en politistation indtræder en ung kvinde. Hendes navn er Luz og hun er taxichauffør. Hun er også forfulgt af en dæmon, der er overbevist om, at hun er hans livs store kærlighed og nu vil gøre alt for at få hende).
  • Kl. 17.00: Film: SLEEPWALKERS (USA, 1992, Mick Garris. Charles Brady og hans mor er nytilflyttede i en lille by. De er også sleepwalkere; væsner der kan ændre form, og som får næring fra jomfruer. I sit nye gymnasium møder Charles den smukke Tanya, som han udser til at være sit næste offer. Men planerne går ikke helt som forventet, for Tanya er stærkere end han lige regnede med). OBS! Med besøg af instruktør Mick Garris.
  • Kl. 17.30: Film: LIFECHANGER (Canada, 2018, Justin McConnell. I en storby går en mand rundt for at overtage andre menneskers kroppe og leve i dem, så han kan holde sig i live et par dage, inden kroppen begynder at gå i forrådnelse og en ny igen skal findes. Alt dette gør han med ét eneste mål i sigte: at komme nærmere på sit livs kærlighed, som ikke aner noget om den bejler, der hele tiden befinder sig i hendes nærhed). OBS! Med besøg af skuespiller Jack Foley.
  • Kl. 19.45: Film: YOU MIGHT BE THE KILLER (USA, 2018, Brett Simmons. Det er ikke nemt at være vejleder på en sommerlejr. Det må vores antihelt Sam indse, da han er af de sidste overlevende fra en sommerlejrmassakre. Nu leder en maskeklædt morder efter ham med en økse i hånden. Problemet er, at Sam selv har masken, en bloddryppende økse og sorte huller i sin hukommelse. Kan det monstro være ham selv, der er morderen? Til det må han ringe til sin horrorkyndige veninde Chuck, hvis råd måske kan få ham gennem denne mørke og uhyggelige nat).
  • Kl. 20.00: Film: ABRAKADABRA (Argentina, Newzealand, 2018, Luciano Onetti, Nicolás Onetti. Tryllekunstneren Lorenzo bliver målet for en sadistisk seriemorder. Lorenzos far døde tidligere under et risikabelt trylletrick og nu er det måske sønnens tur. Efter et prestigefyldt show begynder en række mord i byen, der alle peger på Lorenzo. Det er nu op til ham at finde morderen, før det er for sent).
  • Kl. 21.45: Film: PUPPET MASTER: THE LITTLEST REICH (USA, England, 2018. Sonny Laguna, Tommy Wiklund. Dagdriveren Edgar bor hjemme hos sine forældre, hvor han finder en boks med gamle dukker. Den beslutter han sig for at sælge til en auktion. Men da en forbandelse giver liv til dukkerne og sender den på en ukontrollabel massakre, der er motiveret af ond nazisme og ældgamle ritualer, må Edgar slippe den dovne facon og fremvise den mere energiske og dukkehadende side af sig selv).
  • Kl. 22.00: Film: THE WITCH IN THE WINDOW (USA, 2018, Andy Mitton. En far og søn er på vej op nordpå for at istandsætte et hus. Men da de ankommer, begynder de at mistænke noget suspekt. I området går der rygter om en heks, og selvom de først slår det hen, er det tydeligt, at der ved hver renovation opstår endnu en sær begivenhed. Måske er historierne om en heks i skoven ikke helt forkerte?)
Søndag 14. april:
  • Kl. 11.00: Masterclass med Mick Garris. Mick Garris er en af bannerførerne indenfor horror-genren. Hans mangeårige samarbejde med Stephen King, og ikke mindst antologi-serien "Masters of Horror", hvor han gav de største instruktører frie hænder til at fortælle deres rædselshistorie, har gjort Mick Garris til en af de store vogtere af horror. Noget, han slår fast med sin populære podcast serie "Post Mortem with Mick Garris", hvor han har interviewet folk lige fra John Carpenter til John Landis. Men nu er det hans tur til at sidde i den interviewedes stol, når vi inviterer til Masterclass, hvor vi kommer omkring hans karriere, projekter, samarbejder, og meget mere. Og til sidst vil der være mulighed for spørgsmål fra publikum.
  • Kl. 13.00: Film: THE NIGHT SITTER (USA, 2018. Abiel Bruhn, John Rocco. Søde Amber skal passe på den reserverede Kevin, men da hans far tager afsted, viser det sig, at hun kun er ude på at stjæle fra huset. Det får Kevin til at søge tilflugt på faderens kontor, hvor han kommer til at hidkalde en heksetrio ved navnet The Three Mothers, der får Amber til at virke som en ren engel).
  • Kl. 15.00: Film: NIGHTMARE CINEMA (USA, 2018, Alejandro Brugués, Ryûhei Kitamura, David Slade, Joe Dante, Mick Garris. I en skummel biograf går tilfældige mennesker ind for at se aftenens visning. Hvad de ikke ved, er, at de vil komme til at se sig selv og deres værste frygt i øjnene. Mental ustabilitet, kirurgi, blodmassakrer, onde nonner og ligeså onde ånder er alle temaer, der kommer op til overfladen i Nightmare Cinema, hvor ingen forlader salen uskadt). OBS! Med besøg af instruktør Mick Garris.
  • Kl. 17.30: Film: THE WIND (USA, 2018, Emma Tammi. Vi er i den vilde vesten, hvor stilmodige Lizzy lever med sin mand i et lille hus. Selskab er ikke noget der kommer ofte, og efterhånden er isolationen ved at drive hende til vanvid. Stilheden runger, og i dette vakuum er det svært at kende forskel på de mystiske lyde, der eksisterer, og dem der kun fylder sindet).
  • Kl. 20.00: Film: THE GOLDEN GLOVE (DER GOLDENE HANDSCHUH) (Tyskland, Frankrig, 2019. Fritz Honka er en depraveret seriemorder, der bor i Hamburg og ofte frekventerer den skumle bule ”Den Gyldne Handske”. Det er også her, han møder sine kvindelige ofre, hvis lemmer, han gemmer i sin lejlighed, når de har mødt hans sande, brutale jeg).

tirsdag den 5. marts 2019

Mick Garris er hovedgæst på årets Blodig Weekend

Årets Blodig Weekend-festival har netop annonceret deres hovedgæst, og det bliver ingen ringere end amerikaneren Mick Garris. Man kan ikke sige Mick Garris uden at sige Stephen King, og det er nok især SLEEPWALKERS, som er den mest kendte af filmatiseringerne. Men ellers har Garris blandt andet lavet TV-ting som THE STAND og THE SHINING. På hans cv står også produktioner som CRITTERS 2 og PSYCHO IV: THE BEGINNING, og det er bestemt ikke lige godt alt sammen det, der bærer hans navn.

Men Garris er en ægte horror-fan, og han har skabt skræk-TV-serier som MASTERS OF HORROR og FEAR ITSELF, hvor et hav af instruktører fik lov til at boltre sig. Så er han også aktiv med podcasten POST MORTEM, der er et stort hit blandt fans. På alle måder er Garris bare en person, der har sat store fingeraftryk på genren, upåagtet kvaliteten af hans egne ting.

På Blodig Weekend-festivalen vil man kunne se CRITTERS 2, SLEEPWALKERS og den helt nye antologi-film NIGHTMARE CINEMA, hvor Garris er en af de fem instruktører. Spændende.

fredag den 1. marts 2019

Blodig Weekend-festivalen viser PUPPET MASTER: THE LITTLEST REICH

Med kun omkring 40 dage til Blodig Weekend-festivalen, er der en naturlig interesse blandt skræk og rædsel-fans for, hvad vi kan se frem til. Tingene kommer dog kun frem drypvis, men i dag blev det dog afsløret, at en af årets film bliver PUPPET MASTER: THE LITTLEST REICH, instrueret af Sonny Laguna og Tommy Wiklund.

Den har flere fans tilsyneladende efterspurgt, selv om det skulle være en lidt blandet oplevelse, men i det mindste er Barbara Crampton og Udo Kier på rollelisten. I den samlede PUPPET MASTER-saga er vi vidst nået til nr. 13. Jeg er ikke i nærheden af at have set dem alle, men jeg har de fem første stående på hylden, og dem skal jeg da have genset.

I næste uge annoncerer Blodig Weekend deres hovedgæst, og det bliver bestemt spændende. Men kom endelig med nogle flere film-titler, så vi for alvor kan begynde at glæde os.

fredag den 22. februar 2019

Blodig Weekend er klar med årets plakat

Det er længe siden, at Blodig Weekenden-festivalen har meldt noget ud, men nu er de klar med årets plakat. I lighed med sidste år er den kreeret af mesteren John Kenn Mortensen, og der er virkelig gys og gru for alle pengene. Herligt. Nu venter vi bare på, at festivalen begynder at afsløre titlerne på de film, de vil vise, og hvilke gæster, vi kan glæde os til at møde. Blodig Weekend anno 2019 finder sted den 11. til og med den 14. april i Empire Bio på Nørrebro.

fredag den 28. september 2018

Datoerne for Blodig Weekend 2019 er klar

Nu kan du godt sætte et stort blodigt kryds i din kalender og begynde at booke fridage i din kalender, så du kan komme ind og se en masse gys, gru, splatter og horror. Blodig Weekend-festivalen har annonceret 2019-datoerne, og det bliver fra onsdag den 10. april til og med søndag den 14. april 2019, at festivalen finder sted.

Efter i et par år at have haft fast base inde i Cinemateket i Gothersgade i København, rykker Blodig Weekend næste gang til en helt ny adresse. Nu bliver det Empire Bio på Nørrebro, der skal lægge lokaler til de blodige fornøjelser.

søndag den 22. april 2018

Blodig Weekend 2018: Et bevis på, at gys, gru og splatter er sundt for sjælen

Årets makabre Blodig Weekend-plakat er skabt af John Kenn Mortensen.
Skrigene er døet ud, indvoldene er samlet op og blodet er blevet tørret af stolerækkerne inde i Cinemateket i København, der i dagene den 12. til og med den 15. april lagde lokaler til den sjette udgave af Blodig Weekend, Danmarks største genre-festival. Jeg missede den første festival i 2012 på grund af sygdom, men ellers har jeg i mere eller mindre grad været med alle gange, og i år var ingen undtagelse - og det var som sædvanlig en grum, sjov, interessant, spændende, berigende og (u)lækker oplevelse.

Af forskellige årsager nåede jeg dog ikke ind til torsdagens åbningsfilm, den engelske GHOST STORIES med Martin (SHERLOCK) Freeman i en af rollerne. Den har ellers fået mange gode ord med på vejen, men den kommer jeg bare til at samle op på et andet tidspunkt.

Så er det blevet tid til at se noget horror!
Men fredag var jeg på banen. Ganske vist havde jeg ikke lagt et program, men besluttede mig for at tage tingene lidt ad hoc. Så jeg købte én billet ad gangen, og lod humøret og stemningen bestemme, hvad jeg skulle se i løbet af dagen. Enkelte film havde jeg dog peget ud på forhånd, men der kan jo komme noget i vejen - så det blev altså fra forestilling til forestilling.

Man ved, at man er kommet til den rigtige biograf.
Min første film på årets Blodig Weekend blev Adam Greens VICTOR CROWLEY, det fjerde kapitel i HACHET-franchisen. Filmen blev optaget i al hemmelighed som en slags gave til de mange fans af serien, og den byder på masser af den groteske splatter, der har kendetegnet de tidligere kapitler. Desværre har den ikke kostet meget mere end en bøjet femøre at lave, og store dele af handlingen foregår i resterne af et nedstyrtet fly, hvor kulissen ligner noget, man har lånt af Ed Woods arvinger. Så på trods af de kulørte blodsprøjt er det en rigtig møgfilm.

Mange fans i salen havde det dog fint med den og var godt underholdt, hvilket kom frem under den obligatoriske snak udenfor biografen efter rulleteksterne. Men det er også noget, der er med til at gøre disse festivaler til noget særligt, nemlig den intense snak fans imellem om det, man har oplevet. Men tiden gik, og jeg ville snuppe endnu en film. Nåede dog lige at sluge en Whopper på Burger King før næste forestilling.

Folk venter på at komme ind og se noget gys.
Det var den canadiske KNUCKLEBALL, der bedst kan beskrives som en horror-udgave af HOME ALONE. En dreng må tilbringe nogle dage hos sin bedstefar, der pludselig dør, og så må knægten forsvare sig mod den skingrende vanvittige nabo. God lille film med en fin stemning, og det er jo altid herligt at se Michael Ironside. Manuskriptet halter lidt nogle steder, men samlet set en godkendt oplevelse.

Men fredagen var ikke slut endnu. Blodig Weekend er også lig med gæster og retro-forestillinger, og festivalen kunne i år byde velkommen til amerikanske Jeff Lieberman, der blandt andet havde sin horror-thriller BLUE SUNSHINE fra 1977 med - og det endda i en knaldhamrende flot 4K-restaureret udgave. Det var helt fantastisk at se den på det store lærred. Filmen er på mange måder lidt David Cronenberg-agtig, men er også helt sig selv. Fænomenalt.

Nadia Regitze Parbo styrer Q&A-seancen med Jeff Lieberman.
Efter visningen var der Q&A med Jeff Lieberman, der beredvilligt svarede på spørgsmål fra salen. Han blev blandt andet spurgt om, hvordan det var at tage LSD, og her kom han ud i en længere historie om sin datters fødsel, der blev koblet sammen med, hvordan det ser ud, når en fugl kommer til verden. Lieberman gav så mange detaljer, at hans kone, som også var med i salen, muntert afbrød ham om, at han afslørede for meget. Rigtig sjovt.

Der kom mange gode spørgsmål fra salen.
Selv spurgte jeg ham om det høje ambitionsniveau i BLUE SUNSHINE, der byder på ekstremt mange karakterer og mange locations, og han svarede, at det oprindelige manuskript havde været endnu mere ambitiøst. Men budgettet tillod ikke så meget, så han havde skaleret det hele ned fra den originale ide. En rigtig god Q&A, og noget af det, der gør det til en særlig oplevelse at være med på Blodig Weekend. Fredagen bød altså på tre film for mit vedkommende, og det er da meget pænt, når man tager i betragtning, at jeg ikke havde lagt noget program.

Der bliver handlet og forhandlet på Collector's Market.
Lørdagen er altid den store dag på Blodig Weekend med flest film på programmet og ikke mindst det legendariske Collector's Market, der fylder Cinemateket med boder, hvor man kan købe alverdens grumme og nørdede ting. I år havde jeg ikke selv en bod, da jeg ikke havde ting nok på hylderne, jeg skulle af med. Så denne gang var jeg bare kunde.

Skønne rædselsvækkende plakater.
Kim Kofod fra den hedengangne butik Rock Uglen havde også en stand.
En af de virkelig flotte stande med usædvanlige varer.
Rune fra Phantasmo DVD; et af de faste indslag på markedet.
Endnu et snapshot fra Collector's Market.
Der var mange herlige sager at kigge på og bladre i.
Den svenske THRILLER-stjerne Christina Lindberg stillede op til fotografering.
OBSKURIØST-redaktøren Henrik Larsen og H.P. Lovecraft-eksperten Thomas Winther ved deres stand.
Nu var det ikke, fordi jeg var på udkig efter noget bestemt, og jeg faldt slet ikke over nogle film, jeg pinedød skulle have med hjem - men nu har jeg altså også ret meget liggende, jeg ikke har set. Men jeg fandt en del blade, herunder fem numre af det engelske fanzine SHOCK XPRESS fra 80'erne. Det blev også til en god stak af Henrik Larsens OBSKURIØST og en håndfuld andre ting, så min rygsæk blev hurtigt ret tung, hvilket jeg kunne mærke i nakken dagen efter.

Ægteparret SQUIRM: Jeff Lieberman skriver autografer, mens fruen kigger på.
På markedet kunne man også få autografer fra stjerne-gæsterne Jeff Lieberman og Christina Lindberg, og jeg skulle selvfølgelig lige have en krusedulle fra førstnævnte. Jeg havde taget coveret fra den svenske dvd-udgave af SQUIRM med, hvor titlen er MASKARNA. Den havde Lieberman åbenbart ikke set før. Han beundrede i øvrigt også den SQUIRM-T-shirt, jeg havde på. Altid sjovt med en autograf, selv om det ikke er det, jeg går mest op i.

Markedet tiltrak mange fans.
Hilste på et hav af fans fra miljøet i løbet af markedet, og fik snakket om en masse ting. Det var rigtig godt. Men min tunge rygsæk var træls, så jeg cyklede hjem for at læsse af og lige få en mellemmad og en kop kaffe, før jeg igen satte kursen mod Cinemateket. Her valgte jeg at se RUIN ME, der kørte hen på eftermiddagen. Det er en slags meta-gyser om den gruppe mennesker, der tager på en oplevelses-weekend i form af en slasher-camping-tur. Her viser det sig selvfølgelig, at der foregår mystiske ting under overfladen og snart bliver det ganske farligt for de involverede.

Det var såmænd en OK lille film, men den havde nogle skift i stemning undervejs, der ikke helt fungerede. Men det var fint at have set den. Så lod jeg den nærmeste McDonald's stå for aftensmaden, før jeg igen befandt mig i Cinematekets lokaler. Her var Collector's Market stort set blevet pakket ned, men nogle af standholderne hang stadig ud over en øl og snakkede om dagens køb og salg.

Rulleteksterne til SQUIRM kører over lærredet.
Mit næste program-punkt var endnu en Jeff Lieberman-film, nemlig SQUIRM, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i forbindelse med den danske premiere tilbage i 1978. Her gik den under titlen ORMENES NAT og jeg så den i Fønix i Odense. Her gjorde den vilde scene med blodtørstige orme, der gnaver sig igennem et ansigt, et kæmpeindtryk.

Jeff Lieberman bliver interviewet af Elias Eliot fra Blodig Weekend-festivalen.
SQUIRM blev vist på Blodig Weekend i en flot 35mm-kopi, og det var rigtig godt at se den på det store lærred igen. Bagefter var der Q&A med instruktøren, der blandt andet fortalte, at Sylvester Stallone, Kim Basinger og Martin Sheen var blandt de skuespillere, der var på tale til roller i filmen. Han fortalte også om netop "orme-fjæs"-scenen og hvorfor den var så vigtig i forhold til at få publikum til at leve sig ind i historien. Endnu en god Q&A, der dog blev forstyrret noget af, at en del af publikum skulle videre til en anden film. Lidt kikset. Men lørdagens rædsler var slut for mit vedkommende og jeg tog jernhesten hjem.

Syv hold stillede op til horror-quizzen.
Søndagens første programpunkt var den store quiz, som jeg ved et tilfælde deltog i sidste år og endda endte med at være på det vindende hold. Så jeg skulle selvfølgelig også være med i år. Vi var tre på holdet, som kom til at hedde The Bloodfathers (jeg hørte forkert, da en af mine holdkammerater foreslog, at vi skulle hedde The Blood Farmers). Syv hold deltog i quizzen, som blev styret af Kristian Enevoldsen. Han diskede op med tre runder spørgsmål, hvor den midterste del var en billed-quiz.

Vores hold lagde sig i spidsen i runde 1, men blev forvist til andenpladsen efter runde 2. Heldigvis var der dejlig mange spørgsmål om klassiske film i runde 3, så her hentede vi passer af point og stod til sidst som sejrherrer. Præmierne var Blu-rays, fribilletter, Blodig Weekend-plakater og små horror-figurer (jeg fik en af Godzilla), så det var herligt. Tak til mine medkombattanter, Heine Sørensen og René Pedersen.

Kim Abrahamsson, Bjarke Friis Kristensen, Christian Povlsen og Jack Jensen taler om WHAT THE WATERS LEFT BEHIND.
Mange ville ind og se finale-filmen MOM AND DAD.
Nadia Regitze Parbo og Elias Eliot fra Blodig Weekend siger tak for i år og på gensyn.
Et sidste kig på traileren for Blodig Weekend. Den er skabt af Michael Panduro og inspireret af John Kenn Mortensens festival-plakat.
Eftermiddagens to film, den finske EUTHANIZER og den argentinske WHAT THE WATERS LEFT BEHIND, havde jeg ikke planer om at se, så jeg tog hjem for at slappe af. Men jeg vendte tilbage til den store finale, nemlig den vanvittige MOM AND DAD. Her kan man opleve Nicolas Cage og Selma Blair som et ægtepar, der rammes af en virus, der får forældre til at ville myrde deres børn. Det lyder ret vanvittigt, og det er det også, selv om filmen sagtens kunne have været mere blodig og politisk ukorrekt. Manuskriptet halter undervejs og det virker som om, at man egentlig ikke havde materiale nok til en hel spillefilm, men den er sjov at se på og Nicolas Cage overspiller som sædvanlig helt vildt.

MOM AND DAD er forbi, og Blodig Weekend-gæsterne gør sig klar til at forlade Cinemateket efter fire dage med gys og gru.
Seks brugte Blodig Weekend-billetter og en stak vouchers til gratis film på Blockbuster.
Så var det slut for i år. Jeg nåede at se seks af de 15 film, der var på programmet, og det var for mit vedkommende de to retro-visninger af BLUE SUNSHINE og SQUIRM, der var de bedste oplevelser. Men det var samlet set bare så fedt at være derinde og nørde igennem i tre dage sammen med ligesindede. Efter min mening er horror sundt for sjælen, så den blodige weekend gav et kæmpe løft i mit samlede velbefindende. Tak til ildsjælene bag den fænomenale festival - jeg glæder mig allerede til næste år.

mandag den 10. april 2017

Nu kan du holde din egen Blodig Weekend

Blodig Weekend-festivalen er slut for denne gang, men det betyder ikke, at filmene forsvinder. Hvis du ikke havde mulighed for at deltage i festivalen eller hvis du har har lyst til at gense nogle af filmene, så er flere af dem til at leje on demand - og en af dem udkommer på dvd og Blu-ray i dag. Det drejer sig om THE AUTOPSY OF JANE DOE, der udgives af SF Film. Ved samme lejlighed kommer der ud på Blockbuster, mens den har været tilgængelig i et stykke tid på dansk iTunes.

Også den finske BODOM har været til at leje online i et stykke tid, men den blev altså vist på festivalen. Af de helt nye film kom THE VOID ud på Blockbuster i fredags, men man fra i dag kan leje/købe PREVENGE og EYES OF MY MOTHER. Begge kommer på Blockbuster, mens sidstnævnte også kan fanges på dansk iTunes. I øvrigt findes der på Blockbuster et særligt Blodig Weekend-område med de nævnte film og en stribe andre nye titler.

tirsdag den 4. april 2017

Fred Williamson melder afbud til Blodig Weekend

Den amerikanske skuespiller Fred Williamson skulle have været i København i denne weekend til Blodig Weekend-festivalen, men han har med kort varsel været nødt til at melde afbud. En filmaftale kom i vejen. Det er desværre en del af gamet, når man har med internationale gæster at gøre, men de er bare med til at give disse begivenheder et særligt løft - ikke mindst, når man viser en eller flere af de klassikere, de har været involveret i, og der så er Q&A bagefter.

Men sådan skulle det ikke være i denne runde. Havde ellers glædet mig til FROM DUSK TILL DAWN med Q&A, men det ender nok med, at jeg ser den alligevel. Klassisk gys på det store lærred er altid fristende.

mandag den 27. februar 2017

Blodig Weekend afslører det meste af programmet, og får besøg af Fred Williamson og Anders Hove

Blodig Weekend-festivalen anno 2017 kører i Cinemateket i København i dagene fra den 6. til og med den 9. april. Indtil videre har enkelte af titlerne været afsløret, men nu er store dele af programmet klar. Et par titler må vi dog vente på, men meget er på plads, og det betyder blandt andet, at stjerner som Fred Williamson og Anders Hove kigger forbi. Det er jo cool.

Åbningsfilmen bliver den pænt hypede THE BELKO EXPERIMENT, der er instrueret af Greg (WOLF CREEK) Greg McLean, og så kan man blandt andet se den vildt omtalte THE VOID, det spanske splatter-orgie LA NOCHE DEL VIRGEN (THE NIGHT OF THE VIRGIN), Dolph Lundgren på spøgelsesjagt i DON'T KILL IT, den makabre norske lavbudget-gyser LYST, antologi-filmen XX, der udelukkende er instrueret af kvinder, Stephen King-favoritten THE AUTOPSY OF JANE DOE og den politisk ukorrekte PREVENGE.

Stjerne-gæsterne udløser selvfølgelig et par nostalgiske titler, så man kan selvfølgelig se FROM DUSK TILL DAWN med Fred Williamson og SUBSPECIES med Anders Hove. Da Williamson har en bred karriere med blandt andet optrædener i blaxploitation-film, så diskes der op med en visning af Larry Cohens BLACK CAESAR, men af en eller anden grund har Blodig Weekend også fundet plads til actionfilm som POUND OF FLESH med Jean-Claude van Damme og den indonesiske HEADSHOT. Nå, dem om det.

Som sagt venter vi lige på et par titler mere, men det ligger fast, at lørdagen i Cinemateket også vil være præget af det store Collector's Market, hvor man kan købe alskens ting og sager, når samlere og forhandlere står klar ved deres boder. Markedet er gratis, men ellers er billetprisen 85 kroner pr. film, men man kan købe et rabatkort med seks klip for 400 kroner i Cinematekets billetsalg.

tirsdag den 3. november 2015

Blodig Weekend 2015: Skrækken drev ned ad væggene i Cinemateket

Fans venter på at komme ind og se endnu en skræmmende film.
Så er årets Blodig Weekend-festival forbi, og jeg kan se tilbage på fem herlige dage, der bød på masser af gode og skræmmende oplevelser i biografens mørke. Det har også været nogle lange og anstrengende dage, hvilket der er mange forklaringer på. At teknikken i den ene af Cinematekets sale drillede så meget på festivalens første dag, at åbningsfilmen SORGENFRI ikke kunne vises, er så blot et af de uheld, der kan ske, men det gjorde selvfølgelig, at festivalen ikke blev sparket i gang med et brag. Men publikum tog det pænt, og filmen endte så med at være den store finale i stedet for.

I alt 16 film var på programmet, og hertil kommer, at en dokumentar om biograf-gaden 42nd Street i New York blev vist til en gratis-forestilling, samt at det første afsnit af TV-serien ASH VS. EVIL DEAD kørte som forfilm til gyseren SPRING. Jeg talte med en del, der havde billetter til 13 forestillinger, hvilket var tæt på at være det maksimalt mulige, da enkelte af filmene blev vist samtidig, men jeg havde på forhånd besluttet mig for et knap så ambitiøst program. På årets Collectors Market havde jeg nemlig booket en stand, og derfor var det meste af lørdagen dækket ind med andre aktiviteter end at sidde i biffen.

Et kig på nogle af boderne på årets marked.
COLLECTORS MARKET
Vi tager lige markedet først. Det plejer altid at sætte sit særlige præg på lørdagen, når en række samlere og butikker tilbyder alskens grumme sager, og der er som regel noget at finde for de fleste fans. Som sagt havde jeg selv en stand, og dagene op til markedet gik med at finde de ting frem, jeg gerne ville have med, printe skilte med priser ud og finde nogle gode kasser, som tingene kunne stå i på bordet. Det tog en del længere tid, end jeg lige havde regnet med.

På selve dagen var der selvfølgelig vildt meget, der skulle slæbes, men jeg nåede at have min stand klar til klokken 12, hvor markedet åbnede. Jeg havde omkring 300 soundtracks, 170 numre af FANGORIA, en lille kasse med tegneserier og en lille kasse med bøger og film. Der kom pænt mange mennesker fra starten af, men der skulle alligevel gå 15-20 minutter, før jeg fik solgt den første ting.

Der var marked på to etager. Her er vi ovenpå hos Another World Entertainment.
Så gik det meget godt i nogle timer, og det var ganske interessant at være på den anden side af bordet, fordi man kommer i snak med flere mennesker. Mange skulle hen og bladre i FANGORIA-kasserne, og det var hyggeligt at nørde lidt imens om bladene og om det, som folk nu samlede på. Kassen med tegneserier var også populær, og det gik pænt med en del af bøgerne. Soundtracks på cd er til gengæld et næsten dødt område, og jeg havde vildt mange af dem med hjem igen.

Hen på eftermiddagen tyndede det ud i antallet af kunder - formentlig fordi de fleste af dem var inde og se film, mens andre var gået hjem med deres rov. Så blev det lidt hektisk igen den sidste times tid, og så skulle der ellers pakkes sammen. Samlet set var en lærerig og spændende oplevelse, men det var også hårdt - ikke bare på grund af de mange ting, der skulle slæbes, men også fordi man stod så meget op. Jeg er stadig lidt øm i kroppen efter strabadserne.

Stjerne-gæsterne kradsede autografer ned. Her er det Brian Yuzna.
Selv nåede jeg dårligt nok at tjekke ud, hvad de andre boder lå inde med, men jeg fik da købt CANNIBAL HOLOCAUST på Blu-ray, og så fik jeg foræret et par bøger. Men ellers var det opløftende at have sendt en masse ting videre i systemet til andre fans, og man kan næsten ærgre sig over, at markedet kun finder sted én gang om året. Men hvis man f.eks. holdt et horror-marked som en enkeltstående begivenhed, så ville det nok ikke tiltrække helt så mange kunder, som når det ligger i forbindelse med en filmfestival. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Jeg fik brugt alle de billetter, jeg havde købt.
FILMENE
Årets program bestod af et mix af klassikere og nye ting. Som sagt havde jeg begrænset mig i antallet af billetter, men jeg nåede at få nogle gode oplevelser undervejs. En af de rigtig gode var Ted Geoghegans spøgelses-gyser WE ARE STILL HERE, der bl.a. har Barbara Crampton og Larry Fessenden på rollelisten. Jeg havde egentlig troet, at filmen ville være mere creepy, men til gengæld vandt den mange point på sine fine effekter og bundsolide retro-stemning. Et lille hit.

God var også Adrián García Boglianos SCHERZO DIABOLICO. Bogliano har tidligere været repræsenteret på festivalen med AHÍ VA EL DIABLO (HERE COMES THE DEVIL) og LATE PHASES, der begge var spændende at stifte bekendtskab med. Jeg kan enormt gode lide Boglianos langsommelige, men også meget konkrete, måde at fortælle sine historier på. De er nok ikke noget, der falder i alles smag, men jeg er fan.

Herlig var også den newzealandske heavy metal-horror-komedie DEATHGASM, der bød på ustyrlige mængder blod og dejligt mange praktiske special effects. Den kunne ikke holde det absurde tempo hele vejen igennem, men det var en rigtig crowd-pleaser, og det gav et kæmpe løft at se den sammen med en masse andre fans.

VILLMARK 2-instruktør Pål Øie i snak med Blodig Weekend-arrangører Elias Eliot.
I den mere sløje ende var den norske VILLMARK 2, der må betegnes som noget af en rodebunke. Nu sagde den første VILLMARK mig heller ikke det store, men denne her havde heller ikke meget at byde på. Og den danske zombie-gyser SORGENFRI er ekstremt godt lavet med fint skuespil, flotte effekter og et effektivt lydbillede, men der er nærmest ikke skyggen af en historie i den. En tynd kop blod.

GÆSTERNE
Et ganske særligt trækplaster ved festivalen er stjerne-gæsterne, og der var et bredt udvalg i år. Fra Tyskland kom Jörg Buttgereit, der skulle præsentere sin berygtede NEKROMANTIK samt den helt nye antologi-film GERMAN ANGST. Jeg nåede at opleve førstnævnte, og det var endda i det eneste eksisterende 35mm-print. Buttgereit lavede en fin introduktion og Q&A, hvor jeg spurgte ham om hans eget forhold til splat og ubehag vs. stemning og uhygge - set i lyset af, at NEKROMANTIK altid dukker op på lister over de mest foruroligende og væmmelige gysere, der er lavet.

Jörg Buttgereit fortæller om sin karriere.
Han svarede, at han nok selv ikke ville kunne lave en film, der var båret af suspense, men at han havde oplevet, at en kvinde blandt publikum på en af de teater-forestillinger, han instruerer, var besvimet midt i det hele. Vi fik mange spændende informationer om hans arbejde gennem årene, og det var en rigtig god Q&A. Og så var det skønt at se NEKROMANTIK på det store lærred - jeg havde helt glemt den herlige musik.

En anden gæst var den amerikanske producent og instruktør Brian Yuzna, der har været involveret i en god håndfuld af de film, som vi fans har holdt fast i gennem årene, ikke mindst RE-ANIMATOR. Den blev vist på Blodig Weekend i en kanonflot 35mm-kopi, og Yuzna fortalte, at det var en af de kopier, der havde cirkuleret dengang filmen havde premiere i USA.

Brian Yuzna leverede en kanongod Q&A.
Efter filmen gav Yuzna en ekstremt underholdende og informativ Q&A, der var spækket med trivia og anekdoter. Man kan virkelig mærke, at han elsker horror, og han gav lange svar! Jeg spurgte ham om Richard Bands PSYCHO-inspirerede score til RE-ANIMATOR, og Yuzna talte i omkring ti minutter om emnet, hvor han kom hele vejen rundt - og det på den gode måde. Hold da op, hvor var det interessant. Verdensklasse-Q&A.

Jeg snakkede senere en fem minutters tid alene med Brian Yuzna, blandt andet om filmmusik og SORGENFRI, og det cementerede mit indtryk af ham som en über-flink mand, der elsker at møde fans. Norske Pål Øie, spanske Hèctor Hernández Vicens og danske Bo Mikkelsen var også til stede på festivalen, men dem nåede jeg ikke at se så meget til, bortset fra lidt intro fra Øie og Mikkelsen til VILLMARK 2 og SORGENFRI.

Blockbuster var en af sponsorerne, hvilket denne skumle reklame afslører.
FESTIVALEN
Der er ingen tvivl om, at folkene bag festivalen knokler for at få alt til at gå op i en højere enhed, og de bliver selvfølgelig også frustrerede, når teknikken svigter og en film bare nægter at blive vist. Der var heldigvis også en masse ting, der gik godt på festivalen, og derfor var det samlet set en stor oplevelse. At det hele i år foregik i Cinemateket var en kæmpe fordel. Selv om det er fedt at se film i CinemaxX, så giver det en særlig stemning, at det er den samme adresse, man skal hen til igen og igen.

Nadia Regitze Parbo introducer film.
Jeg er så ikke sikker på, at det er en god ide at strække Blodig Weekend over fem dage. Nu skal Cinemateket selvfølgelig også have mulighed for at vise andet end gys under festivalen, men et mere tætpakket program kunne måske være en fordel - også selv om man kan risikere flere overlap, hvor man må vælge mellem den ene eller den anden film.

Markedet har måske heller ikke fundet sin endelige form endnu. At der er et par helt døde timer næsten uden kunder er vist noget, der også har præget de andre år. Enten skal det være færre timer eller måske skulle man ligefrem ud i en model, hvor markedet strækker sig over flere dage, så det næsten bliver en pop up-butik. Ikke at jeg lige kan gennemskue logistikken i det, men det var også bare en tanke.

Men samlet set var det en fornøjelse at være med, og jeg fik snakket med et hav af mennesker, der også elsker gys, gru og grumme rædsler - og så kan man jo ikke forlange mere.