Blodige bryster og rasende rovfisk

Det er spring break-uge ved Lake Victoria i Arizona og tusinder af studerende mødes for at feste igennem. Den kvindelige sherifs søn Jake plejer at gå glip af løjerne, fordi han skal passe sine mindre søskende, mens hans mor arbejder med at holde styr på horderne. Ved hjælp af lusk får han dog alligevel sneget sig hjemmefra - lokket af et tilbud fra pornoproducenten Derrick Jones, der har brug for en lokalkendt, der kan finde gode locations til hans seneste naturfilm. Og mens alle danser, drikker sig fulde og smider tøjet er en stime af forhistoriske piratfisk sluppet løs i søen efter et jordskælv - og de er sultne.
Alexandre Aja har det åbenbart fint med at være ham franskmanden, der laver horror-remakes i Hollywood (selv om det retfærdigvis skal nævnes, at han var producent på P2, som han også var med til at skrive manus til). Efter THE HILLS HAVE EYES og MIRRORS, så har han kastet sig over dyregyset i form af en genindspilning af Joe Dante-klassikeren PIRANHA. Det er dog stort kun titlen, der er bevaret, men der har været fokus på, at dette skulle være en rigtig popcorn-film: Sjov, underholdende, dynamisk og blodig - og med masser af bryster!
PIRANHA er en herlig film, der bare tonser løs. På intet tidspunkt forventer den af sit publikum, at de skal bruge de små grå. Her er bare knap halvanden times uforpligtende skæg og ballade - lavet som en hyldest til 70'ernes og 80'ernes vidunderlige gysere. Det er dog på ingen måde en perfekt film. Den er lidt for længe om at komme op i gear og mange af effekterne ser ekstremt kunstige ud. Det kan måske have noget at gøre med, at filmen er designet til at blive vist i 3-d, men jeg ved det ikke. Heldigvis er der også en masse rigtige splatter-effekter og tonsvis af blod - bl.a. skabt af geniale Howard Berger og Greg Nicotero.
Det er i høj grad de erfarne skuespillere som Elisabeth Shue, Ving Rhames og Jerry O'Connell, der bærer filmen. De unge er - bortset fra den vidunderlige Kelly Brook - alt for anonyme. Til gengæld trækker det op med herlige gæsteoptrædener fra Richard Dreyfuss, Christopher Lloyd og Eli Roth. Samlet set er PIRANHA en fin oplevelse, men jeg tvivler nu lidt på, at den bliver en klassiker på linje med Joe Dantes original.

Jeg så PIRANHA på den danske dvd fra Midget Entertainment. Der er lavet ca. to timers ekstramateriale til filmen, men det er kun halvdelen, der er med på dvd'en. Hvis man vil have det hele, må man investere i Blu-ray-versionen, hvor man også kan se filmen i 3-d, hvis man har det rette udstyr.

PIRANHA, USA, 2010. Instruktion: Alexandre Aja. Medvirkende: Steven R. McQueen, Elisabeth Shue, Ving Rhames, Christopher Lloyd, Jerry O'Connell. Musik: Michael Wandmacher.

Den glemte PIRANHA-film

Hvor mange remakes er der lavet af Joe Dantes PIRANHA fra 1978? De fleste vil nok kun komme i tanke om Alexandre Ajas 3-d-udgave fra sidste år (selv om instruktøren formentlig selv vil protestere lidt over, at man kalder hans film for et remake). Men der findes faktisk også et TV-remake fra 1995, der er produceret af Roger Corman. Scott P. Levy instruerede, mens William Katt og Alexandra Paul besatte hovedrollerne. Det skulle være en forfærdelig rodebutik af en film, men det er da meget sjovt, at den findes. Kan købes hjem fra England på dvd, hvor den har titlen PIRANHAS.

Ulækker morder i en klæbrig kedeldragt

Ny fransk horror: HAUTE TENSION
Alexandre Aja er en af de franske instruktører, der har gjort karriere i Hollywood. Han lavede det solide og underholdende remake af THE HILLS HAVE EYES, der blev fulgt op af den småkedelige og ufokuserede MIRRORS. Nu venter vi på, at hans tredje amerikanske remake, PIRANHA 3-D, skal få premiere. Der er dog ingen tvivl om, at Hollywood ikke uden videre lader ham lave en film, der er lige så grum som den, der sikrede ham billetten til USA, nemlig HAUTE TENSION, også kendt som HIGH TENSION eller SWITCHBLADE ROMANCE.Alexia og Marie er et par studerende, der tager ud til Alexias forældre på landet for at få ro til at læse lektier. Om natten ringer det på døren og Alexias far lukker op. Han bliver straks slået ned og kort efter halshugget af en stor, prustende mand i en klæbrig kedeldragt. Marie hører lydene nedefra, og forsøger nu at få sit værelse til at se ud som om ingen har sovet der. Hun prøver at finde en telefon, imens morderen går amok i huset. Både Alexias mor og lillebror bliver dræbt. Alexia selv bliver slæbt ud i morderens varevogn. Marie når også at snige sig ind i bilen uden at blive opdaget. Nu begynder en mareridtsagtig tur gennem natten.Filmens titel er meget velvalgt. Det er ren energi fra start til slut, vi er vidne til. Philippe Nahon spiller den klammeste og mest frastødende dræber, der længe er set på film. Hans tunge åndedræt på lydsporet er med til at understrege hans status som et nådesløst rovdyr, der er helt uden grænser. Tidligt i filmen har vi set ham give sig selv et blowjob med et afhugget kvindehovede, så han er alt andet end en hyggelig fætter. Det markerer også, at dette ikke bare er en ligegyldig slasher, hvor en flok hjernedøde teenagere myrdes på stribe - denne film er ikke for sjov.

Cécile De France og Maïwenn Le Besco gør det virkelig godt i de to kvindelige hovedroller, selv om sidstnævnte i den sidste halvdel af filmen bare ligger bundet og kneblet i morderens varevogn. Det er Marie, der desperat må prøve at få de to piger ud af den umulige situation. Det gør hun med stor opfindsomhed, men hun er oppe mod kræfter, der ikke er til at styre.Der bliver ikke sparet på de makabre effekter i HAUTE TENSION. Blodet sprøjter i litervis, folk får skåret halsen over, mens andre får hovedet banket ind med en tung kølle. Den grimmeste og mest modbydelige rundsav kommer også i brug. Alexandre Aja hyrede ingen ringere end Gianetto De Rossi til at gøre HAUTE TENSION så ulækker som muligt. Han har bl.a. arbejdet på flere Lucio Fulci-film, så han må siges at være ekspert i den afdeling.

Plottet i HAUTE TENSION er et kapitel for sig, og jeg er ikke tvivl om, at rigtig mange vil udbryde... Nej, det er løgn!, når filmens hemmelighed bliver afsløret, efterfulgt at et... Det hænger sgu da slet ikke sammen! Men det gør det faktisk, men det kræver mindst endnu et gennemsyn af filmen, før man fatter, at instruktøren stort set overholder spillereglerne for sin groteske historie. Om den så stadig giver mening for en eller om man bryder sig om den, er en helt anden snak. Jeg er helt vild med HAUTE TENSION, selv om den er langt ude - det er energisk, brutal og vild underholdning. Og så kan man ikke forlange meget mere af en film.

HAUTE TENSION er udgivet på dvd i Danmark af SF Film. Det er en OK udgave, ganske vist uden noget som helst ekstramateriale. Bemærk, at filmen som udgangspunkt bliver afspillet med engelsk eftersynkronisering, så man skal lige ind i menuen og slå den over på fransk tale.

HAUTE TENSION, Frankrig, 2003. Instruktion: Alexandre Aja. Medvirkende: Cécile De France, Maïwenn Le Besco, Philippe Nahon, Franck Khalfoun, Andrei Finti. Musik: François Eudes.

Lille spejl på væggen der...

Ben Carson, en tidligere kriminalbetjent fra New York, der har trukket sig tilbage efter at have skudt en mand, får arbejde som nattevagt i et udbrændt stormagasin. Han knokler for at få sit liv på sporet igen efter at have drukket alt for meget. Han bor hos sin søster, fordi konen og de to børn er utrygge ved ham. Under sine ensomme runder i stormagasinet begynder Ben at undersøge de enorme spejle. Han begynder at se ting, der ikke er der - og inden længe går det op for ham, at der er noget skjult derinde. Og det skjulte har magt over andre mennesker.

MIRRORS er den franske instruktør Alexandre Ajas anden film på amerikansk jord efter THE HILLS HAVE EYES - og det er endnu et remake (amerikansk jord er måske så meget sagt, da en del af MIRRORS er indspillet i Rumænien). Inspirationen kommer fra den sydkoreanske GEOUL SOKEURO, der på engelsk hedder INTO THE MIRROR. Den har jeg ikke set endnu, men den skulle være ganske interessant.

Den amerikanske version er lidt af en blandet affære. Spejle er en ofte anvendt effekt i gyserfilm. Hvor mange gange har vi ikke set den med toiletskabet, der lukkes, og så står der pludselig en person? MIRRORS har dog mange overraskende varianter af denne chok-kliché og det er et plus. Det samme er et par blodige dødsscener, hvor især den ene er overraskende brutal og helt unik. Du har aldrig set noget lignende. Igen et plus. Desværre er der også nogle minusser. Manuskriptet har mange gode idéer, men er meget fragmentarisk og fokus ændrer sig hele tiden. Derfor fungerer filmen i glimt, men ikke som en helhed. Der er for mange døde perioder, selv om mysteriet med de dæmoniske spejle som sådan er spændende.

Manuskriptet har mange gode idéer, men er meget fragmentarisk og fokus ændrer sig hele tiden

Rent teknisk er MIRRORS en flot film. Vi slipper ikke for en del åbenlyse CGI-gys, men det er jo blevet den nye standard. Især er det elegant, at vi hele tiden bliver mindet om, hvor mange reflekterende overflader, vi omgiver os med ud over spejle. Musikken af Javier Navarrete er virkelig god og lyddesignet understreger den uhyggelige stemning. De fleste af skuespillerne gør det godt, men det er lidt af en brøler at have Kiefer Sutherland i hovedrollen. Han har alt for få strenge at spille på i en rolle, der kræver lidt mere end at se A) forvirret og B) sej ud. Især i filmens sidste del, hvor han vifter med en pistol hele tiden, er han ikke til at skelne fra Jack Bauer.

Jeg så MIRRORS i den amerikanske region 1-udgave, hvor man kan vælge mellem biograf-versionen og den unratede version. Sidstnævnte er 9-10 sekunder længere, så det er ikke den store forskel, vi taler om - og slet ikke på en film, der varer omkring 110 minutter. Meget tyder på, at en del af det amerikanske dvd-oplag har en defekt, så man ikke kan komme ind i ekstramaterialet. Det er sådan en skive, jeg har fået fingre i. Nu skulle ekstramaterialet være ganske ligegyldigt og den alternative slutning ret uinteressant, så jeg gider ikke brokke mig. Jeg kan købe et eksemplar af den danske dvd, når den engang kommer på udsalg.

MIRRORS, USA-Tyskland-Rumænien, 2008. Instruktion: Alexandre Aja. Medvirkende: Kiefer Sutherland, Paula Patton, Cameron Boyce, Erica Gluck, Amy Smart. Musik: Javier Navarrete.

Blodtørstige piratfisk

Joe Dante har altid været en festlig fætter, uanset om han har lavet vilde komedier som GREMLINS og LOONEY TUNES: BACK IN ACTION, satire som THE SECOND CIVIL WAR eller "Homecoming"-episoden fra MASTERS OF HORROR eller science fiction som INNERSPACE og EXPLORERS.

Også i Dantes gysere fylder komikken meget, hvilket tydeligt kommer til udtryk i PIRANHA, en parodi på JAWS. I stedet for en hvid dræberhaj får vi en sværm af genetisk manipulerede piratfisk, der truer en lille by - og ikke mindst byens potentiale som turistmagnet. PIRANHA er en af 70'ernes perler med skæg og ballade fra start til slut - og så er den overraskende blodig. Men et lille Ray Harryhausen-agtigt monster, Barbara Steele på rollelisten og supermarkeds-musik af Pino Donaggio signalerer i den grad, at dette ikke er andet end underholdning - men det er underholdning på et meget højt niveau.

Det kan man så ikke sige om PIRANHA PART TWO: THE SPAWNING. På papiret er dette James Camerons debut som instruktør, men Ovidio G. Assonitis, en af producenterne, har i den grad trukket i trådene. Vi har at gøre med en typisk billig italiensk produktion med sølle effekter og masser af splatter. Piratfiskene kan her både flyve og trække vejret på land, men ellers er det endnu en historie om et turistmål, der trues af død og ødelæggelse.

En rimelig håbløs sag, men som James Cameron senere har udtalt: "Det er den bedste film om flyvende piratfisk, der nogensinde er lavet". Jeg har ikke set TV-remaket af PIRANHA fra 1995, men nu kan vi så se frem til endnu en version med Alexandre Aja bag kameraet - og formentlig i 3-D.

Aja styrer for vildt

Den franske instruktør Alexandre Aja er min nye helt. Han leverede en solid vare med sit remake af Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES, men hans første gyser, HAUTE TENSION, er endnu bedre. Filmen, der også er kendt som SWITCHBLADE ROMANCE, er skræmmende, makaber, nervepirrende, dynamisk, chokerende og grotesk. Et sejt lille hit!

Blodtørstige mutanter

Den franske instruktør Alexandre Ajas remake af Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES er på mange måder bedre end originalen. Aja er dog så tæt på at smide det hele på gulvet, at man nok skal se filmen et par gange for at kunne bedømme den.

Historien er den samme i de to versioner: En familie på vej til Californien tager en smuttur gennem ørkenen. Her støder de på en flok blodtørstige vanskabninger. I Ajas version er det mutanter skabt af radioaktiv stråling efter atomprøvesprængninger. Den ”normale” familie er ikke meget mere sympatisk end i Wes Cravens version, men de er mere nuanceret skildret og dialogen er mere levende. Mutanterne er til gengæld den mest syge samling skabninger, der længe er set på film.

Teknisk set er filmen helt suveræn med flotte kamerabevægelser, imponerende makeup, god klipning og stemningsfuld musik (komponeret af Tomandandy). Det er også i kraft af dette, at man som tilskuer bliver lidt urolig, fordi den første time stort set er en genfortælling af den første film. Man bliver helt bekymret over at dette bare er en ”lækker” nyindspilning, der har til formål at erstatte den gamle film. Men i de sidste 40 minutter går Aja op i højeste gear, og serverer en grum og nervepirrende finale, der næsten tager pusten fra en. Handlingen flyttes til en af de test-byer, det amerikanske militær brugte til deres nukleare eksperimenter, og man bliver udsat for en perlerække af grumme scener. Det er virkelig en meget voldsom film, der vil tilfredsstille de fleste splatterfreaks.

Som sagt skal der formentlig et gensyn til for virkelig at sætte pris på filmen, for i højere grad at se den på sine egne betingelser frem for i sammenligning med den originale. Uanset hvad, så kan jeg bestemt anbefale den. Filmen er ude på dvd i en unrated version fra USA og England og udkommer i Danmark d. 15. august. En sequel er også undervejs.

THE HILLS HAVE EYES, USA, 2006. Instruktion: Alexandre Aja. Medvirkende: Ted Levine, Kathleen Quinlan, Aaron Stanford, Vinessa Shaw, Dan Byrd. Musik: tomandandy.

Slagterbanden slår til

Jeg genså Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES, som jeg ikke har set siden 1979, hvor den huserede i de danske biografer med titlen SLAGTERBANDEN. Filmen fremhæves som en af Cravens bedste, men allerede dengang oplevede jeg den som en rodet affære. Det indtryk har ikke ændret sig med årene. Filmens historie er den klassiske beretning om en flok almindelige mennesker i ødemarken, der støder på en flok blodtørstige galninge. I dette tilfælde er det familien Carter, der på vej til Californien strander i ørkenen med deres campingvogn. Her møder de Papa Jupiter og hans sindssyge kannibal-familie. Det kommer til et blodigt oprør, hvor den "almindelige" familie efterhånden opfører sig lige så brutalt som kannibalerne.

Generelt er skuespillerne fremragende, og man lægger især mærke til Michael Berryman i rollen som Pluto. Horror-favoritten Dee Wallace-Stone er også med. Men selve filmen er vildt ujævn, og plottet er alt andet end originalt. Det hjælper heller ikke på indtrykket, at familien Carter er så irriterende, at man har svært ved at heppe på dem, når blodet først begynder at flyde.

HILLS... er dog ikke uden kvaliteter med en del gode chok og flere makabre højdepunkter. Og den er blevet et hovedværk i genren, fordi så mange har ladet sig inspirere af den. Craven lavede selv en 2'er og i år kom så Alexandre Ajas remake. Sidstnævnte udkommer på dvd senere på måneden i USA og England (oven i købet i en unrated udgave).

THE HILLS HAVE EYES, USA, 1977. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Dee Wallace, Russ Grieve, John Steadman, Michael Berryman, Lance Gordon. Musik: Don Peake.