torsdag den 30. juni 2016

Så bladrer man lige lidt i FANGORIA nr. 347

Der er på en eller anden måde stadig liv i det gode gamle horror-blad FANGORIA. Jeg har nu bladret det nyeste nummer igennem et par gange. Bladet er nr. 347 i rækken, og er det første med Ken W. Hanley i redaktørstolen. Som beskrevet tidligere, så har det hæderkronede monster-magasin haft store problemer med at udkomme, og der er blevet skiftet en del personale ud.

Desværre er bladet ikke kommet helt på ret køl igen. Det er længe siden, at man har formået at producere et fysisk nummer af FANGORIA, og nr. 347 har jeg fået downloadet som en pdf (hvilket er en option, der tilbydes abonnenter). Nu kan min oplevelse af bladet selvfølgelig være påvirket af dette. Selv om jeg gerne læser e-bøger på min Kindle, så føles det helt forkert at læse et magasin på en skærm.

Umiddelbart virker nr. 347 ekstremt ufokuseret. Det er cool med et interview med den turne-aktuelle John Carpenter, og der er lidt mere special makeup-effects-halløj i bladet, men det virker klasket helt tilfældigt sammen. Men det kan selvfølgelig nå at rette sig i de kommende måneder. Som Ken W. Hanley skriver i sin leder: "As much as the magazine has been savaged by one element or another, FANGORIA lives on. More than that, FANGORIA takes those licks and it learns... adapts... evolves". Nu venter jeg så bare på at modtage et trykt eksemplar af bladet.

mandag den 20. juni 2016

MODERN HORRORS: Så fik jeg lige læst mere end 800 anmeldelser af gyserfilm

Det er ikke nemt at skrive en god filmanmeldelse. Man skal beskrive hvilken type film, man har med at gøre, fortælle lidt om handlingen uden at afsløre for meget, vurdere skuespillernes præstationer og fremhæve de vigtigste andre kvaliteter, der måtte være, så som flotte billeder, gode special effects og et velfungerende score. Og så skal man selvfølgelig sige sin mening om filmen, så anmeldelsen samlet set bliver en tekst, der kan guide læseren til at vælge den ene titel frem for den anden, når der skal ses film.

I dag er det at anmelde ikke bare noget, der er forbeholdt avisernes kritikere - dem, der får penge for at mene noget om filmkunst. Nu findes der utallige hjemmesider og blogs, hvor både professionelle, semi-professionelle og amatører skriver om film - og man kan også kigge på IMDb og Amazon, hvor brugere og kunder kan give stjerner og komme med deres mening. Så der er nok at gå i gang med.

Og det er selvfølgelig udfordringen. Man kan snildt finde flere hundrede anmeldelser af en enkelt film, og de færreste magter nok at kæmpe sig igennem mere end et par stykker af dem - og i sidste ende er word of mouth og ens egen mavefornemmelse nok vigtigere end så meget andet. Der er dog mange gode anmelder-skribenter, der er værd at følge, og derfor er det nok lige tidligt nok at erklære anmelder-genren for død og begravet.

En af disse skribenter er Scott Weinberg, der i mange år har skrevet for hjemmesider som FEARnet, Fandango, Twitch, Geek Nation, DVD Talk og Rotten Tomatoes. Han har nu fået samlet mere end 800 af disse anmeldelser i e-bogen MODERN HORRORS: AN A TO Z OF HORROR MOVIE REVIEWS 2000-2015, der - som titlen afslører - dækker nyere ting og sager. Det er vildt mange film, og Weinberg kommer godt rundt i både de store Hollywood-produktioner, de mange independent-gys og horror fra hele verden.
Jeg startede ganske enkelt fra en ende af og tyggede mig igennem det hele fra A til Z. Det er lidt opslidende, og man gider ikke at læse mere end fem-ti anmeldelser per gang
Han lægger ikke fingre imellem, når han anmelder, og det krydres med solide doser humor. Her er et citat af hans anmeldelse af 2007-produktionen THE INVASION: "It's as if someone took Jack Finney's original story (Invasion of the Body Snatchers), adapted it into a coloring book, and then adapted that coloring book into a film". Man opdager også hurtigt, at han er meget glad for found footage-film, hvilket understreges i dette citat fra hans tekst om THE TAKING OF DEBORAH LOGAN: "I'll let you in on a little secret. Ready? It's sort of embarrasing. I like 'found footage' horror flicks. No, not all of them. Dear lord. Some of the worst indie horror films of the past five years have belonged to the 'found footage / faux doco' classification. But when done well, with a certain degree of creativity and professionalism, I'm more than happy to jump into a 'first person' perspective and play along with the filmmakers".

Nu kan man angribe en bog som denne på mange måder, og det mest optimale er nok at have den indenfor rækkevidde, når man skal vælge film, og så læse en anmeldelse hist og pist. Men jeg startede ganske enkelt fra en ende af og tyggede mig igennem det hele fra A til Z. Det er lidt opslidende, og man gider ikke at læse mere end fem-ti anmeldelser per gang. Derfor har det taget mig flere måneder at komme igennem bogen, men det har også været ganske interessant.

Man opdager f.eks., at forfatteren ikke er helt enig med sig selv. Det afsløres, når flere film i en franchise anmeldes, så som FINAL DESTINATION-serien. Disse anmeldelser er skrevet over flere år, men selv om han måske i anmeldelsen af den første film skriver, at den er god eller dårlig, så kan han sagtens have ændret holdning, når han når til 2'eren eller 3'eren og i den anmeldelse refererer tilbage til 1'eren. Og mange af hans anmeldelser indledes med en variant af sætningen "Stop me when this sounds like something you've seen before".

Men samlet set er det en underholdende og oplysende bog, hvor jeg især er blevet opmærksom på flere independent-produktioner, jeg skal have tjekket ud. Men de fleste fans kan sikkert sagtens leve uden denne samling af anmeldelser, men hav den i tankerne, hvis den kommer på tilbud i Amazons Kindle-butik. Desværre er bogen uden illustrationer - det ville have pyntet med en plakat eller en dvd-forside ud for hver film, men det er måske et spørgsmål om rettigheder. Og så er det irriterende, at ikke alle film i en serie anmeldes. UNDERWORLD film nr. 2 er ikke med, men det er nr. 1, 3 og 4. Lidt træls.

onsdag den 15. juni 2016

THE VVITCH: Snigende uhygge i fortælling om heksekunst og religiøs fanatisme

I de senere år har vi oplevet horrorfilm, der er blevet kritiseret for, at de har været "hypet for meget" eller at de "ikke kunne leve op til hypen". Ofte har fans haft en oplevelse af, at en bestemt film er blevet pisket op til at være det mest uhyggelige, der nogensinde er blevet præsenteret på et biograf-lærred, og det har så udløst skuffelse, når filmen endelig er blevet tilgængelig her i landet.

Ifølge Den Store Ordbog betyder ordet hype "ekstraordinært stor interesse eller medieomtale", og vi har set film som IT FOLLOWS og THE BABADOOK, der er blevet båret frem af hype. Noget af det kan skyldes smart markedsføring, men den har heller ikke fået for lidt på de sociale medier, og fans bider selvfølgelig mærke i, hvis en film bliver beskrevet som usædvanligt uhyggelig. Det må man så sige, at begge film er, men de er det bare på en måde, som ikke alle fans forventer.

Uhyggen er snigende og foruroligende i disse film, der er anderledes bud på, hvordan man kan skabe en horror-fortælling, der ikke skriger bøh i hovedet på dig hvert andet minut, men hvor du under rulleteksterne føler dig præcis lige så skræmt og udmarvet, som hvis filmene har skreget bøh hvert andet minut. En andet godt eksempel på en "hypet gyser" er THE VVITCH: A NEW-ENGLAND FOLKTALE, der nok på samme måde vil skuffe nogle fans, fordi den er noget helt andet end det, de regner med. Men tro mig; THE VVITCH er en ætsende intens oplevelse, du ikke lige vil kunne ryste af dig.

Vi er i 1600-tallet i New England. En familie, der er nybyggere fra England, bliver bortvist fra den menighed, hvor de har boet. Den stærkt troende William må nu finde et nyt sted at bo sammen med sin kone Katherine og børnene Thomasin, Caleb, Mercy og Jonas. På kanten af en skov bygger de en farm og begynder at dyrke majs. Katherine føder sønnen Samuel, men han forsvinder en dag, hvor Thomasin skal passe ham.

Katherine synker ned i en tilstand af sorg og bøn, og selv om familien har en mistanke om, at Thomasin ved mere om mysteriet, end hun vil fortælle, så har filmen afsløret for sit publikum, at den lille dreng er blevet bortført af en heks, der bor ude i skoven. I den efterfølgende tid rammes den lille familie af den ene ulykke efter den anden, og selv om de forsøger at søge trøst i deres tro, så bliver det hele bare værre. Tingene eskalerer, da "heksekunst" pludselig bliver noget de taler om, og Thomasin udpeges som den skyldige.

THE VVITCH er på alle planer en imponerende produktion. Ralph Ineson og Kate Dickie spiller fænomenalt som forældrene, men det her er i den grad Anya Taylor-Joys film. Hendes portræt af den både skrøbelige og rebelske Thomasin er helt fantastisk, Hele vejen rundt er der dog intet at udsætte på skuespillerne. Det samme gælder det realistiske set design, brugen af lyd, Mark Korvens flotte musik og de imponerende billeder, skabt af fotografen Jarin Blaschke. Hver eneste scene i filmen er som et maleri, der er blevet levende.

Stemningen er intens stort set hele vejen igennem, selv historien lige tager et dyk undervejs, hvor lidt for meget skal forklares og fortælles på en gang. Vi bombarderes ikke med jump scares, men man holdes fast som i en skruetvinge af den sitrende uro, der bærer hele filmen. THE VVITCH handler meget om tro, og man bliver både fascineret af og irriteret på den lille familie, fordi de oprigtigt mener, at alting giver mening på et højere plan - uanset om det går dem godt eller skidt. Derfor virker de i nogle situationer som om, at de er fuldstændig handlingslammede, og når de så endelig gør noget, så bryder de selvfølgelig deres egne regler.

Jeg skal ikke røbe noget om, hvorvidt de er oppe imod en overnaturlig trussel eller om familien er ofre for deres fastlåste trossystem, men klimaks er både rørende, gribende og storslået. THE VVITCH er på ingen måde en traditionel horrorfilm, men den lykkes til fulde med at gøre tingene på en anden måde. Og uanset hvad hypen siger om den, så er den værd at bruge tid på.

Jeg så THE VVITCH på den amerikanske region A-Blu-ray fra Lionsgate. Som ekstramateriale får man THE WITCH: A PRIMAL FOLKLORE, der er en af disse typiske bag kameraet-ting, hvor man får ultrakorte interview-klip med instruktøren og skuespillerne, krydret med klip fra filmen. Det bliver man ikke meget klogere af, og i øvrigt får man også spoilet slutningen. SALEM Q&A er til gengæld meget mere interessant. Her er instruktøren Robert Eggers sammen med hovedrolle-indehaveren Anya Taylor-Joy til en screening i Salem, Massachusetts, hvor de flankeres af et par hekse-eksperter på scenen, og her får man virkelig meget at vide. Rigtig god Q&A, der varer ca. 25 minutter. Der er også et lille design-galleri med fine tegninger samt et kommentarlydspor med Robert Eggers, men det har jeg nu ikke hørt.

THE VVITCH: A NEW-ENGLAND FOLKTALE, USA-England-Canada-Brasilien, 2015.  Instruktion: Robert Eggers. Medvirkende: Anya Taylor-Joy, Ralph Ineson, Kate Dickie, Harvey Scrimshaw, Ellie Grainger. Musik: Mark Korven.

lørdag den 11. juni 2016

SÅLEDES FORGÅR ALVERDENS HERLIGHED: 12 makabre og stemningsfulde gys

Der har i de senere år været god gang i den danske horror-litteratur med mange spændende udgivelser. Talentmassen er stor, og der ingen grund til per automatik at hive en Stephen King-gyser ned fra hylden, hvis man skal have lidt skræmmende læsning. Man kunne f.eks. snuppe en bog af Lars Kramhøft. Han er nemlig aktuel med novelle-samlingen SÅLEDES FORGÅR ALVERDENS HERLIGHED, der over knap 300 sider byder på 12 uhyggelige, makabre og væmmelige historier - og det er god læsning.

Undertitlen er "12 aspekter af ny, nordisk horror", hvilket er en smule misvisende, da Lars Kramhøft henter inspiration fra hele genren med tråde tilbage til gotisk skræk, pulp-gys og klassiske horror-film - men han bruger det hele på sin helt egen måde. Bogen lægger ud med den opfindsomme novelle "Fairbanks", der i den grad handler om farlig litteratur. Stemningen bliver slået fint an lige fra starten, og vi er godt i gang.

"Forandringer" foregår i Nevadas ørken i 1959, og handler om hemmelige og mystiske eksperimenter - et tema, der også bruges i et par af bogens andre noveller. Her oplever et par forskere, at deres arbejde har en ganske alvorlig pris. Slangen Ouroboros, der spiser sin egen hale, bliver nævnt i "Fairbanks", men er også titlen på bogens tredje novelle. Her møder vi i en mand, der ikke har det godt med sig selv, og det gør han så noget ved - på en ganske dramatisk måde. Det bliver blodigt, og Kramhøft viser, at han ikke viger tilbage, når det gælder de kvalmende virkemidler.

"Dans med mig" er bogens absolut bedste novelle. En mand med særlige evner har mistet sin elskede, men i forbindelse med en sag om nogle uforklarlige dødsfald, kommer han måske tættere på en afklaring. En mesterlig fortælling. I "Cestoda" er vi tilbage ved eksperimenterne i en historie om tre unge på et resocialiserings-center, der kommer på kant med en af deres undervisere. Her diskes der mere op med chok-effekter end egentlig uhygge, og det er ikke helt så stærkt.

"Aftenrøde" foregår på et plejehjem, hvor beboerne som sådan ikke bare venter på at dø. Der er helt andre ting på spil. En rigtig cool variant over et af de mest populære aspekter af horror-genren i disse år. I "Jakes far" er handlingen rykket til USA, og vi er samtidig også lidt i H.P. Lovecraft-land. En fin novelle, selv om slutningen er lidt bleg.

Der er fuld power på novellen "Sic transit", der handler om kampen mellem det gode og det onde. Især slutningen er ekstremt filmisk beskrevet, og den indeholder i øvrigt lige et lille hint til THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE. Fint lavet uden at være påtrængende eller fanboy-agtigt. "Den udvalgte" er samlingens tredje historie, der foregår i USA: En mand samler to blaffere op - det skulle han ikke have gjort!

"Søde døde piger" handler om en politimand, der har et alt andet end sundt forhold til sit arbejde - en grum, men meget effektiv fortælling. At ugeblade frister med perfekte billeder af perfekte mennesker i perfekte miljøer ved vi godt, men i "Pygmalion hader dig" får vi indblik i, at der måske gemmer sig noget uhyggeligt under det glittede papir. Samlingen rundes af med den lange novelle "I mørket visner alle engle og dør", hvor beboerne i Narvik prøver at overleve efter at dunkle skyer i månedsvis har skjult Solens stråler. En dag kommer en fremmed til byen med viden om det, der huserer ude i mørket. En flot finale.
Lars Kramhøft henter inspiration fra hele genren med tråde tilbage til gotisk skræk, pulp-gys og klassiske horror-film - men han bruger det hele på sin helt egen måde
Det er en glimrende lille bog, som Lars Kramhøft har skrevet. Som i enhver novellesamling, så er det ikke alle historier, der er helt oppe at ringe, men der er ingen af dem, der falder helt igennem. Bogen er illustreret af Mark Tholander, og selv om det altid er cool med illustrationer i en bog, så synes jeg, at tegningerne er en anelse anonyme.

Lars Kramhøft har tidligere gjort sig bemærket med manuskriptet til tegneserien MADE FLESH, hvor Tom Kristensen stod for tegningerne. Herhjemme fik den titlen FORDÆRVET. I 2014 blev den hædret med Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Personligt var jeg ikke så vild med den, men SÅLEDES FORGÅR ALVERDENS HERLIGHED er af en helt anden kaliber, og den anbefales på det kraftigste.

Lars Kramhøft: SÅLEDES FORGÅR ALVERDENS HERLIGHED. Udgivet 2016 på Forlaget Calibat. 294 sider. Illustreret af Mark Tholander. Bogen er venligst stillet til rådighed af forfatteren.

fredag den 10. juni 2016

Tre bøger om musik i skrækfilm

Læsere af denne blog vil vide, at jeg er glad for horror-soundtracks, og nu skal jeg altså også have læst den bog om emnet, jeg købte for et par år siden. Den er redigeret af Philip Hayward, og den hedder TERROR TRACKS: MUSIC, SOUND AND HORROR CINEMA (Equinox Publishing, UK, 2009). En tilfældig søgning på Amazon afslørede dog, at der måske er et par titler mere, jeg burde føje til mit bibliotek. Det drejer sig om:

Neil Lerner (redaktør): MUSIC IN THE HORROR FILM: LISTENING TO FEAR (Routledge Music and Screen Media, UK, 2010). Bogen indeholder en samling af essays.

J. Blake Fichera: SCORED TO DEATH: CONVERSATIONS WITH SOME OF HORROR'S GREATEST COMPOSERS (Silman-James Press, USA, 2016, udkommer 1. juli). Den indeholder interviews med John Carpenter, Alan Howarth, Claudio Simonetti og Maurizio Guarini fra Goblin, Christopher Young, Tom Hajdu fra tomandandy, Charles Bernstein, Jay Chattaway, Nathan Barr, Fabio Frizzi, Simon Boswell, Joseph Bishara, Jeff Grace og Harry Manfredini.

torsdag den 9. juni 2016

Skræk og Rædsel runder de 10 år

Hold da op! Skræk og Rædsel har nu eksisteret i 10 år. Det var fredag den 9. juni 2006, at jeg skrev det allerførste indlæg, hvor jeg annoncerede, at jeg gik i gang. Samme dag blev det til et lille indlæg om THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE-filmene. Dengang havde jeg nok ikke forestillet mig, at bloggen skulle holde så længe, men nu er vi her altså ... ti år senere.

Gennem årene har jeg skrevet om stort og småt i genren. Dette er indlæg nr. 4065, så der er blevet sprøjtet nogle ord ud. Da Skræk og Rædsel i nogen grad har været en nyhedsbaseret blog, så er mange af indlæggene formentlig forældede, men sådan er det. Men det rub og stub ligger der, og jeg fik for nogle år siden en kommentar fra en læser, der havde tygget sig igennem det hele fra en ende af. Måske skulle jeg selv prøve det en dag.

Selvfølgelig kigger jeg på besøgstal, for de færreste gider at skrive ud i et tomrum. Tallene afslører, at Skræk og Rædsel ikke er så velbesøgt som tidligere, og det er der nok flere forklaringer på. En af de oplagte er, at jeg ikke skriver så meget til bloggen som tidligere. Det kommer lidt i perioder, hvor meget jeg får tæsket i tasterne, men det har f.eks. kostet en del tid og kræfter, at jeg flyttede lejlighed her i foråret. Også andre ting i det virkelige liv kræver opmærksomhed, men det er jo en del af gamet.

Nu er Skræk og Rædsel under alle omstændigheder en niche-blog og som sådan en gammeldags en af slagsen, så den vil aldrig komme i nærheden af de læsertal, som mode-skribenter og kendisser kan diske op med. Og horror-fandommen er nok skruet sådan sammen, at det i nogen grad er INFERNO-generationen, der læser blogs som denne; altså fans, der kan huske fanzinet INFERNO og nogle af de andre skumle blade, der kom i sin tid. Andre er så til de mere hurtige platforme, hvor man deler og liker.

Siden oktober 2010 har Skræk og Rædsel også været på Facebook, og den side har fået sit helt eget liv. Facebook er god til de hurtige nyheder, og meget af det stof er derfor flyttet fra bloggen og over på FB. Det giver selvfølgelig mindre at skrive om her, men sådan er det. Jeg har nok ikke helt fundet den rette fordelingsnøgle endnu, men nu får vi se.

I skrivende stund har Skræk og Rædsels Facebook-side 2135 følgere, hvilket er et vildt tal. Mange af dem er kommet til, fordi jeg har smidt nogle annoncekroner efter Facebook, men det interessante er selvfølgelig, at de fleste bliver hængende. Kun få trykker på "synes ikke godt om denne side længere", så interessen for genren er stor - også selv om de 2135 ikke nødvendigvis klikker ind her på bloggen.

Men tak til alle, der kigger forbi og er med til at holde liv i Skræk og Rædsel. Jeg har ikke planer om at lukke ned endnu, og selv om vi oplever dramatiske ting i markedet, hvor butikker drejer nøglen om og de fysiske medier kommer under pres, så er der stadig utroligt meget liv i genren, både når det gælder film, litteratur, spil og tegneserier. Og den ene klassiker efter den anden bliver hevet frem fra arkiverne, og får den store deluxe-behandling. Jo, der er nok at kaste sig over. Vi ses derinde i rædslernes verden.

Læs også:
Skræk og Rædsel har ni års fødselsdag
Skræk og Rædsel fylder otte år
Skræk og Rædsel fylder syv år i dag
Skræk og Rædsel fylder seks år i dag
Skræk og Rædsel fylder fem år i dag
Skræk og Rædsel fylder fire år
Skræk og Rædsel fylder tre år
Happy Birthday Dear Blog...
I dag er det bloggens fødselsdag...

onsdag den 8. juni 2016

Creepy gensyn med THE CONJURING

Min kalender er tætpakket den kommende uges tid, så jeg ved ikke lige hvornår eller om jeg kan nå ind og se THE CONJURING 2. Men den har fået fænomenale anmeldelser, så den skal bestemt tjekkes ud. Her til aften genså jeg lige 1'eren, som jeg har fået på Blu-ray. For pokker, hvor er det bare en fremragende film.

Jeg huskede den som ekstremt nervepirrende, men havde lidt glemt hvor nådesløst uhyggelig, den er. Det bliver bare ved og ved, og først i den store finale kammer det helt over, så den mere bliver basalt spændende end egentlig uhyggelig. Absolut et godt gensyn ... glæder mig til 2'eren.

Gys ... GOOSEBUMPS!

Nej, jeg har ikke fået set GOOSEBUMPS-filmen endnu, men jeg får hellere får det gjort, selv om mange siger, at den er ringe. Men her er en af de nyere bøger fra den myreflittige R.L. Stine. Cool forside, må man sige ...

søndag den 5. juni 2016

Få tjek på skræmmende begivenheder i Skræk og Rædsels nye horror-kalender

Inspireret af en amerikansk horror-kalender har jeg eksperimenteret med at lave en dansk udgave, hvor man kan tjekke særforestillinger, conventions, oplæsninger og andre events, der kan have interesse for skræk-fans. Nu er det ikke fordi, der sker vildt meget, men der er dog nogle ting. Indtil videre er det dog mest tænkt som et eksperiment, og foreløbig har jeg kun plottet fire ting ind. Horror-kalenderen finder du her

lørdag den 4. juni 2016

JAWS på blå: - og vi som nu troede det var sikkert at bruge blu-ray-afspilleren igen ...

Jeg ved godt, at de ikke er lige gode alle tre, men det frister bestemt, at de tre sidste JAWS-film nu er på vej på Blu-ray. Universal udgiver dem i England den 11. juli, og en dansk udgave er på gaden den 14. juli - og 3'eren har endda en 3D-version, hvis man synes den slags er sjovt.


torsdag den 2. juni 2016

En soundtrack-anmeldelse fra arkivet: THEMES FROM CLASSIC SCIENCE FICTION, FANTASY AND HORROR FILMS

Mancini, Salter, Stein m.fl. THEMES FROM CLASSIC SCIENCE FICTION, FANTASY AND HORROR FILMS, Varèse Sarabande VSD-5407, cd 1993.

Denne cd er fuld af gode minder. Som knægt så jeg utallige skræk- og science fiction-film fra 50'erne på tysk TV, og mange af disse klassikere er stadig blandt mine absolutte favoritter. Pladen indeholder musik fra en lang række af de bedste af dem, og det er især komponister som Henry Mancini, Herman Stein og Hans J. Salter, der gør sig bemærket. Der er tale om både main titles og udvalgte temaer, og alle filmene - bortset fra THE HORROR OF DRACULA - stammer fra Universal.

Der lægges ud med Salters THE MOLE PEOPLE: Et afdæmpet symfonisk stykke musik med den særlige etniske klang, som mange Hollywood-film fra den periode er kendetegnet ved, og stilen er lidt à la Bernard Herrmann. Musikken er ikke specielt skræk-præget, men allerede i næste track af samme komponist, kommer gyset op til overfladen.

"The Monster Attacks" fra CREATURE FROM THE BLACK LAGOON lægger ellers ud med afdæmpet fløjte og tilbagetrukket orkester, men snart høres monstrets brølende blæser-tema - et af de mest kendte lydbilleder fra 50'ernes skrækfilm (man kan i øvrigt også tydeligt høre fløjtespillerens stønnen og smasken, når han trækker vejret). Salter er også repræsenteret med den muntre titelmusik fra THE HOUSE OF FRANKENSTEIN samt det stemningsfulde tema fra THE SON OF DRACULA.

Herman Stein står for den forrygende "Main Title" fra THIS ISLAND EARTH. Her kan man opleve et af de første forsøg med elektronisk tilsætning til den symfoniske musik, og Varèse Sarabande har valgt at bevare et par af lydeffekterne fra den oprindelige indspilning. Cd'en byder også på Stein-musik fra IT CAME FROM OUTER SPACE og THE REVENGE OF THE CREATURE.

Panterens formand, Henry Mancini, lavede en del skrækmusik i sine unge dage, og her kan man opleve uddrag fra TARANTULA og THE CREATURE WALKS AMONG US - begge med en spændende brug af strygere og blæsere, og det er klart to af pladens bedste tracks.

Man kan også glæde sig over Fred Carling og Ed Lawrences avancerede "Main Title" til THE INCREDIBLE SHRINKING MAN, der lægger ud med en sørgmunter og halvjazzet stemning, der brydes af brølende trompeter. Endelig indeholder cd'en THE DEADLY MANTIS af William Lava og THE HORROR OF DRACULA af James Bernard.

Lydkvaliteten er ikke i top, og der er ikke mere end 30 minutter på cd'en, men ikke desto mindre er det en fremragende plade med gode liner notes af Tom Null. Hvis man bare er en anelse interesseret i skrækmusik, er den et absolut must!

Denne anmeldelse blev første gang bragt i Det Danske Filmmusik Selskabs blad LYDSPORET i marts 1995.

onsdag den 1. juni 2016

PUPPET MASTER er dukket op

Jeg kan være i tvivl om, hvor mange af PUPPET MASTER-filmene, jeg har set, men jeg er ikke i nærheden af at have udsat mig selv for rub og stub i denne tilsyneladende uendelige serie. Nogle af de første udkom på dansk leje-VHS, og jeg har en cd stående med Richard Bands musik til de to første film. Husker PUPPET MASTER som underholdende på en lidt bizar måde, men det er på ingen måde verdenskunst, vi har med at gøre.

Men jeg har dog planer om at få nogle af dem genset, og har nu erhvervet mig de tre første af filmene på Blu-ray fra engelske 88 Films. Selskabet skulle også have kapitel 4 og 5 på vej, men det er nok tvivlsomt hvor længe jeg hænger på. Serien byder indtil videre på:
  • PUPPET MASTER (David Schmoeller, 1989)
  • PUPPET MASTER II (Dave Allen, 1990)
  • PUPPET MASTER III: TOULON'S REVENGE (David DeCoteau, 1991)
  • PUPPET MASTER 4 (Jeff Burr, 1993)
  • PUPPET MASTER 5: THE FINAL CHAPTER (Jeff Burr, 1994)
  • CURSE OF THE PUPPET MASTER (David DeCoteau, 1998)
  • RETRO PUPPET MASTER (David DeCoteau, 1999)
  • PUPPET MASTER: THE LEGACY (Charles Band, 2003)
  • PUPPET MASTER VS DEMONIC TOYS (Ted Nicolaou, 2004). Ikke officielt en del af PUPPET MASTER-serien.
  • PUPPET MASTER: AXIS OF EVIL (David DeCoteau, 2010)
  • PUPPET MASTER X: AXIS RISING (Charles Band, 2012)
  • PUPPET MASTER: AXIS TERMINATION (Charles Band, 2016). Kommende titel.

tirsdag den 31. maj 2016

Horror-instruktøren John Carpenter indtog DR Koncerthuset for fuld musik ... og det var fedt

John Carpenter og band på scenen i DR Koncerthuset.
Hvis der var blevet kastet en atombombe over DR Koncerthuset i aftes, ville det meste af horror-fandommen i Danmark været blevet udryddet på et splitsekund. Sjældent har jeg set så mange mennesker fra det skræmmende fan-miljø samlet på ét sted, men nu er det heller ikke hverdagskost, at selveste John Carpenter er i byen. Den 68-årige instruktør er kendt for sine ikoniske soundtracks, men har nu for alvor fået en karriere som musiker og er i øjeblikket på verdensturne med sit band - og takket være artFREQ., Live Nation & CPH PIX lagde frygtens mester vejen forbi København.

Publikum begynder at strømme til.
Før koncerten.
Der blev selvfølgelig også solgt merchandise.
Begivenheden var stort set udsolgt, men det gode vejr holdt de fleste af gæsterne udenfor koncerthusets borgkube-lignende bygning indtil sidste sekund, men så væltede det også ind. Og for første gang oplevede jeg, at køen til herretoilettet var klart den længste. Nu skal det bemærkes, at flere af urinalerne derinde var ude af drift, men det siger også noget om sammensætningen af publikum.

Vi havde fint udsyn til scenen.
Klar til at blive suget ind i John Carpenters univers.
Jeg havde min datter med til koncerten, og vi nåede lige at hilse på flere af horror-nørderne, før det klassiske DR-pausesignal lød, og vi satte kursen mod den store koncertsal. Vi skulle sidde på 1. balkon lidt skråt for midten, og vi havde derfor ingen foran os. Perfekte pladser. Koncerten var annonceret til at starte kl. 21.00, men det akademiske kvarter blev holdt i hævd, og den blev 21.15, før lyset blev dæmpet, og John Carpenter gik på scenen med sine fem musikere.

Scenen var bygget simpelt, men effektivt op.
Tonerne fra ESCAPE FROM NEW YORK buldrede ud i salen, og publikum gik amok. Adskillige rækker var oppe at stå, og der blev hujet og klappet. Jamen, for pokker ... det var jo John Fucking!!! Carpenter, der stod deroppe på scenen; manden, der har givet os det eneste filmiske mareridt efter det andet, og som i de fleste tilfælde har sat sine fingeraftryk på lydsporet.

John Carpenter i centrum for bandet.
Bandet var i overvejende grad klædt i sort. Carpenter selv spillede selvfølgelig synthesizer, hvilket sønnen Cody Carpenter også gjorde. Derudover var Carpenters gudsøn Daniel Davies med på guitar og keyboard, og desuden medvirkede John Spiker på bas, John Konesky på guitar og Scott Seiver på trommer. Som man kan fornemme på den instrumentale maskinpark, så var der dømt rock'n'roll, men det var nu ikke så tosset, og publikum elskede det.

Så er vi for alvor i gang.
Først efter det andet nummer, ASSAULT ON PRECINCT 13, sagde John Carpenter godaften, og så kastede bandet sig ud i to tracks fra albummet LOST THEMES - den plade, der kickstartede instruktørens anden karriere, hvor musikken vækker minder om de klassiske lydspor fra hans film, men som alligevel har sit helt eget liv. Herefter fulgte i rap toner fra THE FOG, THEY LIVE og THE THING, og sådan vekslede det mellem filmmusik og numre fra de to LOST THEMES-plader.

Der blev vist klip fra Carpenters film på et tunnelformet lærred.
Bag bandet hang et lærred, hvor der blev vist klip fra de mange film, og det var simpelt, men effektivt. Lysshowet var også i den minimalistiske ende, men igen virkede det fint. Og da hele bandet tog solbriller på som optakt til musikken til THEY LIVE, så brød publikum selvfølgelig ud i jubel. John Carpenter diskede på ingen måde op med alenlange anekdoter om filmene eller musikken. Han holdt sig til et manuskript, der sjældent blev fraveget. På et tidspunkt ville han dog gerne se lidt mere liv fra de publikummer, der sad på de øverste rækker. - Make some noise, råbte han.

Yes, vi er nået til HALLOWEEN, og det hele koger.
Det er ikke alle numre fra LOST THEMES-projektet, der er lige stærke, og der er et par af hans film-tracks, der heller ikke siger mig det store. Men vi kom godt rundt i bagkataloget, og naturligvis var HALLOWEEN-temaet et helt forrygende højdepunkt. I betragtning af, at det kun var bandets tredje koncert på turneen, så blev der spillet tight, og kun i ganske få situationer virkede det som om, at de lige mistede overblikket. Måske var der en anelse for meget guitar-lir til min smag, men samlet set var det en fænomenal oplevelse - og lyden var perfekt i den smukke koncertsal.

The End. Bandet bukker for publikum.
17 numre blev det til alt i alt, og efter fem kvarter takkede John Carpenter og hans band af til stående ovationer. Og på ægte film-maner, så stod der selvfølgelig The End oppe på lærredet. Og så blev der ellers snakket på vej ned ad rulletrapperne og ude i foyeren. Stemningen var helt magisk, og der var bred enighed om, at det havde været en fed koncert. Det syntes min datter i øvrigt også!

Farvel og tak for denne gang.
... and the crowd goes wild!
Jeg nåede lige at købe en HALLOWEEN-T-shirt i merchandise-boden, og så fik jeg hilst på og snakket med flere venner og fans på vejen ud. Som sagt, så var nærmest hele horror-Danmark samlet, men det vil føre for vidt at nævne dem her. Der var også en del, der var til stede, som jeg slet ikke så, så ingen nævnt, ingen glemt. Men for pokker, hvor var det fedt!
  • Det spillede de:
  • 1. ESCAPE FROM NEW YORK
  • 2. ASSAULT ON PRECINCT
  • 3. "Vortex"
  • 4. "Mystery"
  • 5. THE FOG
  • 6. THEY LIVE
  • 7. THE THING
  • 8. "Distant Dream"
  • 9. BIG TROUBLE IN LITTLE CHINA
  • 10. "Wraith"
  • 11. "Night"
  • 12. HALLOWEEN
  • 13. IN THE MOUTH OF MADNESS
  • Ekstranumre
  • 14. PRINCE OF DARKNESS
  • 15. "Virtual Survivor"
  • 16. "Purgatory"
  • 17. CHRISTINE