søndag den 20. april 2014

De blodtørstige mutant-dræber-babyer slår til

Hvis der er en amerikansk filmmager, der uden at ryste på hånden, kan finde på at skrive et manuskript om blodtørstige mutant-dræber-babyer, så kan det ikke være andre end Larry Cohen. Den excentriske, men hamrende dygtige, instruktør, producent og manuskript-forfatter står bag nogle af genrens mest mærkværdige film - men de er mærkværdige på den gode måde: Underholdende, dynamiske, bizarre og nyskabende. Det er f.eks. Larry Cohen, der har lavet Q - en film om azteker-guden Quetzalcoatl, der flyver rundt over New York og kræver det ene offer efter det andet.

Men Cohen er nok mest kendt for IT'S ALIVE-trilogien, en serie af film, der fortæller om muterede babyer, der kaster sig ud i et sandt blodbad i samme sekund, de bliver født. Trilogien består af IT'S ALIVE (1974), IT'S LIVES AGAIN (1978) og IT'S ALIVE III: ISLAND OF THE ALIVE (1987). Da den første film fik dansk premiere i efteråret 1975 (med titlen BABY KILLER) havde den følgende tagline: Filmen som begynder, hvor ROSEMARY'S BABY slutter.

Jeg har netop set de tre film, og det har været en stor fornøjelse. Ganske vist er 3'eren slet ikke på niveau med de to første, men man bliver bare aldrig træt af den særlige Larry Cohen-stemning. Især er hans evne til at vælge skuespillere helt unik. I IT'S ALIVE kan man opleve John Ryan, der mest ligner en karakter fra en billig western, i den svære rolle som familiefaderen, der pludselig må forholde sig til, at hans barn er en deform dræber-baby.

John Ryan dukker også op i 2'eren i en mindre rolle, men her oplever man et andet særligt kendetegn ved Cohens film, nemlig ekstremt usympatiske hovedpersoner. Denne gang er det Frederic Forrest, der spiller en far til en mutant-baby, og han er bare så øretæveindbydende og frastødende, at man får lyst til at råbe af filmen. I 3'eren er det Michael Moriarty, der er udset til at være den irriterende type, men desværre gør han det så "godt", at det bliver til en parodi. Hans præstation i Q havde den helt rette balance, men nu er det også en bedre film end IT'S ALIVE III: ISLAND OF THE ALIVE.

Det er dog værd at se alle tre film, og det er værd at bemærke, at 1'eren har musik af ingen ringere end Bernard Herrmann; Alfred Hitchcocks hofkomponist og manden bag de legendariske stryger-toner i PSYCHO. IT'S ALIVE-scoret er slet ikke på samme niveau som PSYCHO, men det har sin helt egen charme, og det er en fornøjelse at lytte til det på cd. Herrmanns musik blev genbrugt i 2'eren, denne gang arrangeret af Laurie Johnson (Herrmann var død, da filmen blev lavet), og Johnson blev også hyret til at lave 3'eren.

Jeg så filmene på den amerikanske IT'S ALIVE COLLECTION fra Warner Home Video, hvor de tre film er på to dvd'er (den ene er en af de der blanke flipper-dvd'er med en film på hver side). Larry Cohen leverer et kommentarlydspor til alle tre film. Remake-udgaven af IT'S ALIVE fra 2008 taler vi så slet ikke om, og jeg mener slet ikke!

lørdag den 19. april 2014

FRANKENSTEIN OG HELVEDES-UHYRET på engelsk Blu-ray/dvd i den hidtil mest komplette version

FRANKENSTEIN AND THE MONSTER FROM HELL (med den danske titel FRANKENSTEIN OG HELVEDES-UHYRET) er ikke den bedste af Hammers mange Frankenstein-film, men nu er det altid værd at bruge tid på en Hammer-film af Terence Fisher og med Peter Cushing i hovedrollen. Den 28. april udkommer den i England fra Icon Home Entertainment i et Blu-ray/dvd-combo-sæt, hvor man skulle få den hidtil mest komplette version af filmen. Hertil kommer et par dokumentarprogrammer samt et kommentarlydspor med skuespillerne Shane Briant og Madeline Smith.

fredag den 18. april 2014

Simple, men effektive, gys fra Douglas Borton

OK, lad mig se nogle hænder. Hvor mange af jer har læst en bog af forfatteren Douglas Borton? Er det et navn, der siger jer noget? Grunden til at jeg spørger er, at en af hans bøger, KANE, nu er blevet købt til filmatisering af det canadiske produktionsselskab Unstable Ground. Serena Whitney og Justin McConnell skal skrive manuskriptet, og instruktørerne Adam Mason og George Mihalka skal fungere som konsulenter. En instruktør til selve filmen er dog ikke hyret endnu.

KANE udkom i 1990, og ifølge pressemeddelelsen fra Unstable Ground, som bl.a. Dread Central har bragt, så er historien som følger: "Kane is a force of nature. Walking out of the desert into the dying town of Tuskett, which only 23 people still call home, he has only one purpose: to kill every resident. Relentless, stealthy, and without mercy, Kane won’t stop until every last man, woman, and child is nothing but a memory. Soon the surviving townspeople must band together to fight this seemingly unstoppable evil... or die trying".

Det lyder ganske spændende, synes jeg. Bogen har været udsolgt i årevis, men Borton overvejer at få den ud på markedet under det forfatter-navn, han bruger nu, nemlig Michael Prescott. Han har også udgivet flere bøger under pseudonymet Brian Harper - begge navne er især knyttet til thrillere; ikke horror. Men han startede karrieren med at skrive gys under sit eget navn, og det bringer mig tilbage til mit indledende spørgsmål.

Jeg har nemlig læst to bøger af Douglas Borton, nemlig MANSTOPPER og DREAMHOUSE. Det var dengang, hvor skræmmende paperbacks kunne købes i stakkevis i de danske boghandlere. KANE nåede jeg så aldrig til, men den lyder bedre end de to nævnte titler. Her er den anmeldelse af bøgerne, jeg i 1989 bragte i nr. 5 af min fanzine EVIL MAIL:

LET LÆSNING TIL VELKOGTE HJERNER
Sommerferien nærmer sig med raske skridt, og nogle mennesker er så småt begyndt at tænke på hvilke bøger, der skal underholde dem i drivhuseffektens tropiske hede. Af en eller anden grund skal ferielæsning absolut være let at sluge, fordi hjernen åbenbart ikke er i stand til at fatte ret meget ved høje temperaturer. Altså, væk med den uforkortede Edgar Allan Poe på originalsproget og frem med de simple historier med masser af blod og indvolde!

I øjeblikket bugner boghandlerne af amerikanske paperback-originals. De fleste af dem er skrevet af debutanter, der bliver præsenteret med hidsige reklame-slogans og brutale, farvestrålende omslag. Den almindelige horror-læser må føle sig ret fortabt blandt disse bjerge af nye bøger. Tør man købe en bog af en ung, ukendt forfatter, der endnu ikke har fået tørret blodet væk bag ørerne, eller skal man satse på det seneste epos fra et af de kendte navne?

En af de nye forfattere er Douglas Borton, der arbejder som journalist og screenwriter i Los Angeles. Hans første forsøg i horror-genren er MANSTOPPER (1988, Onyx/New American Library, 254 sider, 45 kroner), der er en ret simpel vilddyr-på-fri-fod-historie. Fire dræberhunde, trænet til at dræbe alt, hvad der rør sig, slipper fri i den lille by Sea Cove, hvor de hurtigt gør, hvad de er bedst til, nemlig at slå ihjel. Første offer er en hund, andet offer er en lystfisker, vi kender smøren... Langsomt går det op for det lokale politi, hvad der foregår. De får fat i manden, der har trænet hundene, og så går den vilde jagt. Naturligvis er den ene af hundene, Razor, meget kvikkere end de andre, så vi får serveret det store obligatoriske klimaks til sidst.

MANSTOPPER er ganske enkelt én stor kliche, der ikke byder på de store overraskelser. Som de fleste horror-romaner klinger den ud på en djævelsk pointe, der skal give læseren det sidste lille gys. Omkring side 28 gættede jeg på, hvad denne pointe kunne være, og det viste sig, at jeg havde ret. Det siger mere om Bortons evne som fortæller end om min evne til at gætte plots.

Men Douglas Borton skriver ganske godt, og han har da heldigvis fået en lidt bedre ide, da han skrev sin anden bog, DREAMHOUSE (1989, Onyx/New American Library, 285 sider, 45 kroner), der er en ganske original 'haunted house'-historie. Matthew Wilder lever af at skrive horror-film, og efter sin seneste succes tager han to måneders ferie med sin familie. De lejer et mystisk hus i den lille by Otterton. Huset er - som at bo inde i en sindssyg hjerne, som en af personerne siger.

Snart begynder uhyggelige ting at ske. En sort Porsche uden fører kører en ung mand i døden, en talende abe render rundt i huset om natten og gigantiske ildkugler svæver rundt over byen. Mens antallet af lig stiger, arbejder bogen sig frem mod et ganske overraskende klimaks, der dog næppe vil plage din mareridt i ugevis. MANSTOPPER og DREAMHOUSE er simple, effektive historier, der ikke overanstrenger de små grå celler, og de fungerer derfor helt fint som hængekøje-læsning ... hvis du ikke hellere vil læse Poe på originalsproget!

torsdag den 17. april 2014

Ny BLIND DEAD-dvd-boks udkommer til juli

Jeg har desværre aldrig set den spanske instruktør Amando de Ossorios BLIND DEAD-serie fra 70'erne, men nu går den heller ikke længere. Amerikanske Blue Underground har nemlig annonceret, at de den 29. juli udgiver en dvd-boks med alle fire film. Blue Underground udgav for nogle år siden filmene i en limited edition-box, der var formet som en kiste, og man har også kunnet få en boks fra Anchor Bay i England. Men nu er en ny udgave altså på vej. Filmene er:
  • TOMBS OF THE BLIND DEAD (1971, LA NOCHE DEL TERROR CIEGO). 
  • RETURN OF THE EVIL DEAD (11973, EL ATAQUE DE LOS MUERTOS SIN OJOS). 
  • THE GHOST GALLEON (1974, EL BUQUE MALDITO). 
  • NIGHT OF THE SEAGULLS (1975, LA NOCHE DE LAS GAVIOTAS).

tirsdag den 15. april 2014

Claudio Simonetti's Goblin rockede Amager Bio

Claudio Simonetti's Goblin på scenen i Amager Bio.
Man kan ikke sige Dario Argento uden ikke også at komme ind på Goblin - bandet, der i forskellige konstellationer har leveret musik til flere af den italienske instruktørs film. Det med de forskellige konstellationer kommer også til udtryk i den virkelige verden, hvor man i øjeblikket har to bands på landevejen, der gør krav på Goblin-navnet. I aftes stod den ene variant - den, der hedder Claudio Simonetti's Goblin - på scenen i Amager Bio - og det blev en fornøjelig affære med masser af Dario Argento-musik og andre punktnedslag i filmmusikkens og prog-rockens verden.

Folk venter på at komme ind til koncerten.
Koncerten var en del af CPH PIX-festivalen, og begivenheden tiltrak et mellemstort publikum til Amager Bios unikke lokaler. Strengt taget var vi nok ikke flere, end at vi kunne have været i Lille Vega, men det var nu fedt at opleve bandet på en stor scene og under optimale forhold. Blandt publikum var mange fra det danske horror-fan-miljø, og Goblin-koncerten havde fået nogle af de garvede ghouls fra de gode gamle gyser-fanzine-dage til at troppe op. Nogle af dem har jeg aldrig mødt IRL (eller in real life, som man siger på moderne dansk), så det var enormt hyggeligt endelig at kunne hilse på folk, jeg hidtil kun har kendt fra breve eller diverse skumle fan-publikationer.

Absolut Lut med Jozef van Wissem.
Koncerten var en dobbelt-begivenhed, forstået på den måde, at det første navn på scenen var hollandske Jozef van Wissem. Han har bl.a. lavet soundtracket til ONLY LOVERS LEFT ALIVE, den nye vampyrfilm af Jim Jarmusch. Den sortklædte van Wissem kom ind med sin specialbyggede lut, der lignede noget fra en science fiction-film, og satte sig uden et ord ned og begyndte at spille. Musikken var minimalistisk og hypnotisk, og intensiteten steg, efterhånden som numrene skred frem.

Kun da van Wissem spillede et track fra ONLY LOVERS LEFT ALIVE, henvendte han sig til publikum, men ellers var han i sin egen verden, som en goth-troubadour fra en anden dimension. Selv om musikken havde en ensartet klang og var præget af gentagelser, så var det på ingen måde noget ligegyldigt new age-plidder-pladder. Det havde kant, og det var fascinerende at overvære en så kompromisløs optræden.

Så er vi i gang.
Efter en kort pause, hvor folk kunne nå i baren og få fyldt op, gik Claudio Simonetti's Goblin endelig på scenen. Ud over Claudio Simonetti på keyboards består bandet af Bruno Previtali på guitar, Federico Amorosi på bas og Titta Tani på trommer. Bandet lagde ud med et par numre fra albummet "Roller", hvilket kan virke lidt modigt, da folk nok har nogle andre tracks kørende på deres indre pladespiller, når de tænker på Goblin. Men så var festen ligesom sat i gang, og man fornemmede også hurtigt, at vi havde med et rockband at gøre.

Undervejs blev der vist filmklip bag bandet.
Men med aftenens fjerde nummer kom vi frem til the good stuff. - Do you like zombies? spurgte Claudio Simonetti publikum, og det kunne vi kun sige ja til. Det var startskuddet til musikken fra DAWN OF THE DEAD, der blev akkompagneret af klip fra filmen på et lærred bag bandet. Herligt, herligt... Derefter skulle vi lige nogle omveje ud i bandets bagkatalog og omkring lidt fra NON HO SONNO, som jeg ikke kender så godt, før der for alvor blev sat ind med en omgang af Dario Argentos Greatest Hits.

Kan I så synge med!
Masser af stemning på scenen.
Claudio Simonetti forsøgte at få publikum med på at synge temaet fra SUSPIRIA, men det var alt andet end overbevisende - men heldigvis kunne han så meget bedre selv. Det var fantastisk at opleve denne ikoniske musik blive spillet live - og højt! Det samme gjaldt TENEBRE, PHENOMENA og PROFONDO ROSSO, hvor man under TENEBRE kunne more sig over, at Simonetti kæmpede med at beholde sit mikrofon-headset på, hvorigennem han leverede det velkendte vocoder-element, der er en del af det berømte track.

Tak for denne gang!
...og vi skal da lige have et billede af os selv og publikum.
Ingen rock-koncert uden ekstranumre, og bandet kom tilbage på scenen og leverede en energisk udgave af temaet fra DÈMONI, hvorefter vi lige fik lidt mere fra DAWN OF THE DEAD. Så takkede bandet af, rystede hænder med publikum oppe ved scenekanten og fik taget et billede af dem selv med publikum i baggrunden. Alt i alt en utrolig oplevelse, selv om der måske gik lidt for meget rock'n'roll i den undervejs end egentlig filmmusik-koncert (vi fik sandelig også en trommesolo). Men det var fedt, energisk, dynamisk og på et højt niveau rent teknisk.

Ude i forhallen blev der solgt merchandise, og jeg snuppede lige soundtrack-cd'en fra Dario Argentos DRACULA (ja, det er en jammerlig film, men filmens hovedtema er meget flot) samt en Goblin-T-shirt. Selv om vi publikummer havde brug for at få snakket om aftenens koncert, så havde personalet travlt med at komme hjem, så det var derfor tid til at drive hen til baren Beta lige ved siden af Amager Bio, hvor der var efterfest. Jan Schmidt fra Another World Entertainment var DJ med soundtrack-vinyler, så det skulle vi lige have med.

Nicolas Barbano i samtale med Claudio Simonetti.
Så skal der skrives autografer... her til komponisten og musikeren Alex Puddu (til venstre i billedet).
...og endnu flere autografer, mens NATTENS ENGEL-instruktøren Shaky González (i midten af billedet) kigger på.
Men først stod vi ude foran og snakkede om koncerten og om horror generelt, og mens vi stod der, kom bandet hen til Beta for at være med. Jeg fik trykket Claudio Simonetti i hånden, og takkede for en god koncert og en stor oplevelse, hvorefter bandet holdt hof nede i Betas kælder. Her blev der snakket og skrevet en del autografer. Stemningen var helt i top; et suverænt punktum på en god aften.

fredag den 11. april 2014

Uhyggelig musik i lange baner

Det er et stykke tid siden, at jeg har kigget de mange spændende, fascinerende og interessante soundtrack-udgivelser, der er udkommet eller som er lige om hjørnet. Det er en ordentlig bunke - og så har jeg endda ikke medtaget de udgivelser, der kun kommer som download, eller som sendes ud i deluxe-vinyl-udgaver.

Den største nyhed er formentlig Intradas udgivelse af Jerry Goldsmiths score til PSYCHO II. Varèse Sarabande var på banen med en cd for mange år siden, men det var en af deres typiske udgivelser med bare en halv times musik. Den nye version byder på omkring 72 minutter, hvor man også får en håndfuld bonus-tracks. Cd'en udkommer i et begrænset oplag, men vil være tilgængelig i en passende periode, så fans kan nå at få fat i den.

Netop Varèse Sarabande har gennem årene været flinke til at udgive horror-soundtracks, og det er heldigvis noget, de fortsætter med. Den 6. maj udgiver de f.eks. Lucas Vidals score til THE QUIET ONES - den nye Hammer-gyser, der er instrueret af John Pogue. Cd'en indeholder også et par rock-numre samt nogle gamle radio-jingler.

Også fra Varèse Sarabande kommer den 22. april et soundtrack fra Mike Flanagans OCULUS - komponeret af The Newton Brothers. Ud over en 50 mand stor strygersektion, så kommer lyden bl.a. fra synthesizere, knust glas, metalstumper og ustemte instrumenter. Lyder lidt syret...

Varèse har også været en tur i arkiverne, hvor de har gravet en klassiker frem. I 1974 lavede Dan Curtis en TV-udgave af Bram Stokers DRACULA med Jack Palance i titelrollen. Filmen regnes for at være en af de bedste Dracula-filmatiseringer, og den er nu på vej i en Blu-ray-version for at markere 40 års jubilæet. Fra den 13. maj kan man så også købe en cd med Robert Coberts musik.

Fra fjernsynets verden skal det i øvrigt bemærkes, at Varèse Sarabande den 20. maj udgiver et soundtrack fra TV-serien BATES MOTEL, komponeret af Chris Bacon. En cd-forside er dog ikke blevet afsløret endnu.

Vi skal tilbage til Dracula og en dobbelt-cd-udgivelse, hvor der ganske vist findes et cover på nettet, men opløsningen er ikke imponerende. Så jeg har sat det ind i et billede fra den TV-serie, musikken stammer fra. Det drejer sig om THE CURSE OF DRACULA-episoderne fra en sen 70'er-serie på amerikansk TV med titlen CLIFFHANGERS. Flere episoder blev komponeret af Joe Harnell, og det er denne komponists officielle hjemmeside, der står bag cd'en, der udkommer i 1000 eksemplarer. Andre episoder havde musik af Charles R. Cassey, Ira Hearshen og Les Baxter, hvor især sidstnævnte vil være kendt for sine mange horror-scores. De andre komponisters musik er også med på dobbelt-cd'en.

I 1998 kom filmen SHADOW BUILDER, der var baseret på en historie af DRACULA-forfatteren Bram Stoker. Først nu er det muligt at købe en soundtrack-cd. Den står Keepmoving Records for. Komponisten er Eckart Seeber, og det er den ukrainske statsradios symfoniorkester og kor, der leverer tonerne under ledelse af Vladimir Sirenko. Cd'en udkommer i et oplag på 500 eksemplarer.

Så skal vi et smut til Italien og splatter-klassikeren ZOMBI HOLOCAUST. Den har musik af Nico Fidenco, og hidtil har den eneste mulighed for at få fat i dette score været en cd fra Lucertola Media, hvor der også er tracks fra EMANUELLE E GLI ULTIMI CANNIBALI. Nu vender musikken så tilbage på en helt ny cd fra Beat Records, hvor man også får en 12 siders booklet.

En Lucio Fulci-film kan det sandelig også blive til fra Beat Records. De har før udgivet en cd med Fabio Frizzis score til PAURA NELLA CITTÀ DEI MORTI VIVENTI (eller CITY OF THE LIVING DEAD), men den 30. april udkommer den definitive udgave. Her er flere bonus-tracks samt en ti minutter lang suite, der blev optaget live sidste år i London. Hertil kommer en 16 siders booklet.

Den sidste cd fra Italien i denne omgang kommer fra selskabet Digitmovies. Det er Riz Ortolanis musik til Antonio Margheritis DANZA MACABRA (eller CASTLE OF BLOOD) fra 1964. Cd'en er lavet ud fra de originale masterbånd, og indeholder alt, der blev indspillet til filmen.

Komponisten Patrick Pino Donaggio er italiener, men et af hans seneste scores udkommer i løbet af april på det spanske selskab Quartet Records. Det er musikken til remake-udgaven af PATRICK, som Mark Hartley har instrueret.

Det var vist alt for denne omgang. Er det nogle af disse soundtracks, du skal have fat i - eller har du andre horror-musikalske anbefalinger?

tirsdag den 8. april 2014

CABIN FEVER: PATIENT ZERO: Selv ikke i den værste febervildelse er denne film værd at se

I 2002 fik Eli Roth sat fart i sin karriere som instruktør, producent, manuskriptforfatter og skuespiller med den kulørte splatter-gyser CABIN FEVER. Her tager fem unge mennesker på ferie i en hytte ude i skoven, hvor de en for en bliver ofre for en kødædende virus. Filmen er ujævn som bare pokker, men det er en solid omgang skæg og ballade-horror. Det kan man desværre ikke sige om 2'eren, CABIN FEVER 2: SPRING FEVER, instrueret af Ti West. Bag kameraet var instruktørens forhold til procenterne ikke godt - især ikke, da projektet blev taget fra ham, nye scener blev skudt og hele filmen klippet om. Resultatet er derefter; en rodebunke uden lige.

Nu er en tredje film i franchisen så dukket op, CABIN FEVER: PATIENT ZERO, og den er vist tænkt som en prequel, selv om den ikke har noget som helst med de to andre film at gøre. Den eneste fællesnævner er den kødædende virus og en forkærlighed for at integrere denne i filmens sexscener. Mere om det senere. Handlingen i CABIN FEVER: PATIENT ZERO kører ad to spor. Dels følger vi den ambitiøse og kyniske dr. Edwards, der forsøger at finde en kur mod den dødbringende virus. Til det formål har han spærret en vis hr. Porter inde på sin klinik - en mand, der tilsyneladende er immun.

Imens er den unge Marcus et sted i det caribiske øhav ved at gøre sig klar til at gifte sig med sit livs udkårne, men før brylluppet lokkes han af sin bror Josh, dennes kæreste Pennys og hans forretnings-makker Dobbs med ud på en sejltur. Det skal være en slags polterabend. Desværre viser det sig, at den ø, de slår lejr på, gemmer på væmmelige hemmeligheder.

Nu bliver jeg tit spurgt, hvorfor jeg ser så mange dårlige film. Jeg svarer som regel, at jeg jo interesserer mig bredt for genren, og at selv de halvsløje gysere tit byder på en snert af underholdning. Men der er så den slags film, der er så jammerlige, at man kan undre sig over, at man bruger tid på at se dem til ende. CABIN FEVER: PATIENT ZERO er en af dem. Instruktøren Kaare Andrews har tydeligvis intet talent for at skrue en god historie sammen, og på intet tidspunkt er der bare tre scener i rap, der fungerer.

De fire unge, der tager på polterabend, er det sædvanlige skrabsammen af irriterende tåber, der hakker så meget på hinanden, at det er en gåde, hvorfor de overhovedet gider være sammen. Og på klinikken, hvor sygdommen studeres, står det ikke meget bedre til. Her møder vi dog et gnist af talent i form af THE LORD OF THE RINGS-skuespilleren Sean Astin, der af en eller anden grund har valgt at være med i dette makværk.

Undervejs diskes der op med enkelte klamme splatter-scener. Et vammelt højdepunkt er en intim situation mellem to af de unge, der starter med at være ulækker og ender et sted, der er endnu værre. Det er i øvrigt også en film, der følger reglen om, at hvis man tidligt introducerer et objekt, så kan man være helt sikker på, at det skal bruges på et senere tidspunkt. I dette tilfælde er det en gigantisk sort dildo. Så er I advaret.

CABIN FEVER: PATIENT ZERO er på alle måder spild af tid. Desværre truer producenterne med at lave endnu en, nemlig CABIN FEVER: OUTBREAK. Jeg frygter det værste. Den engelske dvd-udgave fra Signature Entertainment har intet ekstramateriale, end ikke en trailer, og der er ingen undertekster.

CABIN FEVER: PATIENT ZERO, USA, 2014. Instruktion: Kaare Andrews. Medvirkende: Sean Astin, Currie Graham, Mitch Ryan, Ryan Donowho, Brando Eaton. Musik: Kevin Riepl.

mandag den 7. april 2014

BLUTGLETSCHER: Den blodige gletsjer slipper monstre og mutanter løs

Stemningen er anspændt på en ensomt beliggende klima-forskningsstation oppe i de østrigske alper. De tre forskere, Birte, Falk og Harald, er nervøse, fordi stationen venter besøg af en minister, der skal høre om deres arbejde. Det rager til gengæld den fordrukne tekniker Janek en høstblomst - han tænker kun på sin trofaste hund Tinni. Men stemningen bliver endnu være, da forskerne opdager en blodrød gletsjer i området, hvor det hurtigt viser sig, at det farvede stads i isen har nogle ubehagelige bivirkninger. Tinni er blevet bidt af et eller andet ude ved gletsjeren, men det er ikke det eneste mystiske, der foregår omkring stationen.

Den østrigske gyser BLUTGLETSCHER er blevet sammenlignet med John Carpenters THE THING, og det er ikke helt ved siden af. Selv om den ikke er af samme kaliber, så har vi at gøre med en dynamisk og spændende monsterfilm, der byder på alskens skræmmende væsener. Selv om filmen undervejs også forsøger at piske en stemning af paranoia op (hvem kan du stole på, hvem er imod dig?), så er truslen i BLUTGLETSCHER primært noget, der kommer udefra. Det kommer så til gengæld med fuld styrke.

Hvor de utallige billige amerikanske TV-dyre-gysere lever højt på tarvelige CGI-uhyrer og kryb, så er BLUTGLETSCHER en herlig nostalgisk størrelse, fordi monstrene og mutanterne i det store hele er lavet som praktiske effekter; som en slags makabert Muppet Show. Det ser lidt primitivt ud sine steder, men det er også ganske charmerende. Og monstrene er filmet på en måde, så man ikke ser alt for meget af dem, men alligevel får man en fornemmelse af, hvor morderiske og drabelige, de er. Blod og splat bliver det også til, så på den front er der også noget at glæde sig over.

Nu skal man lige vænne sig til, at skuespillerne taler tysk, og at filmen ikke disker op med tåbelige teenagere, der joker med hinanden. Alligevel kan man fornemme, at BLUTGLETSCHER er lavet med et glimt i øjet og med stor kærlighed til genren. Desværre er den lidt længe om at komme op i gear, og slutningen er en anelse kluntet, men er man til monsterfilm, så er den bestemt værd at se. Skuespillet er godt hele vejen rundt, og så bidrager de smukke og anderledes locations til det positive indtryk af denne film. Musikken af Marco Dreckkötter og Stefan Will er også i den bedre ende af skalaen.

Jeg så BLUTGLETSCHER på den engelske dvd fra Studiocanal. Titlen på omslaget er BLOOD GLACIER, men internationalt er filmen også kendt som THE STATION. Det eneste ekstramateriale på dvd'en er en trailer samt et lille galleri med skitser af filmens monstre.

BLUTGLETSCHER, Østrig, 2013. Instruktion: Marvin Kren. Medvirkende: Gerhard Liebmann, Edita Malovcic, Brigitte Kren, Hille Beseler, Peter Knaack. Musik: Marco Dreckkötter, Stefan Will.

søndag den 6. april 2014

En dag med gys og gru på Krimimessen

Fængslet er et skummelt sted.
I går gik årets Krimimesse i Horsens i gang, og da førstedagen bød på masser af horror - og da jeg selv var blevet inviteret til at deltage i en paneldebat - satte min datter og jeg kursen mod den østjyske by og det tidligere statsfængsel. Det var tåget og småregnende, så de skumle bygninger bød på den helt rette stemning til gys og uhygge. Da vi nåede frem, brugte vi lidt tid på at orientere os på området, så vi kunne finde frem til de programpunkter, vi gerne ville nå. At høre Jussi Adler-Olsen fortælle om sin kommende bog, var så ikke et af dem, men den enorme kø viste med al tydelighed, at det ville mange andre gerne ind og se. Vi valgte at spise lidt frokost i stedet for.

De to horror-vindere venter på at komme på scenen.
Der takkes for prisen på bedste Oscar-maner.
Tom Kristensen og Lars Kramhøft med diplomer og horror-prisen.
Omkring klokken 13 gik det løs med prisoverrækkelser i Snedkeriet. Først var Det Danske Kriminalakademi på scenen for at uddele tre priser, og herefter var det Dansk Horror Selskabs tur til at uddele prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Den gik til Tom Kristensen og Lars Kramhøft for deres tegneserie/graphic novel MADE FLESH, der på messen kunne købes i den nye danske udgave, der har fået titlen FORDÆRVET. Det var to meget glade og stolte vindere, der kunne gå hjem med prisen.

Lars Kramhøft og Henrik S. Harksen fortæller om gotisk krimi.
Jeg smuttede derefter over i Arresten for at høre Lars Kramhøft, der sammen med forfatteren og forlæggeren Henrik S. Harksen fortalte om et nyt tiltag på Harksens forlag, H. Harksen Productions, nemlig gotiske krimier. Her er den første, Morten Ellemoses KILLER KILLER, netop udkommet, men der skulle være flere på vej.

Nicole Boyle Rødtnes præsenterer sin ZOMBIE-JÆGER-serie.
Børnene havde også deres eget område på Krimimessen med diverse aktiviteter, bl.a. en variant af et suttetræ, nemlig et angst og bange-træ, hvor man med en seddel kunne angive det, man var bange for. Rotter, edderkopper og dybt vand stod der på nogle af sedlerne. Jeg nåede også lige at høre Nicole Boyle Rødtnes fortælle om sin ungdoms-horror-serie ZOMBIE-JÆGER, hvor der indtil nu er kommet tre bind. Man kan ikke tidligt nok komme i gang med at læse om zombier.

Et hurtigt snapshot fra panel-debatten med Clasen, undertegnede og Krogsøe.
Så var det ved at være tid til den paneldebat, jeg skulle deltage i. Emnet var Hvor er horrorgenren på vej hen?, hvor jeg skulle debattere sammen med Planet Pulp-redaktør Jakob Krogsøe og ph.d. og forfatter Mathias Clasen. Vi kom godt rundt om emnet, synes jeg, og kom bl.a. ind på, at der er en høj volumen i antallet af udgivelser (bl.a. fordi flere mindre forlag popper op, og fordi det er blevet lettere at udgive selv), hvilket kan gøre det vanskeligt at bevare overblikket og finde frem til de gode ting. Computerspil vil uden tvivl komme til at fylde mere i genren i de kommende år, og så savnes der nye monstre, vi ikke har set før. Som sagt... det var en fin debat.

I Teltet var der stor interesse for de mange krimi-tilbud i boderne.
Nu kan man ikke nå det hele på sådan en dag, og det kan være opslidende at halse rundt til de forskellige programpunkter. Når man samtidig møder en masse spændende mennesker, så er det ikke altid lige til at holde øje med uret. Hilste bl.a. på Michael Kamp, Henrik S. Harksen, Steen Langstrup, Jonas Wilmann og mange andre. Men vi nåede lige ovre i Teltet, hvor alle boderne var, så vi kunne have et par krimier med hjem.

Mathias Clasen holder foredrag.
Så rundede vi dagen af med at høre Mathias Clasens foredrag om 'Evolution og monstre', hvilket var både underholdende og informativt. Min datter havde tidligere på dagen fået Mathias' signatur i hans Tænkepauser-bog om MONSTRE, hvilket var über-cool. Men derefter kunne vi heller ikke mere. Det blev en lang og spændende dag i Horsens, selv om det var hårdt med de mange kilometer i bilen. Men jeg vender gerne tilbage næste år.

lørdag den 5. april 2014

Tegneserie hædret som Årets Danske Horrorudgivelse 2013

For tredje år i træk har Dansk Horror Selskab uddelt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. Prisen blev overrakt på Krimimessen i Horsens, og den gik til tegneserien MADE FLESH af Tom Kristensen og Lars Kramhøft. Det er første gang, at prisen går til en tegneserie (eller graphic novel). Juryen skriver dette om MADE FLESH:

”Vi finder, at MADE FLESH er en særdeles vellykket udgivelse, der er drevet af det visuelle såvel som historien. Der er tale om et helstøbt værk, hvor ikke mindst billedsidens farver og fortællingen supplerer og forstærker hinanden, og skaber et skræmmende værk værdig til årets Horrorpris.”

Juryens medlemmer tæller Steffen Larsen fra Politiken, Søren Balslev fra Weekendavisen, Thomas Winther, redaktør af Himmelskibet og fra foreningen Fantastik, Jan Mortensen fra Bogbidder og Cecilie Bepler, filosof og kunstkritiker.

MADE FLESH udkom i første omgang på engelsk fra forlaget Headstone Publishing, men Forlaget Valeta er nu på banen med en dansk udgave, hvor titlen er FORDÆRVET.

søndag den 23. marts 2014

Horror-klassikere? Nej, det fører vi ikke...

Der er blevet langt mellem de spændende titler på det danske horror-dvd-marked. Stadigt færre film bliver udgivet, og det meste af det er nye gysere af vekslende kvalitet - der kan gå måneder imellem, at en film fra f.eks. 80'erne kommer ud på det danske marked. Og endnu ældre film er noget nær bandlyst efterhånden. Måske har streaming ædt det hele; måske sælger disse horror-klassikere bare ikke eksemplarer nok i Danmark. I don't know, men det er en kedelig udvikling.

Afmatningen har også ramt det engelske dvd-marked, men de holder heldigvis stadig fast i det gode gamle gys. I den kommende uge udkommer f.eks. CAT GIRL fra 1957 - en slags engelsk version af Jacques Tourneur/Val Lewton-klassikeren CAT PEOPLE. Det er selskabet Network, der udgiver CAT GIRL - og tjek lige den fantastiske dvd-forside. Wow!

I næste uge kommer sjovt nok også den originale CAT PEOPLE ud på det engelske dvd-marked. Det er fra Odeon Entertainment.

...og de følger op den 14. april med at udgive fortsættelsen THE CURSE OF THE CAT PEOPLE. Det er vel overflødigt at understrege, at ingen af disse dvd'er udkommer i Danmark.