lørdag den 4. juli 2015

SCREAM-TV-serien prøver desperat at være smart

På et tidspunkt i SCREAM 4 spørger journalisten Gale Weathers "how meta can you get?", hvilket hendes småbøvede ægtefælle, politibetjenten Dewey Riley, ikke fatter en bjælde af. Han vil nok heller ikke fatte ret meget af den nye SCREAM-TV-serie, der svælger i moderne underholdnings-teknologi og intertekstuelle referencer på en måde, der næsten er absurd.

Tidligt i det første afsnit kan man opleve skolens nørd Noah udbrede sig om, at "you can't do a slasher movie as a TV series", hvilket måske kan virke über-cool, når man nu netop sidder og kigger på en TV-serie, der er baseret på en stribe slasher-gysere, men på den anden side er det også lidt desperat og på ingen måde så elegant, som man har oplevet det i Wes Cravens fire biograffilm.

Man kan dog se TV-serien uden på noget tidspunkt at have stiftet bekendtskab med filmene. Vi er i Lakewood, hvor mange af gymnasieleverne har grotesk rige forældre (der aldrig er hjemme), og derfor bor i kæmpehuse med enorme swimmingpools og dyre biler i garagen. Og alting kan selvfølgelig styres via talegenkendelsen i ens smartphone. Jo, det er tjekket.

Hele byen er i oprør over en hemmelig videooptagelse af pigen Aubrey, der kysser med en anden pige. Blot få øjeblikke efter, at videoen er gået viralt, bliver en af ansvarlige myrdet ved sin swimmingpool af en maskeret morder (sjovt nok svigter hendes iPhone, da hun gisper til den, at den skal ringe 911). Så er vi i gang.

Jeg elsker de fire SCREAM-film, men TV-serien er slet ikke på samme niveau; i hvert fald ikke bedømt ud fra det første afsnit. Serien virker alt for ivrig efter at være smart og moderne, men personerne mangler kant (eller er irriterende), og dialogen er kunstig. Vi får en smule blod, men ikke så meget uhygge, og morderen er slet ikke blevet introduceret stærkt nok som en figur, vi skal være bange for. Og så kan jeg hverken li' den nye maske eller den nye stemme.

I glimt er der scener, der fungerer fint, og jeg har da også tænkt mig at se et par afsnit mere. Man kan kun håbe, at serien kommer lidt op i gear - ikke mindst fordi man klart har meldt ud, at der ikke kommer flere SCREAM-biograffilm. Vi får se.

SCREAM, USA, 2015, pilot-afsnit. Instruktion: Jamie Travis. Medvirkende: Willa Fitzgerald, Bex Taylor-Klaus, John Karna, Amadeus Serafini, Connor Weil. Musik: Jeremy Zuckerman.

onsdag den 1. juli 2015

Så rundede jeg 100 gysere i år

I aftes genså jeg remake-udgaven af A NIGHTMARE ON ELM STREET (ja, den er stadig sjov at se), og dermed er status for mit skrækfilm-kiggeri i første halvdel af 2015, at jeg har rundet de 100 titler. Det er ikke tosset, især når man sammenligner med sidste år, hvor det samlede tal var netop 100.

Her er et screendump fra min gyserliste på Letterboxd, hvor du kan se de seneste ti film, jeg har været igennem. I øjeblikket har jeg 23 gysere stående i min Netflix-kø og 38 film liggende på dvd/Blu-ray, så der er nok at tage fat på ... og så har jeg endda ikke talt TV-serier og dokumentarer med.

søndag den 21. juni 2015

Flere danske zombier kommer væltende

For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg om en stribe af de zombie-projekter, der var på vej her i Danmark. Der sker nemlig en del, både i undergrunden og i den mere etablerede del af branchen. Nu melder endnu et projekt sig på banen, nemlig ZOMBIE 13, der laves af produktionsselskabet Mindspark Films i Kolding. Deres første indspark var en lille kortfilm, der efter sigende skulle være blevet lavet på et par timer. Den er sprængfyldt med energi, og den formår med ganske enkle midler at fortælle en fascinerende historie. Du kan se den lige her:



Men der kommer mere. Tanken er nu at lave flere kortfilm i det samme univers, men hvor filmene er forbundet med hinanden via f.eks. en genstand, person eller sted. Den næste i serien kommer til at hedde PATIENT 13 | FROSTBITE, og her kan du se en trailer:

fredag den 19. juni 2015

THE KEEP: Et usædvanligt drama på Borgen

Yes, så skal man i Cinemateket igen.
I horrorfilmens verden findes en række titler, der på den ene eller den anden måde er legendariske. Denne status kan de så have opnået af forskellige årsager, men et af de helt specielle eksempler er Michael Manns THE KEEP fra 1983. Filmen, der er baseret på en roman af F. Paul Wilson, handler om en gruppe tyske soldater, der under anden verdenskrig får til opgave at bevogte et bjergpas i Rumænien. De slår sig ned i en mystisk borg, hvor en stribe nikkel-kors og bygningens konstruktion tyder på, at den ikke er designet til at holde fjender ude - den skal holde noget inde. Spørgsmålet er så, hvad det er.

Det oprindelige cut af filmen skulle have været over tre timer langt, men filmselskabet fik den før premieren klippet ned til lidt over halvanden time. Hverken anmeldelserne eller omsætningen var imponerende, men nu kom den heller ikke ud i ret mange biografer. Siden blev den udgivet på VHS og laserdisc, men hverken på dvd eller Blu-ray har den været tilgængelig. I dag findes den på enkelte streaming-platforme, men alene det, at den i så mange år ikke har været til at købe til hjemmebiografen, har givet THE KEEP en ganske særlig status.

Den mystiske borg i THE KEEP.
Men i aftes var filmen blevet gravet frem fra arkiverne; helt nøjagtigt fra Det Svenske Filminstituts arkiv, der havde været så venlig at stille THE KEEP til rådighed for Cinemateket i København, så den kunne vises i forbindelse med et Psych-Out!-arrangement. Her kan man altid være sikker på oplevelser ud over det sædvanlige, og det må man sandelig sige, at THE KEEP er.

THE KEEP er rent ud sagt en underlig størrelse. Selv om den har imponerende navne som Scott Glenn, Jürgen Prochnow, Gabriel Byrne og Ian McKellen på rollelisten, så gør de det ikke lige godt alle sammen. Især virker Ian McKellen lidt som om, han er gået forkert. Til gengæld er ambitionsniveauet tårnhøjt, og filmen byder på en stribe imponerende scener, hvor scenografien, monster-designet og den flotte musik af Tangerine Dream virkelig kommer til sin ret.

THE KEEP og BEYOND THE BLACK RAINBOW introduceres.
Selve fortællingen er lidt kluntet, men det kan selvfølgelig skyldes, at der er klippet så meget ud i forhold til instruktørens oprindelige version, og derfor kunne det være fantastisk, hvis vi en dag kunne få en udgivelse, hvor det hele var med. Under introduktionen til aftenens Psych-Out!-program blev det nævnt, at en dokumentar om THE KEEP formentlig vil være klar til næste år, nemlig A WORLD WAR II FAIRYTALE: THE MAKING OF MICHAEL MANN’S THE KEEP af Stewart Buck og Stephane Piter. Om det kan få fremtvunget en bredere udgivelse af filmen, kan man ikke vide, men nu får vi se.

Under alle omstændigheder var det herligt at se filmen på det store lærred i en fin knitrende 35mm-kopi, og arrangementet var ganske velbesøgt på trods af folketingsvalg og første dag på Copenhell. Jeg valgte dog at springe aftenens anden film over, nemlig science fiction-thrilleren BEYOND THE BLACK RAINBOW, men igen var det en god oplevelse at gå i Cinemateket.

torsdag den 18. juni 2015

Another one bites the dust - INSIDIOUS: CHAPTER 3 kommer ikke op i de danske biografer

Så skete det igen; endnu en horrorfilm er blevet droppet, selv om den egentlig stod til at skulle få dansk biograf-premiere. Denne gang er det gået ud over INSIDIOUS: CHAPTER 3, der her i landet distribueres af UIP. Filmen havde premiere i USA den 5. juni, hvor den fik blandede anmeldelser, men på horror-hjemmesiderne var man i det store hele mere positiv end på de mere mainstream medier. Jeg kunne godt lide, at Shock Till You Drop kaldte den for "aggressively creepy".

Billetsalget har ikke været helt oppe at ringe med en omsætning på godt 39 millioner dollar i USA. Regner man resten af verden med, så er tallet 65,7 millioner dollar. Hvad filmen har kostet at lave, er åbenbart en hemmelighed, men et enkelt medie har smidt tallet 10 millioner dollar på bordet. Så selv om man også skal tage udgifter til markedsføring og den slags med i det samlede regnestykke, så kan producenterne nok se frem til et pænt overskud, selv om det nok ikke bliver helt så stort som forventet.

Men filmselskabet siger altså nej til at få nogle danske kroner i kassen, og den planlagte premiere den 6. august er droppet. Svenskerne fik til gengæld mulighed for at se INSIDIOUS: CHAPTER 3 fra samme dato som amerikanerne, og i skrivende stund kører den endnu. Måske har man skævet til de svenske besøgstal, da man besluttede sig for at opgive en dansk premiere, men jeg kan ikke vide det.

Selv om det er trist, når planlagte gyserfilm droppes, så var danskerne ikke specielt vilde med 2'eren i serien. Den solgte nemlig 3594 billetter, mens 1'eren nåde op på hele 9796 billetter. I det mindste har man i dette tilfælde haft nogle tal at forholde sig til - det nye POLTERGEIST-remake blev f.eks. slettet fra den danske premiere-liste, før filmen havde været oppe  i USA. Ak ja, vi må se INSIDIOUS: CHAPTER 3, når den engang kommer på dvd og Blu-ray.

fredag den 12. juni 2015

JURASSIC WORLD: Det kunne være, at man snart skulle lade denne film-serie uddø

Selv om dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, så har de fået nyt liv i filmens verden. Allerede i 1914 fik Winsor McCay dinosauren Gertie til at spankulere rundt i en tegnefilm, og siden var det stop-motion-pionerer som Willis O'Brien og Ray Harryhausen, der vakte fortidens giganter til live igen, mens man i japanske skræk- og science fiction-film fik en forkærlighed for at pakke skuespillere ind i monster-dragter og lade dem stavre rundt i model-landskaber, der blev smadret til uigenkendelighed.

Med Steven Spielbergs JURASSIC PARK fra 1993 nåede genren et helt nyt niveau med sin unikke blanding af computer-skabte effekter og imponerende animatronic-dinoer i fuld størrelse. Filmen blev et kæmpe hit, og den blev senere fulgt op af Spielbergs egen THE LOST WORLD; JURASSIC PARK fra 1997 og Joe Johnstons JURASSIC PARK III fra 2001. Siden har der været stille i den spektakulære forlystelsespark/zoologiske have, men nu er der sandelig kommet liv igen.

Mange år efter, at bæsterne i John Hammonds oprindelige park overtog det hele, er Jurassic World et populært turistmål, hvor tusinder af mennesker kan gå på opdagelse i fortidens verden. For at holde besøgstallet oppe er det dog vigtigt med nye attraktioner, og det seneste spring fremad er en dinosaur, der aldrig har eksisteret i virkeligheden, men som er et mix af lidt af hvert. Indominus rex er navnet, og den er større og vildere end en Tyrannosaurus rex.

Parkens manager Claire har travlt med at overbevise sponsorer om, at det er en god ide at skyde penge i den nye dino, der allerede er brygget sammen og som gnavent går rundt i sit indelukke; langt væk fra publikum. Imens har Claire fået besøg af sine to nevøer Zach og Gray, men hun har ikke tid til at tage sig af dem - især ikke da parkens ejer kræver at få foretaget en sikkerhedsvurdering af den nye dinos indelukke. Claire beder den tidligere marinesoldat Owen om at hjælpe sig - han har et ganske særligt tag på dinoer, og har i et andet projekt på øen fået "tæmmet" fire velociraptorer. Men Indominus rex vil ikke lade sig tæmme, og det varer ikke længe, før alt er kaos.

JURASSIC WORLD er instrueret af den forholdsvis ukendte Colin Trevorrow, og han har været med til at skrive manuskriptet sammen med tre andre. Så har vi seks mennesker i diverse producent-roller, og de har formentlig også haft en del at skulle have sagt. Sådan er det med disse popcorn-film med et stort budget - de laves af en komite og er ikke et unikt og banebrydende kunstværk fra en fantasifuld auteur.

Men der er trods alt grænser for hvor meget af hjernen, der skal parkeres ude i biograf-foyeren, når man ser sådan en film, og jeg må sige, at de forlanger en del af publikum med JURASSIC WORLD. Manuskriptet er en rodebutik af tilfældige ideer. hvor de fleste er dumme eller dårlige. Jo, man er godt underholdt i de to timer, filmen spiller, men det er som om at kigge på et puslespil, hvor man sagtens kan se, hvad billedet skal forestille, men hvor brikkerne alligevel ikke passer helt sammen.

JURASSIC WORLD føles lidt som et remake af JURASSIC PARK, hvilket understreges af de utallige visuelle hints til den første film. At vi også skal trækkes med irriterende børn og andre kendte elementer giver på ingen måde en oplevelse af, at vi har med en frisk og ny vision at gøre. De fleste af skuespillerne er lige så interessante som en sjaskvåd papkasse, men nu forventes der heller ikke ret meget af dem, andet end at de skal stirre og løbe. En romance, der virker desperat og påklistret, hjælper heller ikke på det samlede indtryk - det gør de alt andet end skurkagtige skurke heller ikke.

Rent genre-mæssigt er JURASSIC WORLD et action-eventyr, krydret med noget science fiction og en snert af horror. Enhver film med dinosaurer, der jagter og æder mennesker, er horror i min bog, men selv om en arm gnaves af, og folk ædes levende og blodet sprøjter en smule, så har filmen ikke fokus på at være en gyser. I de få øjeblikke, hvor man kunne have lavet en chokscene, så er udførelsen så kluntet, at chokket udebliver.

Men JURASSIC WORLD er god underholdning på sine helt egen tåbelige facon, og den er ekstremt flot at se på. I enkelte øjeblikke er den endda sublim, som f.eks. i scenen, hvor et stort publikum overværer, hvordan en undervands-dinosaur bliver fodret (selvfølgelig til tonerne af John Williams' oprindelige JURASSIC PARK-tema). Det er ren film-magi. Men den kunne have været så meget bedre, hvis man havde strammet op på manuskriptet, og satset på at fortælle noget nyt i stedet for bare at fortælle den samme historie igen-igen. Jeg så JURASSIC WORLD i 2-D i biografen, men den er også tilgængelig i 3-D og IMAX 3-D.

JURASSIC WORLD, USA, 2015. Instruktion: Colin Trevorrow. Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Irrfan Khan, Vincent D'Onofrio, Ty Simpkins. Musik: Michael Giacchino.

torsdag den 11. juni 2015

Horror-legenden Christopher Lee er død

Den engelske skuespiller Sir Christopher Frank Carandini Lee er død, 93 år gammel. Det skriver flere kilder. For nogle år siden blev han løjet død på nettet, men denne gang er nyheden desværre sand, Dermed har vi mistet en af genrens giganter. Lee rundede de 93 år den 27. maj. Han delte fødselsdag med Vincent Price, og da den 26. maj var Peter Cushings fødselsdag, er slutningen af den måned altid noget ganske særligt for skræk-fans; en slags mini-Halloween, hvor man kunne tage nogle af klassikerne ned fra hylden og mindes de helt store.

Det var noget specielt, at vi i så mange år stadig havde Christopher Lee blandt os, men sådan er det altså ikke mere. Han døde søndag morgen på Chelsea and Westminster Hospital i London efter at være blevet behandlet for problemer med hjertet og åndedrættet. I 1961 blev han gift med danske Birgit Krøncke, og sammen har de datteren Christina Erika Lee.

De første film med Christopher Lee, jeg så, har utvivlsomt været Hammer-gysere. Tysk TV var flinke til at vise gys stort set hver eneste uge, da jeg var teenager, og mange af dem var Hammer-ting. Så måtte man leve med, at skuespillerne talte tysk, men sådan var det bare. Om den klassiske DRACULA fra 1958 har været en af de første, kan jeg ikke vide, men det har det formentlig været.

Forleden genså jeg filmen på den fantastiske nye Blu-ray-udgave, der indeholder de ekstra små klip, som de engelske filmcensorer ikke brød sig. Alene det var en stor oplevelse, men nu har det altid været en oplevelse at se Lee i aktion; også når han optrådte i noget bras. Jeg kan f.eks. ikke udstå HORROR EXPRESS, men Lee er fantastisk i den.

Det er han også i DRACULA, der er en film, der sitrer af energi. Og han gjorde om noget Dracula-karakteren til noget helt unikt - stor, mørk og farlig som en grøft fyldt med klapperslanger. Man kan så leve med, at han i sine senere år ikke brød sig om hele tiden at blive mindet om rollen som verdens farligste greve. Og ret skal være ret - han optrådte i så meget andet. 281 forskellige produktioner har han været i ifølge det seneste tal på IMDb; det er en sjat!

En stor del af det enorme arbejde blev lagt i den skræmmende genre, og blandt hans bedste præstationer er (ud over Dracula-filmene) THE WICKER MAN, THE DEVIL RIDES OUT, THE SKULL .. ja, man kunne blive ved. Selv i små roller strålede han og tronede over alle andre (at han var 196 centimeter høj hjalp selvfølgelig på det - her var han også en gigant).

I skrækfilmens verden vender uhyrerne, monstrene og de onde altid tilbage fra graven. En gentleman som Christopher Lee var ingen af delene, men han spillede dem alle med en elegance og en energi, man sjældent har set lige. Hvil i fred.   

tirsdag den 9. juni 2015

Skræk og Rædsel har ni års fødselsdag

Hold da op, hvor tiden går. I dag er det hele ni år siden, at jeg startede Skræk og Rædsel. Ni år! Så er der bare 366 dage (næste år er et skudår) til et rundt tal, og det skal jeg nok nå, med mindre Google vælger at nedlægge Blogger, eller hvis en kraftig solstorm udsletter hele internettet.

Vildt meget har ændret sig i de mange år, jeg har skrevet her på siden. Med jævne mellemrum kan man læse artikler om, at det er populært at blogge, men når det kommer til stykket, så er det nok især mode-blogs, der er et hit. Det samme skulle gælde blogs om mad, gør det selv og "jeg skriver lige lidt om mit liv, og her kan du se billeder af det". Sådan en blog er Skræk og Rædsel så ikke.

Hvis du er en af dem, der kigger forbi med jævne mellemrum, så vil du have opdaget, at aktiviteten er sporadisk. Jeg blev forleden spurgt, om jeg var ved at tabe gejsten, men det er nu ikke tilfældet, men der er bare så meget andet - og jeg har ikke nødvendigvis noget begavet at sige om alt det, jeg oplever i genren. Meget af det har jeg allerede skrevet om, og en del af de film, jeg ser, er mest for at få dem set eller for at komme til bunds i bunkerne. Ikke alt fortjener at få nogle ord med på vejen.

Det kommer lidt i bølger hvor meget, jeg får lagt ud, men samlet set er det blevet til 141 indlæg siden bloggens otte års fødselsdag. Ville egentlig gerne skrive nogle flere anmeldelser, men det har knebet med tiden - og så skal jeg være ærlig og sige, at anmeldelser ikke nødvendigvis er lig med mange klik. Men det er en særlig udfordring at skrive brugbare og læseværdige anmeldelser, så der skal nok komme flere.

Omvendt er det også et faktum, at sådan noget som Top 10-lister og den slags er endnu mere tidskrævende at lave - de giver til gengæld rigtig mange klik. Ak ja, det er ikke nemt... Selv om man kigger på hvor mange hits, man får, så er det ikke bare klik, der driver værket, hvilket man kan se ovre på min western-blog Rygende Revolvere, som jeg skriver lidt på engang imellem. Det er sikkert Danmarks mindst besøgte blog.

Skræk og Rædsel har i nogle år haft en Facebook-side, hvor mange af de hurtige ting kommer ud. Her er der pt. 1756 fans, der kigger med, hvilket er et imponerende tal. De sociale medier er en sjov størrelse, fordi folk kan reagere på opslagene i nuet, men til gengæld bliver tingene hurtigt "væk", forstået på den måde, at de glider ned ad tidslinjen i løbet af få døgn (også selv om der har været en heftig debat om et emne), og så er der i mellemtiden kommet noget andet, folk hellere vil kigge på. Sådan er det.

Ude i det elektroniske landskab skrives der en del om horror på dansk, men mange af de kendte (og mindre kendte) hjemmesider og blogs beskæftiger sig også med andre ting, så som science fiction, thrillere og exploitation. Om brugerne foretrækker et mix eller en mere ren linje, ved jeg ikke helt, men nu handler Skræk og Rædsel om horror, og det vil ikke ændre sig. Og så håber jeg selvfølgelig, at mine skriverier giver flere lyst til at dyrke denne vidunderlige genre med alle dens makabre og uhyggelige oplevelser. Vi ses inde i det skræmmende mørke!

lørdag den 6. juni 2015

THE HORROR OF IT ALL: Horror-genren får den helt store tur af en usympatisk fan

Den amerikanske forfatter, producent og manuskriptforfatter Adam Rockoff er især kendt for at have skrevet fagbogen GOING TO PIECES: THE RISE AND FALL OF THE SLASHER FILM, 1978-1986, der siden dannede grundlag for en ganske underholdende dokumentar. Jeg har ikke selv bidt mærke i, at Rockoff også skrev manuskriptet til remake-udgaven af I SPIT ON YOUR GRAVE, men det skete da også under pseudonymet Stuart Morse. Det var så en af hans dummere karriere-beslutninger; forstået på den måde, at filmen blev et hit, mens WICKED LAKE, som han skrev manuskript til under sit eget navn, blev et kæmpeflop.

Det kan man læse i Adam Rockoffs nye bog THE HORROR OF IT ALL: ONE MOVIEGOER’S LOVE AFFAIR WITH MASKED MANIACS, FRIGHTENED VIRGINS, AND THE LIVING DEAD... I indledningen fortæller han, at bogen er en slags memoirer, hvilket i praksis betyder, at han fortæller om horror-genren ved at tage udgangspunkt i sine egne oplevelser. Han skriver så også, at han har knoklet med at finde på et godt emne til en bog, der kunne være en værdig opfølger til den mere end ti år gamle GOING TO PIECES.
For det første har Rockoff åbenbart ikke oplevet ret meget, og for det andet er han dårlig til at formidle det, han trods alt har været igennem
Resultatet er så blevet denne her, der på papiret lyder som en bog, der burde være værd at læse for de fleste skrækfans. Det er det bare ikke. Bogen skal forestille at være en slags "mit liv som horror-fan", men for det første har Rockoff åbenbart ikke oplevet ret meget, og for det andet er han dårlig til at formidle det, han trods alt har været igennem. Hertil kommer, at han bruger de tyndest mulige undskyldninger for at kværne løs om sine holdninger til det ene og det andet; både når det gælder horror og andre ting. Undervejs får vi f.eks. i den grad understreget, at Rockoff hverken bryder sig om Charlie Sheen eller om franskmænd.

At Rockoff sætter sig for at skrive ud fra sine egne oplevelser, er et koncept, der bryder sammen allerede i kapitel 2. Her fortæller han om kritikerne Gene Siskel og Robert Ebert, der i efteråret 1980 brugte et af deres programmer i TV-serien SNEAK PREVIEWS til at gå til angreb på horror-genren. Rockoff sætter hele 27 sider af til at pille hvert eneste argument og hver eneste påstand, der kommer frem i programmet, fra hinanden. Problemet er bare, at Rockoff var omkring fem år gammel, da programmet blev sendt, og han nåede altså aldrig selv at opleve den effekt, som Siskel og Eberts tirader kan have haft på det amerikanske publikum.

Man får virkelig en nagende fornemmelse af, at Rockoff faktisk ikke har oplevet det vilde, men at han har meget på hjerte. Han bruger f.eks. et helt kapitel på at liste film op i diverse kategorier så som Greatest Kills, Biggest WFT Moments, Best Holiday Slasher og så videre. Meget nørdet, men det er selvfølgelig den voksne fan, der taler, og det er ikke mange oplevelser og anekdoter, han serverer. Vi skal dog igennem et helt kapitel om en aften i efteråret 1988, hvor han - efter eget udsagn - gik glip af at få et håndjob af en pige, fordi han var opslugt af at se kompilation-filmen TERROR ON TAPE, der består af en masse klip fra gysere af blandet kvalitet.

Hvert eneste klip diskuteres indgående, og Rockoff kører ud ad mange tangenter - og nogle gange endda dobbelt-op. Et klip fra Herschell Gordon Lewis-filmen COLOR ME BLOOD RED fører til en lang diskussion om, hvorfor PSYCHO er overvurderet, mens Lewis' BLOOD FEAST i virkeligheden er meget mere revolutionerende. Da Rockoff endelig er færdig med det, skal vi lige have en anekdote om dengang forfatteren spiste middag med H.G. Lewis, der under fortællingen af en historie stopper op for at råbe af nogle forældre, at de skal få deres barn til at holde kæft. Tja, det gør mig ikke meget klogere på den berømte splatter-instruktør at læse den slags, men Rockoff synes åbenbart, at det er vigtigt.

Og sådan kunne man blive ved. Et kapitel dedikeres underligt nok til heavy metal-musik, mens Rockoff i et andet kapitel sætter sig for at slagte genrens hellige køer så som, at SUSPIRIA er Dario Argentos mesterværk, at ALIEN er en fremragende film, at HALLOWEEN er den bedste slasherfilm nogensinde og så videre. Nu er jeg enig med Rockoff i, at ALIEN ikke er særlig uhyggelig, men jeg kan ikke forstå hans iver efter at slå ud til højre og venstre - og det bliver trivielt at læse i længden.

Selvfølgelig er der interessante observationer og betragtninger undervejs, men samlet set er det en fløjtende ligegyldig bog, skrevet af en person, der fremstår særdeles usympatisk. Adam Rockoff lyder ganske enkelt ikke som en fan, som jeg kunne finde på at drikke en øl sammen med og tale om horror-genren. Jeg læste THE HORROR OF IT ALL i hardcover-udgaven, men den er også udgivet som e-bog.

Adam Rockoff: THE HORROR OF IT ALL: ONE MOVIEGOER’S LOVE AFFAIR WITH MASKED MANIACS, FRIGHTENED VIRGINS, AND THE LIVING DEAD... Scribner, USA, 2015, 252 sider.

onsdag den 3. juni 2015

Nå, men i det mindste laver Mary Lambert stadig gysere med dyr

Forleden satte jeg mig ned for at se MEGA PYTHON VS. GATEROID; endnu en af de groteske og billige dyregysere, der fylder den amerikanske TV-kanal Syfy. Jeg blev lidt overrasket, da instruktør-navnet dukkede op under forteksterne - her kunne man nemlig læse, at det var Mary Lambert, der havde skabt dette monstrøse værk. For mange år siden lavede hun PET SEMATARY, der er en af de bedste Stephen King-filmatiseringer nogensinde, men der er dæleme lang vej fra PET SEMATARY til MEGA PYTHON VS. GATEROID.

Nu har jeg ikke fulgt Mary Lamberts karriere slavisk, men der er ikke så meget, der tyder på, at hun er en enestående instruktør. Uden tvivl en god håndværker, men man kan ikke sige, at PET SEMATARY II eller URBAN LEGENDS: BLOODY MARY er gode film, og det er MEGA PYTHON VS. GATEROID så sandelig heller ikke. Underholdende på en dum måde, men en værre omgang sjask, når det gælder manuskript, skuespilpræstationer og effekter. Men der er da nogle dyr med, præcis som i PET SEMATARY.

søndag den 31. maj 2015

Hvor mange gysere når du at se på en måned?

I den bizarre og fascinerende dokumentar CINEMANIA om fem film-nørder fra New York, fortæller en af de medvirkende, at han engang så 1000 film på otte måneder. Bortset fra, at han selvfølgelig skrev alle de sete titler ned på en liste, så husker han mest den periode som i en tåge og han følte sig derefter noget udbrændt, når det gjaldt det at se film. Det kan man sådan set godt forstå, og det er nok de færreste, der når at se 1000 film på otte måneder.

I skrækfilmens verden har vi et eksempel i den forstyrrede Eric Binford fra FADE TO BLACK, der fortæller en pige, han lige har mødt, at han i løbet af et år så tre film hver eneste dag. Det er dog også en sjat. Men for de fleste dødelige er det nok lidt mere realistiske tal, vi har med at gøre; både når det gælder film generelt og skrækfilm specifikt. Jeg har haft en lille afstemning kørende her på bloggen om sidstnævnte, nemlig med spørgsmålet Hvor mange gysere ser du (sådan cirka) om måneden? 61 læsere deltog i afstemningen, der gav følgende resultat:
  • Jeg ser ikke gyserfilm (6 stemmer).
  • En enkelt (11 stemmer).
  • To-tre stykker (13 stemmer).
  • Omkring fem (8 stemmer).
  • Ca. ti styk (7 stemmer).
  • Omkring 20 (11 stemmer).
  • Én pr. dag, så 30-31 styk (1 stemme).
  • Flere end 30 (4 stemmer).
Nu er internet-afstemninger som disse selvfølgelig kun en elektronisk stemningsrapport, men tallene er interessante. Mange ser en-to-tre stykker på en måned, mens en pæn portion holder sig i omegnen af fem til ti film. 11 melder ind, at de når omkring 20 film, mens fire hardcore-fans når op på mere end 30. Formuleringen af valgmulighederne spiller ind, når man skal svare på sådanne afstemninger, og jeg spørger heller ikke ind til, om folk ser film i andre genrer. Dem, der kun ser en enkelt gyser på en måned, kan måske snildt nå 30 film i andre genrer.

Min egen ambition for i år er, at nå at se en skrækfilm mindst hver anden dag, og da jeg i skrivende stund har rundet 86 titler, så ligger jeg lunt i svinget. Men mere end 30 gysere på en måned er for mit vedkommende urealistisk, men det er cool, at der er nogle, der når det.

Hvad er dine vaner, når det gælder gyserfilm?

lørdag den 23. maj 2015

En ornli' syg bog med zombie-tegneserier

Så er der godt nok nyt til dem, der helst vil købe THE WALKING DEAD-tegneserien i de telefonbogs-tykke compendium-udgaver, der indeholder 48 af de oprindelige hæfter. Nr. 3 udkommer den 13. oktober, og den indeholder nr. 97 til og med nr. 144 (eller det samme som i nr. 17 til og med nr. 24 af trade paperback-udgaverne).

søndag den 17. maj 2015

Det er ikke meget horror, vi får på dvd

Det er ikke imponerende, hvad der bliver udgivet af gysere på dvd og Blu-ray her i landet, men enkelte titler slipper dog igennem nøglehullet. Her er et hurtigt bud på nogle af de kommende titler:
  • CAMP MASSACRE (Originaltitel: FAT CHANCE). Udkommer på dvd den 21. maj.
  • MOCKINGBIRD. Udkommer på dvd den 29. maj.
  • WYRMWOOD. Udkommer på dvd den 8. juni.
  • SUPERNATURAL - Sæson 9. Udkommer på dvd den 8. juni.
  • DEMONIC. Udkommer på dvd og Blu-ray den 11. juni.
  • THE WOMAN IN BLACK: ANGEL OF DEATH. Udkommer på dvd og Blu-ray den 18. juni.
  • TUSK. Udkommer på dvd og Blu-ray den 3. juli.
  • CLOWN. Udkommer på dvd den 20. august.
  • DEAD RISING: WATCHTOWER (Originaltitel: DEAD RISING). Udkommer på dvd og Blu-ray den 20. august.
  • MAGGIE. Udkommer på dvd og Blu-ray den 17. september.