fredag den 29. april 2016

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER af John Kenn Mortensen: Skræmmende digte og endnu mere uhyggelige tegninger

Der findes en floskel, der lyder: Ubeskrivelige rædsler. Den bruges ofte i forbindelse med reportager fra krigszoner eller katastrofer; sjovt nok gerne med udpenslede gengivelser af netop de rædsler, der ikke umiddelbart kunne beskrives. I forfatteren H.P. Lovecrafts skriverier kan man støde på ord som immemorial, indescribable, nameless, unmentionable, unnamable og unutterable - ord, der alle antyder, at man står over for rædsler af uhyrlige proportioner.

Men så er der jo en anden floskel, der påpeger, at et billede siger mere end tusind ord, og ved at bruge billeder kan man måske komme tættere på en forståelse af de rædsler, der ikke alene omgiver os i virkelighedens verden, men også af dem, der findes i fantasiens univers. Og i de senere år har vi haft en helt unik adgang til de ubeskrivelige rædsler, nemlig i kraft af John Kenn Mortensens fænomenale tegninger. Han brød igennem med de fascinerende POST-IT MONSTRE, hvor en ganske almindelig kontorartikel blev vakt til live på den mest skræmmende facon.

Nu er han aktuel med MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER, der er noget så usædvanligt som en illustreret digtsamling, hvor små uhyggelige vers er krydret med endnu mere uhyggelige tegninger. En tekst lyder f.eks:

Der dukker en lille pige op i elevatoren efter et strømsvigt
hun står lige bag dig og hun har ikke noget ansigt

Kort, kontakt og creepy som bare pokker - og når vi så får illustrationen oveni, så kan man godt mærke de små nakkehår rejse sig. Det fantastiske ved John Kenn Mortensens arbejde er den enorme variation. Ikke to tegninger ligner hinanden, og uhyggen, monstrene og situationerne varieres i det uendelige. Enkelte steder er der små referencer til horrorfilm, så undervejs i læsningen kan man f.eks. støde på en Jason-maske.

Men ellers er John Kenn Mortensen helt sin egen, og selv med blot to linjers tekst og en tegning, kan han skabe en fortælling, hvor man sagtens kan forestille sig det, der skete før, og det, der vil ske lige om lidt. Og selv om dette måske kan opfattes som en børnebog, så er der solidt stof til de værste mareridt for både store og små. Der er f.eks. en tegning med edderkopper, der næsten ikke er til at ryste af sig.

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER indeholder 34 rædselsdigte i alt, hvoraf de 33 præsenteres på hvert deres opslag. Det 34. fungerer som en slags rammefortælling, der indleder og afslutter bogen - og det er selvfølgelig med en isnende kold og makaber pointe. Så hvis du har smag for rædsler - både de unævnelige og dem, der kan sættes ord på - så er dette en bog for dig.

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER, 104 sider, hardcover, pris: 149,95 kr. Udgivet af forlaget Carlsen, der venligst har stillet bogen til rådighed til denne anmeldelse.

søndag den 24. april 2016

Ramt af en mur af væmmelse: Dengang jeg så DEN PUKKELRYGGEDE GÅR AMOK

Der har været en håndfuld episoder, hvor jeg har måtte forlade en biograf, fordi filmen var for væmmelig eller ubehagelig. Den mest skelsættende var uden tvivl mit første møde med THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE, som påvirkede mig så stærkt, at jeg nok samlet set kun så 50-60 procent af filmen. Jeg var kun 14, og havde aldrig set noget lignende før.

I andre genrer fik operationsscenen i Nicolas Roegs BAD TIMING mig til at tjekke tidligt ud af en københavnsk biograf-forestilling, og indianer-ritualet i THE RETURN OF A MAN CALLED HORSE gav også anledning til at holde en lille pause udenfor biografens mørke. Og så skal det nævnes, at min soldatertids "instruktive" film om skyttegravsfødder og operationer på sønderskudt personel på ingen måde var en rar oplevelse.

Nu fik jeg over tid mere hård hud på øjnene, og har gennemlevet alskens makabre ting og sager på det store lærred - det er jo en del af genren at skubbe til grænser og udfordre publikum på den ene eller den anden måde. Sådan oplevede jeg det også, da jeg i mine unge dage så Javier Aguirres spanske EL JOROBADO DE LA MORGUE fra 1973 med Paul Naschy i hovedrollen.

Internationalt er den kendt som HUNCHBACK OF THE MORGUE, mens den her i landet fik titlen DEN PUKKELRYGGEDE GÅR AMOK. Ifølge IMDb havde filmen dansk premiere den 29. februar 1980, men det har jeg ikke kunnet bekræfte fra andre kilder, men jeg kan grave frem, at den blev distribueret af B.F.U. Film, og at det tilsyneladende var den første film, de havde på programmet.

I pressematerialet kan man læse følgende: "Den ene mere grusomme scene end den anden følger slag i slag. Det er absolut ikke en film for folk med sarte nerver. Filmen er i al sin gru et mesterværk i sin genre". Jo, der lægges bestemt op til, at det er en oplevelse af de mere grumme, og jeg skulle da i sin tid også ind og se den.

Dengang boede jeg i Odense, og filmen gik i Imperial Teatret i bydelen Dalum. Jeg er ret sikker på, at det har været til en eftermiddagsforestilling, og at den blev vist i den store sal. Lærredet var 18 meter, så det har været vildt. Der var dog ikke mere end en halv snes mennesker til stede, så der var pænt tomt på de 360 pladser.

Nu er det altså længe siden, jeg så den, og jeg vil ikke spoile for meget, men jeg husker forholdsvis tidligt i filmen en scene, hvor et lig bliver parteret. Der er vist noget med nogle fødder, der bliver skåret af. Pyha, det syntes jeg godt nok var væmmeligt, og jeg overvejede om DEN PUKKELRYGGEDE GÅR AMOK var en film, jeg skulle se til ende. Ovre på den anden side af biografens midtergang sad tre gutter ved siden af hinanden, og de havde det heller ikke alt for godt med det, der foregik på lærredet.

Men ubehaget fortog sig hurtigt, og snart skete der andre ting i handlingen, så jeg stod det igennem og følte mig samlet set ganske godt underholdt, da vi nåede frem til rulleteksterne. Om jeg dengang mente, at det var en god film, husker jeg ganske enkelt ikke, men det var under alle omstændigheder makabert, bizart og grænseoverskridende. 

Hvis jeg så EL JOROBADO DE LA MORGUE i dag, vil jeg næppe opleve den som udpræget chokerende, men det gjorde jeg altså i 1980 ... og jeg så den til ende!

onsdag den 20. april 2016

En boganmeldelse fra arkivet: Kunsten at skrive den sidste linie

Den amerikanske forfatter Robert Bloch vil af de fleste være kendt som forfatteren til romanen PSYCHO fra 1959, der blev til Alfred Hitchcocks sort-hvide mesterværk fra 1960. Men Bloch har skrevet et væld af romaner, noveller, screenplays og TV-manuskripter, og har markeret sig som en forfatter, de andre ser op til og beundrer.

Som ung korresponderede Bloch med H.P. Lovecraft, og hans første noveller var stærkt inspireret af denne Cthulhu-historier og andre dystre skriverier. I dag er der næppe den store forfatter i genren, der ikke på et tidspunkt har forsøgt at skrive som Robert Bloch.

Fælles for alle Blochs fortællinger er den store kærlighed til sindrige plot-konstruktioner. Bloch kender hvert eneste overraskende plot i genren, og har sikkert opfundet de fleste af dem selv. At finde på et indviklet plot er måske ikke den store bedrift, men styrken ved Blochs forfatterskab er, at han kan aflevere disse overraskende pointer i historier af en hvilken som helst længde. Han kan suge læseren lige så dybt ind i en 15 siders novelle som en 250 siders roman - en kunst de færreste andre forfattere mestrer.

Novelle-samlingen FEAR AND TREMBLING (1989, Tor Books, 309 sider) byder på 13 højdepunkter fra Blochs karriere. "The Brood of Bubastis" fra 1937, hentet fra det legendariske WEIRD TALES, er et godt eksempel på Blochs Lovecraft-inspirerede historier. Novellen "A Most Unusual Murder" byder på en anden Bloch-specialitet, nemlig Jack the Ripper, hvis identitet vi måske får afsløret denne gang. Eller har Bloch en djævelsk trumf i ærmet?

Godt halvdelen af novellerne er typisk Bloch: Iskold og brutal horror, der pirrer nakkehårene. Men der er også flere eksempler på Bloch som humoristisk og satirisk forfatter. Historien "ETFF" handler om et væsen fra det ydre rum, der interesserer sig for science fiction-fandom, og vi følger hans oplevelser på sin første World-Con. "ETFF" byder på så mange "in-jokes", at sf-fans må grine sig en mavepine til over denne historie, der når at gøre grin med alt og alle.

FEAR AND TREMBLING er en flot og underholdende samling, som vil glæde Robert Blochs mange fans. Det kan dog anbefales at læse bogen i små doser. Man kan godt sammenligne bogen med en liter Mövenpick-is med chokoladesmag. Jeg kan sagtens spise et eller to stykker af denne vidunderlige is, men så heller ikke mere. Den kraftige chokoladesmag overvælder ens smagsløg så meget, at man må stoppe resten af isen i fryseren. Det er på samme måde med Blochs fornemme historier. Læs en novelle eller to om dagen. Så "smager" de bedst.

Denne anmeldelse blev første gang bragt i mit horror-nyhedsbrev EVIL MAIL. Det var i nr. 9 i 1989.

fredag den 15. april 2016

Lidt nyt gys med posten

Jeg er stadig ikke helt oppe i gear med at få set gyserfilm efter vores flytning, men tingene er da kommet i orden på hylderne. Forleden kom en pakke fra Amazon med lidt blandet gys, jeg også skal have plads til. For det første har jeg købt CHILDREN OF THE CORN TRILOGY i Blu-ray-udgaven fra engelske 88 Films.

De tre film er udgivet i deres Slasher Classics Collection, og som jeg tidligere har nævnt, så er 88 Films så "luskede", at der er numre på ryggen af Blu-ray-æskerne, og så er man jo nødt til at købe dem alle for at have en komplet stribe stående på hylden. CHILDREN OF THE CORN-filmene har nr. 13, 14 og 15. Også i Slasher Classics Collection fik jeg fat i SCALPS, der har nr. 19.

Note til samlere: DRIVE IN MASSACRE skulle blive nr. 16, men den har ikke fået en udgivelsesdato endnu. Nr. 2 og 3 i SLEEPAWAY CAMP-serien udkommer sidst på måneden, og de har nr. 17 og 18 på ryggen.

Pakken fra Amazon indeholdt også et par titler fra Arrow Films, nemlig MADMAN, som jeg vist aldrig har set, og så Lucio Fulcis über-gustne og makabre ZOMBI 2. Jo, der er nok at kigge på.

fredag den 1. april 2016

Så gav jeg lige en skærv til dansk horror: SORGENFRI kan nu ses i bifferne

I går havde den danske zombie-gyser SORGENFRI premiere, og den måtte jeg selvfølgelig købe en billet til. I ugerne op til premieren blev der i diverse medier skrevet om, at filmen på forhånd ville floppe, fordi den kun kom op i ganske få biografer og derefter straks blive tilgængelig som video-on-demand. Man havde fra de højere magters side vurderet, at denne model ville være det rigtige for en horrorfilm som SORGENFRI.

Det kaldes i branchen for "event-visninger", og det har været et markedsførings-trick, der har været brugt i nogen grad i USA. Få filmen ud i en håndfuld biografer, få nogle anmeldelser, få lidt omtale og så ... kapow ... smid filmen ud på nogle digitale leje-platforme, som et enormt publikum har adgang til. Om det så også kan omsættes til danske forhold, vil tiden vise, men det interessante ved SORGENFRI er, at den det seneste døgns tid eller to har fået en masse omtale og nogle ganske pæne anmeldelser, hvilket bl.a. fremgår af denne annonce:

Meget tyder da også på, at interessen for filmen har fået den lille håndfuld biografer, der har SORGENFRI på plakaten, til at smide nogle ekstra forestillinger ind i skemaet, så på den måde kan man sige, at det bliver til en event, og at "markedsføringen" i nogen grad har virket.

Nu skal det siges, at jeg faktisk ikke var inde at se SORGENFRI i går, selv om jeg havde købt en billet. Min kalender er tæppebombet med andre ting den kommende uges tid, og jeg har ikke umiddelbart tid til at komme i biffen. Men jeg betaler gerne 90,- kroner for at støtte, at der er kommet en ny dansk horror-film.

Og nu så jeg faktisk SORGENFRI for et halvt års tid siden til Blodig Weekend-festivalen. Nu skal jeg være ærlig og sige, at jeg på ingen måde er så vild med den som de anmeldere, der citeres i ovenstående annonce, og derfor kan det virke mærkeligt, at jeg gør så meget ud at skrive om den, og endda efterlader et tomt biografsæde, selv om jeg har købt billet til en visning af filmen. Men hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om, at der i de kommende år gøres forsøg på at lave danske gysere, så må vi troppe op i biografernes billetsalg, når de nye titler får premiere. Det er da det mindste, vi kan gøre.

tirsdag den 15. marts 2016

Streaming er cool, men de fysiske medier vil aldrig dø ... så jeg skriver lige en gyser på indkøbslisten

Okay, note til mig selv: Jeg skal have købt THE CONJURING på Blu-ray. Jeg har den ganske vist på dvd, men en så fænomenal film må man eje i det bedst mulige format, så nu skriver jeg den lige på indkøbslisten. Og så er det værd at tage med, at Blu-ray-udgaven indeholder mere ekstramateriale end dvd'en.

Men det er nu ikke den primære grund til, at jeg skal have købt THE CONJURING. Tanken slog mig, da jeg tilfældigvis bladrede igennem Blockbusters udbud af gyserfilm. Her undrede jeg mig over, at flere af de nyere film ikke kunne lejes, men kun købes. I de "gode gamle dage" stod filmene i det uendelige på videobutikkernes hylder - indtil VHS-båndet eller dvd-skiven var slidt op.

Men i denne nye streaming-verden er rettighederne åbenbart skruet sammen på en helt anden måde, så i skrivende stund er den ikke tilgængelig på Blockbuster, mens den stadig kan lejes på iTunes (dog til 49,- kroner, hvilket er samme pris som den nye James Bond-film, så det er lidt i overkanten). Om den er på andre leje-tjenester, ved jeg ikke, men nu bruger jeg især Blockbuster.

Samtidig er det værd at bide mærke i, at filmen pt. ikke er tilgængelig på f.eks. dansk Netflix, Viaplay eller C More. Så man kan ikke bare klikke ind på en af de tjenester, man eventuelt abonnerer på, og så se den der. Det sætter en tyk streg under, at streaming-tjenesterne kun kan være et supplement til ens horror-samling, men de kan endnu ikke erstatte dem.

Det er ikke for at pege fingre af online-leje-tjenesterne eller streaming-tilbuddene, for jeg ser rigtig meget her, jeg ellers ikke ville få set, og heraf flere titler, jeg nok i længden ikke gad eje. Men der er en del, man gerne vil eje, og det fysiske eksemplar kan man bare hive ned fra hylden og smække i maskinen, når man har lyst. Det kan man nyde, indtil Solen brænder ud ... eller mere realistisk; indtil katten får fat i Blu-ray-skiven, og bruger den til at hvæsse kløer på.

Men det er ikke bare gjort med at anskaffe sig skiverne. Presset fra streaming-markedet påvirker hvor mange titler, der når at udkomme i fysisk form - og under alle omstændigheder har Blu-ray-markedet aldrig været det helt store i Danmark, og oplagene er næppe de vilde. Har f.eks. lagt mærke til, at den første PARANORMAL ACTIVITY-film er vanskelig at opdrive på Blu-ray her i landet. Ja, det er ikke nemt, men nu skal jeg under alle omstændigheder have købt THE CONJURING.

søndag den 13. marts 2016

SORGENFRI kommer snart op i bifferne

Den danske zombie-gyser SORGENFRI har haft en noget bumpet vej til de danske biografer. Forskellige premiere-datoer har været i spil, men nu dukker den så endelig op torsdag den 31. marts. Desværre ser den forestående premiere ikke ud til at blive fulgt op med det store reklame-apparat. Nu skal jeg indrømme, at det er længe siden, jeg selv har været i biffen, så jeg aner ikke i hvor høj grad, at der gøres reklame for den ude i biograferne eller hvor ofte forfilmen vises. 

Men på nettet sker der ikke det store. SORGENFRI's officielle Facebook-side er en temmelig død affære, og jeg kan ikke finde en officiel hjemmeside, men det bruger man måske ikke mere. Man kan selvfølgelig håbe, at publikum kan finde frem til filmen alligevel, men jeg forstår ikke, at der ikke gøres mere ud af en film, der trods alt har fået 8,5 millioner i produktionsstøtte.

Man kan frygte, at SORGENFRI drukner i biograf-udbuddet, og ender med at sælge billetter på niveau med varulve-filmen NÅR DYRENE DRØMMER. 3661 billetter endte den med at sælge, hvilket er alt andet end imponerende; især når man tænker på filmens kvaliteter. SORGENFRI er desværre ikke helt så god som NÅR DYRENE DRØMMER, men det skal jo ikke afholde folk fra at gå ind og se den - det er alt for lidt gys i spillefilms-længde, der produceres i Danmark, og ethvert initiativ fortjener al mulig opbakning. Men det ville hjælpe, hvis der blev buldret lidt mere på reklame-trommerne, når en ny dansk gyser var på vej til de danske biffer.

tirsdag den 8. marts 2016

Eli Roths THE GREEN INFERNO er kannibalistisk gru i en frustrende og rodet indpakning

Da jeg var yngre, var det med en del frygt og bæven, at jeg gik forbi biografernes udhængsskabe, når der var en kannibalfilm på programmet. Jeg gik gerne ind og for at se gyserfilm, men der var bare en helt ekstremt væmmelig aura omkring netop disse film. Tænk bare på reklame-sloganet for Ruggero Deodatos CANNIBAL HOLOCAUST, der her i landet fik titlen KANNIBALMASSAKREN. På plakaten kunne man læse: Århundredets største film-chok! 1980. En skæbnesvanger hvid ekspedition i Sydamerikas grønne helvede - hvad gik galt?

Ordene var ledsaget af en masse ulækre billeder på plakaten, og rundt om hang en masse andre PR-stills, der i den grad signalerede, at man her havde at gøre med en produktion, der kunne få biograf-publikummet til at ønske, at der fulgte en brækpose med billetten. De andre grumme kannibal-gnaskere blev markedsført på samme måde, og jeg holdt mig langt væk fra dem i flere år. At læse i diverse bøger og blade om de mange udpenslede dyremishandlings-scener gjorde også, at filmene på ingen måde var at finde på mine "det skal jeg have set lister".

Men for omkring ti år siden fik jeg taget fat om nældens rod, og fik set CANNIBAL HOLOCAUST, CANNIBAL FEROX, EATEN ALIVE og en lille håndfuld flere af disse i overvejende grad italienske værker, hvor hvide mennesker på uhyggelig vis kom af dage i fjerntliggende jungler. Filmene var præcis lige så ubehagelige, som jeg havde forestillet mig dem, men der var også meget at hente, og ikke mindst CANNIBAL HOLOCAUST tøver jeg ikke med at kalde et mesterværk (selv om det så ikke er en film, jeg genser igen og igen - den er godt nok barsk).
Hele sekvensen, hvor de unge bliver ført ind til kannibal-stammen, og det første drab og den efterfølgende fortæring af staklen, er ekstremt stærkt skildret
Mange fans er vokset op med disse film, og en håndfuld af disse fans er blevet til horror-instruktører, som med moderne virkemidler forsøger at få publikum helt ud på kanten af sædet ... og i flere tilfælde til at få folks mavesække til at hoppe og danse. Mange prøver nok - mere eller mindre bevidst - at hylde de instruktører og de film, der var talk of the town i 80'erne, men der er kun få af dem, der er rykket ud i junglen for at lave en kannibal-gyser.

Vi har set menneske-spisere i mange andre sammenhænge, men jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om WELCOME TO THE JUNGLE fra 2007 som et nyere indslag i genren, der rent faktisk foregår under tropiske himmelstrøg. Og nu har vi så fået Eli Roths THE GREEN INFERNO, der for alvor forsøger at samle stafetten op fra film som CANNIBAL HOLOCAUST og CANNIBAL FEROX. Roth er en helhjertet fan, og han har allerede med CABIN FEVER og de to første HOSTEL-gysere vist, at han gerne går langt for at få sit publikum til at føle ubehag. Men er THE GREEN INFERNO så en vellykket film? Tja, bum bum bum ...

Handlingen kort: Den førsteårsstuderende Justine er tiltrukket af en gruppe aktivister på universitetet, og hun bliver inviteret til at deltage i en protest-aktion, som den karismatiske Alejandro og hans dominerende kæreste Kara har planlagt. En håndfuld af de unge skal rejse til Amazon-junglen for at forhindre, at skoven bliver fældet og de indfødte bliver udryddet. Aktionen forløber nogenlunde efter planen, men det er tydeligt, at ikke alle spiller med åbne kort.

Hele gruppen bliver sendt tilbage med et fly, men undervejs bryder motoren i brand. Nogle overlever ikke styrtet, mens de resterende snart opdager, at de indfødte - hvis liv protest-aktionen skulle redde - har deres helt egne regler og ritualer ... og spise-vaner.

Eli Roth giver sig god tid til at introducere sine personer, hvilket i min optik er fint nok. Selv om mange af karaktererne er kanonføde, der skal ofres senere i historien, så er det cool, at vi kommer lidt under huden på dem. Ikke alle er dog lige troværdige, men det skal først vise sig at blive et problem i filmens andens halvdel. Hele sekvensen, hvor de unge bliver ført ind til kannibal-stammen, og det første drab og den efterfølgende fortæring af staklen, er ekstremt stærkt skildret. Her viser Roth, at han forstår genren, og at han kan forføre og skræmme sit publikum.

Herfra begynder THE GREEN INFERNO at falde fra hinanden. Flere af personerne optræder nu så utroværdigt, at man får lyst til at råbe af filmen, og manuskriptet har øjeblikke, der minder om en skolekomedie. Der er stadig intense scener, men de er nu blandet ind i et handlingsforløb, der har tabt enhver jordforbindelse, og derfor virker de ikke for alvor. Og slutningen er grotesk kluntet med et par makabre twist, der aldrig burde have været med i filmen.

Den samlede bedømmelse: THE GREEN INFERNO er ikke i nærheden af at være på niveau med de grumme klassikere, den er inspireret af, men i glimt er den en forrygende hyldest til og en opdatering af disse film. Men der er for meget, der ikke virker, og derfor er det en frustrerende oplevelse at se den. Men se den endelig: Der går nok mange år, før nogle igen vover sig ind i junglen for at lave en kannibal-gnasker-gyser.

Jeg så THE GREEN INFERNO på den amerikanske Blu-ray fra Universal. Ekstra-materialet består af et billed-galleri og et kommentar-lydspor, som jeg ikke har brugt tid på.

THE GREEN INFERNO, USA-Canada-Chile, 2013. Instruktion: Eli Roth. Medvirkende: Lorenza Izzo, Ariel Levy, Magda Apanowicz, Aaron Burns, Richard Burgi. Musik: Manuel Riveiro.

onsdag den 2. marts 2016

Så småt på vej tilbage til gyset

Der kommer til at gå en del uger, før jeg for alvor får styr på mine ting efter vores flytning, men store dele af hverdagen er tilbage på sporet, og meget fungerer, som det skal. Jeg er heldigvis kommet så langt, at flyttekasserne er tømt og IKEA-møblerne er samlet, så jeg kan så småt vende tilbage til gysets verden.

Jeg kan dog stort set ikke finde noget som helst på mine hylder, fordi tingene blev kastet ind i to lag. I dag skulle min datter bruge dvd-udgaven af JAWS, og det tog en krig at finde den. Blu-ray-udgaven kunne jeg sagtens lokalisere, men vi skulle ind bag dvd'erne på fire-fem hylder, før det ønskede eksemplar dukkede op.

Men jeg har dog gravet Eli Roths THE GREEN INFERNO frem, og har fået set den. Så skal der bare skrives en anmeldelse. Og når det gælder bestillinger af ting og sager, så dukkede den første pakke fra Amazon op i dag på den nye adresse. Pakken indeholdt to 80'er-"klassikere" på Blu-ray, nemlig EVILSPEAK og THE MUTILATOR. Herlige sager.

torsdag den 18. februar 2016

Stadig i flyttekaos ... men nu skal der ses film

Vi er stadig i flyttekaos, men det går fremad. Det meste af min samling kom op på hylderne i går, men det hele er bare kastet ind med en kulskovl, så alt står, så jeg ikke har en kinamands chance for at finde noget som helst. Finsorteringen må komme senere, men nu gjaldt det om at få tømt nogle flyttekasser.

TV'et er kommet på plads i stuen, og i aftes havde jeg endelig tid til at se en film. Og valget faldt selvfølgelig på SCARY MOVIE 4; det siger jo sig selv! Der er dog en god forklaring på det aparte valg. I vores nye lejlighed kan vi nemlig ikke bruge vores YouSee Plus-boks længere, og derfor skal den sendes tilbage.

Men nu havde jeg tilfældigvis optaget SCARY MOVIE 4, som jeg aldrig havde set, og den ville jeg lige nå, før boksen ryger retur. Ikke at jeg er fan af disse film, men de kan momentvis være ganske sjove. Og jeg grinede ganske meget under 4'eren, der er noget bedre end den tyndbenede 2'er og den grotesk elendige 5'er. Men nu kan jeg selvfølgelig også have være træt efter i ugevis at have pakket kasser, slæbt affaldssække og gamle møbler til genbrug, samlet nye IKEA-møbler og pakket ud. Næste film på programmet bliver nok noget rigtig horror.

tirsdag den 26. januar 2016

Flyttekaos: Alt skal i kasser

Vi har besluttet os for at flytte, og derfor kommer de næste to-tre uger til at gå med at få samlingen ned i kasser ... og så går der nok nogle flere uger med at få det hele op på hylderne igen. Det siger sig selv, at det vil påvirke aktiviteten her på bloggen (og den er i forvejen ikke for høj).

onsdag den 20. januar 2016

THE GREEN INFERNO er endelig på vej

For et par uger siden bestilte jeg Eli Roths THE GREEN INFERNO hos amerikansk Amazon, men jeg tror, at jeg er kommet til at vælge en forsendelses-metode, hvor Blu-ray'en bliver sendt med kinesisk junke. Ifølge "track package"-dimsen, så går der stadig en rum tid, før filmen dukker op på min adresse.

Nu er det under alle omstændigheder positivt, at THE GREEN INFERNO er kommet ud, efter at den i en meget lang periode var fanget i en juridisk jungle, så den ikke kunne distribueres. Som sagt er den ude i USA, og den 22. februar udkommer den på dvd (billedet) og Blu-ray i England. Og herhjemme vil Another World Entertainment udgive den i løbet af foråret.

søndag den 10. januar 2016

Angus Scrimm er død

Den amerikanske skuespiller Angus Scrimm er død, 89 år gammel. Scrimm var i horror-kredse især kendt for sin rolle som The Tall Man, verdens mest uhyggelige bedemand, der er en gennemgående figur i instruktøren Don Coscarellis PHANTASM-film. Det var Coscarelli, der på Twitter kom med nyheden om, at Scrimm var gået bort:

"Phantasm’s Angus Scrimm passed away peacefully tonight surrounded by his friends and loved ones ... Angus’s performance as the Tall Man is a towering achievement in horror film history. He was the last of the classic horror movie stars ... Angus was a terrific actor and an even better friend. He will be missed.", skrev Coscarelli.

Gennem årene er der kommet fire PHANTASM-film, og nu er en femte på vej, nemlig PHANTASM: RAVAGER, der er instrueret af David Hartman. Og Angus Scrimm er selvfølgelig med på rollelisten. Ellers har han blandt andet også medvirket i I SELL THE DEAD, SUBSPECIES, JOHN DIES AT THE END og CHOPPING MALL.

Han havde også en mindre rolle i J.J. Abrams' TV-serie ALIAS, og det er netop Abrams' firma Bad Robot, der i øjeblikket er i gang med at lave en 4K-restaureret udgave af den første PHANTASM-film. Med til historien om Angus Scrimm hører også, at han var en populær gæst på horror conventions, hvor han af alle, der har mødt ham, beskrives som en sand gentleman. Hvil i fred.