mandag den 3. august 2015

Så er Skræk og Rædsel tilbage efter sommerferien ... nå, hvad pokker skal man så skrive om?

Her i sommerferien bladrede jeg igennem min notesbog og fandt ovenstående liste over hængepartier på Skræk og Rædsel - emner, jeg tidligere har skrevet meget om, og som jeg så aldrig rigtig kom videre med. Nu tror jeg ikke, at folk har savnet alle disse ting, og jeg har aldrig fået nogle henvendelser om, at jeg skylder at skrive en anmeldelse af f.eks. TRUE BLOOD sæson 4. Derfor er der reelt ikke så meget hængeparti og to-do-liste over disse noter, og jeg har reelt for længst droppet at få skrevet det alt sammen. Men listen skal lige have et par ord med på vejen.
TRUE BLOOD-TV-serien og Sookie Stackhouse-bøgerne
Jeg har været ekstremt godt underholdt af de tre første afsnit af TRUE BLOOD-serien, men det er tre år siden, jeg har set den sidst. TV-serier er det, jeg har sværest ved at finde tid til at se, men jeg skal nok nå til de sidste fire sæsoner. På det tidspunkt giver det ikke rigtig mening at skrive anmeldelser af dem - det kan man finde i bunker andre steder.

Jeg har læst og anmeldt syv af Charlaine Harris' Sookie Stackhouse-bøger, senest ALL TOGETHER DEAD. Bøgerne blev gradvist svagere, og derfor kom jeg aldrig videre, selv om jeg også har de sidste otte bind stående på hylden. Måske høvler jeg dem igennem en dag, men det bliver ikke lige med det samme.

THE WALKING DEAD-TV-serien og tegneserien
Som sagt, så kniber det med at få set TV-serier, og det gælder også THE WALKING DEAD. Faktisk er jeg kun kommet igennem sæson 1, og selv om jeg har sæson 2, 3 og 4 liggende på dvd og Blu-ray samt 5'eren på harddisk-optageren, så har tiden bare ikke været til det. Tager nok en ordentlig tørn og prøver og komme igennem det hele her i løbet af efteråret, men jeg satser ikke på at skrive anmeldelser af de enkelte sæsoner.

Når det gælder den uendelige tegneserie, så strandede jeg efter bind 16, men den skal jeg da også have samlet op. Kan dog heller ikke her forestille mig, at hvert bind får sin egen anmeldelse - det bliver nok til en mere samlet artikel på et tidspunkt.

Horror-dokumentarer
Det er enormt berigende at skrive anmeldelser af horror-dokumentarer, men det skal gøres ordentligt, og da mange af dem er spækket til randen med ekstramateriale, kan det være noget af at omfattende projekt at kaste sig ud i. Vi får se...

Det der TWILIGHT
Jeg har fået mange tæsk for, at jeg har skrevet om TWILIGHT-bøgerne og filmene her på bloggen, men jeg synes, at fænomenet var interessant, og både bog nr. 1 og film nr. 1 er efter min mening ganske OK. Siden gik det stærkt ned ad bakke, og jeg mangler stadig at se de to sidste film. Bare rolig ... I skal nok slippe for anmeldelser af dem, når jeg en dag får dem set. Fænomenet døde mere eller mindre ud efter den sidste film, og selv om bøgerne og filmatiseringerne formentlig stadig sælger godt, så er mange Twilighters nok hoppet videre til andre. Forhåbentlig har nogle af dem fået god inspiration af at have været en tur forbi Skræk og Rædsel.

Der ligger et hus i Amityville
Et af de første større projekter her på bloggen var anmeldelser af alle de Amityville-film, der eksisterede på det tidspunkt. Siden er der kommet en håndfuld mere til, og det bliver helt klart noget, jeg skal have set på.

mandag den 13. juli 2015

Sommerferie! Vi ses den 3. august

Billedet siger det hele; Skræk og Rædsel går på sommerferie. Selv om bloggen opdateres ganske ujævnt efterhånden. så har jeg for alvor aldrig givet den helt fri. Men det får den altså nu. Skriverierne ligger af den grund ikke stille, så måske er der lidt ekstra stof på lager, når jeg vender tilbage her på kanalen mandag den 3. august. Facebook-siden vil dog stadig være aktiv i sommerferien, så kig endelig over på den. Hav en rigtig god og grum sommer!

lørdag den 11. juli 2015

En masse horror-nyt fra Comic-Con

Selv om Comic-Con i San Diego umiddelbart mest lyder som om, at det er en tegneserie-messe, så bruges den også til at lancere en helt masse ting og sager fra filmens og TV-skærmens verden - og sådan er det også i år. Her er lige en håndfuld af de ting, der er braget ud med levende billeder i forbindelse med denne weekends Comic-Con.

THE WALKING DEAD - Sæson 6
Den uendelige zombie-serie får endnu en runde på TV-kanalen AMC, hvor første afsnit løber over skærmen den 11. oktober.



FEAR THE WALKING DEAD - Sæson 1
Nu kan man opleve zombie-apokalypsen fra en helt anden synsvinkel, når spin-off-serien ruller over skærmen. Det sker på AMC fra den 23. august.



SCREAM-serien får en sæson mere
Trods de lunkne anmeldelser er seertallene åbenbart gode nok til, at der kommer en omgang mere. Her er den trailer, der er kommet ud under Comic-Con.



Groovy - ASH VS. EVIL DEAD
Så skal der kæmpes mod de onde døde med en über-sej Bruce Campbell i titelrollen. Premiere i USA den 31. oktober.



TALES OF HALLOWEEN
Et hav af genre-navne er gået sammen om denne antologi-film, der ser vildt spændende ud. Premiere: 16. oktober.

fredag den 10. juli 2015

THE HUMAN CENTIPEDE III (FINAL SEQUENCE) snart på dvd og Blu-ray i England

Tom Six' THE HUMAN CENTIPEDE III (FINAL SEQUENCE) har fået så mange tæsk af anmelderne, og i øjeblikket har den en score på 3.1 ud af 10 mulige på IMBd, så er heller ikke en film, der imponerer publikum. Men selvfølgelig skal man da se det sidste kapitel i den provokerende "mund-syet-fast-til-røv"-serie, og det kan f.eks. lade sig gøre fra den 20. juli, hvor filmen udkommer på dvd og Blu-ray i England. Og alt tyder på, at det bliver i en ucensureret version.

lørdag den 4. juli 2015

SCREAM-TV-serien prøver desperat at være smart

På et tidspunkt i SCREAM 4 spørger journalisten Gale Weathers "how meta can you get?", hvilket hendes småbøvede ægtefælle, politibetjenten Dewey Riley, ikke fatter en bjælde af. Han vil nok heller ikke fatte ret meget af den nye SCREAM-TV-serie, der svælger i moderne underholdnings-teknologi og intertekstuelle referencer på en måde, der næsten er absurd.

Tidligt i det første afsnit kan man opleve skolens nørd Noah udbrede sig om, at "you can't do a slasher movie as a TV series", hvilket måske kan virke über-cool, når man nu netop sidder og kigger på en TV-serie, der er baseret på en stribe slasher-gysere, men på den anden side er det også lidt desperat og på ingen måde så elegant, som man har oplevet det i Wes Cravens fire biograffilm.

Man kan dog se TV-serien uden på noget tidspunkt at have stiftet bekendtskab med filmene. Vi er i Lakewood, hvor mange af gymnasieleverne har grotesk rige forældre (der aldrig er hjemme), og derfor bor i kæmpehuse med enorme swimmingpools og dyre biler i garagen. Og alting kan selvfølgelig styres via talegenkendelsen i ens smartphone. Jo, det er tjekket.

Hele byen er i oprør over en hemmelig videooptagelse af pigen Aubrey, der kysser med en anden pige. Blot få øjeblikke efter, at videoen er gået viralt, bliver en af ansvarlige myrdet ved sin swimmingpool af en maskeret morder (sjovt nok svigter hendes iPhone, da hun gisper til den, at den skal ringe 911). Så er vi i gang.

Jeg elsker de fire SCREAM-film, men TV-serien er slet ikke på samme niveau; i hvert fald ikke bedømt ud fra det første afsnit. Serien virker alt for ivrig efter at være smart og moderne, men personerne mangler kant (eller er irriterende), og dialogen er kunstig. Vi får en smule blod, men ikke så meget uhygge, og morderen er slet ikke blevet introduceret stærkt nok som en figur, vi skal være bange for. Og så kan jeg hverken li' den nye maske eller den nye stemme.

I glimt er der scener, der fungerer fint, og jeg har da også tænkt mig at se et par afsnit mere. Man kan kun håbe, at serien kommer lidt op i gear - ikke mindst fordi man klart har meldt ud, at der ikke kommer flere SCREAM-biograffilm. Vi får se.

SCREAM, USA, 2015, pilot-afsnit. Instruktion: Jamie Travis. Medvirkende: Willa Fitzgerald, Bex Taylor-Klaus, John Karna, Amadeus Serafini, Connor Weil. Musik: Jeremy Zuckerman.

onsdag den 1. juli 2015

Så rundede jeg 100 gysere i år

I aftes genså jeg remake-udgaven af A NIGHTMARE ON ELM STREET (ja, den er stadig sjov at se), og dermed er status for mit skrækfilm-kiggeri i første halvdel af 2015, at jeg har rundet de 100 titler. Det er ikke tosset, især når man sammenligner med sidste år, hvor det samlede tal var netop 100.

Her er et screendump fra min gyserliste på Letterboxd, hvor du kan se de seneste ti film, jeg har været igennem. I øjeblikket har jeg 23 gysere stående i min Netflix-kø og 38 film liggende på dvd/Blu-ray, så der er nok at tage fat på ... og så har jeg endda ikke talt TV-serier og dokumentarer med.

søndag den 21. juni 2015

Flere danske zombier kommer væltende

For nogle måneder siden skrev jeg et indlæg om en stribe af de zombie-projekter, der var på vej her i Danmark. Der sker nemlig en del, både i undergrunden og i den mere etablerede del af branchen. Nu melder endnu et projekt sig på banen, nemlig ZOMBIE 13, der laves af produktionsselskabet Mindspark Films i Kolding. Deres første indspark var en lille kortfilm, der efter sigende skulle være blevet lavet på et par timer. Den er sprængfyldt med energi, og den formår med ganske enkle midler at fortælle en fascinerende historie. Du kan se den lige her:



Men der kommer mere. Tanken er nu at lave flere kortfilm i det samme univers, men hvor filmene er forbundet med hinanden via f.eks. en genstand, person eller sted. Den næste i serien kommer til at hedde PATIENT 13 | FROSTBITE, og her kan du se en trailer:

fredag den 19. juni 2015

THE KEEP: Et usædvanligt drama på Borgen

Yes, så skal man i Cinemateket igen.
I horrorfilmens verden findes en række titler, der på den ene eller den anden måde er legendariske. Denne status kan de så have opnået af forskellige årsager, men et af de helt specielle eksempler er Michael Manns THE KEEP fra 1983. Filmen, der er baseret på en roman af F. Paul Wilson, handler om en gruppe tyske soldater, der under anden verdenskrig får til opgave at bevogte et bjergpas i Rumænien. De slår sig ned i en mystisk borg, hvor en stribe nikkel-kors og bygningens konstruktion tyder på, at den ikke er designet til at holde fjender ude - den skal holde noget inde. Spørgsmålet er så, hvad det er.

Det oprindelige cut af filmen skulle have været over tre timer langt, men filmselskabet fik den før premieren klippet ned til lidt over halvanden time. Hverken anmeldelserne eller omsætningen var imponerende, men nu kom den heller ikke ud i ret mange biografer. Siden blev den udgivet på VHS og laserdisc, men hverken på dvd eller Blu-ray har den været tilgængelig. I dag findes den på enkelte streaming-platforme, men alene det, at den i så mange år ikke har været til at købe til hjemmebiografen, har givet THE KEEP en ganske særlig status.

Den mystiske borg i THE KEEP.
Men i aftes var filmen blevet gravet frem fra arkiverne; helt nøjagtigt fra Det Svenske Filminstituts arkiv, der havde været så venlig at stille THE KEEP til rådighed for Cinemateket i København, så den kunne vises i forbindelse med et Psych-Out!-arrangement. Her kan man altid være sikker på oplevelser ud over det sædvanlige, og det må man sandelig sige, at THE KEEP er.

THE KEEP er rent ud sagt en underlig størrelse. Selv om den har imponerende navne som Scott Glenn, Jürgen Prochnow, Gabriel Byrne og Ian McKellen på rollelisten, så gør de det ikke lige godt alle sammen. Især virker Ian McKellen lidt som om, han er gået forkert. Til gengæld er ambitionsniveauet tårnhøjt, og filmen byder på en stribe imponerende scener, hvor scenografien, monster-designet og den flotte musik af Tangerine Dream virkelig kommer til sin ret.

THE KEEP og BEYOND THE BLACK RAINBOW introduceres.
Selve fortællingen er lidt kluntet, men det kan selvfølgelig skyldes, at der er klippet så meget ud i forhold til instruktørens oprindelige version, og derfor kunne det være fantastisk, hvis vi en dag kunne få en udgivelse, hvor det hele var med. Under introduktionen til aftenens Psych-Out!-program blev det nævnt, at en dokumentar om THE KEEP formentlig vil være klar til næste år, nemlig A WORLD WAR II FAIRYTALE: THE MAKING OF MICHAEL MANN’S THE KEEP af Stewart Buck og Stephane Piter. Om det kan få fremtvunget en bredere udgivelse af filmen, kan man ikke vide, men nu får vi se.

Under alle omstændigheder var det herligt at se filmen på det store lærred i en fin knitrende 35mm-kopi, og arrangementet var ganske velbesøgt på trods af folketingsvalg og første dag på Copenhell. Jeg valgte dog at springe aftenens anden film over, nemlig science fiction-thrilleren BEYOND THE BLACK RAINBOW, men igen var det en god oplevelse at gå i Cinemateket.

torsdag den 18. juni 2015

Another one bites the dust - INSIDIOUS: CHAPTER 3 kommer ikke op i de danske biografer

Så skete det igen; endnu en horrorfilm er blevet droppet, selv om den egentlig stod til at skulle få dansk biograf-premiere. Denne gang er det gået ud over INSIDIOUS: CHAPTER 3, der her i landet distribueres af UIP. Filmen havde premiere i USA den 5. juni, hvor den fik blandede anmeldelser, men på horror-hjemmesiderne var man i det store hele mere positiv end på de mere mainstream medier. Jeg kunne godt lide, at Shock Till You Drop kaldte den for "aggressively creepy".

Billetsalget har ikke været helt oppe at ringe med en omsætning på godt 39 millioner dollar i USA. Regner man resten af verden med, så er tallet 65,7 millioner dollar. Hvad filmen har kostet at lave, er åbenbart en hemmelighed, men et enkelt medie har smidt tallet 10 millioner dollar på bordet. Så selv om man også skal tage udgifter til markedsføring og den slags med i det samlede regnestykke, så kan producenterne nok se frem til et pænt overskud, selv om det nok ikke bliver helt så stort som forventet.

Men filmselskabet siger altså nej til at få nogle danske kroner i kassen, og den planlagte premiere den 6. august er droppet. Svenskerne fik til gengæld mulighed for at se INSIDIOUS: CHAPTER 3 fra samme dato som amerikanerne, og i skrivende stund kører den endnu. Måske har man skævet til de svenske besøgstal, da man besluttede sig for at opgive en dansk premiere, men jeg kan ikke vide det.

Selv om det er trist, når planlagte gyserfilm droppes, så var danskerne ikke specielt vilde med 2'eren i serien. Den solgte nemlig 3594 billetter, mens 1'eren nåde op på hele 9796 billetter. I det mindste har man i dette tilfælde haft nogle tal at forholde sig til - det nye POLTERGEIST-remake blev f.eks. slettet fra den danske premiere-liste, før filmen havde været oppe  i USA. Ak ja, vi må se INSIDIOUS: CHAPTER 3, når den engang kommer på dvd og Blu-ray.

fredag den 12. juni 2015

JURASSIC WORLD: Det kunne være, at man snart skulle lade denne film-serie uddø

Selv om dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, så har de fået nyt liv i filmens verden. Allerede i 1914 fik Winsor McCay dinosauren Gertie til at spankulere rundt i en tegnefilm, og siden var det stop-motion-pionerer som Willis O'Brien og Ray Harryhausen, der vakte fortidens giganter til live igen, mens man i japanske skræk- og science fiction-film fik en forkærlighed for at pakke skuespillere ind i monster-dragter og lade dem stavre rundt i model-landskaber, der blev smadret til uigenkendelighed.

Med Steven Spielbergs JURASSIC PARK fra 1993 nåede genren et helt nyt niveau med sin unikke blanding af computer-skabte effekter og imponerende animatronic-dinoer i fuld størrelse. Filmen blev et kæmpe hit, og den blev senere fulgt op af Spielbergs egen THE LOST WORLD; JURASSIC PARK fra 1997 og Joe Johnstons JURASSIC PARK III fra 2001. Siden har der været stille i den spektakulære forlystelsespark/zoologiske have, men nu er der sandelig kommet liv igen.

Mange år efter, at bæsterne i John Hammonds oprindelige park overtog det hele, er Jurassic World et populært turistmål, hvor tusinder af mennesker kan gå på opdagelse i fortidens verden. For at holde besøgstallet oppe er det dog vigtigt med nye attraktioner, og det seneste spring fremad er en dinosaur, der aldrig har eksisteret i virkeligheden, men som er et mix af lidt af hvert. Indominus rex er navnet, og den er større og vildere end en Tyrannosaurus rex.

Parkens manager Claire har travlt med at overbevise sponsorer om, at det er en god ide at skyde penge i den nye dino, der allerede er brygget sammen og som gnavent går rundt i sit indelukke; langt væk fra publikum. Imens har Claire fået besøg af sine to nevøer Zach og Gray, men hun har ikke tid til at tage sig af dem - især ikke da parkens ejer kræver at få foretaget en sikkerhedsvurdering af den nye dinos indelukke. Claire beder den tidligere marinesoldat Owen om at hjælpe sig - han har et ganske særligt tag på dinoer, og har i et andet projekt på øen fået "tæmmet" fire velociraptorer. Men Indominus rex vil ikke lade sig tæmme, og det varer ikke længe, før alt er kaos.

JURASSIC WORLD er instrueret af den forholdsvis ukendte Colin Trevorrow, og han har været med til at skrive manuskriptet sammen med tre andre. Så har vi seks mennesker i diverse producent-roller, og de har formentlig også haft en del at skulle have sagt. Sådan er det med disse popcorn-film med et stort budget - de laves af en komite og er ikke et unikt og banebrydende kunstværk fra en fantasifuld auteur.

Men der er trods alt grænser for hvor meget af hjernen, der skal parkeres ude i biograf-foyeren, når man ser sådan en film, og jeg må sige, at de forlanger en del af publikum med JURASSIC WORLD. Manuskriptet er en rodebutik af tilfældige ideer. hvor de fleste er dumme eller dårlige. Jo, man er godt underholdt i de to timer, filmen spiller, men det er som om at kigge på et puslespil, hvor man sagtens kan se, hvad billedet skal forestille, men hvor brikkerne alligevel ikke passer helt sammen.

JURASSIC WORLD føles lidt som et remake af JURASSIC PARK, hvilket understreges af de utallige visuelle hints til den første film. At vi også skal trækkes med irriterende børn og andre kendte elementer giver på ingen måde en oplevelse af, at vi har med en frisk og ny vision at gøre. De fleste af skuespillerne er lige så interessante som en sjaskvåd papkasse, men nu forventes der heller ikke ret meget af dem, andet end at de skal stirre og løbe. En romance, der virker desperat og påklistret, hjælper heller ikke på det samlede indtryk - det gør de alt andet end skurkagtige skurke heller ikke.

Rent genre-mæssigt er JURASSIC WORLD et action-eventyr, krydret med noget science fiction og en snert af horror. Enhver film med dinosaurer, der jagter og æder mennesker, er horror i min bog, men selv om en arm gnaves af, og folk ædes levende og blodet sprøjter en smule, så har filmen ikke fokus på at være en gyser. I de få øjeblikke, hvor man kunne have lavet en chokscene, så er udførelsen så kluntet, at chokket udebliver.

Men JURASSIC WORLD er god underholdning på sine helt egen tåbelige facon, og den er ekstremt flot at se på. I enkelte øjeblikke er den endda sublim, som f.eks. i scenen, hvor et stort publikum overværer, hvordan en undervands-dinosaur bliver fodret (selvfølgelig til tonerne af John Williams' oprindelige JURASSIC PARK-tema). Det er ren film-magi. Men den kunne have været så meget bedre, hvis man havde strammet op på manuskriptet, og satset på at fortælle noget nyt i stedet for bare at fortælle den samme historie igen-igen. Jeg så JURASSIC WORLD i 2-D i biografen, men den er også tilgængelig i 3-D og IMAX 3-D.

JURASSIC WORLD, USA, 2015. Instruktion: Colin Trevorrow. Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Irrfan Khan, Vincent D'Onofrio, Ty Simpkins. Musik: Michael Giacchino.

torsdag den 11. juni 2015

Horror-legenden Christopher Lee er død

Den engelske skuespiller Sir Christopher Frank Carandini Lee er død, 93 år gammel. Det skriver flere kilder. For nogle år siden blev han løjet død på nettet, men denne gang er nyheden desværre sand, Dermed har vi mistet en af genrens giganter. Lee rundede de 93 år den 27. maj. Han delte fødselsdag med Vincent Price, og da den 26. maj var Peter Cushings fødselsdag, er slutningen af den måned altid noget ganske særligt for skræk-fans; en slags mini-Halloween, hvor man kunne tage nogle af klassikerne ned fra hylden og mindes de helt store.

Det var noget specielt, at vi i så mange år stadig havde Christopher Lee blandt os, men sådan er det altså ikke mere. Han døde søndag morgen på Chelsea and Westminster Hospital i London efter at være blevet behandlet for problemer med hjertet og åndedrættet. I 1961 blev han gift med danske Birgit Krøncke, og sammen har de datteren Christina Erika Lee.

De første film med Christopher Lee, jeg så, har utvivlsomt været Hammer-gysere. Tysk TV var flinke til at vise gys stort set hver eneste uge, da jeg var teenager, og mange af dem var Hammer-ting. Så måtte man leve med, at skuespillerne talte tysk, men sådan var det bare. Om den klassiske DRACULA fra 1958 har været en af de første, kan jeg ikke vide, men det har det formentlig været.

Forleden genså jeg filmen på den fantastiske nye Blu-ray-udgave, der indeholder de ekstra små klip, som de engelske filmcensorer ikke brød sig. Alene det var en stor oplevelse, men nu har det altid været en oplevelse at se Lee i aktion; også når han optrådte i noget bras. Jeg kan f.eks. ikke udstå HORROR EXPRESS, men Lee er fantastisk i den.

Det er han også i DRACULA, der er en film, der sitrer af energi. Og han gjorde om noget Dracula-karakteren til noget helt unikt - stor, mørk og farlig som en grøft fyldt med klapperslanger. Man kan så leve med, at han i sine senere år ikke brød sig om hele tiden at blive mindet om rollen som verdens farligste greve. Og ret skal være ret - han optrådte i så meget andet. 281 forskellige produktioner har han været i ifølge det seneste tal på IMDb; det er en sjat!

En stor del af det enorme arbejde blev lagt i den skræmmende genre, og blandt hans bedste præstationer er (ud over Dracula-filmene) THE WICKER MAN, THE DEVIL RIDES OUT, THE SKULL .. ja, man kunne blive ved. Selv i små roller strålede han og tronede over alle andre (at han var 196 centimeter høj hjalp selvfølgelig på det - her var han også en gigant).

I skrækfilmens verden vender uhyrerne, monstrene og de onde altid tilbage fra graven. En gentleman som Christopher Lee var ingen af delene, men han spillede dem alle med en elegance og en energi, man sjældent har set lige. Hvil i fred.   

tirsdag den 9. juni 2015

Skræk og Rædsel har ni års fødselsdag

Hold da op, hvor tiden går. I dag er det hele ni år siden, at jeg startede Skræk og Rædsel. Ni år! Så er der bare 366 dage (næste år er et skudår) til et rundt tal, og det skal jeg nok nå, med mindre Google vælger at nedlægge Blogger, eller hvis en kraftig solstorm udsletter hele internettet.

Vildt meget har ændret sig i de mange år, jeg har skrevet her på siden. Med jævne mellemrum kan man læse artikler om, at det er populært at blogge, men når det kommer til stykket, så er det nok især mode-blogs, der er et hit. Det samme skulle gælde blogs om mad, gør det selv og "jeg skriver lige lidt om mit liv, og her kan du se billeder af det". Sådan en blog er Skræk og Rædsel så ikke.

Hvis du er en af dem, der kigger forbi med jævne mellemrum, så vil du have opdaget, at aktiviteten er sporadisk. Jeg blev forleden spurgt, om jeg var ved at tabe gejsten, men det er nu ikke tilfældet, men der er bare så meget andet - og jeg har ikke nødvendigvis noget begavet at sige om alt det, jeg oplever i genren. Meget af det har jeg allerede skrevet om, og en del af de film, jeg ser, er mest for at få dem set eller for at komme til bunds i bunkerne. Ikke alt fortjener at få nogle ord med på vejen.

Det kommer lidt i bølger hvor meget, jeg får lagt ud, men samlet set er det blevet til 141 indlæg siden bloggens otte års fødselsdag. Ville egentlig gerne skrive nogle flere anmeldelser, men det har knebet med tiden - og så skal jeg være ærlig og sige, at anmeldelser ikke nødvendigvis er lig med mange klik. Men det er en særlig udfordring at skrive brugbare og læseværdige anmeldelser, så der skal nok komme flere.

Omvendt er det også et faktum, at sådan noget som Top 10-lister og den slags er endnu mere tidskrævende at lave - de giver til gengæld rigtig mange klik. Ak ja, det er ikke nemt... Selv om man kigger på hvor mange hits, man får, så er det ikke bare klik, der driver værket, hvilket man kan se ovre på min western-blog Rygende Revolvere, som jeg skriver lidt på engang imellem. Det er sikkert Danmarks mindst besøgte blog.

Skræk og Rædsel har i nogle år haft en Facebook-side, hvor mange af de hurtige ting kommer ud. Her er der pt. 1756 fans, der kigger med, hvilket er et imponerende tal. De sociale medier er en sjov størrelse, fordi folk kan reagere på opslagene i nuet, men til gengæld bliver tingene hurtigt "væk", forstået på den måde, at de glider ned ad tidslinjen i løbet af få døgn (også selv om der har været en heftig debat om et emne), og så er der i mellemtiden kommet noget andet, folk hellere vil kigge på. Sådan er det.

Ude i det elektroniske landskab skrives der en del om horror på dansk, men mange af de kendte (og mindre kendte) hjemmesider og blogs beskæftiger sig også med andre ting, så som science fiction, thrillere og exploitation. Om brugerne foretrækker et mix eller en mere ren linje, ved jeg ikke helt, men nu handler Skræk og Rædsel om horror, og det vil ikke ændre sig. Og så håber jeg selvfølgelig, at mine skriverier giver flere lyst til at dyrke denne vidunderlige genre med alle dens makabre og uhyggelige oplevelser. Vi ses inde i det skræmmende mørke!

lørdag den 6. juni 2015

THE HORROR OF IT ALL: Horror-genren får den helt store tur af en usympatisk fan

Den amerikanske forfatter, producent og manuskriptforfatter Adam Rockoff er især kendt for at have skrevet fagbogen GOING TO PIECES: THE RISE AND FALL OF THE SLASHER FILM, 1978-1986, der siden dannede grundlag for en ganske underholdende dokumentar. Jeg har ikke selv bidt mærke i, at Rockoff også skrev manuskriptet til remake-udgaven af I SPIT ON YOUR GRAVE, men det skete da også under pseudonymet Stuart Morse. Det var så en af hans dummere karriere-beslutninger; forstået på den måde, at filmen blev et hit, mens WICKED LAKE, som han skrev manuskript til under sit eget navn, blev et kæmpeflop.

Det kan man læse i Adam Rockoffs nye bog THE HORROR OF IT ALL: ONE MOVIEGOER’S LOVE AFFAIR WITH MASKED MANIACS, FRIGHTENED VIRGINS, AND THE LIVING DEAD... I indledningen fortæller han, at bogen er en slags memoirer, hvilket i praksis betyder, at han fortæller om horror-genren ved at tage udgangspunkt i sine egne oplevelser. Han skriver så også, at han har knoklet med at finde på et godt emne til en bog, der kunne være en værdig opfølger til den mere end ti år gamle GOING TO PIECES.
For det første har Rockoff åbenbart ikke oplevet ret meget, og for det andet er han dårlig til at formidle det, han trods alt har været igennem
Resultatet er så blevet denne her, der på papiret lyder som en bog, der burde være værd at læse for de fleste skrækfans. Det er det bare ikke. Bogen skal forestille at være en slags "mit liv som horror-fan", men for det første har Rockoff åbenbart ikke oplevet ret meget, og for det andet er han dårlig til at formidle det, han trods alt har været igennem. Hertil kommer, at han bruger de tyndest mulige undskyldninger for at kværne løs om sine holdninger til det ene og det andet; både når det gælder horror og andre ting. Undervejs får vi f.eks. i den grad understreget, at Rockoff hverken bryder sig om Charlie Sheen eller om franskmænd.

At Rockoff sætter sig for at skrive ud fra sine egne oplevelser, er et koncept, der bryder sammen allerede i kapitel 2. Her fortæller han om kritikerne Gene Siskel og Robert Ebert, der i efteråret 1980 brugte et af deres programmer i TV-serien SNEAK PREVIEWS til at gå til angreb på horror-genren. Rockoff sætter hele 27 sider af til at pille hvert eneste argument og hver eneste påstand, der kommer frem i programmet, fra hinanden. Problemet er bare, at Rockoff var omkring fem år gammel, da programmet blev sendt, og han nåede altså aldrig selv at opleve den effekt, som Siskel og Eberts tirader kan have haft på det amerikanske publikum.

Man får virkelig en nagende fornemmelse af, at Rockoff faktisk ikke har oplevet det vilde, men at han har meget på hjerte. Han bruger f.eks. et helt kapitel på at liste film op i diverse kategorier så som Greatest Kills, Biggest WFT Moments, Best Holiday Slasher og så videre. Meget nørdet, men det er selvfølgelig den voksne fan, der taler, og det er ikke mange oplevelser og anekdoter, han serverer. Vi skal dog igennem et helt kapitel om en aften i efteråret 1988, hvor han - efter eget udsagn - gik glip af at få et håndjob af en pige, fordi han var opslugt af at se kompilation-filmen TERROR ON TAPE, der består af en masse klip fra gysere af blandet kvalitet.

Hvert eneste klip diskuteres indgående, og Rockoff kører ud ad mange tangenter - og nogle gange endda dobbelt-op. Et klip fra Herschell Gordon Lewis-filmen COLOR ME BLOOD RED fører til en lang diskussion om, hvorfor PSYCHO er overvurderet, mens Lewis' BLOOD FEAST i virkeligheden er meget mere revolutionerende. Da Rockoff endelig er færdig med det, skal vi lige have en anekdote om dengang forfatteren spiste middag med H.G. Lewis, der under fortællingen af en historie stopper op for at råbe af nogle forældre, at de skal få deres barn til at holde kæft. Tja, det gør mig ikke meget klogere på den berømte splatter-instruktør at læse den slags, men Rockoff synes åbenbart, at det er vigtigt.

Og sådan kunne man blive ved. Et kapitel dedikeres underligt nok til heavy metal-musik, mens Rockoff i et andet kapitel sætter sig for at slagte genrens hellige køer så som, at SUSPIRIA er Dario Argentos mesterværk, at ALIEN er en fremragende film, at HALLOWEEN er den bedste slasherfilm nogensinde og så videre. Nu er jeg enig med Rockoff i, at ALIEN ikke er særlig uhyggelig, men jeg kan ikke forstå hans iver efter at slå ud til højre og venstre - og det bliver trivielt at læse i længden.

Selvfølgelig er der interessante observationer og betragtninger undervejs, men samlet set er det en fløjtende ligegyldig bog, skrevet af en person, der fremstår særdeles usympatisk. Adam Rockoff lyder ganske enkelt ikke som en fan, som jeg kunne finde på at drikke en øl sammen med og tale om horror-genren. Jeg læste THE HORROR OF IT ALL i hardcover-udgaven, men den er også udgivet som e-bog.

Adam Rockoff: THE HORROR OF IT ALL: ONE MOVIEGOER’S LOVE AFFAIR WITH MASKED MANIACS, FRIGHTENED VIRGINS, AND THE LIVING DEAD... Scribner, USA, 2015, 252 sider.