Viser opslag med etiketten Christopher Lee. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christopher Lee. Vis alle opslag

søndag den 14. februar 2021

Så er der euro-gotik: Severin Films udgiver vildt Christopher Lee-bokssæt på Blu-ray

Hvis man er til gys, gru og gotiske fortællinger med Christopher Lee på rollelisten, må dette vilde bokssæt fra amerikanske Severin Films være det helt rigtige. THE EUROCRYPT OF CHRISTOPHER LEE er på gaden den 25. maj, og indeholder intet mindre end otte Blu-rays og en soundtrack-cd. Man får IL CASTELLO DEI MORTI VIVI (THE CASTLE OF THE LIVING DEAD) fra 1964, KATARSIS (CHALLENGE THE DEVIL) fra 1963, LA CRIPTA E L'INCUBO (CRYPT OF THE VAMPIRE) fra 1964, SHERLOCK HOLMES UND DAS HALSBAND DES TODES (SHERLOCK HOLMES AND THE DEADLY NECKLACE) fra 1962, TV-serien THEATRE MACABRE fra 1971-1972 og DIE SCHLANGENGRUBE UND DAS PENDEL (THE TORTURE CHAMBER OF DR. SADISM) fra 1967.

Hertil kommer en hel skive med diverse sjældne interviews og andre godbidder samt soundtracket til THE CASTLE OF THE LIVING DEAD. De enkelte film er desuden udstyret med diverse ekstramateriale. Alt sammen koster 105 dollars, og selv om det lidt er en blandet landhandel, så er det godt nok et bokssæt, der frister. Alle skiverne (bortset fra CRYPT OF THE VAMPIRE) skulle i øvrigt være regionsfri.

fredag den 20. juli 2018

Hammers THE DEVIL RIDES OUT fylder 50 år

Det engelske filmselskab Hammer havde det godt med at lave gysere i serier, og derfor husker mange deres Frankenstein-, Dracula- og mumie-produktioner, der i en årrække var markante indslag i biografernes udbud. Men en god håndfuld af deres film var enkeltstående produktioner uden forbindelse til noget, de tidligere havde lavet, og blandt dem finder man noget af det bedste, Hammer-studierne formåede at levere. En sådan film er THE DEVIL RIDES OUT, der i dag runder de 50 år - 20. juli 1968 havde den premiere i de engelske biografer.

Filmen er baseret på en roman fra 1934 af horror- og thriller-forfatteren Dennis Wheatley, der i sin tid blev betragtet som lidt af en ekspert ud i det okkulte, og som i 60'erne solgte en million eksemplarer af sine bøger om året. THE DEVIL RIDES OUT er en fortælling om kampen mellem Duc de Richeleau, der besidder en stor viden om overnaturlige emner, og kultlederen Mocata, der bekender sig til mørkets kræfter. Omdrejningspunktet for handlingen er to unge mennesker, der er kommet i kløerne på kulten og som skal reddes fra deres onde planer.

Det var stærke folk, der stod bag THE DEVIL RIDES OUT. Genre-giganten Richard Matheson skrev manuskriptet, Hammer-veteranen Terence Fisher instruerede og Christopher Lee og Charles Gray gjorde det fantastisk som de to okkulte kombattanter. Det interessante ved filmen er, at Christopher Lee optræder i en af sine sjældne helte-roller. Enkelte steder er den præget af kluntede special effects, men sådan er det.

Desværre har jeg kun set THE DEVIL RIDES OUT en enkelt gang, men hold da op, hvor var det en god oplevelse. Så den skal helt klart have et gensyn i den nærmeste fremtid. Et 50 års jubilæum er i hvert fald en glimrende anledning. Man kan bestille den hjem fra England i en Blu-ray/dvd-combo-udgave, der er krydret med diverse ekstramateriale.

onsdag den 20. december 2017

Dokumentarserien 100 YEARS OF HORROR med Christopher Lee genopstår på dvd

Selv om dokumentarserien 100 YEARS OF HORROR med Christopher Lee som vært gennem årene har været udgivet på dvd flere gange, så har jeg aldrig fået den anskaffet. Serien, der er fra 1996, består af 26 episoder, og fortæller om skrækfilmens brogede historie. Det skulle være en fragmentarisk affære, men jeg overvejer bestemt at købe den, når serien nu genudgives fra amerikanske Mill Creek Entertainment den 6. februar. Der er tre dvd-skiver i æsken.

torsdag den 11. juni 2015

Horror-legenden Christopher Lee er død

Den engelske skuespiller Sir Christopher Frank Carandini Lee er død, 93 år gammel. Det skriver flere kilder. For nogle år siden blev han løjet død på nettet, men denne gang er nyheden desværre sand, Dermed har vi mistet en af genrens giganter. Lee rundede de 93 år den 27. maj. Han delte fødselsdag med Vincent Price, og da den 26. maj var Peter Cushings fødselsdag, er slutningen af den måned altid noget ganske særligt for skræk-fans; en slags mini-Halloween, hvor man kunne tage nogle af klassikerne ned fra hylden og mindes de helt store.

Det var noget specielt, at vi i så mange år stadig havde Christopher Lee blandt os, men sådan er det altså ikke mere. Han døde søndag morgen på Chelsea and Westminster Hospital i London efter at være blevet behandlet for problemer med hjertet og åndedrættet. I 1961 blev han gift med danske Birgit Krøncke, og sammen har de datteren Christina Erika Lee.

De første film med Christopher Lee, jeg så, har utvivlsomt været Hammer-gysere. Tysk TV var flinke til at vise gys stort set hver eneste uge, da jeg var teenager, og mange af dem var Hammer-ting. Så måtte man leve med, at skuespillerne talte tysk, men sådan var det bare. Om den klassiske DRACULA fra 1958 har været en af de første, kan jeg ikke vide, men det har det formentlig været.

Forleden genså jeg filmen på den fantastiske nye Blu-ray-udgave, der indeholder de ekstra små klip, som de engelske filmcensorer ikke brød sig. Alene det var en stor oplevelse, men nu har det altid været en oplevelse at se Lee i aktion; også når han optrådte i noget bras. Jeg kan f.eks. ikke udstå HORROR EXPRESS, men Lee er fantastisk i den.

Det er han også i DRACULA, der er en film, der sitrer af energi. Og han gjorde om noget Dracula-karakteren til noget helt unikt - stor, mørk og farlig som en grøft fyldt med klapperslanger. Man kan så leve med, at han i sine senere år ikke brød sig om hele tiden at blive mindet om rollen som verdens farligste greve. Og ret skal være ret - han optrådte i så meget andet. 281 forskellige produktioner har han været i ifølge det seneste tal på IMDb; det er en sjat!

En stor del af det enorme arbejde blev lagt i den skræmmende genre, og blandt hans bedste præstationer er (ud over Dracula-filmene) THE WICKER MAN, THE DEVIL RIDES OUT, THE SKULL .. ja, man kunne blive ved. Selv i små roller strålede han og tronede over alle andre (at han var 196 centimeter høj hjalp selvfølgelig på det - her var han også en gigant).

I skrækfilmens verden vender uhyrerne, monstrene og de onde altid tilbage fra graven. En gentleman som Christopher Lee var ingen af delene, men han spillede dem alle med en elegance og en energi, man sjældent har set lige. Hvil i fred.   

lørdag den 27. juli 2013

THE WICKER MAN: Nu i tre forskellige udgaver

Engelske StudioCanal har længe været på jagt efter det originale negativ til Robin Hardys kult-klassiker THE WICKER MAN fra 1973. Det er dog ikke lykkedes dem at finde det, men Harvard-arkiverne i USA lå inde med en version, der er længere end den første biografudgave, men ikke lig med det, der nu er kendt som The Director's Cut. Det er den såkaldte "middle version", man har fundet.

Alt dette samles nu i en dvd- og Blu-ray-udgivelse fra Studio Canal den 13. oktober, hvor man får en udgave, der fremover vil være kendt som The Final Cut. Med følger så også den engelske biograf-udgave samt The Director's Cut. Endelig er soundtracket inkluderet. Blu-ray-udgaven indeholder tre skiver, mens der er fire skiver i dvd-æsken - og så er forsiden i øvrigt ekstremt cool. Du kan læse mere om de forskellige udgaver af THE WICKER MAN her.

fredag den 31. maj 2013

Dracula braucht frisches Blut ... gør han nemlig

Jeg har to forskellige dvd-udgaver af Hammers sidste Dracula-film med Christopher Lee, THE SATANIC RITES OF DRACULA, der lige præcis kan gå an, når det gælder billedkvalitet - men det ville være rart med en bedre udgave. Om denne tyske dvd fra HanseSound Musik und Film så kan tilbyde det, er ikke til at sige endnu, men coveret er ganske muntert - og titlen DRACULA BRAUCHT FRISCHES BLUT er sjov. Dvd'en er på gaden den 5. juli.

søndag den 29. juli 2012

Bliv ramt af Frankensteins forbandelse

Nu kan man ikke klage over, at film bliver restaureret og genudgivet i flotte nye udgaver; til gengæld kan det være, at ens bankkonto udstøder klagehyl over, at man er nødt til at købe de samme film igen og igen. Men når det gælder THE CURSE OF FRANKENSTEIN, så er der ikke så meget at diskutere - den skal man bare have i samlingen i den bedst mulige udgave.

Den 15. oktober udkommer filmen fra Lions Gate i England i en Bluray-dvd-combo-udgave med hele tre skiver. Her kan man for første gang se THE CURSE OF FRANKENSTEIN i det 1.37:1 Academy-format, det oprindelig var meningen, at filmen skulle vises i. Man får selvfølgelig også en udgave i 1.66:1.

Filmen vil være næsten komplet, forstået på den måde, at scenen, hvor Victor Frankenstein gennem et forstørrelsesglas kigger på et gennemskåret øjeæble, er blevet gravet frem og klippet ind. Til gengæld er det ikke lykkedes at finde scenen, hvor et afskåret hoved opløses i et syrebad, og eksperter regner med, at dette klip er gået tabt. Udgivelsen vil i øvrigt indeholde et festfyrværkeri af ekstramateriale, så der er noget at glæde sig til.

lørdag den 21. januar 2012

Huset med de lange skygger

Pete Walkers HOUSE OF THE LONG SHADOWS er underligt nok en af de film, der er vanskelig at opdrive. Man skulle ellers tro, at en horror-komedie med Vincent Price, Christopher Lee, Peter Cushing og John Carradine på rollelisten ville være en oplagt ting at udgive, men sådan har det ikke været. I USA har MGM dog udgivet den i deres arkiv-serie med on-demand-DVD-R-udgivelser, men det skulle være en ekstremt grim kopi, man har brugt. Den 19. marts udkommer filmen så i England fra Final Cut Entertainment. Vi må håbe, at denne version er bedre.

torsdag den 22. december 2011

De levende dødes slot

Et dvd-cover bliver ikke meget mere stemningsfuldt end det her. CASTLE OF THE LIVING DEAD er en italiensk-fransk gyser fra 1964 med Christopher Lee, Donald Sutherland og Gaia Germani på rollelisten. Originaltitlen er IL CASTELLO DEI MORTI VIVI og hele tre instruktører, Luciano Ricci, Lorenzo Sabatini og Michael Reeves, arbejdede bag kameraet. Filmen udkommer på dvd i England den 23. januar fra Odeon Entertainment.

torsdag den 15. september 2011

Sjældne scener fra 1958-udgaven af DRACULA er dukket op i Japan

Fra Hammer kommer en forbløffende nyhed: I Japan har man fundet de legendariske manglende scener fra slutningen af Terence Fishers DRACULA fra 1958. I horror-kredse er disse scener næsten at sammenligne med den hellige gral og det er virkelig enestående, at de nu er dukket op.

Det er tegneren Simon Rowson, der bor i Tokyo med sin japanske kone, der har gjort den forbløffende opdagelse. På landets filminstitut fandt han nemlig fire spoler af DRACULA-filmen. De fem første spoler blev ødelagt i en brand i 1984, men heldigvis havde de fire sidste spoler overlevet. Efter lang tid lykkedes det så også for Simon Rowson at få lov til at se filmens finale og han opdagede to scener, der var klart anderledes - nemlig Draculas angreb på Mina og den afsluttende dødsscene.

Nu har Hammer fået fat i en kopi af den japanske udgave, og man håber en dag at kunne klippe de udvidede scener ind i en kommende DRACULA-udgivelse. Læs hele den fantastiske historie på Hammers hjemmeside.

onsdag den 14. september 2011

Når lejeren ikke vil lege med

Skadestuelægen Juliet har forladt sin mand, der har været hende utro. Hun har derfor brug for et sted at bo. Ved et tilfælde finder hun en stor, billig lejlighed i New York med en fantastisk udsigt. Bygningen ejes af den charmerende Max, hvis særprægede bedstefar også bor i en af lejlighederne. Juliet bliver tiltrukket af Max, men vil ikke umiddelbart kaste sig ud i et nyt forhold, selv om hun er fristet. Det skal vise sig at være en skæbnesvanger beslutning.

I de gode gamle dage lavede Hammer andet end gysere med Dracula, mumien og dr. Frankenstein. Det blev også til en stribe thrillere med et herligt twist af horror. Blandt titlerne kan nævnes TASTE OF FEAR, PARANOIAC, THE NANNY og FEAR IN THE NIGHT. Det er derfor ikke så underligt, at det genopstandne Hammer-selskab fortsætter traditionen og kaster sig over horror-thrillere. Den første af disse er THE RESIDENT.
Det er spillefilms-debutanten Antti Jokinen, der har instrueret THE RESIDENT. Som navnet antyder, er han finne, og sjovt nok finder man en noget mere kendt finne blandt producenterne, nemlig Renny Harlin. Man må sige, at Jokinen i det store hele slipper godt fra opgaven. Især er første halvdel af filmen ekstremt dynamisk. Brugen af locations og den fine klipning virker meget gennemtænkt og organisk, og man sidder virkelig og nyder filmen. Men desværre svigter manuskriptet til sidst. Her går der lidt for meget samlebånds-thriller i den og selv om finalen er OK, så virker det lidt som to film i en. Men THE RESIDENT er lige præcis over middel for genren...
Hilary Swank er rigtig god i rollen som den arbejdsomme unge læge, men det er Jeffrey Dean Morgan, der stjæler billedet. Han formår med enkle midler at være både venlig og imødekommende - og så kan han på et splitsekund skifte til at være skingrende vanvittig. Christopher Lee har en lille rolle, hvor der ikke forventes så meget af ham, men det er pragtfuldt at have ham tilbage i en Hammer-filmen. John Ottmans musik er funktionel og en smule anonym.

Jeg så THE RESIDENT på den engelske dvd fra Icon Home Entertainment. Her får man ikke andet ekstramateriale end et kommentarlydspor og en trailer.

THE RESIDENT, England-USA, 2011. Instruktion: Antti Jokinen. Medvirkende: Hilary Swank, Jeffrey Dean Morgan, Lee Pace, Christopher Lee, Aunjanue Ellis. Musik: John Ottman.

tirsdag den 16. august 2011

Vesttysk gotisk gyser med Christopher Lee

DIE SCHLANGENGRUBE UND DAS PENDEL er noget så usædvanligt som en gotisk gyser fra Vesttyskland. Den havde premiere i 1967 og var instrueret af Harald Reinl, der også lavede nogle af de herlige Edward Wallace-filmatiseringer. DIE SCHLANGENGRUBE UND DAS PENDEL har Lex Barker og Christopher Lee på rollelisten og filmen er kendt under et hav af titler, hvor den amerikanske THE TORTURE CHAMBER OF DR. SADISM nok er en af de mere underholdende. Her i landet hed den SKRÆKBORGEN.
Filmen, der i øvrigt er meget løst baseret på Edgar Allan Poes "The Pit and the Pendulum", har været udgivet på dvd nogle gange. De amerikanske versioner skulle byde på elendige billeder, mens den tyske dvd efter sigende er ret flot. Den er så til gengæld udgået og koster derfor en formue, hvis man vil have fingre i den. Den 12. september kommer så en dvd-udgave fra engelske Cornerstone Media under titlen CASTLE OF THE WALKING DEAD. Forhåbentlig er den af god kvalitet.

fredag den 27. maj 2011

Vincent Price har 100 års fødselsdag

I dag kunne den amerikanske skuespiller og horror-legende Vincent Price være fyldt 100 år. Desværre døde han den 25. oktober 1993, 82 år gammel. Men vi kan så glæde os over hans mange fantastiske roller i en stribe flotte og stemningsfulde gysere. Vincent Price deler i øvrigt fødselsdag med en anden af genrens helt store navne, der heldigvis stadig er iblandt os, nemlig Christopher Lee. Han bliver 89 år i dag. Og når vi nu er i gang med de store navne, så kunne Peter Cushing i går være blevet 98 år. Men dagen i dag tilhører først og fremmest Vincent Price!

tirsdag den 18. januar 2011

THE RESIDENT får lyn-premiere på dvd

Horror-thrilleren THE RESIDENT med Hilary Swank, Jeffrey Dean Morgan og Christopher Lee på rollelisten, får premiere i USA den 17. februar. Hvor mange biografer, der når ud i, ved jeg ikke, men det er tydeligt, at filmen skal hente pengene hjem via dvd- og Blu-ray. Her kommer THE RESIDENT nemlig allerede i USA den 29. marts fra Image Entertainment. Filmen er instrueret af finske Antti Jokinen og er produceret af Hammer. Kilde: Dread Central

torsdag den 27. maj 2010

Rædslernes trio har fødselsdag

Der må være noget ganske særlig grumt, makabert og uhyggeligt forbundet med dagene her sidst i maj. Vi kan nemlig fejre fødselsdag for tre af horror-genrens helt store navne. I dag bliver Christopher Lee (eller Sir Christopher Frank Carandini Lee) nemlig 88 år gammel. Den berømte Dracula-skuespiller er kendt for utallige roller i især Hammer-film, men har også været med i en stribe andre gysere. En af hans seneste roller er i SEASON OF THE WITCH, hvor Nicolas Cage og Ron Perlman også er med. Lee medvirker desuden i Hammer-thrilleren THE RESIDENT og THE WICKER MAN-fortsættelsen THE WICKER TREE - to film, der nu er færdigindspillet. Åh ja, han har lige udgivet et heavy metal-album ved siden af alt det andet, han render og laver.

I dag kan vi også fejre, at Vincent Price kunne være blevet 99 år. Han døde den 25. oktober 1993. Og i går kunne Peter Cushing være blevet 97 år gammel. Han døde den 11. august 1994. Så det er virkelig en rædslernes trio vi har med at gøre - selv om det så kun var Vincent Price, der var med i RÆDSLERNES TRIO, den danske titel på Edgar Allan Poe-filmen TALES OF TERROR, men det er en helt anden historie.

fredag den 19. februar 2010

Dagens tyske dvd-cover

Var lige forbi den tyske udgave af Amazon og faldt tilfældigvis over dette herlige dvd-cover. Bag den skønne titel DER TOD FÄHRT 1. KLASSE gemmer sig den engelsk-spanske HORROR EXPRESS fra 1972 af Eugenio Martín med Peter Cushing, Christopher Lee og Telly Savalas på rollelisten. Coveret lokker med, at dette skulle være en ungeschnittene fassung!

lørdag den 5. december 2009

THE HOWLING II snart på engelsk dvd

Nu er det nok mest Sybil Danning-fans, Christopher Lee-kompletister, varulve-freaks og hærdede samlere, der kan finde på at investere i HOWLING II: YOUR SISTER IS A WEREWOLF på dvd. Hvis man lider af et af disse karaktertræk - eller hvis der er noget andet galt - så var region 1-udgaven fra MGM førhen den eneste mulighed for at få fingre i denne mærkværdige produktion.

Fra den 18. januar bliver det lidt nemmere, idet engelske Optimum Releasing udgiver en region 2-disc. Der er ikke noget ekstramateriale. Det siger lidt om hele projektet, at selskabet i deres pressemateriale skriver: "From the director of MAD DOG MORGAN". Javel, ja...
Læs også...
Varulven skyder brystet frem

søndag den 14. juni 2009

Sir Dracula

Christopher Lee, der af de fleste er kendt for sine mange Dracula-roller for Hammer-studierne, bliver nu slået til ridder af dronning Elizabeth. Den 87-årige skuespiller tilhører dermed det eksklusive selskab af Commanders of the Order of the British Empire for "services to Drama and to Charity", som det hedder i den officielle begrundelse.

torsdag den 28. august 2008

Det bloddryppende hus

Forfatteren Robert Bloch leverede flere manuskripter til Amicus-studiet. Netop fordi Amicus holdt så meget af antologi-formatet, passede Blochs erfaring som makaber novelle-skribent perfekt til dem. THE HOUSE THAT DRIPPED BLOOD fra 1971 var en af disse film, hvor rammefortællingen handler om et hus, hvor en kendt horror-skuespiller er forsvundet. En kriminaldetektiv fra Scotland Yard undersøger sagen og får af det lokale politi at vide, at huset har en dyster historie og at også tidligere lejere har oplevet mærkværdige ting.

Det fører os så til filmens små historier, hvor vi hører om en forfatter, hvis seneste roman manifesterer sig i den virkelig verden, om en pensionist, der på byens voksmuseum konfronteres med en gammel kærlighed, om en forretningsmand og hans mystiske datter og endelig om horror-skuespilleren, der ønsker at fordybe sig helt i sin seneste rolle som vampyr.

THE HOUSE THAT DRIPPED BLOOD er en vidunderlig film med et godt mix af uhygge og humor. De overraskende pointer er måske ikke alle lige overraskende, men man fornemmer tydeligt, at manuskriptet er skrevet af en mester. Og så skader det heller ikke med stjerner som Christopher Lee, Peter Cushing og Ingrid Pitt på rollelisten - solidt bakket op af bl.a. Denholm Elliott, Joss Ackland og Jon Pertwee. En lille perle...

THE HOUSE THAT DRIPPED BLOOD, England, 1971. Instruktion: Peter Duffell. Medvirkende: Christopher Lee, Peter Cushing og Ingrid Pitt, Denholm Elliott, Joss Ackland. Musik: Michael Dress.

tirsdag den 19. august 2008

Dracula er en sur gammel mand

THE SATANIC RITES OF DRACULA fra 1973 (eller 1974 ifølge nogle kilder, idet den havde premiere i Tyskland i 1973 og i England i 1974) blev den sidste Dracula-film fra Hammer med Christopher Lee i titelrollen. Filmen er et mærkværdigt mix af spion-thriller og gyser, men minder i sin struktur meget om tidligere indslag i serien. Igen handler det om en gruppe af personer, der får det ultimative fix ved at lege med mørkets magter.

Tonen er dog mere dyster, fordi Dracula bruger sine disciple til at få udviklet en farlig variant af pest, der kan udrydde Jordens befolkning. Som sædvanlig må Van Helsing gribe ind, denne gang i selskab med sit handlekraftige barnebarn, en knotten politimand samt diverse repræsentanter fra efterretningstjenesten. Undervejs går det op for Van Helsing, at Dracula er så desperat, at hans onde plan i virkeligheden er et storslået selvmordsforsøg.

THE SATANIC RITES OF DRACULA er en spøjs affære, der på forunderlig vis virker mere gammeldags end de "historiske" Dracula-film. Især er Draculas livvagter på motorcykler en bizar detalje. Helt håbløs er filmen dog ikke, men er lidt langtrukken, fordi manuskriptet ikke er særlig opfindsomt. Endnu en gang oplever vi f.eks. hvor enkelt det er at få hele Draculas onde plan til at falde fra hinanden og hvor simpelt det er at slå ham ihjel.

Der findes utallige dvd-udgaver af THE SATANIC RITES OF DRACULA, men det skulle desværre kun være den fra amerikanske Anchor Bay, der er i en hæderlig kvalitet. Den har dog været udsolgt i mange år. Jeg har to forskellige versioner af de billige, og de kan lige gå an. Men et genoptryk af en flot udgave ville være super.

THE SATANIC RITES OF DRACULA, England, 1973. Instruktion: Alan Gibson. Medvirkende: Christopher Lee, Peter Cushing, Michael Coles, William Franklyn, Freddie Jones. Musik: John Cacavas