Skriftestolen Part 3: Ja, der er jo stadig en hel del gysere, jeg mangler at få set

Engang i sommeren 2011 skrev jeg her på bloggen et indlæg med titlen Skriftestolen: 25 gyserfilm, jeg ikke har set, hvor jeg gik til bekendelse, og afslørede 25 horror-film, jeg ikke var nået til endnu. Bevares, det var ikke enestående klassikere alle sammen, men trods alt var det titler, der ofte bliver nævnt, og derfor bør man selvfølgelig have set dem.

Her forleden fik jeg så set REPTILICUS, der var en af de 25 titler på listen, og derfor syntes jeg lige, at det var passende endnu engang at opdatere listen (den første opdatering lavede jeg i januar 2014). Og jeg kan konstatere, at der stadig er noget at gå i gang med.

Her er den opdaterede liste i samme tilfældige rækkefølge som sidst:

• WHITE ZOMBIE
• THE OLD DARK HOUSE
• ISLAND OF LOST SOULS
• THE BAD SEED
• LA MASCHERA DEL DEMONIO (BLACK SUNDAY). Jeg synes, at den er flot og fascinerende, men jeg blev ikke blæst væk af den. Men den har mange stærke scener.
• ONIBABA. Den har jeg liggende på Blu-ray, så nu kan jeg få den set.
• LES LÈVRES ROUGES (DAUGHTERS OF DARKNESS)
• BLACULA. En ganske underholdende kultfilm med en helt særlig stemning. Fortsættelsen, SCREAM BLACULA SCREAM, er heller ikke tosset.
• DELLAMORTE DELLAMORE. Den har mange fine øjeblikke, men det er godt nok også en rodebunke. Men den mindede mig om, at jeg skal have genset nogle Michele Soavi-film.
• ÔDISHON (AUDITION)
• COMMUNION (ALICE, SWEET ALICE). En bizar lille sag, men underholdende på sin egen måde. Den mærkelige stemning trækker op.
• KAIDAN (KWAIDAN)
• I TRE VOLTI DELLA PAURA (BLACK SABBATH). En fremragende antologi-film med nogle stærke historier. Helt i topklasse.
• CAPTAIN CRONOS: VAMPIRE HUNTER
• IT'S ALIVE (originalen). En herlig skrækfilm med den helt unikke feeling, der præger de fleste Larry Cohen-film. 2'eren og 3'eren er også værd at se, selv om 3'eren ikke helt er på niveau med de to første.
• MIL GRITOS TIENE LA NOCHE (PIECES). En på alle måder grotesk film med nogle helt vanvittige scener - men den er sjov at se.
• DÈMONI (DEMONS). Den er lidt kikset, men det er på den gode italienske måde - der sker vildt meget, og det er ret underholdende, men det hænger ikke helt sammen. Cool musik.
• THE DEVIL'S REJECTS. En af de få Rob Zombie-film, jeg kan holde ud at se. Han er et kaotisk legebarn, der spjætter ud i alle retninger, men der er nogle af hans projekter, der fungerer - og det her er et af dem.
• SLEEPAWAY CAMP. En komplet vanvittig slasher-klassiker med den mest absurde slutning, man kan forestille sig. Det er ikke verdens bedste slasher, men bizarro-faktoren er godt nok høj.
• BLOOD FEAST
• THE DEADLY BEES
• REPTILICUS. En af danmarkshistoriens få eksempler på en monsterfilm - og det er en forfærdelig en af slagsen. De dårlige special effects går hånd i hånd med de syrede replikker - og så krydres det hele med lidt reklame for Danmark som turistmål.
• ATTACK OF THE GIANT LEECHES
• FOOD OF THE GODS. Hvis man er til psykotroniske film med elendige effekter, så er den her lige sagen, men den er ikke rigtig værd at bruge tid på.
• DEAD & BURIED. Jeg troede egentlig, at det var en lidt mere seriøs film, men den er noget helt for sig selv - og det er ret fedt.

På sin fødselsdag er det helt i orden med en masse skrækkelige, gyselige og horrible gaver

Jeg har fødselsdag, og især min skønne familie har heldigvis sørget for, at jeg har fået en masse grumme gaver. Hertil kommer herlige bidrag fra gode venner. På filmfronten indeholdt gavepapiret TENEBRAE, VIDEODROME, LURKING FEAR, TALES OF HALLOWEEN, DOLLS, THE INITIATION og den originale CAT PEOPLE - alle på Blu-ray. Af soundtracks var der Marco Beltramis SCREAM 2 (i en udvidet udgave), Edwin Wendlers UNNATURAL og volume 1 af Kyle Dixon og Michael Steins STRANGER THINGS.

På tegneserie-fronten fik jeg et par bind af THE WALKING DEAD, mens den helt vilde gave var en gigantisk H.P. Lovecraft-samling i hardcover med illustrationer og noter og det hele, som min kone havde fundet til mig. Wow, den er flot. Og under alle omstændigheder er der gysende underholdning til rigtig mange timer.

Come on Svend! Reptilicus fløj gennem Cinemateket

Så er vi klar til en omgang dansk monsterfilm.

Monsterfilm er ikke lige det, der er blevet lavet mest af i Danmark, men der er selvfølgelig en enkelt produktion, der skiller sig markant ud, nemlig REPTILICUS fra 1961, instrueret af Sid Pink og Poul Bang. Historien om skabelsen af filmen er ganske bizar, hvilket man kan læse mere om i en glimrende artikel af genre-eksperten Nicolas Barbano, nemlig "Twice Told Tails: The Dual Regeneration Of Reptilicus", der blev bragt i nr. 96 af magasinet VIDEO WATCHDOG i 2003. I forbindelse med Cinematekets visning af filmen forleden, blev artiklen lagt ud på arrangements Facebook-begivenhed, og den kan stærkt anbefales.

Man er i godt selskab, når man går i Cinemateket.

Af en eller anden grund, så havde jeg aldrig set REPTILICUS, så det var selvfølgelig bare med at komme af huse, når nu filmhuset havde gravet den gamle 35 mm-kopi frem. Det var der også mange andre, der havde tænkt, og derfor var det en særdeles velbesøgt forestilling. Løjerne blev introduceret af forskningsleder Lars-Martin Sørensen, der forsøgte at sætte REPTILICUS ind i et filmmonster-historisk perspektiv. Det var ganske underholdende, omend lige fem minutter for langt.

REPTILICUS blev vist i serien "Filmarkivet præsenterer".

Jeg må sige, at REPTILICUS er en forbløffende ringe film, men den var sjov at se. Den senere MATADOR-stjerne Bent Mejding spiller mineingeniøren Svend, der under en boring finder det, der siden vokser til det altødelæggende uhyre, mens Carl Ottosen har rollen som den gnavne og livstrætte amerikanske general Grayson, der sammen med det danske forsvar skal nedkæmpe Reptilicus. Han har dog mineingeniøren med undervejs, hvilket igen og igen udløser den muntre replik "Come on Svend".

Sådan er der mange guldkorn, men det ændrer ikke ved, at filmen er en rodebunke. At man bruger Dirch Passer som et komisk element (og som et trækplaster, der skulle lokke danskere i biffen dengang i begyndelsen af 60'erne) er én ting. Noget andet er de grotesk elendige special effects, hvor man kan opleve monstret bliver trukket igennem nogle sølle papmodeller, der skal forestille København. Det er uhyrligt ringe.

Der var mange til monsterfilm i Cinemateket forleden.

Men selvfølgelig er det en enestående psykotronisk oplevelse at se den, og jeg er glad for, at jeg endelig fik den set - og så endda i en biograf. Og publikum morede sig herligt, selv om jeg undrede mig lidt over, at det var nødvendigt at grine af hver eneste replik, der bliver ytret i filmen ... ja, der blev også grinet af scener, hvor folk bare faldt i søvn hen over deres skrivebord. Men det er så bare mig, og som sagt er det herligt, at vi i København har en institution, der disker op med sådanne film. Jeg møder med glæde op en anden gang.

Steen Langstrups SKADEDYR OG TULIPANER er en grum og fascinerende roman

Det er ikke nemt at være en outsider. At den 13-årige dreng Archibald elsker at tegne blomster er måske det mindste problem - det er meget værre, at hans mor er omkommet i en trafikulykke, og at hans kunstnerfar har besluttet, at de er nødt til at komme væk fra København, væk fra det hele. De flytter ind i et hus på en lille ø langt pokker i vold, hvor faderen fordyber sig i flaskerne og skaber stadigt mere dystre malerier. Og Archibald kan bare tegne sine blomster, mens han i den grad oplever, at han er en outsider. Her på øen er han bare en københavnerhvalp, og sådan nogle bliver man ikke uden videre venner med.

Sådan er udgangspunktet i Steen Langstrup nye roman SKADEDYR OG TULIPANER, der af forfatteren selv beskrives som domestic noir/horror. Vi har at gøre med socialrealisme/drama med et mørkt og dystert twist, og der er ingen tvivl om, at bogen har sine ubehagelige sider. Helt horror er den dog ikke, men man kan sige, at den ikke er horror på samme måde som film som DELIVERANCE og STRAW DOGS ikke er det.

Archibald får undervejs en form for venner på øen. På den ene side er den pigen Fie, der hader stedet som pesten. Hun forstår Archibald, men forskellige omstændigheder gør, at de ikke kan ses så tit. På den anden side er der nabo-børnene Hans og Peter, der sammen med deres far Hans-Peter laver en masse rigtige drenge-ting, så som at tage ud og fiske eller skyde med luftgevær.

Københavnerhvalpen bliver inddraget i flere af disse aktiviteter, som både fascinerer og frastøder ham. Men Hans og Peter har også deres egne hemmeligheder, der efterhånden kommer til at true Archibald. Denne søger dog lidt trøst i hundehvalpen Mette Tulipan, som han får af sin farbror - men dyr kan jo blive væk og komme til skade. Det er ikke nemt at være en outsider.

Som man kan fornemme, så det er ikke nødvendigvis rare ting, der skildres i SKADEDYR OG TULIPANER, og klimaks er på ingen måde for børn. Sproget flyder og miljøskildringen er i top, så man læser bogen på ingen tid. Men nu er det jo også en af vores bedste skribenter, vi har med at gøre. Historien er ganske vist lidt længe om at komme i gang, og da den begynder at bevæge sig ind på de mere dystre områder, så er det næsten som om, at det går for stærkt. Her ville det have klædt bogen, at den havde været blot 25-50 sider længere.

Men samlet set er SKADEDYR OG TULIPANER en grum og fascinerende roman, der er værd at stifte bekendtskab med. I øvrigt er der kælet meget for detaljerne i den fysiske udgave af bogen med mønstre på alle sider og en kunstnerisk skrifttype til kapitel-overskrifterne. Det er meget elegant.

Steen Langstrup: SKADEDYR OG TULIPANER. 2 Feet Entertainment, 2017, 235 sider. Bogen er venligst stillet til rådighed af forfatteren.

THE REZORT: Tag på en dejlig ferie og skyd en masse zombier i stumper og stykker

Hvis man en dag kaster sig ud i at være iværksætter i underholdnings/ferie-branchen med planer om at lave en park, hvor publikum kan opleve vildt farlige ting, så skal man nok lige kigge en gyserfilm eller to igennem først. Her vil man hurtigt lære, at det kan gå grueligt galt - ja, det er faktisk næsten en hovedregel, at det vil fejle big time, og at publikum ender som dem, der bliver ædt eller på anden vis kommer af dage. Se bare i JURASSIC PARK, hvor dinosaurerne overtog hele den fantastiske park, hvor man ellers på sikker afstand skulle kunne nyde de genskabte kæmper fra fortiden.

Nu har vi så fået THE REZORT, der er blevet beskrevet som JURASSIC PARK med zombier. Mange år efter, at en zpmbie-virus udslettede to milliarder mennesker, har man fået situationen under kontrol. Et enkelt sted i verden finder man dog stadig de levende døde, nemlig på det luksuriøse The ReZort - en ø, hvor turister under kontrollerede forhold kan tage på safari og skyde zombier.

Den traumatiserede Melanie er med på det seneste hold af gæster på øen. Hun er en af dem, der mistede mange af sine kære under zombie-udbruddet, og hun tror, at det måske kan virke som god terapi selv at dræbe nogle af de omvandrende lig. Hun er sammen med kæresten Lewis, der har masser af erfaring fra zombie-krigen. Blandt de andre gæster er to hyper-energiske teenagere, en mystisk kvinde og en gnaven mand ved navn Archer, der har et særligt talent for at skyde zombier. Men midt i det hele bryder parkens avancerede sikkerhedssystem sammen, og snart vrimler det med de levende døde overalt.

THE REZORT ligner umiddelbart en af de mange billige horror-TV-film, der har oversvømmet markedet de seneste år, men man fornemmer alligevel her, at budgettet er højere og at ideerne er bedre. Filmen er solidt instrueret af Steve Barker, der tidligere har lavet OUTPOST og OUTPOST: BLACK SUN, mens manuskriptforfatteren Paul Gerstenberger især har arbejdet med TV-produktioner. Rollelisten består for det meste af forholdsvis ukendte navne, men man har dog fået den flittige Dougray Scott med, og han trækker virkelig op i den samlede bedømmelse.

Vi har at gøre med noget så usædvanligt som en engelsk-spansk-belgisk produktion, og dele af den er filmet på ferieøen Mallorca. Det fungerer usædvanlig fint. Man kunne dog godt have ønsket sig, at der var blevet spenderet lidt mere på zombie-makeuppen, men det er småting i en film med masser af energi og mange kreative indfald. Muligvis har man glemt den i samme sekund rulleteksterne kører over skærmen, og det er ikke nødvendigvis en film, man kunne finde på at se igen. Men man er godt underholdt undervejs, og det betyder også noget. Jeg så THE REZORT på dansk Netflix.

THE REZORT, England-Spanien-Belgien, 2015. Instruktion: Steve Barker. Medvirkende: Dougray Scott, Jessica De Gouw, Claire Goose, Martin McCann, Jassa Ahluwalia. Musik: Zacarías M. de la Riva.

William Peter Blatty er død

Så har genren mistet det første store ikon her i 2017. Den amerikanske forfatter og instruktør William Peter Blatty er død, 89 år gammel. Blatty er især kendt for at have skrevet THE EXORCIST, der blev filmatiseret af William Friedkin. Og det er blandt andet Friedkin, der var en af de første til at breake nyheden om dødsfaldet på Twitter.

William Peter Blatty, dear friend and brother who created The Exorcist passed away yesterday

— William Friedkin (@WilliamFriedkin) 13. januar 2017

Som sagt var Blatty manden bag THE EXORCIST, der udkom i bogform i 1971. Historien var inspireret af en sag fra sidst i 40'erne, som Blatty havde hørt om som ung. Han skrev selv manuskriptet til William Friedkins filmatisering fra 1973, og det indbragte ham siden en Oscar. Filmen, der har Ellen Burstyn, Max von Sydow, Jason Miller og Linda Blair på rollelisten, blev en kæmpesucces, og regnes i dag for at være en af genrens bedste film.

I 1983 udkom romanen LEGION, der var Blattys eget bud på en fortsættelse til THE EXORCIST. Selv om det er mange år siden, jeg har læst den, så husker jeg den som ekstremt stemningsfuld, og jeg har længe haft den på min liste over bøger, jeg burde genlæse. Forfatteren stod selv bag en filmudgave fra 1990 (med titlen THE EXORCIST III), men det er noget af en rodebunke - især fordi filmselskabet krævede en masse ændringer, da optagelserne var slut.

Et original director's cut findes dog på Blu-ray fra Scream Factory, og det er nok værd at opsøge. Uanset hvad, så indeholder filmen en af de mest effektive chokscener nogensinde. Rygter vil vide, at Ole Michelsen viste hele scenen i programmet "Bogart", men jeg ved ikke om det er rigtigt.

Blandt Blattys andre projekter kan nævnes filmen THE NINTH CONFIGURATION, der var baseret på hans egen skriverier. Jeg har desværre aldrig set den, men på IMDb har den fået noget af en genre-betegnelse, nemlig Comedy | Drama | Horror | Mystery | Thriller. Hold da op! Den går dog for at være lidt af en kultklassiker.

Blatty satte sit fingeraftryk på en af de mest uhyggelige film, der nogensinde er lavet, og det er for den, at han vil blive husket - også af andre end horror-fans. Og det er slet ikke så ringe. Hvil i fred.

Så ramte kalenderen den første af årets fredag den 13. - og vi har en mere at glæde os til

Kalenderen har ramt fredag den 13., og det er bare første gang i år.  Oktober vil også byde på en af de uheldige datoer, så for horror-fans bliver det en helt særlig måned, fordi den rundes af med Halloween. Men nu er det altså kun januar, men netop dagens dato gør det lidt til en slags mini-Halloween. Nogle horror-fans gør i hvert fald en smule ekstra ud af en dag som denne; for eksempel ved at se et par skræmmende film.

Blandt dem kunne selvfølgelig være en eller flere fra FRIDAY THE 13TH-serien. Selve datoen har ikke den store betydning i de fleste af filmene, men producenten og instruktøren Sean S. Cunningham følte i sin tid, at FRIDAY THE 13TH var den helt rigtige titel til hans kommende film. Arbejdstitlen på Victor Millers manuskript var ganske vist "A Long Night at Camp Blood ", men nu blev det altså den skumle dato, der kom til at være kendetegnet for den sejlivede serie.

Om jeg selv lige når at se en gyserfilm i dag, ved jeg ikke, men der er uanset hvad noget ganske særligt ved denne dato.

INTRUDER på Blu-ray ... og så endda med slipcase

Nej, jeg har strengt taget ikke brug for at eje Scott Spiegels slasher-klassiker INTRUDER på Blu-ray i en slipcase-udgave, men nu har jeg bestilt den. Selvfølgelig skal jeg have fat i filmen, der udgives i den såkaldte Slasher Classics Collection fra 88 Films - de har jo den luskede ide, at udgivelserne har et nummer på ryggen, og så har man jo næsten nødt til at købe dem alle. Man er vel samler.

Men i virkeligheden kan jeg godt undvære et pap-omslag på Blu-ray'en, men jeg har alligevel bestilt et af de 300 eksemplarer, der bliver udgivet på den måde. Den almindelige udgave vil ikke være med slipcase, og det er så den eneste forskel.

Nu har jeg ved en tidligere lejlighed forudbestilt en anden film i serien fra 88 Films, nemlig Jim McCullough Sr.'s MOUNTAINTOP MOTEL MASSACRE, hvor man fra selskabets hjemmeside kan købe en særlig Blu-ray-udgave. Her får man både slipcase og booklet, hvilket den almindelige udgave ikke vil byde på. Især en booklet er surt at undvære, så det var lidt mere oplagt at slå kløerne i et af de 1000 eksemplarer.

Nå, men jeg skal altså også i gang med at se noget horror her i det nye år

Jeg har som sådan ikke en målsætning om hvor mange gyserfilm, jeg skal nå at se i år, men tallet må meget gerne være højere end de 56 styk, som jeg nåede sidste år. Man skal jo starte et sted, så årets første film blev M. Night Shyamalans THE HAPPENING fra 2008, som jeg af en eller anden grund ikke havde fået set. Shyamalan (ja, jeg kan efterhånden stave til hans navn uden at slå det op) har haft en karriere, hvor filmene blev stadig ringere, og jeg var helt holdt op med at bruge tid på ham.

Men hans THE VISIT fra 2015 var bestemt seværdig, og den kommende SPLIT virker meget lovende, så nu skulle THE HAPPENING have en chance. Og hvad kan man så sige om den. Tja, bum bum ... De første 20-25 minutter er helt fantastiske, men så kollapser historien fuldstændig, og på et tidspunkt begynder den at handle om noget helt andet. Men nu har jeg set den, og som sagt var der gode ting undervejs.

Jeg er vild med Shyamalans måde at komponere billeder på, og stemningen er sine steder vildt intens. Men manuskriptet er for ujævnt, og så virker det bare ikke. Men jeg ser frem til SPLIT, mens jeg næppe nogensinde får taget mig sammen til at se LADY IN THE WATER, THE LAST AIRBENDER eller AFTER EARTH. Men de tre ville jo heller ikke tælle på min horror-liste, hvor årets tal indtil videre er 1. Meget mere venter ...

Julegaverne forsvandt ud i The Twilight Zone

I en verden, hvor de fysiske film-butikker stort set er forsvundet i Danmark, må man være en anelse mere kreativ, når man laver ønskelister til jul. Jeg havde derfor ønsket mig en håndfuld gysere, der kunne bestilles fra Amazon i England, og min kone var så sød at bestille nogle af dem hjem. Men selv om der tikkede "din pakke er på vej"-sms'er ind til hende, så dukkede den aldrig op. En anden pakke slap dog igennem, og det betød, at jeg juleaften fik den gode gamle Hammer-klassiker THE MUMMY på dvd/Blu-ray-combo. Herligt.

Men den anden pakke var på mystisk vis forsvundet ud i The Twilight Zone. Amazon har selvfølgelig refunderet tabet, og jeg ved. at en anden pakke siden er landet her på adressen. Så nu kan jeg i stedet glæde mig til min fødselsdag. Men den slags irriterende hændelser er bare en af de mange grunde til, at jeg savner de fysiske film-butikker.

Tid til at gøre status: 2016 blev året, hvor jeg ikke havde tid til at se gyserfilm

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg har forsømt genren en del i løbet af 2016 - i hvert fald på film-fronten. Ikke alene har vi været igennem en flytning i år, men der har også været mange andre facetter af virkeligheden, der har trængt sig på, og det har påvirket mængden af gysere, jeg har fået set. Årets tal er 56, hvilket i det mindste i gennemsnit er mere end én om ugen, men det er slet ikke i nærheden af de 148, jeg nåede at få set i 2015. Her er årets titler:

30 DAYS OF NIGHT * A HAUNTED HOUSE * A HAUNTED HOUSE 2 * ALIEN * ALTERED * AMITYVILLE DEATH HOUSE * ARACHNOPHOBIA * BIG BAD WOLVES * BONE TOMAHAWK * CABIN FEVER (2016) * CURVE * DARK SKIES * DEVIL'S PLAYGROUND * DIGGING UP THE MARROW * DUEL * EVIL DEAD  (2013) * EVIL DEAD II * FROM BEYOND * GHOST RIDER: SPIRIT OF VENGEANCE * GRADUATION DAY * HALLOWEEN (1978) * HELLIONS * HOUSE AT THE END OF THE STREET * HUSH * INSIDIOUS: CHAPTER 3 * INTRUDERS * KRAMPUS * LACE CRATER * MY AMITYVILLE HORROR * OUTPOST: BLACK SUN * RISE OF THE ZOMBIES * SATAN'S LITTLE HELPER * SCARY MOVIE 4 * SCREAM * STREET TRASH * THE ALCHEMIST COOKBOOK * THE AMITYVILLE ASYLUM * THE AMITYVILLE HAUNTING * THE AMITYVILLE PLAYHOUSE * THE AMITYVILLE TERROR * THE BLACKCOAT'S DAUGHTER * THE CALL OF CTHULHU * THE CANAL * THE CONJURING * THE DEVIL'S BACKBONE, TEXAS * THE EVIL DEAD * THE GIRL WITH ALL THE GIFTS * THE GREEN INFERNO * THE PURGE: ELECTION YEAR * THE SACRAMENT * THE VISIT * THE WICKER MAN (1973) * THE WITCH * TRAIN TO BUSAN * TUSK * ZOMBIELAND

Som sædvanlig var der nogle af titlerne, der var gensyn, altså film, jeg havde set før. 14 gensyn blev det til. SCREAM nåede jeg både at gense via Netflix og til en forrygende 20 års jubilæums-forestilling i CinemaxX under CPH PIX-festivalen. Og THE WITCH så jeg to gange, så det tæller både som en førstegangs-oplevelse og som et gensyn.

Lidt flere tal: 16 blev set på Netflix, 3 var optaget fra TV, 10 var på dvd, 15 på Blu-ray, 3 kom fra Blockbuster og 2 fra Viaplay ... og så var jeg i biografen 9 gange. Jeg bruger tjenesten tjenesten Letterboxd til at holde styr på mit film-kiggeri, og du kan se min 2016-liste lige her.

Nu giver det ikke helt mening at lave en Top 5 for året, men af nyere film kan jeg bestemt anbefale THE WITCH, BONE TOMAHAWK og TRAIN TO BUSAN. Og så er det i den grad meningen, at jeg skal have set nogle flere gysere her i 2017. Jeg glæder mig!