



Årets mest skræmmende, uhyggelige og creepy dag i kalenderen er over os igen. Mørkets magter er løs og børn og voksne verden over trækker i makabre kostumer for at fejre denne dag. Lav en græskarmand og sæt dig ned med en gyserfilm - kun afbrudt af de forhåbentlig mange "slik eller ballade"-unger, der ringer på din dør. Her i familien tog vi lidt forskud på de grumme løjer og lavede en græskarmand i efterårsferien. Ham kan du se på billedet. Jeg ønsker alle Skræk og Rædsels læsere en rigtig god Halloween.
Serier eller franchises findes i de fleste genrer, men indenfor horror får de virkelig deres eget liv. Fans higer efter at se deres favorit-skurk eller monster gå amok i endnu et kapitel og Hollywood følger trop med den ene film efter den anden - i hvert fald så længe, der kan tjenes penge på serien.
Der kommer mange spændende horrorfilm fra England i disse år, men det er sjældent, at de når frem til de danske biografer. Nu hiver Miracle Film dog en af de seneste hjem, nemlig Ben Wheatleys KILL LIST. Den handler om to lejemordere, der påtager sig en usædvanlig og meget skræmmende opgave. KILL LIST får premiere den 25. december i Gloria i København.
Underligt nok er den danske premieredato for den nye THE THING nu forsvundet fra Kino.dk (citat: 'THE THING er ikke planlagt til dansk biografpremiere') - og filmen findes heller ikke længere på filmselskabet UIP's hjemmeside. Måske er de ved at finde en ny dato ... eller måske dropper de den helt til biograferne. Det skal blive spændende at følge med i.
Svenske Studio S Entertainment har udgivet tre boxsæt med dyregysere under fællestitlen DJÄVLA DJUR. Nu følger Another World Entertainment trop med en lignende æske. Titlen er HORRORS FROM THE DEEP COLLECTION og her får man tre vandpjaskende skrækfilm, nemlig PIRANHA, L'ULTIMO SQUALO (THE LAST JAWS) og TENTACOLI (KÆMPEBLÆKSPRUTTEN). Boxen udkommer den 8. november.
Så er der godt nyt til alle FRIDAY THE 13TH-fans og soundtrack-samlere med en forkærlighed for skræmmende toner. FRIDAY THE 13TH: THE ULTIMATE COMPILATION er titlen på en opsamling, hvor man får en stribe af komponisten Harry Manfredinis bedste tracks fra de seks første film. Det er Lionsgate Records og FEARnet.com, der står bag udgivelsen, og hvis man kigger forbi her, kan man se et video-interview med Manfredini og instruktøren Sean Cunningham. FRIDAY THE 13TH: THE ULTIMATE COMPILATION kan købes på iTunes.
I forbindelse med premieren på den nye Hammer-film, THE WOMAN IN BLACK, udgiver forlaget Loxodonta til januar en dansk oversættelse af Susan Hills gyser fra 1983. Titlen bliver (selvfølgelig) KVINDEN I SORT. Handlingen beskrives således på forlagets hjemmeside: Den unge advokat, Arthur Kipps, bliver sendt til det ensomt beliggende hus, Eel Marsh House, for at ordne et dødsbo. Huset viser sig at rumme mere end den afdøde kvindes indbo.
Seerne er helt pjattede med THE WALKING DEAD på den amerikanske TV-kanal AMC - og på kanaler rundt om i resten af verden. Sæson 2 har sat nye rekorder, og det er derfor ikke så underligt, at de levende døde også skal vandre i en sæson 3. Det meddelte AMC i går. Kilde: Dread Central
Den 16-årige Alice Palmer er druknet i lokal sø. Ægteparret Palmer og sønnen Mathew er i dyb sorg, men da de begynder at opleve en stribe mystiske hændelser i deres hjem, får de på fornemmelsen, at Alice kunne være i live - eller måske forsøger at kommunikere fra gravens dyb. Derfor bliver de hovedpersoner i en dokumentar, hvor de fortæller om de uhyggelige ting, der sker, og om deres jagt på sandheden om Alices død.
LAKE MUNGO er en australsk gyser i den særlige mockumentary-genre, altså en fiktiv historie, der præsenteres som en dokumentar. Genren grænser op til found footage-filmene som f.eks. THE BLAIR WITCH PROJECT og THE LAST EXORCISM, hvor vi også har dokumentar-folk i aktion. Men i LAKE MUNGO får vi altså den færdige dokumentar - serveret på en så realistisk måde, at man næppe ville spekulere over, at det var fiktion, hvis man dumpede ind i den på f.eks. Discovery Channel.
Og det hele bliver endnu mere intenst af, at skuespillerne i den grad brænder igennem som rigtige mennesker af kød og blod. Samtidig er der mange overraskelser undervejs i historien, hvilket meget elegant leder frem til det sidste kvarter, hvor vi får den chokerende sandhed. LAKE MUNGO byder ikke på chok efter chok, men der skrues pænt op for uhyggen til sidst. Og så er det med at blive hængende under slutteksterne, hvor det for alvor afsløres for os, hvad det er vi har set. Er man til PARANORMAL ACTIVITY-serien, er det bestemt også værd at bruge tid på LAKE MUNGO.
Hvad vil nutidens horror-publikum se? Tjah, hvis man kigger på hvordan de seneste gysere har klaret sig i løbet af premiere-weekenden i USA, så kan det lige gå an at diske op med det femte kapitel i FINAL DESTINATION-serien (18 millioner dollar i omsætning blev det til i løbet af den første weekend).
Buysoundtrax har fundet James Horners HUMANOIDS FROM THE DEEP-musik fra 1980 frem. Den har før været ude på en cd sammen med BATTLE BEYOND THE STARS, men kommer nu altså på en cd for sig selv. Man får også lidt musik fra TV-remaket fra 1996, komponeret af Christopher Lennertz. Cd'en udkommer den 31. oktober og oplaget er 1000 eksemplarer.
Fra Buysoundtrax kommer også THE SATANIC RITES OF DRACULA. Det er John Cacavas' score til Hammer-gyseren fra 1973. Cd'en indeholder al musik fra filmen - præsenteret i den rigtige rækkefølge. Dette soundtrack vil også blive udgivet den 31. oktober og igen er oplaget 1000 eksemplarer.
Alan Howarths AHI Records, der bliver distribueret via Buysoundtrax, er nået til endnu en titel i HALLOWEEN-serien, nemlig HALLOWEEN 4: THE RETURN OF MICHAEL MYERS. Der er tale om en udvidet udgivelse i forhold til tidligere versioner. Oplaget er begrænset, men jeg har ikke lige kunne finde oplysninger om hvor mange cd'er, der bliver lavet. Det er formentlig 1000 eller noget i den stil.
Screamworks er på banen med Conrad Popes musik til den nye Mira Sorvino-skrækfilm THE PRESENCE, der i øvrigt bliver udgivet på dvd herhjemme sidst i november.
Intrada har fundet en noget speciel titel frem, nemlig Jerry Fieldings musik til den canadiske CRIES IN THE NIGHT fra 1980. I USA er den kendt som FUNERAL HOME og den er den titel, der pryder forsiden. Da rettighederne har været dyre, koster cd'en 30 dollar i modsætning til normalprisen på 20 dollar for den slags udgivelser.
Marco Beltrami er en flittig horror-komponist. Varèse Sarabande har netop udgivet hans score til den nye udgave af THE THING.
Varèse Sarabande står også bag en udvidet udgave af soundtracket fra MIMIC af Marco Beltrami, som de har udgivet i deres cd-klub. Desværre er de 1000 eksemplarer allerede revet væk, så man skal være heldig for at finde den.
Beltrami er også involveret i scoret til DON'T BE AFRAID OF THE DARK, der er komponeret sammen med Buck Sanders. Lakeshore Records har en cd på vej. OBS: Seneste nyt! Lakeshore Records har droppet at sende en cd-udgave på markedet, så dette score kan kun købes som download.
Ovre hos Perseverance Records finder man en klassisk titel, nemlig EXORCIST II: THE HERETIC, komponeret af ingen ringere end Ennio Morricone. Der kom en cd for mange år siden i Frankrig, men coveret var tudegrimt. Nu vender det originale cover tilbage - ellers skulle indholdet være det samme. Cd'en udkommer i begyndelsen af december i 3000 eksemplarer.
Jeg vil runde denne gennemgang af hos Digitmovies, der serverer en lækker dobbelt-cd med Claudio Gizzis musik til FLESH FOR FRANKENSTEIN og BLOOD FOR DRACULA. For mange år siden udkom en italiensk cd med uddrag fra de to scores, men den er vildt sjælden og koster en formue, hvis man kan opstøve et eksemplar. Nu kan man i stedet købe denne udgivelse, der indeholder mere end to timers musik. Wow!
MUTAGEN-forfatteren Jonas Wilmann har startet sit eget forlag, KAOS. Her udgiver han den 13. december sin nye horror-roman SMUKKE ANNA. På bagsiden beskrives handlingen således:
I går havde den amerikanske PARANORMAL ACTIVITY 3 premiere i de danske biografer - og det er ikke mere end et par dage siden, at PARANÔMARU AKUTIBITI DAI-2-SHOU: TOKYO NIGHT udkom på leje-dvd her i landet (det er den japanske film, der er en officiel sequel til 1'eren). Men hvis man har lyst til at se PARANORMAL ACTIVITY: TOKYO NIGHT i biffen, så sætter Husets Biograf i København den på plakaten fra på torsdag.
Det er særdeles sympatisk, at det digitale udstyr i landets biografer også bruges til diverse kavalkader med klassiske film - som regel i flotte, nyrestaurerede kopier. Desværre er det ikke så tit, at disse kavalkader medtager gyserfilm, men til januar kommer dog en enkelt titel, der smager lidt af monster. Det er nemlig Ivan Reitmans populære horror-komedie GHOST BUSTERS fra 1984, der lige får lov til at køre landet over den 18. januar.
De tre action-gysere i DARKMAN-serien har før været ude på det danske marked, men i næste uge vender de tilbage - takket være Soul Media. Filmene kommer både på dvd og i combo-udgaver med Blu-ray og dvd.
Amber er desperat efter at slippe væk fra den lille by, hvor hun bor. Hun har derfor fundet en lejlighed i Chicago, som hun skal ind og betale depositum for. Hun overtaler sine venner Peter, Suzy, Eric, Fiona og Ray til at give hende et lift, men da Erics bil bryder sammen, får de en lastbilchauffør til at køre dem resten af vejen. Men han har andre planer med dem og pludselig befinder de seks unge sig i et nedlagt slagteri, hvor de bliver jagtet af blodtørstige væsener.
Desværre er filmens historie noget sjusk. Der er lidt for mange tilfældigheder undervejs og man når aldrig at få et indtryk af vampyrerne som farlige. Det bliver mest til nogle tilfældige chok-scener, der ikke er nervepirrende i længden - og så nytter det ikke noget, at filmen har bygget fint op og ladet os komme ind under huden på personerne. Samtidig er det vildt distraherende, at vampyrerne ligner noget, der har været tilovers fra 30 DAYS OF NIGHT.
Den danske skuespiller Poul Glargaard døde i aftes, 69 år gammel. Glargaard har en særlig plads i hjertet hos mange horror-fans, fordi han i sin tid indtalte en halv snes gyser-historier på kassettebånd. De første blev åbenbart produceret til en serie af eventyrbånd, han lavede til mindre børn, men siden kom så seks titler i serien LYT - HVIS DU TØR! GYS MED POUL GLARGAARD. Et udvalg af disse historier er også udgivet på en dobbelt-cd. Poul Glargaards gys har en fangruppe på Facebook - den finder du her.
I søndags havde sæson 2 af THE WALKING DEAD premiere på den amerikanske TV-kanal AMC. Og det var lidt af et hit. Ifølge en pressemeddelelse fra kanalen, så slog den nye rekorder for hvor mange mennesker, der klikkede ind og så en drama-serie på en kabel-TV-kanal.
Den nye THE THING gjorde på ingen måde indtryk på det amerikanske publikum i denne weekend. Selv om den havde premiere i knap 3000 biografer, så viser de første prognoser, at omsætningen ikke var på mere end 8,7 millioner dollar. Ifølge IMDb har budgettet været i omegnen af 35 millioner dollar og når man hertil lægger udgifterne til markedsføring, så er der lang vej til et overskud.
Så har man set det med. Alfred E. Neuman bliver ædt af zombier på forsiden af MAD nr. 512. Nu ser det lidt ud som om, at hans hovede er blevet klistret på tegningen, men det er lidt sjovt alligevel. Det pågældende hæfte indeholder selvfølgelig en parodi på THE WALKING DEAD.
Så er der blevet afsløret en forside til den dvd- og Blu-ray-udgave af GOJIRA fra The Criterion Collection, som jeg tidligere har nævnt. Ud over også at indeholde den amerikanske version, GODZILLA, KING OF THE MONSTERS!, så vil der være en masse ekstramateriale. Filmen udkommer i USA den 24. januar. Kilde: FANGORIA
Så har Matthijs van Heijningen Jr.'s THE THING-prequel haft premiere i USA, og de fleste anmeldere på horror-hjemmesiderne er ret enige om, at det er en dårlig - eller i hvert fald uinteressant - film. Her er en håndfuld citater.
Hvis man har ventet i spænding på at få fingre i det sidste bind af instruktøren Guillermo del Toro og forfatteren Chuck Hogans vampyr-trilogi, så er det nu, man skal være på mærkerne. Den engelske udgave af THE NIGHT ETERNAL burde være udkommet i går, men er åbenbart ikke helt på lager hos forhandlerne endnu - men det kommer nok - og den amerikanske udgave udkommer den 25. oktober. Herhjemme er det forlaget Hr. Ferdinand, der udgiver bøgerne, men en dansk dato kendes ikke.
Den seriøse studerende Agnes og den noget mere jordnære Belinda er på arbejde en aften på en ensomt beliggende tankstation. Der er stort set ingen kunder, for Danmark er i finalen (i en sportsgren, vi sjovt nok ikke får at vide hvad er - men det er utvivlsomt fodbold). Enkelte driver dog forbi og de to piger forsøger også at få tiden til at gå ved at holde telefonisk kontakt med deres kærester. Men det er ikke trygt at være på arbejde sådan en aften - især når kunderne opfører sig mærkværdigt. Og der er åbenbart en eller flere ude i mørket, der har gruopvækkende planer med de to piger.
Hvis man køber den udgave af A SERBIAN FILM, som Cinematic Vision har udgivet på dvd og Blu-ray her i Danmark, så er der allerede fra filmselskabets side trykt en advarselstrekant på forsiden. Her får man at vide, at filmen indeholder "Extremely brutal and provocative elements. Warning".
Et af de mest eftertragtede horror-scores er nu endelig blevet udgivet på cd. Det drejer sig om Brad Fiedels musik til Tom Hollands populære vampyrfilm FRIGHT NIGHT fra 1985. Cd'en er skabt ud fra bånd, man har fået både fra Sony Pictures og fra komponisten. Det er selskabet Intrada, der sørger for, at skrækfans nu langt om længe kan købe dette soundtrack hjem til samlingen.
Kane Hodder har verdensrekorden i at spille Jason Voorhees på film. Derudover har han medvirket i et hav af andre produktioner - ofte i en rolle, hvor han har taget livet af nogen. Alt dette kan man nu læse om i UNMASKED: THE TRUE STORY OF THE WORLD'S MOST PROLIFIC CINEMATIC KILLER. Den er skrevet af Mike Aloisi, der endda har skrevet endnu en bog, nemlig THE KILLER & I, hvor han beretter om arbejdet med at fortælle Hodders livshistorie. Du kan få endnu mere info her. Kilde: Dread Central
Scanbox udgiver Adam Greens HATCHET II den 13. december. De har ikke afsløret en forside endnu, så I må nøjes med den amerikanske plakat.
For et par år siden var Otto Penzler manden bag THE VAMPIRE ARCHIVES; en af de mest omfangsrige vampyr-antologier på markedet. Nu er den flittige redaktør på banen igen - denne gang med en zombie-antologi. Titlen er ZOMBIES! ZOMBIES! ZOMBIES! og her får man mere end 800 sider med zombie-historier skrevet af bl.a. Stephen King, Edgar Allan Poe, H.P. Lovecraft, Robert Bloch, Joe R. Lansdale, Robert McCammon, Robert E. Howard og Richard Matheson. Bogen er udkommet i USA på forlaget Vintage Crime/Black Lizard.
Den amerikanske skuespiller og musiker David Hess døde i fredags, 69 år gammel. Hess nåede at medvirke i omkring 40 film og TV-serier, men der er især én rolle, der skiller sig ud. Det er som den klamme og sleazede Krug Stillo i Wes Cravens THE LAST HOUSE ON THE LEFT - en af de mest udskældte film, der nogensinde er lavet. Hess var også fremragende i Ruggero Deodato LA CASA SPERDUTA NEL PARCO ... og knap så fremragende i Wes Cravens SWAMP THING, men det er så en noget mere kulørt film. David Hess havde rigtig mange fans i horror-miljøet og han vil helt sikkert blive savnet.
Rupert Bryans engelske survival horror-film THE HIKE får dvd-premiere i England den 24. oktober fra Lionsgate Home Entertainment. På forsiden har man valgt at bruge en lys udgave af plakaten. Men når filmen udkommer den 7. december fra svenske Njutafilms, så kan det ikke blive mørkt nok. Uanset hvad, så skulle det være en grum og meget seværdig gyser.
Det vrimler ikke med dræber-grise i skrækfilmens verden. Man kommer selvfølgelig straks til at tænke på den australske RAZORBACK. Er man Clive Barker-fan, kender man novellen "Pig Blood Blues", der måske skal laves til en film. Muligvis er der andre eksempler.
Ennio Morricones musik til John Carpenters THE THING er udkommet på lp og cd for mange år siden, men de koster en formue i dag, hvis man vil have fat i dem. I soundtrack-miljøet håber man meget på en genudgivelse - ikke mindst fordi remaket/prequel'en er lige om hjørnet. Men nu byder Buysoundtrax ind med en lidt mærkværdig udgivelse, nemlig en genindspilning.