torsdag den 30. september 2010

Danske SAW-fans viser fjæset på Facebook

Scanbox, der distribuerer SAW-filmene i Danmark, har oprettet en Facebook-gruppe i forbindelse med den kommende premiere på SAW 3D. Målet er at nå op på 2200 medlemmer (beregnet ud fra antallet af danskere sammenlignet med antallet af medlemmer af den internationale SAW-Facebook-gruppe). Lidt sjov ide. Scanbox lokker så med diverse præmier efterhånden som man runder f.eks. 100, 500 og 1000 medlemmer og så videre mod målet. Opdatering: Facebook-gruppen ser nu ud til at være lukket.

Og så kan jeg da lige benytte lejligheden til at præsentere den seneste SAW 3D-plakat, der er virkelig underlig:

Minianmeldelse: THE GRAVEDANCERS

Harris, Kira og Sid mødes til en gammel vens begravelse. I fuldskab bryder de ind på kirkegården, hvor de efter at have læst et mystik brev danser på gravene. Det skulle de ikke have gjort. Effektiv og nervepirrende lille gyser, der serverer det ene solide chok efter det andet. Især er spøgelserne virkelig uhyggelige. Og selv den robot-agtige skuespiller Dominic Purcell er til at holde ud at se på, men alle på holdet leverer dog varen. Det overgearede klimaks trækker dog lidt ned, men ikke nok til at ødelægge oplevelsen. THE GRAVEDANCERS, USA, 2006. Instruktion: Mike Mendez.

onsdag den 29. september 2010

Stephenie Meyer er en trussel mod kvindefrigørelsen, hævder blogger

Ja, man havde det måske nok på fornemmelsen, men her er beviset: Stephenie Meyer er en trussel mod kvindefrigørelsen. Det kan man læse i et forrygende indlæg på BJ-C's Day of the Woman-blog. Måske er argumentationen ikke helt vandtæt, men det er altså sjovt.

På besøg i Dracula-land

Niels K. Petersen fra Magia Posthuma-bloggen har været en tur i Rumænien, primært for at se udstillingen Dracula - voievod şi vampir på Muzeul national de arta al Romaniei i Bukarest. Han nåede undervejs også at opleve andre kuriøse og seriøse ting, som en vampyr-, Dracula- og/eller Vlad Tepes-interesseret turist kan støde på i Rumænien. Du kan læse den fascinerende rejseberetning her.

tirsdag den 28. september 2010

Marco Beltrami laver musik til SCREAM 4

I vrimlen af nyheder om SCREAM 4 er her en af de rigtig interessante (efter min mening, altså...). Komponisten Marco Beltrami har bekræftet, at han skal lave musikken - og det er jo fantastisk, da han også var manden bag de herlige lydspor på de tre første film i serien. Beltrami har mailet nyheden til et medlem af Film Score Monthlys message board, så den burde være god nok.

Skrækkelige blade... på den fede måde, altså

Selv en stor del af nyhedsformidlingen efterhånden er blevet elektronisk, så kan man stadig købe bladbare blade - trykt på rigtigt papir. Det gælder også monster-magasiner. Nu nøjes jeg selv med at købe FANGORIA, men jeg vil da lige nævne to andre - især fordi deres forsider stinker af nostalgi. Det ene er canadiske Rue Morgue, der har været på banen i 13 år nu. I deres næste nummer, nr. 105, går de bl.a. tæt på PSYCHO, der har 50 års jubilæum i år. Og så er der lige kommet et nyt engelsk blad, Shock Horror Magazine, der har selveste Vincent Price på forsiden.

mandag den 27. september 2010

Så rundede jeg gyser nr. 100

I aftes så jeg CHILDREN OF THE CORN: THE GATHERING. Det er horror-titel nr. 100, jeg får kværnet i år. Det er lidt sent på året, jeg runder nr. 100, men nu har der også været så meget andet. Slutter nok året med at have set omkring 125 titler.

Flere brutale dyr i en æske

Svenske Studio S Entertainment udgav for et par år siden et boxsæt med titlen DJÄVLA DJUR. Den indeholdt tre dyregysere, der også blev udgivet selvstændigt på dvd, men der var nu alligevel noget særligt over denne æske med den fantastiske titel. Og 1. december slår Studio S Entertainment så til med en 2'er: DJÄVLA DJUR 2 - NU ÄNNU DJÄVLIGARE. Filmene i boxen bliver SQUIRM, THE FOOD OF THE GODS og FROGS. Ikke dårligt...

søndag den 26. september 2010

De blodtørstige møgunger ta'r til storbyen

CHILDREN OF THE CORN III: URBAN HARVEST (1995)
Eli og Joshua er to brødre fra Gatlin, der er blevet forældreløse efter deres fars død. Joshua opdager dog ikke, at det var Eli, der slog faderen ihjel, så vi publikummer ved altså godt, at Eli er en creepy lille møgunge. Brødrene bliver adopteret af ægteparret Porter i Chicago. Joshua vænner sig hurtigt til livet i storbyen - så slipper han også for at gå i sit kedelige Amish-agtige tøj. Men Eli savner majsmarkerne og He Who Walks Behind the Rows, så han etablerer på magisk vis sin egen mark i en nedlagt fabrik. Og så går han ellers i gang med at hverve disciple til sin menighed.
Hvor CHILDREN OF THE CORN II: THE FINAL SACRIFICE var en hvad skete der lige bagefter-sequel, så er 3'eren en hvad kan vi så ellers finde på-film. Her flytter man typisk handlingen til en anden lokalitet, men prøver at bevare et eller andet element fra den oprindelige historie, f.eks. en genstand eller en person. Og det er syret at få den ide, at et af de vanvittige børn fra Gatlin får en majsmark til at gro i Chicago. Jeg aner ikke, om det er manuskriptforfatteren Dode B. Levenson, der selv har fundet på det, men det er ganske kreativt.
Grundhistorien er dog den samme: En barneprædikant samler andre børn omkring sig, så de kan tage livet af de voksne. På den måde kan man godt fornemme, at vi er i sequel-land, hvor det trods alt ikke går an at udfordre det faste publikum alt for meget. Som noget nyt i serien er det dog i høj grad prædikanten selv, der går forrest og tager del i blodbadet. Først til sidst i filmen er de andre børn blevet så hjernevaskede, at de udgør en morderisk hær.
Det hele ender dog med et temmelig flippet klimaks. Special make-up effects-holdet - med Screaming Mad George i spidsen - går totalt H.P. Lovecraft-amok med et monster, der skal ses! Ikke fordi, det er fantastisk, men fordi vi her får nogle tænderskærende primitive effekter, der kunne være hentet fra et filmprojekt på en folkeskole. Og det er synd, for ellers er make-up-effekterne i filmen effektive, makabre og bizarre. Nu har budgettet næppe været imponerende, men det klimaks er godt nok i den billige ende.
CHILDREN OF THE CORN III: URBAN HARVEST er instrueret af James D.R. Hickox, bror til den noget mere talentfulde Anthony (WAXWORK) Hickox. Blandt holdet af skuespillere er det især Daniel Cerny, der markerer sig i rollen som den onde Eli. Han kan både være dæmonisk og kold og på den anden side charmerende og sårbar. Arbejdshesten Michael Ensign spiller en præst, der fatter mistanke til Eli, mens Charlize Theron debuterer i filmen som en af de unge, der bliver medlem af majs-kulten. Hun har dog ingen replikker, så hendes navn dukker ikke op på rulleteksterne.
Filmen blev produceret af Dimension/Miramax, og indspilningerne fandt sted i december 1993. Filmselskabet kunne dog ikke blive enige med sig selv om CHILDREN OF THE CORN III skulle have en biografpremiere, så den lå længe på en hylde og samlede støv, før den blev smidt ud på video i september 1995. Og det var så på video, at alle de kommende CHILDREN OF THE CORN-film skulle finde deres publikum.
Af en 3'er at være, er det ikke en tosset film. Ganske vist er bizarro-faktoren vildt høj, men det er bare med til at gøre den endnu mere underholdende. Den groteske slutning trækker dog ned og det lille twist til sidst (hvor man lægger op til en mulig 4'er) er heller ikke elegant. Men alt i alt et af de bedre kapitler i den mærkværdige serie om møgungerne fra majsmarken.

CHILDREN OF THE CORN III: URBAN HARVEST er udkommet herhjemme på dvd fra Midget Entertainment. Udgivelsen er i fullscreen-format. Man kan også få en anamorphic widescreen-udgave fra engelske Anchor Bay, enten på en dvd for sig eller i en box sammen med de to første film.

CHILDREN OF THE CORN III: URBAN HARVEST, USA, 1995. Instruktion: James D.R. Hickox. Medvirkende: Daniel Cerny, Ron Melendez, Jim Metzler, Nancy Lee Grahn, Jon Clair. Musik: Daniel Licht.

Når du nu alligevel sidder og keder dig...

...med computeren på en søndag, så kan du jo lige så godt sende mig en mail med dine 20 horror-favoritter. Der er stadig længe til deadline, men hvorfor vente? Læs mere om projektet her.

Dvd-gys uge 39 - 2010

Bare lige en enkelt titel...
  • SURVIVAL OF THE DEAD (George A. Romero, horror-genrens Gammelsmølf, serverer her det sjette kapitel i sin zombie-saga. Læs min anmeldelse her og denne bemærkning om selve dvd'en. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Atlantic/Pan Vision).
...og lidt på kanten af genren skal det bemærkes, at Paramount udgiver den horror-inspirerede thriller-TV-serie HARPER'S ISLAND i en box med alle 13 afsnit.

lørdag den 25. september 2010

Gene Simmons pryder FANGORIA-forside

FANGORIA har afsløret forsiden på nr. 298, der udkommer engang i oktober. Som en del af den redaktionelle fornyelse og udvikling, der foregår på bladet i øjeblikket, så har man valgt at lade Gene Simmons pryde forsiden. Det følges så op inde i bladet med et interview med den 61-årige musiker, der selvfølgelig er kendt, berygtet og verdensberømt som den tungefremvisende bassist i rockgruppen Kiss. Forsiden har straks fået nogle fans til at reagere på FANGORIAs hjemmeside: De vil da have en artikel med horror-rockeren over dem alle, nemlig Alice Cooper. Og FANGORIA svarer: Vi er i gang, bare rolig!

fredag den 24. september 2010

POSSESSION snart på engelsk dvd

Andrzej Zulawskis POSSESSION har ikke været ude på dvd i England før, men det retter Second Sight nu op på. Dvd'en er på gaden den 25. oktober. Hvis man har filmen i forvejen, er det nok ekstramaterialet på den engelske dvd, der kan være interessant for nogle. Man får dokumentaren 'The Other Side Of The Wall (The Making Of Possession)' og et interview med Andrzej Zulawski.

Så er Elvira på skærmen

Tja, dette er faktisk en overflødig nyhed, hvis man ikke lige er i USA i denne weekend, men så kan man da i det mindste kigge på det skønne billede af Cassandra Peterson, alias Elvira. Det er nemlig her i weekenden, at ELVIRA'S MOVIE MACABRE genopstår på de amerikanske TV-skærme. Mere end 100 TV-stationer tværs hen over det store land viser programmet fredag, lørdag eller søndag. Den første film, der præsenteres af Elvira, bliver NIGHT OF THE LIVING DEAD. Kilde: Shock Till You Drop

torsdag den 23. september 2010

Mere STAR WARS-horror på vej

Jeg er ikke den store STAR WARS-fan, men det her kunne måske godt få mig til at læse nogle af de ufatteligt mange bøger, der skrives på baggrund af George Lucas' univers. Sidste år udgav Joe Schreiber STAR WARS-gyseren DEATH TROOPERS, og til december kommer så endnu en. Titlen bliver denne gang RED HARVEST og igen er det Del Rey, der udgiver. Indika og David Stevenson har lavet den flotte forside. Kilde: Dread Central

onsdag den 22. september 2010

Minianmeldelse: UNREST

Den unge medicinstuderende Alison flipper helt ud, da hun får dårlige vibrationer fra det lig, hun skal dissekere sammen med tre andre studerende. Hun er overbevist om, at der er noget helt galt og hun begynder at grave i sagen. UNREST gør meget for at skabe en nervepirrende stemning, men filmen mangler energi og scenerne bliver ved for længe. Og klimaks er godt nok en omgang rod. Men den er da rimelig klam, selv om jeg ikke tror på pr-stuntet med, at der skulle være brugt rigtige lig til optagelserne. UNREST, USA, 2006. Instruktion: Jason Todd Ipson.

Så rykker de levende døde for alvor

Den amerikanske kanal AMC har afsløret den officielle plakat til THE WALKING DEAD - TV-serien, der rammer USA Halloween-aften. Den er rigtig cool... plakaten, altså... (og det er Halloween selvfølgelig også).

tirsdag den 21. september 2010

Se vampyrer og onde ånder i biografen

I den kommende tid er der to gyserfilm-arrangementer, som mange nok ikke lige får øje på. Husets Biograf i Magstræde i København lever endnu, men man kan mest finde info om det på Facebook. Her kan man så se, at man også i år viser nogle af de film, der kører på den svenske Fantastisk Filmfestival i Lund. Fredag den 1. oktober vil man således i Husets Biograf kunne komme til et dobbelt vampyr-program, nemlig med den engelske STRIGOI og den belgiske VAMPIRES.

Den 20. oktober er det så BioZonen, Nordisk Films biografklub, der slår til med et mini-maroton, hvor man i Palads, Kino og BioCity-biograferne vil kunne se de to PARANORMAL ACTIVITY-film. Det kræver dog, at man er VIP-medlem af BioZonen.

mandag den 20. september 2010

Flotte nye FRITT VILT III-plakater

Nordmændene varmer op til premieren på FRITT VILT III, den med spænding ventede prequel, der får premiere den 15. oktober. Nu er to flotte plakater blev lagt ud på filmens Facebook-side.

Dennis Jürgensen-zombier genudgives

Forlaget Tellerup kører i næste måned en landsdækkende Dennis Jürgensen-kampagne og i den forbindelse genudgives forfatterens to zombie-romaner, KADAVERMARCH og KADAVERJAGT, med flotte nye omslag af Peter Nielsen.

søndag den 19. september 2010

Dvd-gys uge 38 - 2010

Tre nye film, der alle virker ganske seværdige:
  • THE DEVIL'S TOMB (En flok lejesoldater støder på et uhyggeligt fænomen et sted i Mellemøsten. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Scanbox).
  • LEGION (Action-gyser med engle og dæmoner. Havde dansk biografpremiere tidligere på året. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Sony Pictures).
  • THE NEW DAUGHTER (Kevin Costner spiller en far, hvis datter begynder at opføre sig dybt mærkværdigt. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Midget Entertainment).

lørdag den 18. september 2010

Mød Robert Englund og Edward Furlong

Man må sige, at The Scandinavian Sci-Fi, Game & Film Convention har fået et nært forhold til deres gæster - det er nemlig de samme navne, der dukker op igen og igen. Næste messe er i Stockholm den 27. og 28. november. Her dukker Robert (A NIGHTMARE ON ELM STREET) Englund og Edward (PET SEMATARY) Furlong op. Dem har jeg begge mødt på messer i Malmø, så jeg kan ikke lige se formålet med at tage en tur til den svenske hovedstad (selv om jeg aldrig har været der). Så kan man også møde Andrew Sachs fra FAWLTY TOWERS, der så også har haft en rolle i FRIGHTMARE, men... De to sidste gæster, Kristanna Loken og Joe Flanigan, er mest til science fiction-fans, selv om Loken selvfølgelig har været med i BLOODRAYNE.

Minianmeldelse: THE BURROWERS

Det er ikke hver dag, vi ser en horror-western, og når nu det skal være, er det pragtfuldt, at den er så vellykket som THE BURROWERS. Handlingen er enkel: Et hold brave mænd rider ud for at redde nogle nybyggere, der er blevet taget til fange af de vilde – eller hvad det nu er. THE BURROWERS, der hedder DEMONS UNDERGROUND her til lands, er blevet beskrevet som TREMORS i det vilde vesten. Men den er meget mere end det og den skal have så meget kredit for at være en film lavet af folk, der kan tænke udenfor kassen. Værd at se. THE BURROWERS, USA, 2008. Instruktion: J.T. Petty.

fredag den 17. september 2010

I en død verden går det for alvor galt

Hvis man endnu ikke har læst Robert Kirkmans zombie-tegneserie THE WALKING DEAD, så er det bare med at komme i gang. Og så skal man slet ikke læse denne anmeldelse af bind nr. 8 - ellers vil alt for mange af det kringlede plots overraskelser blive afsløret. For det er i den grad en serie, der lever højt på sine overraskelser. Samtidig kan man ikke klandre Kirkman for at være romantiker - han viser ingen nåde i forhold til sine karakterer. Alt kan ske, alle kan komme til skade, alle kan dø!

"Made To Suffer" starter med historien om, hvordan Guvernøren fra Woodbury mod alle odds overlevede de forfærdelige sår, han fik af Michonne. Nu havde jeg jo nok på fornemmelsen, at hun ikke havde fået taget livet af den syge satan - og vi får i denne omgang endnu et indblik i, hvor forkvaklet hans verden er. Og han er naturligvis rasende på Rick og de andre, der prøver at skabe sig en tilværelse i fængslet, så han mobiliserer alle raske mænd i Woodbury og drager i krig. Og så er der ellers dømt nervepirrende action til den store guldmedalje.

Det hele slutter grumt, sort og forfærdeligt, men det virkelig blevet en af seriens kvaliteter, hvor smerteligt det end er. Nu er alt åbent og jeg glæder mig - med lidt frygt og bæven - til at fortsætte læsningen af THE WALKING DEAD.

THE WALKING DEAD VOLUME 8: MADE TO SUFFER, Robert Kirkman, Charlie Adlard, Cliff Rathburn, Image Comics.

torsdag den 16. september 2010

Så er der nyt om GOOSEBUMPS-filmen

Det er mere end to år siden, at jeg her på bloggen skrev, at Columbia Pictures havde planer om at lave en film baseret på R.L. Stines voldsomt populære GOOSEBUMPS-bøger (300 millioner solgte eksemplarer på verdensplan - det er altså ikke småting). Man har så haft et par manuskriptforfattere inde over projektet, men det er ikke meget vi har hørt til det (måske gik der lidt finanskrise i det hele).

Men lige i øjeblikket er det åbenbart Carl Ellsworth, der sidder ved tasterne og forsøger at producere et brugbart manuskript. Ellsworth var bl.a. med til at skrive DISTURBIA. Der er endnu intet nyt om en mulig instruktør, men det er da godt nyt, at der stadig arbejdes på en GOOSEBUMPS-film. Det er kunne altså være sjovt - og under alle omstændigheder bedre end den lidt tarvelige TV-serie. Kilde: The Hollywood Reporter

PARANORMAL ACTIVITY på japansk

Hmm... Det var en mærkelig nyhed. Mens vi venter på, at PARANORMAL ACTIVITY 2 skal få premiere, så er japanerne ved at varme op til at filme deres helt egen sequel. Titlen bliver PARANORMAL ACTIVITY: TOKYO NIGHT, Toshikazu Nagae skal instruere og premieren er indtil videre sat til engang i december. Virkelig weird, men det kan være, at det fungerer... Kilde: Screen Daily

onsdag den 15. september 2010

Hvilke gysere holder du mest af? Send mig en liste over dine 20 favoritter

Jeg startede året med at invitere en stribe danske horrorfans og -eksperter til at kåre verdens bedste gyserfilm. Det blev til denne fantastiske Top 50, der er blevet et af de mest læste og debatterede indlæg her på bloggen.

Nu kunne jeg godt tænke mig at lave et lidt anderledes projekt. Det håber jeg, at læserne vil hjælpe mig med - i øvrigt inspireret af en ting, som Stacie Ponder har kørende på sin Final Girl-blog. Du skal ganske enkelt maile mig en liste over dine 20 favorit-gysere. Hvilke 20 skrækfilm er du helt vild med? Reglerne er ganske simple:
  • Send listen til soren.jacobsen (snabel-a) post6.tele.dk og skriv gerne et eller andet i stil med "liste" eller lignende i emnefeltet.
  • Du behøver ikke at prioritere din liste som en egentlig Top 20. Bare skriv løs, til du er nået op på 20 titler.
  • Angiv meget gerne et årstal, hvis der kan være tvivl om hvilken titel, du foretrækker - som f.eks. THE OMEN (1976) eller THE OMEN (2006).
  • Jeg vil lade det være helt op dig at afgøre, om en film er horror eller ej.
  • Du behøver ikke at skrive hvorfor, det er netop de 20 listede film, der er dine favoritter, men du er selvfølgelig velkommen til at gøre det. Jeg elsker at få (u)hyggelige mails. Det får dog ingen indflydelse på det endelige resultat.
  • Gør en indsats for at komme op på 20 titler. Det tæller ikke at sende mig en mail med beskeden: "De tre TWILIGHT-film".
  • Ja, du må gerne være med, selv om du også bidrog til Top 50-listen. Dengang bad jeg om en prioriteret Top 10 - dette er et helt andet projekt.
  • Du er selvfølgelig anonym - jeg vil ikke lægge folks bidrag ud på bloggen - men skriv gerne lige dit navn i den mail, du sender til mig.
Jeg håber, at rigtig mange læsere vil være med på denne lille spøg, så deadline er først om en måneds tid, nemlig fredag den 15. oktober 2010. Det hele skulle meget gerne ende med at blive en stor og flot liste over Skræk og Rædsel-læsernes favorit-gysere.

KINGDOM OF THE SPIDERS skal genindspilles... og den skal være i 3-D

Brrr...Det her lyder mere creepy end creepy. Stealth Media Group har planer om at genindspille KINGDOM OF THE SPIDERS fra 1977. Det er den, hvor William Shatner bliver overdynget med store, behårede edderkopper! Og for at gøre filmen endnu mere nervepirrende, så skal den selvfølgelig være i 3-D! Yrkk, det bliver uhyggeligt! Kilde: Screen Daily

Minianmeldelse: BLOOD FROM THE MUMMY'S TOMB

Den sidste mumiefilm fra Hammer-studierne forsøger at skjule den kluntede historie og de billige kulisser med masser af scener, hvor Valerie Leons talentfulde kavalergang optræder. Et par vellykkede scener og lidt solid atmosfære kan det da blive til undervejs, men fans af genren vil være skuffede over, at vi end ikke ser skyggen af en indtørret mumie. BLOOD FROM THE MUMMY’S TOMB blev til under vanskelige vilkår, bl.a. døde instruktøren Seth Holt under indspilningen, så måske blev Hammer ramt af mumiens forbandelse. BLOOD FROM THE MUMMY'S TOMB, England, 1971. Instruktion: Seth Holt, Michael Carreras.

AWE vil distribuere Fessendens WENDIGO

Another World Entertainment begynder fra oktober at distribuere det svenske filmselskab Trinity Films titler i Danmark og Norge. For skræk-fans betyder det, at vi får Larry Fessendens WENDIGO fra 2001 - en film, der ganske vist har fået meget blandende anmeldelser, men som også roses af mange.

tirsdag den 14. september 2010

SURVIVAL OF THE DEAD får tæsk af Filmz... også for den tekniske kvalitet af dvd'en

Filmhjemmesiden Filmz har allerede offentliggjort en anmeldelse af George A. Romeros SURVIVAL OF THE DEAD. Det er lidt tidligt måske, eftersom den først udkommer på dvd i Danmark den 28. september, men lad det nu ligge (jeg smed selv en anmeldelse her på bloggen i marts, da jeg havde set den engelske dvd).

Én ting er, at Filmz ikke er vilde med filmen, men det interessante er også, at den tekniske kvalitet af dvd'en får tæsk. Bo Brinch skriver: "Det er ikke en overdrivelse at kalde billedkvaliteten på denne dvd elendig. Der er vanvittigt meget digital støj, hvilket kontrasten naturligvis lider meget under. Derudover forekommer der store mængder blocking - en artefakt, som opstår ved for hård komprimering og inddeler billedet i små segmenter, altså blokke. Flere steder står billedet decideret og hopper pga. denne fejl. Desuden er der gennem hele filmen en tynd, grøn stribe i venstre side, som sandsynligvis er forårsaget af falsk lys i digitaliseringsprocessen".

SURVIVAL OF THE DEAD distribueres herhjemme af Pan Vision, mens det er Atlantic Film, der udgiver den. Nu kan Filmz have fået en dårlig kopi og måske er Blu-ray-udgaven pænere, men det lyder altså som noget sjusk.

To nye TRUE BLOOD-bøger udkommer på dansk til januar og februar

Så er der godt nyt til de danske fans af Charlaine Harris' Sookie Stackhouse/TRUE BLOOD-bøger. Forlaget Lindhardt og Ringhof fortæller, at de udgiver bind 6 og 7 i serien til januar og februar. Originaltitlerne er DEFINITELY DEAD og ALL TOGETHER DEAD. De danske titler kendes endnu ikke. Lindhardt og Ringhof har tidligere i år udgivet de fem første bind i flotte hardcover-udgaver.

Læs også...
Godt nyt til Sookie-fans: Nu udkommer de sidste TRUE BLOOD-bøger på dansk

Zombie-virus

Alle er syge i øjeblikket og nu kan jeg så småt også begynde at mærke diverse vira fare rundt i kroppen. Øv! Havde ellers planlagt at nå ind og se OPSTANDELSEN i Empire i aften, men prognosen er lidt skidt lige nu.

Grum plakat til HATCHET II

Wow, den er godt nok flot, den nye plakat til Adam Greens HATCHET II, der brager ud i de amerikanske biografer den 1. oktober i en blodig, voldsom og bare ucensureret udgave. Kilde: Dread Central

Hov, der var lige endnu en vampyrbog

Politikens Forlag har netop udgivet den engelske forfatter Matt Haigs vampyrroman BLODIG ARV. Originaltitlen er THE RADLEYS og det er ikke mange måneder siden, at bogen udkom i England. Den officielle PR-tekst fra forlaget lyder således:

Velkommen til en verden med tørlagte vampyrforældre og deres blodtørstige børn.

En sen nattetime mister teenageren Clara Radley kontrollen, da en jævnaldrende fyr forsøger at tvinge hende til et kys. Hun bider ham i hånden, og smagen af hans blod vækker en ukendt tørst i hende. En farlig tørst, som kræver at blive slukket.

Da det går op for hendes skrækslagne forældre, hvad der er sket, beslutter de sig for, at de må indvie Clara og hendes bror Rowan i familiens mørke hemmelighed. Og pludselig forstår de to børn, hvorfor deres hud er så følsom overfor sollys, hvorfor dyr flygter, når de nærmer sig, hvorfor de ikke kan tåle hvidløg, og hvorfor Claras ønske om at blive veganer er livsfarligt – det er blot nogle få af de ulemper, der er ved at være vampyr.

Clara og Rowans forældre har i årevis levet i afholdenhed og forsøgt at opføre sig som almindelige mennesker, men da Clara og Rowan finder ud af, hvem de virkelig er og får smag for menneskeblod, sættes hele familien på en hård prøve.

BLODIG ARV er en både rå og underfundig roman om den svære kærlighed, forholdet mellem forældre og deres børn og angsten for det ukendte.

Bogen er på 336 sider og har en vejledende udsalgspris på 200,- kroner. Kilde: Fiktion & Kultur

mandag den 13. september 2010

Kevin McCarthy er død

Den amerikanske skuespiller Kevin McCarthy døde i lørdags af naturlige årsager. Han blev 96 år gammel. McCarthy var først og fremmest kendt for sin hovedrolle i Don Siegels INVASION OF THE BODY SNATCHERS fra 1956, hvor han spiller en læge, der må bekæmpe en ubeskrivelig fjende. Det er en af 50'ernes største film - et sandt studie i paranoia. Det blev så i øvrigt også til en cameo i 1978-udgaven af historien. McCarthy var også med i et afsnit af den originale TWILIGHT ZONE-serie og fik en rolle i TWILIGHT ZONE: THE MOVIE fra 1983. Her var det Joe Dante, der hyrede ham. McCarthy havde tidligere været med i Dante-filmene PIRANHA og THE HOWLING.

søndag den 12. september 2010

De blodtørstige møgunger slår til igen

CHILDREN OF THE CORN II: THE FINAL SACRIFICE (1993)
Det er gået op for omverdenen, at der er foregået ubeskrivelige grusomheder i Gatlin, Nesbraska. Politiet rykker ind og finder ligene af de voksne, som de vanvittige børn i byen har dræbt under indflydelse af He Who Walks Behind the Rows - et monster af et art, som de alle tilbeder. Nu synes de voksne i nabobyen Hemmingford så, at det er synd for Gatlin-børnene, så de beslutter sig for at tage sig af dem. Det er en rigtig dum beslutning!
En af ungerne, Micah, bliver nemlig under en tur i majsmarken udset til at være det næste talerør for He Who Walks Behind the Rows, og så kan mordene ellers begynde igen. Midt i alt dette prøver den talentløse journalist John Garrett at finde noget at skrive om, mens han benytter turen til at komme overens med sin søn Danny. Denne er dog mere interesseret i de lokale piger. Åh ja, der er også en akademisk uddannet indianer, et skummelt landbrugs-komplot og en Muppet Show-agtig præst blandet ind i historien, så der sker noget...
CHILDREN OF THE CORN fra 1984 omsatte for 14,6 millioner dollar alene i USA, og blev efterfølgende et ganske stort hit på video, så det burde have været næsten pr. automatik, at en sequel blev sat i produktion. Det skete dog ikke, og fortsættelsen havde først premiere i de amerikanske biografer i januar 1993. Instruktøren var David Price, der et par år før havde debuteret med endnu en sequel, nemlig SON OF DARKNESS: TO DIE FOR II.
Ifølge IMDb havde han kun 900.000 dollar til rådighed på CHILDREN OF THE CORN II: THE FINAL SACRIFICE, hvilket på ingen måde er prangende, men han fik nu ganske meget ud af det beskedne budget. På mange måder er det en mere dynamisk film end nr. 1, men det skyldes i høj grad de dybt bizarre og næsten sorthumoristiske dødsscener. Det er umiddelbart den første gyser, jeg har set, hvor en person dræbes af et hus. Og hvad med en ældre kvinde, der i en eldrevet kørestol fjernstyres ud på en befærdet vej, så hun rammes af en lastbil og slynges gennem vinduet til en bingohal? Det er virkelig gak, men grotesk underholdende.

Filmen forsøger også at komme med en forklaring på, hvorfor børnene er blevet vanvittige - ja, vi får endda to. Den ene er spirituel, mens den anden selvfølgelig er noget videnskabeligt nonsens, der har forbindelse til majsmarkerne (og det skumle landbrugs-komplot, jeg nævnte tidligere). Men det er selvfølgelig He Who Walks Behind the Rows, der er den egentlige skurk og det er jo fair nok, når det er en billig gyser, vi har med at gøre.
Flere af CHILDREN OF THE CORN-filmene har forholdsvis kendte mennesker på rollelisten, men det kan 2'eren ikke just prale med. Enkelte ansigter kan man måske genkende fra diverse B-film og TV-serier. Stærkest står Ryan Bollman, der spiller den grumme Micah. Han er virkelig god til at stirre vildt og ondt på folk, mens han spyr om sig med religiøst nonsens. Et plus er også Ned Romero som den kloge, men irriterende, indianer.

CHILDREN OF THE CORN II: THE FINAL SACRIFICE er ren skæg og ballade og det er herligt, at filmen ikke tager sig selv alt for alvorligt. David Price ved godt, at folk ser gysere som denne for at have det sjovt - og at der nok ikke var noget håb om, at han ville få sit hjem fyldt til randen med alverdens filmpriser. Lidt penge på kontoen er det så måske blevet til i stedet for. Selv om CHILDREN OF THE CORN II kun omsatte for knap syv millioner dollar i biograferne, så blev den et hit på video.
Filmen er udkommet herhjemme på dvd fra On Air Video. Desværre er den i fullscreen, men heldigvis kan den fås i en fin anamorphic widescreen-udgave fra Anchor Bay i England - både på en dvd for sig og i en box med film nr. 1 og 3 i serien. Kan man li' den første film, så skal man selvfølgelig også se denne, men ellers vil den være perfekt til en hygge-horror-aften med tre-fire andre billige gysere.

CHILDREN OF THE CORN II: THE FINAL SACRIFICE, USA, 1993. Instruktion: David Price. Medvirkende: Terence Knox, Paul Scherrer, Ryan Bollman, Christie Clark, Rosalind Allen. Musik: Daniel Licht.

Dvd-gys uge 37 - 2010

Meget blandet landhandel, må man sige...
  • AFTER.LIFE (Denne film om en kvinde fanget mellem liv og død er nok mest en thriller, men nu har jeg nævnt den. Instruktøren hedder noget så fantastisk som Agnieszka Wojtowicz-Vosloo. OBS: Udkommer kun på leje-dvd. Udgives af SF Film).
  • LES DEUX ORPHELINES VAMPIRES (Endnu en af Jean Rollins småerotiske vampyrfilm. Udgives af Another World Entertainment under titlen TWO ORPHAN VAMPIRES).
  • SPIDER BABY OR, THE MADDEST STORY EVER TOLD (Amerikansk kultfilm fra 1968 af Jack Hill med Lon Chaney Jr. på rollelisten. Udgives af Another World Entertainment).
  • THE TRAVELER (Val Kilmer spiller en mystisk mand i denne nye amerikansk-canadiske produktion. Udgives af Sandrew Metronome).

lørdag den 11. september 2010

RESIDENT EVIL: AFTERLIFE stryger til tops

Flere kilder på nettet, herunder EW Hollyood Insider, fortæller, at RESIDENT EVIL: AFTERLIFE 3D styrer direkte mod en førsteplads på den amerikanske biograf-hitliste. De foreløbige prognoser siger, at filmen omsatte for 10,9 millioner dollar fredag og det skulle give et tal for hele weekenden på 26 til 28 millioner. Nu har filmselskabet valgt en lidt heldig weekend, da ingen andre større film har premiere i USA i disse dage, så...

Til gengæld er anmelderne ikke udpræget begejstrede - i hvert fald ikke på de horror-hjemmesider, jeg har trevlet igennem. Mange bemærker selvfølgelig, at forventningerne til denne serie ikke er de store, og derfor regnede man heller ikke med, at kapital fire ville være noget særligt. Flere skriver, at filmen stort set ikke har nogen historie og at man bare flasher de flotte 3-D-effekter. De får til gengæld en del ros - især fordi RESIDENT EVIL: AFTERLIFE faktisk er filmet i 3-D og ikke konverteret til 3-D som f.eks. den nye PIRANHA.

Knap så ultimativ Ultimate Edition af I SPIT ON YOUR GRAVE på dvd og Blu-ray i England

Der er noget magisk og fascinerende ved et begreb som Ultimate Edition, når man ser det på en dvd-forside. Det signalerer, at indholdet er helt unikt. Og når man har med horrorfilm at gøre, så vil man selvfølgelig også forvente, at det er en komplet og ucensureret udgave, man får i hænderne. Sådan er det så ikke lige med den Ultimate Edition af I SPIT ON YOUR GRAVE (eller DAY OF THE WOMAN), der udkommer på dvd i England den 20. september fra 101 Films. Den er nemlig klippet med 2 minutter og 54 sekunder.

Der er dog tale om den længste version, der vil være tilgængelig i England - da I SPIT ON YOUR GRAVE f.eks. var en tur forbi BBFC i 2001, bad de om at få klippet 7 minutter og 2 sekunder ud, så... Fans af filmen vil måske nok købe den nye udgivelse alligevel, da man bl.a. får en 24 siders booklet, en plakat og et nyt interview med instruktøren Meir Zarchi. Og som en verdenspremiere kan man også få den på Blu-ray - og her får man endda dvd-udgaven med som en bonus.

ECLIPSE kommer på dvd til december

Lige en hurtig nyhed til TWILIGHT-folket (som jeg lidt fornemmer har fået voldsom konkurrence fra THE VAMPIRE DIARIES-folket her på det seneste). ECLIPSE udkommer på dvd og Blu-ray i USA den 4. december. Der kommer både en enkelt-disc og en dobbelt-disc i begge formater - så kan man selv vælge, om man bare vil have filmen eller også er interesseret i ekstramaterialet. En dansk dato er endnu ukendt, men den engelske release-dato er den 6. december, så sats uanset hvad på begyndelsen af december. Kilde: VideoETA

fredag den 10. september 2010

A SERBIAN FILM kommer på engelsk dvd... men den bliver ikke komplet og ucensureret

Det er lidt syret at se et dvd-cover fra A SERBIAN FILM med de karakteristiske engelske aldersangivelser forneden. Man skulle ikke tro, at denne film på nogen måde kunne slippe ud i England efter balladen forleden, hvor FILM4 FrightFest opgav at vise filmen, fordi BBFC ville have klippet næsten fire minutter ud af den.

BBFC-chefen David Cooke skriver følgende på den engelske censurmyndigheds hjemmeside: "It is the Board’s policy that at the adult category the Guideline concerns will not normally override the principle that adults should be free to choose their own entertainment. However, there are cases where the Board will intervene, even at ‘18’, where material or treatment appears to the BBFC to pose a credible potential harm risk to individuals or, through their behaviour, to society, and in particular where portrayals of sexual or sexualised violence might eroticise or endorse sexual assault or where children are portrayed in a sexualised context.

The cuts to A SERBIAN FILM do not detract from the message of the film but remove the most problematic images of sexual and sexualised violence. The section in the Board’s Guidelines which lists the possible grounds for compulsory cuts also includes material which portrays children in a sexualised or abusive context. Whilst the Board understands that these images are intended to make a political point, that does not remove the genuine harm risks to which they give rise.
"

På det tidspunkt kom der så følgende officielle udtalelse fra Revolver Entertainment, den engelske distributør: "In light of the BBFC's recent requested 49 cuts totalling approximately 3 mins 48 secs for the DVD / Blu-ray release of A Serbian Film, we remain committed to releasing the closest possible version of the film to the director's original cut. The company recognises that the film is an uncompromising, artistic and political statement from a unique filmmaking vision and remains fully supportive to the director. Revolver believes this is a film that deserves to be seen by both a theatrical and home entertainment UK audience".

Det lyder lidt i mine ører som om, at Revolver Entertainment vil forsøge at erstatte nogle af de "skadelige" scener med alternative skud og vinkler, hvis disse altså findes - men jeg har ikke umiddelbart fundet nogen bekræftelse på dette. Men man kan endnu ikke finde A SERBIAN FILM i BBFC's database, og det tyder på, at Revolver Entertainment vil sende den til bedømmelse en gang mere. Under alle omstændigheder står den til at udkomme på dvd i England den 18. oktober.

Jeg kan i øvrigt læse på diverse fora, at folk downloader A SERBIAN FILM helt vildt - det er virkelig en film, mange er helt syge for at se... og så efterfølgende bliver lidt syge af at have set. Den skulle virkelig være slem.

Gysermusik for feinschmeckere

Her er virkelig et soundtrack for feinschmeckere. Sidst på måneden udgiver Quartet Records en cd med musik fra to sydeuropæiske produktioner. Den ene er Giuliano Sorginis musik til Jorge Graus NON SI DEVE PROFANARE IL SONNO DEI MORTI fra 1974. Filmen er nok bedre kendt som THE LIVING DEAD AT THE MANCHESTER MORGUE. Musikken har tidligere været ude fra Beat Records og CMV Laservision, men disse udgivelser er vanskelige at opdrive i dag. På cd'en finder man også John Cacavas' score til Eugenio Martíns HORROR EXPRESS fra 1972. Denne har før været udgivet af Citadel Records, men nu kommer den altså igen. Cd'en med de to scores udkommer i et oplag på 500 eksemplarer.

torsdag den 9. september 2010

Den lesbiske psykopat slår til

Hold da op. LESBIAN PSYCHO! Det er da en titel, der vil frem. Og med et slogan som Everyone's a suspect. Everyone's a lesbian. Only one is a psycho killer, så har vi virkelig at gøre med en film, der signalerer, at den skal bare købes. Og det kan man så gøre fra den 18. oktober, hvor dvd'en udkommer i England. Filmen hedder egentlig MAKE A WISH, er fra 2002 og er instrueret af Sharon Ferranti. Det er en af de forholdsvis mange genrefilm, der bliver produceret af bøsser og lesbiske - især i USA. Og filmen har også tidligere været ude på dvd i England under sin originaltitel, men nu får den lige en ekstra spand kul med et smart navn og et mere mainstream cover, så nu sælger den nok nogle flere eksemplarer.

onsdag den 8. september 2010

Minianmeldelse: JENNIFER'S BODY

Bizar, skæv og mærkelig ungdomsfilm, der tilfældigvis også er en gyser. Megan Fox spiller gymnasiepigen, der efter et okkult ritual får smag for drenge (hun æder dem). Hovedpersonen er dog hendes nørdede veninde, spillet af Amanda Seyfried, der forsøger at hjælpe/redde sig selv/redde sin håbløse kæreste. Filmen scorer point på den rappe og moderne dialog, men er ujævn som bare pokker – og slet ikke blodig og sexet nok. Er dog værd at bruge tid på, selv om det er endnu en af disse film, hvor folk i tyverne spiller gymnasielever. JENNIFER’S BODY, USA, 2009. Instruktion: Karyn Kusama