fredag den 30. april 2010

Arrow udgiver specialudgave af MARTIN

Så er der mere guf på vej fra engelske Arrow Video. Den 21. juni udgiver de en specialudgave af George A. Romeros dybt originale vampyrfilm MARTIN fra 1977. Man får selvfølgelig selve filmen med mulighed for at se den i både 16:9- og 4:3-format. Så er der også den italienske udgave med titlen WAMPYRE, der efter sigende skulle være klippet sammen af Dario Argento. Så er der også en del ekstramateriale samt diverse dvd-forsider, seks postkort og en plakat. Lyder som en udgivelse, man absolut ikke kan undvære. Kilde: Home Cinema

CIRQUE DU FREAK: THE VAMPIRE'S ASSISTANT kommer snart på dansk dvd

Jeg har endnu ikke set en udgivelsesdato på CIRQUE DU FREAK: THE VAMPIRE'S ASSISTANT, men den er helt sikkert på vej fra Universal. Selskabet har nemlig haft filmen en tur forbi Medierådet for Børn og Unge, så de kunne sætte en aldersgrænse på. Den landede på 11 år med følgende begrundelse: "DVDen har en spændingsladet og i lange passager mørk og ildevarslende stemning. Der er bla. scener med truende vampyrer, angribende edderkopper, overnaturlige slåskampe mellem vampyrer og drab. Da scenerne ikke er blodigt udpenslede, samt flere af dem har et humoristisk islæt og handlingen foregår i et urealistisk og overnaturligt univers, vurderes DVDen alligevel kun at kunne virke skræmmende på børn under 11 år".

Så mange gysere, så lidt tid...

Jeg er blevet ret god til at holde min dvd-bunke med gysere, jeg ikke har fået set, nede på et acceptabelt niveau - men der er jo hele tiden spændende ting, man kan købe hjem. Ak ja, så mange gysere, så lidt tid... Her er nogle af de titler, jeg har haft kig på de seneste måneder - dog uden at trykke på Buy now-knappen. Fristelser, fristelser...

torsdag den 29. april 2010

SCREAM 4-optagelserne begynder i juni

Wes Craven har snakket med Entertainment Weekly om den kommende SCREAM 4-film, hvor han bl.a. kan fortælle, at optagelserne begynder til juni i Michigan. I filmen møder vi en ti år ældre Sidney, der har forsøgt at lægge de mange grumme oplevelser bag sig, men som endnu engang må stå ansigt til ansigt med Ghostface. SCREAM 4 får premiere den 15. april 2011. Wes Craven har også sagt ja til at lave SCREAM 5 og 6.

Ny vampyrbog med knap så lækker forside

Vi har i løbet af det seneste års tid oplevet, hvordan danske forlag har købt og oversat store bunker af vampyrbøger, så man kunne være med på fænomenet, inden det dør ud. I nogle tilfælde har man også genudgivet titler, man tidligere havde sendt på markedet - nu bare med nye, lækre forsider. I dag udkommer så en ganske pudsig bog fra forlaget Thorup. Titlen er VAMPYR 1: BLOD PÅ TANDEN og den indeholder syv noveller af "anerkendte, amerikanske forfattere", som forlaget skriver.

Man kan ikke beskylde forsiden for at være lækker - slet ikke hvis man sammenligner med den amerikanske, så på den måde lefler man ikke for publikum. Desværre er man også lidt lusket. Den originale bog indeholder nemlig 13 noveller, så ettallet i den danske titel antyder, at man nok skal forvente et bind 2 på et senere tidspunkt. Originaltitlen er THE ETERNAL KISS og bogen er redigeret af Trisha Telep.

onsdag den 28. april 2010

Lang og billig KING KONG i TP Musik

Bloggen her er jo i King Kong-humør for tiden, så det er nok værd at nævne, at man i TP Musik nu kan få den forlængede 3-disc version af Peter Jacksons udgave for bare 25 kroner. Det bliver den lange udgave, jeg kommer til at anmelde om ganske kort tid - skal bare lige have set KING KONG LIVES først.

Godzillathon i San Francisco

Ha, det her ser sjovt ud! Skal man tilfældigvis en tur til San Francisco i maj, så bør man nok lægge vejen forbi VIZ Cinema, USA's eneste biograf, der udelukkende viser japanske film. Fredag den 7. maj varmes der op med en debataften om monstre, hvor man også kan vinde GAMERA-dvd'er. Lørdag den 8. maj og frem til den 13. er der så ellers dømt Godzillathon med hele fire film på programmet: GODZILLA VS. HEDORA, GODZILLA VS. GIGAN, GODZILLA VS. MEGALON og GODZILLA VS. MECHAGODZILLA.

Alice Cooper skal se masser af gyserfilm sammen med Rob Zombie

Der har i mange år været et stærkt bånd mellem heavy metal og horror. Begge genrer er grænseoverskridende, provokerende og lige i fjæset på dig - men også styret af regler og ritualer, der gør dem let genkendelige. Nu lytter jeg ikke så meget til heavy metal, hvilket ikke er af ond vilje, men mere fordi jeg aldrig har fået sat mig ordentligt ind i genren. Men jeg har altid holdt meget af den visuelle stil som f.eks. Iron Maiden har dyrket - det er jo ren horror.

En anden skræk-rocker er Alice Cooper, der i sine shows bliver slået ihjel flere gange på scenen. I øjeblikket er han på turne i USA sammen med selveste Rob Zombie, der både er kendt og berygtet som horror-instruktør. Zombie er dog aktuel med en ny plade og har ikke lige tid til at tænke på film.

Og dog... For hvis de to herrer kommer til at kede sig under The Grusome Twosome Tour, så har Alice Cooper styr på bagagen. "We’ll probably watch a lot of movies. I always bring 100 or 200 DVDs of ridiculously bad horror movies on tour. So on days off, I imagine we’ll be doing that", fortæller Alice Cooper til Toronto Sun. Cooper giver i øvrigt koncert i Randers den 23. juni.

tirsdag den 27. april 2010

Dejlig klam INTRUDER-forside

Når Another World Entertainment om et par uger udgiver Scott Spiegels slasher-klassiker INTRUDER, bliver det med denne dejligt klamme forside. Mums!

Sookie blandt varulve og vampyr-konger

Servitricen Sookie Stackhouse har været kæreste med vampyren Billy så længe, at deres forhold nu oplever den første krise. Billy har været travlt optaget af et projekt, der kræver, at han skal en tur til Seattle. Nogle dage senere bliver Sookie overfaldet af en varulv, men denne bliver dræbt af den tilbagestående Elvis Presley-vampyr Bubba. Sookie får nu at vide, at Billy i virkeligheden er blevet kaldt til Mississippi af sin tidligere elsker Lorena - og nu er han væk, formentlig kidnappet. Sookie accepterer at tage til Mississippi for at undersøge sagen og hun kommer under den charmerende varulv Alcides beskyttelse. Men både vampyren Eric, Bubba og andre af nattens skumle væsener spøger i baggrunden.

CLUB DEAD (eller KLUB DØD) er den tredje bog i Charlaine Harris' serie om Sookie Stackhouse. Endnu engang oplever vi hvordan universet, de foregår i, bliver udvidet. Hvem kunne f.eks. vide, at der findes konger og dronninger i vampyrernes verden? Harris vælger denne gang at fokusere på et enkelt mysterium i stedet for flere - som det var tilfældet i bog nr. 2 - og det er en fordel. Det er en stramt fortalt historie uden for mange svinkeærinder.

Det er tydeligt, at Harris er ved at lære sine personer rigtig godt at kende og derfor tør hun sende dem ud på dybt vand. Sookie var jo jomfru, før hun mødte Billy, men man må sige, at hun siden har fået skruet godt op for drifterne - ikke mindst fordi hun i KLUB DØD er knotten på Billy, fordi han har kontakt til sin gamle kæreste. Vampyren Eric har i den grad lyst til at sætte... hmm... tænderne i Sookie, men den store, dyriske Alcide lægger sandelig også billet ind. Nu er det ikke en pladder-romantisk historie, vi her får serveret, men de mange sensuelle intermezzoer giver romanen et ekstra pift.

Vi får selvfølgelig også en masse action og humor og det er i det hele taget sjov og uforpligtende læsning. Det er befriende, at serien henvender sig til et ældre publikum end f.eks. TWILIGHT-bøgerne og jeg har indtil videre været rigtig godt underholdt. Jeg læste KLUB DØD i den danske oversættelse fra Lindhardt og Ringhof, der meget ambitiøst udsender hele fem af disse bøger frem til sommer. Det er et spændende projekt og jeg kan se, at bøgerne også kryber ind på bestsellerlisterne herhjemme.

Læs også...
Sexede vampyrer, der sparker røv
Blodsugere vs. religiøse tosser

KLUB DØD er venligst stillet til rådighed af Lindhardt og Ringhof.

Spændende interview på Horror Unrated

Den nye danske - men engelsksprogede - hjemmeside Horror Unrated har været på banen i nogle måneder nu, og det er især på interview-fronten, at der rykkes. Senest har man fået fat i David (THE LAST HORROR FILM) Winters, David (THE LAST HOUSE ON THE LEFT) Hess og James (DON'T GO IN THE WOODS) Bryan. Man har også Jeff Lieberman, Xavier Gens og flere andre spændende navne på plakaten. (Opdatering: Siden er nu lukket).

mandag den 26. april 2010

AWE udgiver Dario Argentos INFERNO

For en lille måneds tid siden var jeg på sporet af en mulig dansk dvd-udgivelse af Dario Argentos INFERNO. Nu bekræfter Another World Entertainment, at de har filmen på programmet i løbet af efteråret.

Tilbage til dødens huler

Først lige en lille advarsel. Hvis du ikke har set Neil Marshalls fremragende, nervepirrende og vildt klaustrofobiske THE DESCENT, så vil denne anmeldelse af 2'eren ødelægge en del af oplevelsen. Så skynd dig at få den set og vend tilbage på et senere tidspunkt. Alle andre kan godt læse videre.
Sarah slipper som den eneste levende ud af det ukendte hulesystem i Appalacher-bjergene, som hun har udforsket sammen med fem veninder. Nede i mørket stødte de på en art af blodtørstige væsener, der uden nåde dræber og spiser alt på deres vej. Men Sarah er så chokeret, at hun har glemt alt om turen i hulerne. Sherif Vaines undrer sig over, at Sarah har forskellige typer blod på tøjet, så han mistænker hende for at have slået sine kammerater ihjel. Han vil kickstarte hendes hukommelse og tvinger hende derfor ned i hulerne igen. Med på turen er også hjælpesheriffen Elen og tre erfarne hule-klatrere. Det varer ikke længe, før de brutale bæster får færten af eftersøgningsholdet...
THE DESCENT: PART 2 er instrueret af Jon Harris, klipperen på den første film, mens Neil Marshall har holdt øje med projektet som producent. Vi bliver altså i familien og det er da også en af disse sequels, der er en direkte fortsættelse af handlingen i en tidligere film. Der er dog nogle åbenlyse problemer i manuskriptet af J Blakeson, James McCarthy og James Watkins.

For det første ignoreres den grumme slutning i den engelske udgave af THE DESCENT, hvor Sarah ikke slipper ud af hulerne - dette er altså en sequel til den amerikanske version. For det andet er det lidt for bekvemt, at Sarah har fået hukommelsestab, så hun intet kan fortælle om sine oplevelser. Og for det tredje er det dybt uansvarligt og uprofessionelt, at sheriffen slæber et så traumatiseret menneske ned i hulerne igen. Det er lidt for konstrueret, men det kan så ikke være anderledes.
Men handlingen tager fart, når vi først er ned under jordoverfladen. De ækle kravlere er alle vegne og de er vildere end nogensinde. Man kan godt fornemme, at filmen er instrueret af en klipper, for der serveres en stribe meget effektive chokscener undervejs. De er virkelig godt timet. Og der er også skruet pænt op for de klamme og ulækre elementer, så det er en effektiv rutschebanetur ned i Helvede, vi kommer med på. Det er grum og blodig underholdning, der især vil gå lige i nervesystemet på folk, der lider af klaustrofobi. THE DESCENT: PART 2 er dog ikke på niveau med 1'eren, men det er en solid sequel, der leverer varen.

THE DESCENT: PART 2, England, 2009. Instruktion: Jon Harris. Medvirkende: Shauna Macdonald, Douglas Hodge, Anna Skellern, Gavan O'Herlihy, Krysten Cummings. Musik: David Julyan.

Læs også...
Underjordisk uhygge

søndag den 25. april 2010

Kæmpeaben er vild med bryster

KING KONG (1976)
Den ambitiøse Fred Wilson fra Petrox Oil Company er stensikker på, at han har fundet en ø i Det Indiske Ocean, hvor der er enorme forekomster af olie. Han står selv i spidsen for en ekspedition til øen. Palæontologen Jack Prescott tager med på skibet som blind passager - han er overbevist om, at man vil finde andet end olie på øen. Undervejs samler de den smukke Dwan op, der er eneste overlevende fra en yacht, der er eksploderet.
Prescott og Dwan forelsker sig i hinanden, men fremme ved øen får de meget andet at tænke på. Den er nemlig beboet af en stamme, der dyrker nogen eller noget bag en enorm mur, der deler øen i to halvdele. De indfødte kidnapper Dwan og binder hende til et alter bag muren - og ud af junglen kommer en gigantisk gorilla. Resten af historien kender vi...
1976-udgaven af KING KONG er en rigtig blockbuster-produktion af den slags, man kun kunne lave i 70'erne. Det er selvfølgelig den italienskfødte producent Dino De Laurentiis, der står bag - en af filmbranchens mange kulørte personligheder. Der er også tale om en ganske flot film med lækre billeder fra Hawaii og et storslået score af John Barry. Her er der ikke blevet sparet på noget.
Man tænkte selvfølgelig også stort, når det gjaldt skabelsen af Kong selv. Den italienske special effects-mager Carlo Rambaldi byggede en 12 meter høj mekanisk abe til flere millioner kroner. I praksis virkede den ikke særlig godt og er derfor kun med i filmen i ca. 15 sekunder. Ellers er det en anden special effects-magiker, nemlig Rick Baker, vi ser i rollen som Kong - i et kostume, som han lavede sammen med Rambaldi. Det fungerer i det store hele, selv om enkelte scener er næsten Godzilla-agtige med en mand i et kostume, der går gennem et model-landskab. Filmen er i øvrigt fattig på monstre i forhold til den gamle KING KONG: En kæmpeslange, som Kong slås med, er alt, hvad det kan blive til.
Filmen spiller selvfølgelig på den romantiske og seksuelle kemi mellem Dwan og King Kong - ellers ville de afsluttende scener på toppen af World Trade Center slet ikke kunne fungere. Dette er i den grad noget af en konstruktion i en historie, der i forvejen er lidt syret, men nu har 'skønheden og udyret'-vinklen været en del af magien i King Kong-universet siden den første film. Så må man bare tage det med. Og det er da sjovt at se King Kong forsøge at pille kjolen af Dwan (man kan lige skimte en brystvorte, hvis man er fiks på still-knappen). At Dwan så også får verdens største "blowjob" efter at være blevet badet af kæmpeaben, skal man nok ikke lægge noget seksuelt i.
Dwan spilles af en debutterende Jessica Lange. Hun gør det særdeles overbevisende som dum blondine - de første scener med hende er så tænderskærende pinlige, at man slet ikke forstår, at de ikke er blevet tonet lidt ned. Ellers er Charles Grodin fremragende i rollen som den energiske, men naive, Fred Wilson, der så gerne vil vise direktørerne i sit firma, at han er rigtig dygtig. Og så er det herligt at se Rene Auberjonois i en lille rolle - jeg havde helt glemt, at han også var med.
Jeg så første gang KING KONG, da den havde dansk biografpremiere. Dengang kunne man i billetsalget købe filmens plakat, vist nok for en femmer. Det var jo guf at have med hjem, men jeg husker det også som en stor skuffelse, at scenen på plakaten er en grov overdrivelse af filmens handling. Man ser Kong, der i fuldt dagslys skræver over begge World Trade Centers tårne, mens han holder et smadret jetfly i sin ene hånd. I filmen er Kong noget mindre, hopper fra det ene tårn til det andet og slås mod helikoptere i mørke. Allerede dengang gjorde man brug af bedragerisk markedsføring. Men uanset hvad, så er 1976-udgaven et hæderligt kapitel i den lange saga om kæmpeaben fra Skull Island.

KING KONG, USA, 1976. Instruktion: John Guillermin. Medvirkende: Jeff Bridges, Charles Grodin, Jessica Lange, John Randolph, Rene Auberjonois. Musik: John Barry.

Dvd-gys uge 17 - 2010

En film og en TV-serie er næste uges tilbud:
  • A PERFECT GETAWAY (Horror-thriller af David Twohy med Milla Jovovich på rollelisten. Udkommer også på Blu-ray. Jeg kan ganske enkelt ikke gennemskue, om det kun er biografudgaven, vi får herhjemme, eller om en af udgivelserne indeholder det længere director's cut. Udgives af Sony Pictures).
  • SUPERNATURAL (Fjerde sæson af den populære serie. Udgives af Warner Bros.).

lørdag den 24. april 2010

THE GRUDGE 3 endelig på dansk dvd

Det er meget længe siden, at THE GRUDGE 3 udkom i resten af verden, men nu er den så endelig på vej til det danske marked. Det er Nordisk Film, der udgiver filmen den 8. juni. Jeg har anmeldt THE GRUDGE 3 tilbage i... bum, bum, bum... lad mig lige se engang... juni 2009!

Sidste nyt: Grimme FANGORIA-forsider

Der sker mange ting på FANGORIA for tiden. Tony Timpone er trådt tilbage som redaktør og har overladt stolen til Chris Alexander. En af de første ting, man kan se redaktør-skiftet på, er layoutet af forsiden. I en periode har Fango kørt en meget ren linje med kun et enkelt billede på forsiden. Jeg synes, det har været flot, og det har været en stil som mange horror-magasiner som f.eks. FAMOUS MONSTER OF FILMLAND har brugt.

Men det er en gylden regel i mediebranchen, at man skal have mange tilbud på en forside for at sælge, og det har Chris Alexander taget til sig med designet på det aktuelle nr. 293 og det kommende nr. 294. Nu er det også en smart måde for en ny redaktør at markere sig på - så kan direktørerne nemlig se, at man laver noget.

Desværre er resultatet virkelig grimt: Et ubeslutsomt mix mellem den nye og den gamle forside - helt uden stil og rent grafisk en rodebunke. Når man sidder med bladet, er det selvfølgelig indholdet, der tæller (og jeg skulle nødig snakke - jeg har endnu ikke fået læst de to seneste numre, jeg har fået), men alligevel... Kønt er det altså ikke!

fredag den 23. april 2010

Dette er indlæg nr. 2000 på denne blog

Hu hej, hvor det går, når man har det sjovt. Skræk og Rædsel har fire års fødselsdag til sommer, men jeg vil lige med dette indlæg markere, at der nu er 2000 indlæg her på bloggen. Det ville være noget at en mursten, hvis man bragte al den tekst i bogform. Hmm... Jeg vil igen benytte lejligheden til at sige tak for den store interesse for mine skriverier. Omkring 5000 unikke brugere bliver det til på en måned - og mere end 12.000 sidevisninger. Flot.

Når man har adgang til alle disse analyse-værktøjer, er det sjovt at granske hvilke søgeord, der leder læserne frem til bloggen. "Skræk og rædsel" og "gyserblog" er selvfølgelig de mest populære, men det bliver mere kryptisk, når man kigger længere nede på listen. "Bryster", "Playboy modeller" og "Nøgne kvinder" er underligt nok meget anvendt. Det er "store nosser", "klam røv" og "kæmpe diller" til en vis grad også?!??!

Jeg skal skåne jer for de mest mærkværdige eksempler, men der er ingen tvivl om, at sex er kommet for at blive og er et fænomen, der genererer klik på nettet. Der er f.eks. rigtig mange, der gerne vil læse min anmeldelse af HATCHET - måske fordi jeg tilfældigvis nævner Mercedes McNabs fortrin.
Uanset om I kigger forbi, fordi I er på jagt efter nyt om vampyrer, seriemordere, zombier, gigantiske monstre eller kriblende kryb - eller kommer væltende tilfældigt ind, fordi I var på udkig efter noget frækt - så er I meget velkomne. Jeg lover at holde dampen oppe længe endnu - og alle idéer, spørgsmål, kommentarer og forslag modtages med glæde.

Hvad siger du? Kommer der ikke en fortsættelse til FRIDAY THE 13TH?

Først kom der et Twitter-pip fra producenten Brad Fuller om, at den planlagte FRIDAY THE 13TH-fortsættelse var død. Så besluttede Bloody-Disgusting sig lige for at spørge manden selv om status på projektet. Svaret var: "Right now there is no movement on Friday 13th: Part 2".

Nu var jeg ikke særlig begejstret for remaket, men filmen indtjente pænt mange penge i bifferne og nu var der endda snak om, at 2'eren skulle laves i 3-D. Så det virker lidt underligt, at projektet er blevet sat på standby. Nu kan tingene hurtigt ændre sig i Hollywood, men det kan selvfølgelig være at Brad Fuller og Platinum Dunes lige vil se hvor mange dollar, der kommer ud af den nye A NIGHTMARE ON ELM STREET.

Pete Walker-film i nye udgaver

For nogle år siden udgav Anchor Bay i England nogle boxsæt med klassiske engelske gyserfilm. Der kom en tre-fire stykker af dem - alle formet som ligkister. Mange var enige om, at det så cool ud, men en del fans brokkede sig over, at selve dvd'erne blev ridsede, når man tog dem ud af æskerne. Derfor holdt jeg mig fra at købe disse boxsæt - også selv om indholdet var særdeles spændende. Man kunne f.eks. få dette Pete Walker-sæt med instruktørens berømte og berygtede produktioner. Siden er mange af filmene dog blev udgivet enkeltvis, primært i USA. Er man mest til region 2, så er der godt nyt i næste uge. På mandag udgiver Odeon Entertainment nemlig FRIGHTMARE og DIE SCREAMING, MARIANNE.

Coffin Joe indtager Cinemateket

I maj kan man komme til en dobbelt-forestilling i Cinemateket i København med to film af brasilianske José Mojica Marins, alias Coffin Joe. Det sker torsdag den 27. maj, hvor man viser O RITUAL DOS SÁDICOS (eller AWAKENING OF THE BEAST) fra 1970 og ENCARNAÇÃO DO DEMÔNIO (eller EMBODIMENT OF EVIL) fra 2008.

torsdag den 22. april 2010

Jackson Rathbone står ansigt til ansigt med sin værste frygt

Den filmstuderende Stephen Grace møder den intense og påtrængende Quaid, der foreslår, at de laver en dokumentar sammen om folks værste frygt. De får endnu en studerende, Cheryl, med på projektet og så går de ellers i gang med at interviewe folk. Undervejs taler de også om deres egen frygt: Stephen bryder sig ikke om at køre bil, fordi hans bror døde i en ulykke, mens Cheryl nu er vegetar efter at være blevet misbrugt af sin far, der arbejdede på et slagteri.

Quaid vil ikke afsløre sin værste frygt, men må til sidst ud med, at han som seksårig så sine forældre blive økse-myrdet af en ukendt mand. Og Quaid bruger i den grad film-projektet til at komme overens med sine egne dæmoner - og han mener til sidst ikke, at det er nok bare at interviewe folk. Der skal eksperimenter til!
DREAD er den tredje Clive Barker-filmatisering på få år efter THE MIDNIGHT MEAT TRAIN og BOOK OF BLOOD - og det er klart den bedste af de tre. Endnu en gang er inspirationen hentet i en novelle fra Barkers BOOKS OF BLOOD-bøger, og man kan tydeligt mærke, at det har været nødvendigt at fylde mere på for at komme op på spillefilmslængde. Den debuterende instruktør Anthony DiBlasi, der også har skrevet manuskriptet, har dog fokus på de vigtige detaljer i historien og derfor er plottet ikke bare pumpet op som en hamburgerryg henne fra discount-markedet.
Mange vil formentlig opleve DREAD som en langsommelig affære, men det er slet ikke en historie, der inviterer til den ene chokeffekt efter den anden. Det handler om at komme ind under huden på personerne, alt imens de falder fra hinanden - uanset hvilken rolle de har i frygt-eksperimenterne. Og det fungerer rigtig fint. DREAD er ikke fantastisk, men det er en god lille film, der leverer varen og viser, at det ikke er umuligt at filmatisere Clive Barker.
På forsiden af min engelske dvd er der en rød klat, hvor der står: Starring Jackson Rathbone from the Twilight Saga. Nu kan vi roligt regne med, at enhver film de kommende mange år, der har en eller anden TWILIGHT-skuespiller på rollelisten, vil blive markedsført på denne måde. Om det rent faktisk virker, er så en anden snak, men Rathbone er i DREAD langt fra sin rolle i TWILIGHT, hvor han stort set ikke laver andet end at stå og stirre.

I DREAD ser vi ham som en lurvet og lettere nørdet studerende, der kommer ud, hvor han ikke kan bunde. Det klarer han ganske flot. Til gengæld er Shaun Evans måske lidt for overspændt i rollen som Quaid. Bedst er dog de to kvindelige hovedrolleindehavere, Hanne Steen og Laura Donnelly - dem vil jeg gerne se mere til.

DREAD, England, 2009. Instruktion: Anthony DiBlasi. Medvirkende: Jackson Rathbone, Shaun Evans, Hanne Steen, Laura Donnelly, Jonathan Readwin. Musik: Theo Green.

onsdag den 21. april 2010

Jeg er ved at gøre klar til Projekt CHILDREN OF THE CORN

Mens jeg stadig arbejder mig gennem serien af King Kong-film, er jeg ved at varme op til det næste større projekt her på bloggen. Denne gang vil jeg kaste mig over CHILDREN OF THE CORN-serien. Det er faktisk utroligt, at denne Stephen King-novelle på ca. 30 sider er blevet til hele syv film plus et remake.

Flere af disse produktioner har jeg set før, men det er længe siden. Det er på ingen måde mesterværker, vi har med at gøre, men det skal ikke holde mig tilbage. Nu har jeg også fået en del hård hud på øjnene efter at have set samtlige AMITYVILLE- og THE HOWLING-film.
  • CHILDREN OF THE CORN (1984)
  • CHILDREN OF THE CORN II: THE FINAL SACRIFICE (1993)
  • CHILDREN OF THE CORN III: URBAN HARVEST (1995)
  • CHILDREN OF THE CORN IV: THE GATHERING (1996)
  • CHILDREN OF THE CORN V: FIELDS OF TERROR (1998)
  • CHILDREN OF THE CORN 666: ISAAC'S RETURN (1999)
  • CHILDREN OF THE CORN: REVELATION (2001)
  • CHILDREN OF THE CORN (2009)

tirsdag den 20. april 2010

[REC] 2 og Romero-zombier på vej

Det svenske selskab Atlantic Film har listet den spanske [REC] 2 til udgivelse på dvd og Blu-ray den 4. august - og George A. Romeros SURVIVAL OF THE DEAD skulle komme den 1. september. Det betyder formentlig, at de udkommer i Danmark på cirka samme tid.

mandag den 19. april 2010

Blodsugere vs. religiøse tosser

Servitricen Sookie Stackhouse kommer nu fast sammen med vampyren Billy Compton, og det er herligt, for hun får en masse fantastisk sex. Livet i den lille by Bon Temps er dog ikke uden problemer - en morgen finder man liget af kokken Lafayette i politimanden Andy Bellefleurs bil. Den er parkeret foran Merlotte's, cafeen, hvor Sookie arbejder.

Rygter vil vide, at Lafayette var fast deltager i nogle lokale sexfester, men Sookie når ikke rigtig at grave i sagen, før hun bliver sendt til Dallas af overvampyren Eric. Hun skal bruges sine telepatiske evner til at opklare et mysterium. Inden da når hun lige at blive overfaldet af et overnaturligt væsen ude i skoven og i Dallas vrimler det med religiøse tosser, der hader vampyrer, så der er nok at se til.

LIVING DEAD IN DALLAS er bind 2. i Charlaine Harris' vildt populære serie af bøger om Sookie Stackhouse. Nu var bind 1 særdeles god underholdning, men 2'eren er bare endnu bedre. Harris har fået mere styr på sine personer og hun har gjort mere ud af plottet. Det er godt nok to meget forskellige gåder, der skal løses undervejs i historien - og de har intet med hinanden at gøre - men det hele går alligevel op på fornuftig vis.

Vi får selvfølgelig en masse at vide om, hvordan Sookies verden fungerer - nu, hvor vampyrerne har afsløret sig selv og lever side om side med mennesker. En særlig sjov detalje er et flyselskab, der har specialiseret sig i at transportere kister rundt om i landet. Vi kommer også på besøg på et vampyr-hotel. Det er skæg og ballade, det hele, men Harris har skabt en unik verden, der både fascinerer og underholder. Især er det cool, at hun stille og roligt udvider sit univers med flere overnaturlige personer. Der er tale om hængekøje-litteratur for fuld skrue, men det skal man slet ikke rynke på næsen af - jeg er allerede i gang med bind 3!

Jeg læste LIVING DEAD IN DALLAS på engelsk, men den kan også fås i en dansk oversættelse med titlen LEVENDE DØD I DALLAS.

Læs også:
Sexede vampyrer, der sparker røv

søndag den 18. april 2010

Buffy banker vampyrer

De seneste par uger har vi muntret os med at se første sæson af BUFFY THE VAMPIRE SLAYER, Joss Whedons kult-dyrkede TV-serie. Her møder vi den seje gymnasieelev Buffy Summers, der er den seneste af en lang række af vampyr-dræbere. Hun får hjælp af sin vogter, bibliotikaren Giles, og de to nørdede venner Xander og Willow.

Nu viser det sig, at byen, hvor gymnasiet ligger, er placeret lige over et sted i tid og rum, hvor de overnaturlige kræfter har let ved at trænge ind i vores verden. Derfor er det ikke bare vampyrer, som Buffy og hendes venner skal bekæmpe. Det er ren skæg og ballade og de 12 afsnit er noget ujævne, men bestemt værd at se. Og efter sigende skulle serien for alvor tage fart omkring midt i sæson 2, så der er noget at glæde sig til.

Dvd-gys uge 16 - 2010

Bare lige et par mindre titler i den kommende uge:
  • BABYSITTER WANTED (Amerikansk gyser om en babysitter, der bliver terroriseret i et hus ude på landet. Jeg troede faktisk, at den var udkommet på dansk dvd for længe siden, men den er åbenbart blevet forsinket. Udgives af CCV/Pan Vision).
  • DRACULA'S GUEST (Amerikansk gyser fra 2008, løst baseret på en fortælling af Bram Stoker - så løst, at Bram Stoker nu er blevet en af hovedpersonerne. Udgives af CCV/Pan Vision).
  • DRIFTER: HENRY LEE LUCAS (Baseret på den virkelige historie om en af USA's mest berygtede seriemordere. Den danske dvd-titel er bare HENRY LEE LUCAS. Udgives af CCV/Pan Vision).

lørdag den 17. april 2010

Gys i TV, lørdag den 17. april 2010

Nu er det ikke fordi, jeg ser mange gyserfilm i TV, men for sjovs skyld løb jeg lige gennem programoversigten for resten af dagen. Nu er det selvfølgelig lørdag, så udbuddet er større end til hverdag, men det er alligevel en ret imponerende palet af film, man kan vælge mellem - især hvis man har en stor og dyr kanal-pakke på sin tossekasse:

TV3 kl. 02:35: THE OMEN (1976-udgaven)
DR HD kl. 20:50: NEAR DARK
DR HD kl. 22.20: EVIL DEAD II
Kanal 5 kl. 23.10 og kl. 03:00: INTERVIEW WITH THE VAMPIRE
Kanal 5 kl. 01.15: QUEEN OF THE DAMNED
Canal 9 kl. 21.55: THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE (2003-udgaven)
TV 1000 kl. 02.00: THE EYE
TV 1000 Classic kl. 14.00: LITTLE SHOP OF HORRORS (1986-udgaven)
Canal+ Action kl. 19.30: EDEN LAKE
Canal+ Action kl. 21.00: THE HAPPENING
Canal+ Action kl. 22.30: THE RUINS
Canal+ First kl. 01.05: FRIDAY THE 13TH (2009-udgaven)
Canal+ HD kl. 01.30: SAUNA
SAT.1 kl. 23.00: THE SIXTH SENSE

Inspirationen til denne lille øvelse kommer fra en nostalgisk tekst, jeg er ved at skrive til en anden hjemmeside. Da jeg var barn, havde vi tre-fire kanaler og der kunne gå uger imellem, at der var mulighed for at se en gyser. Sådan er det ikke længere.

Og nej, denne TV-oversigt er desværre ikke en service, du kan finde hver dag her på bloggen. Sorry...

Freddy Krueger på skrivebordet

Jeg har tidligere lavet et udsnit af plakaten til den nye A NIGHTMARE ON ELM STREET og brugt det som skrivebordsbillede på computeren. Nu kan man finde flere desktops på den officielle hjemmeside og jeg har valgt dette motiv:

Japanske blodsugere

Hmmm... En japansk film med vampyrer, sex og kampsport. Det er åbenbart det, som Ten Shimoyamas BURADDO kan byde på. Filmen har fået en lidt blandet modtagelse, men måske er den meget sjov. Udkommer den 3. maj fra engelske MVM under titlen BLOOD. Kilde: Home Cinema

fredag den 16. april 2010

Slanger og bjørne går til angreb

Det er ikke den store variation, der præger forsiderne på dyre-gysere. Man skal bare lige finde et godt billede af det brølende bæst og finde på en smart slaglinie - så er den ged massakreret. Her er to eksempler på kommende udgivelser fra engelske Metrodome Distribution. Den 10. maj udkommer LOCKJAW. Det er en TV-gyser fra 2008 med rapperen DMX i hovedrollen. Filmen hedder egentlig LOCKJAW: RISE OF THE KULEV SERPENT, men er udkommet som CARNIVOROUS på dvd i USA. Jeg kan nu også meget godt li' den tyske dvd-titel: LOCKJAW - RÜCKKEHR DER KILLERSCHLANGE.

Den 28. juni udkommer så BEAR, der er så ny, at den ikke har nået at få alternative titler endnu. Kilde: DVD Active

Nu er et soundtrack fra NIGHT OF THE LIVING DEAD langt om længe på vej

Musikken i George A. Romeros zombie-klassiker NIGHT OF THE LIVING DEAD er i den grad med til at skabe stemningen i denne unikke gyser. Det interessante er bare, at musikken slet ikke er lavet til filmen, men er stykket sammen af allerede eksisterende kompositioner. Der er tale om såkaldt library music. Noget af det er faktisk komponeret af danske Ib Glindemann.

I 1982 udgav Varèse Sarabande en del af musikken på LP, men først nu får vi en CD-udgave. Zero Day Releasing har brugt to og et halvt år på at opspore de ca. 40 tracks, der bruges i filmen. Kun et enkelt track har de måttet opgive at finde, men ellers kan vi se frem til et stort set komplet soundtrack. Titlen bliver THEY WON'T STAY DEAD! MUSIC FROM THE SOUNDTRACK OF NIGHT OF THE LIVING DEAD og cd'en skulle udkomme den 4. maj.

torsdag den 15. april 2010

Ny dansk hjemmeside om zombier

Hvis man er til rådne lig, der vakler gennem landskabet i laset tøj, mens de med blege indsunkne øjne er på udkig efter mennesker, de kan sætte tænderne i, så klik ind på Zombier.dk. Hjemmesiden har været i luften siden den 31. marts og skrives af en gut ved navn Belix. I det virkelige liv hedder han Stefan Grage, og han har ifølge eget udsagn elsket gyserfilm, siden han var omkring otte år gammel.

Hjemmesiden ser ganske lovende ud, så kig forbi. Stefan har i øvrigt en ganske pudsig definition på zombier, nemlig: En zombie er en person der er blevet frataget sin frie vilje, sin evne til at reflektere, og udelukkende lever på basis af sine drifter. Umiddelbart ville jeg mene, at det passer på de fleste deltagere i PARADISE HOTEL, men jeg kan tage fejl...

Opdatering: Hjemmesiden ser nu til at være lukket.

Den franske MUTANTS snart ude på dvd

David Morlets franske zombie-sci-fi-gyser MUTANTS har fået meget blandede reaktioner rundt omkring, men nu får man snart mulighed for selv at tage stilling til filmens kvaliteter. MUTANTS udkommer på dvd i England den 10. maj fra selskabet Momentum. Kilde: DVD Active

onsdag den 14. april 2010

Vampyrbøger, en handy tjekliste

I får lige en opdateret version af dette indlæg - dels fordi, der sker så meget på markedet, dels fordi det er vigtigt at understrege, at der findes andet end TWILIGHT-bøger i denne genre.

Stephenie Meyer: TWILIGHT-serien, forlaget Carlsen:
1. TUSMØRKE (TWILIGHT)
2. NYMÅNE (NEW MOON)
3. FORMØRKELSE (ECLIPSE)
4. DAGGRY (BREAKING DAWN)

P.C. Cast og Kristin Cast: HOUSE OF NIGHT/NATTENS HUS-serien, forlaget Tellerup:
1. VAMPYRENS MÆRKE (MARKED)
2. FORRÅDT (BETRAYED)
3. UDVALGT (CHOSEN). Udkommer 22. april.
4. UTÆMMET (UNTAMED). Udkommer 15. juli.

Charlaine Harris: THE SOUTHERN VAMPIRE MYSTERIES/SOOKIE STACKHOUSE-serien, forlaget Lindhardt og Ringhof:
1. DØD INDTIL SOLNEDGANG (DEAD UNTIL DARK)
2. LEVENDE DØD I DALLAS (LIVING DEAD IN DALLAS).
3. KLUB DØD (CLUB DEAD).
4. DØD FOR VERDEN (DEAD TO THE WORLD). Udkommer 6. maj.
5. STENDØD (DEAD AS A DOORNAIL). Udkommer 17. juni.

Richelle Mead: VAMPIRE ACADEMY-serien, forlaget Borgen:
1. FRYGTENS SKOLE (VAMPIRE ACADEMY). Udkommer 10. juni.
2. ISNENDE BID (FROSTBITE). Udkommer 15. september.

L.J. Smith: THE VAMPIRE DIARIES-serien, forlaget Tellerup:
1. MØRKETS BRØDRE (THE AWAKENING). Udkommer 10. maj.
2. KAMPEN (THE STRUGGLE). Udkommer 10. maj.
3. RASERIET (THE FURY). Udkommer 10. juni.
4. GENFORENING (DARK REUNION). Udkommer 16. juli.

Guillermo Del Toro og Chuck Hogan: THE STRAIN-serien, forlaget Hr. Ferdinand:
1. BLOD (THE STRAIN).

Endnu en varulv hyler mod fuldmånen

Nu kan man nå langt med smart markedsføring, men jeg må indrømme, at det er en lækker forside, som Lionsgate Home Entertainment har flikket sammen til WOLF MOON. Filmen er egentlig kendt som DARK MOON RISING, men har vist kun været vist på festivaler, og får altså lige en ny titel i forbindelse med dvd-premieren i USA den 22. juni. Handlingen skulle være den gode gamle "pige møder varulv"-historie, Dana Mennie har instrueret og Max Ryan, Maria Conchita Alonso, Chris Mulkey og Sid Haig er med på rollelisten. Kilde: DVD Active

En spiritusprøve eller titlen på en gyserfilm?

Jeg har ikke set ret mange Fred Olen Ray-film i mit liv, men man må bøje sig i støvet for, at manden er flittig. Mere end 100 film har han instrueret, og der er ikke meget, der tyder på, at han sætter farten ned. Et af de kommende projekter er netop blevet annonceret, nemlig SASQUATCH VS CHUPACABRA. Prøv at sige det efter tre-fire sjusser.

Vi har her at gøre med to væsener fra kryptozoologiens verden. Sasquatch er selvfølgelig lig med Bigfoot, mens en chupacabra er et væsen på størrelse med en lille bjørn, der angriber husdyr. Filmens officielle hjemmeside er allerede i luften og jeg kan godt li' plakaten, der stolt annoncerer: "From the director of SEA SNAKES". Kilde: Dread Central

tirsdag den 13. april 2010

Grev Orlok hærger i 3-D

Hmm... Det var godt nok en mærkelig udgivelse. Det amerikanske selskab Quality Cheese Productions udgiver i næste uge ORLOK THE VAMPIRE på dvd. Der er tale om en 3-D-film! Det var nok ikke lige den teknik, F.W. Murnau havde til rådighed, da han i 1922 lavede NOSFETATU, EINE SYMPHONIE DES GRAUENS. Men nu har filmen lige fået en omgang gennem computeren, har fået tilført nye effekter og et nyt lydspor og så er vi kørende. Om resultatet er til at holde ud at se på, er nok en helt anden snak.

Ny dvd-udgave af HORROR HOSPITAL

Det er næsten altid en god oplevelse at se ældre engelske gyserfilm - og derfor er det herligt at mange af dem finder vej til dvd-markedet. Nu kommer endnu en, nemlig Antony Balchs HORROR HOSPITAL fra 1973. Den har Michael Gough i hovedrollen som en sadistisk læge. Filmen har været ude på dvd før, men den 15. juni byder amerikanske Dark Sky Films på en komplet og ucensureret udgave. Producenten Richard Gordon har leveret et helt nyt kommentarlydspor. Kilde: Dread Central

mandag den 12. april 2010

Akademisk konference i England om vampyrer og andre udøde

Hvis man ikke lige har planer for den kommende weekend, kan man tage et smut til England for at deltage i Open Graves, Open Minds: Vampires and the Undead in Modern Culture, en konference arrangeret af University of Hertfordshire. Undervejs i det tætpakkede program kan man høre oplæg med titler som "You beautiful piece of dead meat...: the negotiation of intimacy and sexual exploitation in Charlaine Harris’ Sookie Stackhouse novels", "Death is the New Pornography!: Gay Zombies and Fascist Hypermasculinity in Queer Horror Film", "You are the most dangerous creature I’ve ever met: Female Sexuality as Monstrous in Stephenie Meyers' Twilight Series" og "Bram Stoker’s Dracula and the Sciences of the Mind: Vampires as Products of Mental Disorders".

Det lyder både fantastisk og bizart, men det er uden tvivl en stor oplevelse at være med. Jeg ville f.eks. gerne have hørt indlægget "The Tomb of Dracula: Horror Comics and the reinvention of the Vampire in the 1970s". Om aftenen mellem de to konference-dage kan man deltage i en stor middag - selvfølgelig med et vampyr-tema.

søndag den 11. april 2010

Michael Kamps krybende rædsler

Der er kommet mange nye danske horror-forfattere de senere år. Nogle af dem udkommer på de etablerede forlag, mens andre følger trenden med at lave deres egne forlag. En af disse guerilla-skribenter er Michael Kamp fra Roskilde, der skriver både gys og fantasy. Hidtil er det blevet til to bøger i horror-genren og jeg har haft fornøjelsen at læse dem begge.
FORDÆRV fra 2007 foregår på en folkeskole, hvor dansklæreren Gregers har store problemer med eleverne. De dør nemlig. Desværre kommer de stadig i skole, hvor de sidder passivt på deres pladser, hvis de da ikke lige snapper sultent efter deres klassekammerater. Som dagene går begynder de ikke alene at stinke - de bliver også mere og mere aggressive. Gregers prøver med forskellige metoder at holde styr på de døde, men nu er det jo den danske folkeskole, så der skal naturligvis være plads til alle - også selv om de fleste af eleverne efterhånden er blevet til frådende, kødædende zombier.

Det er en temmelig bizar og kulsort historie, vi her har med at gøre. Der gøres grin med de konventioner, der er i folkeskolen, og vi får mange herlige scener undervejs - f.eks. nogle skole-hjem-samtaler, hvor det viser sig, at forældrene til de døde elever også selv er døde. Hmmm, det er ikke just befordrende for dialogen. Emner som mobning (de levende elever hænger deres døde kammerater ud på en hjemmeside) og gruppepres (nogle af de levende elever føler, at det måske var bedre, hvis de selv blev til zombier) bliver også berørt.

Det er tydeligt, at Michael Kamp trækker på sine egne erfaringer som folkeskolelærer og mange af hans betragtninger rammer plet. FORDÆRV er sjov og barsk zombie-satire, der måske ikke er udpræget uhyggelig, men det er underholdende læsning. En morbid detalje er, at hvert kapitel slutter med en stadigt voksende liste over de døde elever.
HVOR DE GAMLE VISNER fra 2008 foregår på Holmegårdens Ældrecenter, hvor Anita arbejder på Demensen, afdelingen for de demente beboere. Der er alt for lidt personale, og Anita må hele tiden oplære de nye afløsere. I denne uge er det den unge Rikke. Bortset fra enkelte vanskelige beboere er opgaverne til at have med at gøre, men det slider, at bemandingen er så elendig. Det bliver så ikke bedre af, at der sker mystiske ting om natten. Det larmer i ventilationssystemet og beboerne bliver mere opskræmte end normalt. Så begynder de at dø - én for én.

Også her mærker man en social indignation fra forfatterens side, men HVOR DE GAMLE VISNER har ikke den samme humor som FORDÆRV. Det er en mørkere og mere grum historie, der leder frem til et nervepirrende klimaks. Hvor det i FORDÆRV var listerne over de døde elever, der blev brugt som gennemgående effekt, er det her alarmklokkerne (*Ding*) fra beboernes værelser, der går igen. Et simpelt, men meget effektivt, trick.

Både FORDÆRV og HVOR DE GAMLE VISNER er korte bøger, omkring de 100 sider. Om man skal betegne dem som lange noveller eller korte romaner, er en smagssag, men de er begge værd at læse. Michael Kamp skriver glimrende med et godt øje for de små detaljer. Det kunne være spændende at læse en længere horror-roman fra hans hånd, for det har han bestemt potentialet til at kunne levere. Indtil videre kan vi glæde os til en ny samling gyser-noveller, der formentlig udkommer til efteråret. Du kan læse mere om Michael Kamp på hans hjemmeside.

Dvd-gys uge 15 - 2010

En ganske solid uge med lidt af hvert:
  • CABIN FEVER 2: SPRING FEVER (Ti Wests opfølger til Eli Roths debutfilm. Læs min anmeldelse her. Udgives af Warner Bros.)
  • CASTLE FREAK (Uhyggen driver ned ad væggene i denne skrækfilm af Stuart Gordon. Læs min anmeldelse her. Udgives af Another World Entertainment).
  • DORIAN GRAY (Den klassiske Oscar Wilde-historie får lige endnu en tur i film-maskineriet, denne gang fra England. Er muligvis mere drama end horror. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Scanbox.
  • PIRANHA (Joe Dantes herlige piratfiske-gyser kommer endelig ud på dvd i Danmark. Læs min omtale her. Udgives af Another World Entertainment).

lørdag den 10. april 2010

Masser af billige gys i en box

Engelske Boulevard Entertainment udgiver den 17. maj denne æske med titlen THE B-MOVIE DVD COLLECTION. Her finder man et blandet sortiment af gyserfilm - nogle af dem er fremragende, andre er forfærdelige. Boxen indeholder CREATURE, CROCODILE, ELVIRA: MISTRESS OF THE DARK, HELL COMES TO FROGTOWN, NIGHT OF THE LIVING DEAD (farvelagt version), OCTOPUS, RATS, RETURN OF THE KILLER TOMATOES, RETURN TO HORROR HIGH, SLUGS, SPIDERS og THE STUFF. Heldigvis udkommer titlerne også individuelt, hvis man skulle have nogle af filmene i forvejen. Kilde: DVD Active

Flere VAMPIRE DIARIES-bøger på vej

The Bookseller kan fortælle, at det engelske forlag Hodder & Stoughton har lavet en aftale med L.J. Smith om tre nye bøger i VAMPIRE DIARIES-serien. Der bliver tale om prequels til de originale bøger. Titlen bliver VAMPIRE DIARIES: STEFAN'S DIARIES. Sidste bind i den aktuelle trilogi, VAMPIRE DIARIES: THE RETURN, udkommer på engelsk til juli.

Kommende blodsugere på skolebænken

Af ren nysgerrighed har jeg lige læst VAMPYRENS MÆRKE (eller MARKED) af P.C. Cast og Kristin Cast. Det er første bind i en af de mange vampyr-serier, der findes på markedet i øjeblikket. Bogen handler om den 16-årige Zoey Redbird, der bliver mærket af en vampyr og derfor bliver nødt til at tage til Nattens Hus for at få undervisning i at være en blodsuger, før selve forvandlingen rent faktisk finder sted.

Der er tale om en rigtig ungdomsbog med en tyndbenet handling, rappe replikker og ganske meget humor. Den kan sine steder opleves som Harry Potter med vampyrer, og der er ikke meget gys - bortset fra nogle blødende elever og en masse creepy spøgelser. Bogen er OK underholdning, men lider meget af at være en typisk 1'er, der varmer op til de kommende bind - og dem er jeg ikke sikker på, at jeg får læst. Men det var en fornøjelse, at der er så mange referencer til sex, hvilket man f.eks. stort ikke finder i Stephenie Meyers TWILIGHT-bøger.

fredag den 9. april 2010

Slasher-filmens blodige historie

Det er ikke hver dag, man kan sætte sig ned og se en 90 minutter lang dokumentar om slasher-genren. Alene det burde være nok til at få enhver horrorfan til at hyle mod fuldmånen. At der endda er tale om 90 underholdende minutter, gør bare oplevelsen endnu mere storslået. Det er selvfølgelig GOING TO PIECES: THE RISE AND FALL OF THE SLASHER FILM fra 2006, jeg taler om - en dokumentar af J. Albert Bell, Rachel Belofsky, Michael Derek Bohusz og Rudy Scalese, der er baseret på Adam Rockoffs bog af samme navn. Filmen er dog på ingen måde perfekt, men det vender jeg tilbage til.

Efter lidt forhistorie med Le Théâtre du Grand-Guignol, PEEPING TOM og PSYCHO når GOING TO PIECES hurtigt frem til at fortælle om HALLOWEEN, der her regnes for at være filmen, der startede hele slasher-bølgen. Herefter kaster man sig over en stribe af de film, der fulgte i kølvandet på HALLOWEEN, alt imens man fortæller om de karaktertræk, der er typiske for genren.

I løbet af de 90 minutter får vi interview-klip med bl.a. Wes Craven, John Carpenter, Joseph Stefano (manuskriptforfatter på PSYCHO), Jeff Katz fra New Line, Rob Zombie, komponisten Harry Manfredini, FANGORIA-redaktøren Tony Timpone, Betsy Palmer fra FRIDAY THE 13TH og special makeup-effects-folkene Greg Nicotero, Stan Winston og Tom Savini. Det er en sand perlerække af folk, vi har med at gøre, og det er selvfølgelig en særlig fornøjelse at opleve, hvordan disse mennesker ser ud i virkeligheden. Mange af dem er også interessante at høre på, ikke mindst Amy Holden Jones, instruktøren af THE SLUMBER PARTY MASSACRE, der virkelig tror på og støtter denne genre.

Det hele krydres med et hav af klip fra kendte og knap så kendte film. Undervejs fortælles også om den kritik, slasher-filmene har været udsat for og man kommer med et bud på, hvorfor genren døde og senere blev genfødt. For hardcore-fans er der intet nyt at komme efter, og er man lidt inde i stoffet, vil man undre sig over nogle af konklusionerne. Her bliver den fragmentariske præsentation irriterende i længden - de italienske bidrag til genren overståes f.eks. på et par minutter, hvilket er en lidt sjusket prioritering. Endelig er det træls, at ikke alle interview-personerne præsenteres med navn og titel, første gang de optræder på skærmen - enkelte når først at få deres navn på i rulleteksterne.

Trods disse skavanker er GOING TO PIECES en herlig dokumentar, der bør have sin faste plads i en enhver horror-freaks samling. Er udgivet af svenske Njutafilms med danske undertekster, men distribueres underligt nok ikke i Danmark endnu.

torsdag den 8. april 2010

A NIGHTMARE ON ELM STREET har fået ny dansk premieredato

Sandrew Metronome havde oprindelig sat den danske premiere på A NIGHTMARE ON ELM STREET-remaket til den 20. maj. Så blev der lidt forvirring om datoen, men ifølge selskabets hjemmeside er det nu den 24. juni, at Freddy Krueger igen vil gøre dine drømme usikre. Det er så lidt irriterende, at filmen allerede kommer i de svenske biografer den 7. maj. Også i England er datoen den 7. maj, så I får lige et kig på den engelske plakat.