mandag den 31. januar 2011

Ny SCREAM 4-plakat er bare så retro

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man få den tanke, at den nye plakat til Wes Cravens SCREAM 4 er lavet af en fan. Men det skulle være et officielt design... så må man selv afgøre, om det er kitsch eller retro, at den minder om en af plakaterne fra 3'eren. Kilde: Yahoo! Movies

Gisp, der kommer også en WRONG TURN 4

Der er ingen retfærdighed til i denne verden... eller i hvert fald i Hollywood. Fox Home Entertainment synes åbenbart, at de har tjent penge nok på makværket WRONG TURN 3: LEFT FOR DEAD til, at de nu også vil lave en 4'er. Og de synes endda, at instruktøren Declan O'Brien gjorde det så godt sidst, at han får lov til at være med igen (eller måske var han bare dygtig nok til at lave 3'eren for ingen penge, at han er det mest sikre valg). Jamen dog... I det mindste skal den ikke laves i Bulgarien denne gang, men i Canada. Kilde: Bloody Disgusting

John Barry er død

Den engelske filmkomponist John Barry er død, 77 år gammel. Barry var først og fremmest kendt for at lave flot og storslået musik til dramaer og James Bond-film, men her på bloggen er det værd at bemærke, at han var manden bag soundtracket til 1976-udgaven af KING KONG. Musikken er udkommet på cd fra Film Score Monthly.

Skræk og Rædsels spørgekasse: Part III

Jeg har endnu en gang kigget på de søgeord, der har ledt læserne ind på denne blog. Mange af søgningerne er nemlig formuleret som spørgsmål, og dem vil jeg svare på her.

Hvem har komponeret musikken til THE HILLS RUN RED?
Det har Frederik Wiedmann, der bl.a. også har lavet musik til RETURN TO HOUSE ON HAUNTED HILL og MIRRORS 2. Alle tre scores er udkommet på cd. Du kan tjekke hans officielle hjemmeside her.

Hvornår kommer PARANORMAL ACTIVITY 2 på dvd?
Filmen udkommer på dvd og Blu-ray her i Danmark den 15. marts. Den udkommer i USA den 8. februar og i England den 28. februar, hvis man ikke kan vente så længe.

Hvornår kommer SAW 8?
Det seneste kapitel, SAW 3D, skulle være den sidste i serien... men man kan selvfølgelig aldrig vide. Men der findes altså ingen officielle nyheder om en SAW 8.

Hvornår kommer VAMPIRE AKADEMIET 3 på dansk?
Den tredje bog i Richelle Meads VAMPIRE ACADEMY/VAMPYR AKADEMIET-serie udkommer på dansk den 22. februar. Titlen bliver SKYGGEKYSSET.

Hvor gammel er Christopher Lee?
Sir Christopher Frank Carandini Lee blev født den 27. maj 1922 og er 88 år gammel.

Hvor gammel er Edward Furlong?
Edward Walter Furlong blev født den 2. august 1977 og er 33 år gammel.

Hvor mange HALLOWEEN-film findes der?
Der findes et hav af film, der på den ene eller den anden måde handler om Halloween - men i slasher-serien med Michael Myers er der indtil videre kommet 10 (inklusiv remakes og den, hvor Michael Myers ikke er med):
  • HALLOWEEN (John Carpenter, 1978).
  • HALLOWEEN II (Rick Rosenthal, 1981).
  • HALLOWEEN III: SEASON OF THE WITCH (Tommy Lee Wallace, 1982).
  • HALLOWEEN 4: THE RETURN OF MICHAEL MYERS (Dwight H. Little, 1988).
  • HALLOWEEN 5 (Dominique Othenin-Girard, 1989).
  • HALLOWEEN: THE CURSE OF MICHAEL MYERS (Joe Chappelle, 1995).
  • HALLOWEEN H20: 20 YEARS LATER (1998).
  • HALLOWEEN: RESURRECTION (Rick Rosenthal, 2002).
  • HALLOWEEN (Rob Zombie, 2007).
  • HALLOWEEN II (Rob Zombie, 2009).
Hvornår udkommer SPLICE til Danmark?
SPLICE udkommer på dvd og Blu-ray herhjemme den 1. marts.

Hvem producerer Dracula-bolsjer?
De populære bolsjer fremstilles af NCI A/S (eller Nordisk Chokolade Import).

Hvor mange Stephen King-film er der lavet?
IMDb lister i øjeblikket 121 titler, der på den ene eller den anden måde har Stephen Kings navn tilknyttet. Det dækker både over færdige film og projekter, der er på vej - og inkluderer alt lige fra spillefilm og TV-serier til kortfilm.

søndag den 30. januar 2011

Det ser skidt ud for Jason og Freddy

Der er ikke meget, der tyder på, at Jason Voorhees og Freddy Krueger vil komme til at hjemsøge din lokale biograf lige med det samme. Filmselskabet Platinum Dunes har ellers genoplivet dem begge i spritnye og dynamiske remakes, men ingen i Hollywood har åbenbart lyst til at skyde penge i fortsættelser.

Platinum Dunes-producenten Brad Fuller har skrevet følgende på Twitter: "Lots of rumors out there. I want to set the record straight on Freddy and Jason. First, let's talk Jason. [Damian] Shannon and [Mark] Swift wrote a great script. We are ready to go, when New Line is ready. But as of yet, they are not ready. As for Freddy, as far as I know, there isnt even talk of writing another script. Rated R Horror movies, right now, don't seem to generate interest from the studios. Everyday we want to hear from any studio that they want a horror movie, but it hasn't happened".

Så status er altså, at der findes et nyt FRIDAY THE 13TH-manuskript, men New Line vil ikke lege i øjeblikket. Og ingen vil overhovedet være med til at sætte endnu en A NIGHTMARE ON ELM STREET-film i gang - åbenbart fordi filmselskaberne er nervøse over at skyde penge i R-rated horror.

Nu synes jeg ikke, at den nye FRIDAY THE 13TH var det store sus, men A NIGHTMARE ON ELM STREET var ganske underholdende. Og under alle omstændigheder er det trist, hvis gys bliver nedprioriteret i Hollywood. Nu er det så kun Brad Fullers ord, vi har for det, men det er en udvikling, der er vigtig at holde øje med.

Dvd-gys uge 5 - 2011

To nyheder kan det blive til i næste uge:
  • HUSH (Engelsk gyser fra 2009 af Mark Tonderai. Udgives af Midget Entertainment).
  • LA CASA MUDA (Noget så usædvanligt som en gyser fra Uruguay. Kommer her i landet under den internationale titel THE SILENT HOUSE. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Atlantic/Pan Vision).

lørdag den 29. januar 2011

Godzilla stamper løs igen

Det radioaktive japanske monster Godzilla har været omkring flere amerikanske tegneserie-forlag, bl.a. Marvel. Senest er det IDW Publishing, der har fået overbevist Toho om, at Godzilla skal leve videre i tegneseriernes verden. Det første nummer er på gaden den 23. marts.

fredag den 28. januar 2011

Vampyrbøger: En indkøbsliste med bid i

Intet tyder på, at vampyrbogs-fænomenet har sluppet taget i de danske læsere. Det vælter stadig ud med nye titler i de mange serier. Vi får alt lige fra det pludderpladder-romantiske til det brutale og frække. Her er lige en opdateret tjekliste - dog uden fantasy-serier som THE IMMORTALS. Til gengæld er jeg i tvivl om VAMPIRATES-serien burde være med?

Stephenie Meyer: TWILIGHT-serien, forlaget Carlsen:
1. TUSMØRKE (TWILIGHT).
2. NYMÅNE (NEW MOON).
3. FORMØRKELSE (ECLIPSE).
4. DAGGRY (BREAKING DAWN).
Spin-off: BREE TANNERS KORTE LIV EFTER DØDEN (THE SHORT SECOND LIFE OF BREE TANNER).

P.C. Cast og Kristin Cast: HOUSE OF NIGHT/NATTENS HUS-serien, forlaget Tellerup:
1. VAMPYRENS MÆRKE (MARKED).
2. FORRÅDT (BETRAYED).
3. UDVALGT (CHOSEN).
4. UTÆMMET (UNTAMED).
5. JAGET (HUNTED).
6. FRISTET (TEMPTED). Udkommer 1. marts.
7. FORBRÆNDT (BURNED). Kommende titel.

Charlaine Harris: THE SOUTHERN VAMPIRE MYSTERIES/SOOKIE STACKHOUSE-serien, forlaget Lindhardt og Ringhof:
1. DØD INDTIL SOLNEDGANG (DEAD UNTIL DARK)
2. LEVENDE DØD I DALLAS (LIVING DEAD IN DALLAS).
3. KLUB DØD (CLUB DEAD).
4. DØD FOR VERDEN (DEAD TO THE WORLD).
5. STENDØD (DEAD AS A DOORNAIL).
6. FULDSTÆNDIG DØD (DEFINITELY DEAD).
7. ALLE SAMMEN DØDE (ALL TOGETHER DEAD). Udkommer 24. marts. (OBS: Ændret dato, tidligere stod den til at udkomme 25. februar).

Richelle Mead: VAMPIRE ACADEMY/VAMPYR AKADEMIET-serien, forlaget Borgen:
1. FRYGTENS SKOLE (VAMPIRE ACADEMY).
2. ISNENDE BID (FROSTBITE).
3. SKYGGEKYSSET (SHADOW KISS). Udkommer 22. februar.

L.J. Smith: THE VAMPIRE DIARIES-serien, forlaget Tellerup:
1. MØRKETS BRØDRE (THE AWAKENING).
2. KAMPEN (THE STRUGGLE).
3. RASERIET (THE FURY).
4. GENFORENING (DARK REUNION).
5. MØRKETS FREMBRUD (THE RETURN: NIGHTFALL).
6. SKYGGESJÆLE (THE RETURN: SHADOW SOULS).
7. MIDNAT (THE RETURN: MIDNIGHT). Kommende titel.

Ukendt forfatter (baseret på bøgerne af L.J. Smith og TV-serien af Kevin Williamson og Julie Plec): THE VAMPIRE DIARIES: STEFAN'S DIARIES-serien, forlaget Tellerup:
1. OPRINDELSEN (ORIGINS). Udkommer 1. marts.
2. BLODRUS (BLOODLUST). Kommende titel.
3. TRANGEN (THE CRAVING). Kommende titel.

L.J. Smith: NIGHT WORLD-serien, forlaget Tellerup:
1. DEN SKJULTE VAMPYR (SECRET VAMPIRE). Udkommer 2. maj.
2. MØRKETS DØTRE (DAUGHTERS OF DARKNESS). Udkommer 1. juli.

Guillermo Del Toro og Chuck Hogan: THE STRAIN-serien, forlaget Hr. Ferdinand:
1. BLOD (THE STRAIN).
2. MØRKE (THE FALL).
3. DEN EVIGE NAT (THE NIGHT ETERNAL). Kommende titel.

torsdag den 27. januar 2011

LET ME IN på engelsk dvd til marts

LET ME IN, Matt Reeves' amerikanske udgave af LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN, udkommer på dvd og Blu-ray i USA i næste uge. Hvis man hellere vil have en region 2-udgave, så kommer den ud på det engelske marked den 14. marts fra Icon Home Entertainment. Og hvis man gerne vil se den i biografen, så får den premiere herhjemme den 3. marts.

onsdag den 26. januar 2011

Ny børnegyser er Joe Dante Light

Det er godt nok ikke meget, vi har hørt til Joe Dante de senere år. Instruktøren bag genre-klassikere som PIRANHA og THE HOWLING har især arbejdet på TV-projekter, bl.a. med to afsnit af MASTERS OF HORROR. Men det er ikke siden GREMLINS: THE NEW BATCH fra 1990, at han for alvor har lavet noget gyser-agtigt til det store lærred (selv om MATINEE fra 1993 da smagte lidt af horror). Joe Dante er nok for sprudlende og kulørt inde i hovedet til at producenterne i Hollywood tør satse på ham - og det er lidt længe siden, han har haft et rigtigt hit.

Meget tyder på, at hans comeback til skræk i biografen - THE HOLE - heller ikke får kasseapparaterne til at ringe. Filmen, der er fra 2009, har endnu ikke haft landsdækkende premiere i USA, og der er ikke mange andre lande, der har sat den op. Nu siver den så stille og roligt ud på dvd-markedet. Det er synd, for det er en OK lille gyser for børn.
Brødrene Dane og Lucas flytter fra New York med deres mor til den lille by Bensonville. Lucas er bare en glad knægt, mens Dane er en gnaven teenager. Han liver dog lidt op, da han ser naboens smukke datter, Julie. En dag finder drengene en lem i husets kælder. Den er låst med en halv snes hængelåse. Under lemmen er et tilsyneladende bundløst hul. Dane, Lucas og Julie smider diverse ting derned og prøver også med et videokamera i et reb. Men de kommer ikke nærmere en løsning på gåden. Men hullet har en skummel hemmelighed og snart er frygtelige kræfter på jagt efter vores tre venner.

Man fornemmer tydeligt, at dette er en Joe Dante-film: Drenge i hovedrollerne, en lille by, huse i et forstadskvarter, klare farver, genbrug af faste skuespillere, syrede kulisser og monstre. Det er selvfølgelig en gave til garvede fans, men det er pudsigt nok også filmens største problem. Når det så oven i købet er en børnefilm, kan THE HOLE nærmest betegnes som Joe Dante Light - som en lidt fedtfattig produktion, der ikke mætter i længden.
Men selv om THE HOLE måske virker som et udvidet afsnit af GOOSEBUMPS-TV-serien, så bydes der på masser af charme og gode gys. Hvis man ikke bryder sig om klovne, vil man helt bestemt få myrekryb af denne film. Der er også andre creepy øjeblikke undervejs. De dygtige, unge skuespillere trækker også op i den samlede bedømmelse - især Chris Massoglia (som vi har set i CIRQUE DU FREAK: THE VAMPIRE'S ASSISTANT) og Nathan Gamble (der var med i THE MIST). Samlet set er det en hæderlig lille film, som man uden problemer kan se sammen med sine børn eller give i fødselsdagsgave til yngre familiemedlemmer.

THE HOLE er filmet i 3-D, men præsenteres (heldigvis) i 2-D på den engelske dvd-udgave fra Entertainment One. Jeg har ingen ide om filmens budget, men det har næppe været det store. Det mærker man dog mest i finalen, hvor vi spises af med nogle primitive kulisser. I øvrigt diskes der op med en halv times komplet ligegyldigt ekstramateriale på dvd'en.

THE HOLE, USA, 2009. Instruktion: Joe Dante. Medvirkende: Chris Massoglia, Haley Bennett, Nathan Gamble, Teri Polo, Bruce Dern. Musik: Javier Navarrete.

tirsdag den 25. januar 2011

Gaver med skræk og rædsel

Jeg havde fødselsdag i går og jeg fik rigtig mange skræmmende gaver af min søde familie og gode venner. På dvd fik jeg THE BOX, PROFONDO ROSSO, PANDORUM, BEYOND LOCH NESS, PLAGUE TOWN, THE WOLFMAN, LE NOTTI DEL TERRORE og WITHIN. Så blev det også til en Dracula-T-shirt, Tim Burton-spillekort, en bog om instruktøren John Carpenter samt SWAMP THING-, BUFFY THE VAMPIRE SLAYER- og Edgar Allan Poe-tegneserier. Der er virkelig til mange timers grum og uhyggelig underholdning.

Jerry Goldsmiths LINK er blevet genudgivet

Er man bare den mindste smule interesseret i horror-scores (eller filmmusik i det hele taget), vil man vide, at et af de mere sjældne soundtracks er Jerry Goldsmiths LINK. Musikken blev i 1986 udgivet på lp og cd af Varèse Sarabande, og det er alt andet end billigt at erhverve sig dem i dag.

Men nu har Intrada netop genudgivet dette opfindsomme og underholdende score. Indholdet skulle være det samme som på 1986-udgivelsen, men man får lige nogle liner notes af Jeff Bond oveni. Og så er oplaget i denne omgang på sølle 2000 eksemplarer, så det vil ikke overraske mig, hvis det bliver udsolgt i løbet af de næste 48 timer.

mandag den 24. januar 2011

Nastassja Kinski fylder 50

Den tyskfødte skuespiller Nastassja Kinski runder et skarpt hjørne i dag - hun fylder nemlig 50. I horror-kredse er hun især kendt for Hammer-filmen TO THE DEVIL A DAUGHTER og for det dynamiske 1982-remake af CAT PEOPLE. Og så er hun jo datter af legenden Klaus Kinski, så...

søndag den 23. januar 2011

Velkommen til dødens skole

Den midaldrende lærer Robert Anderson giver en af sine elever en dumpekarakter for en opgave og får til gengæld et par på hovedet. Skolen forsøger at dysse sagen ned, og da Robert nogle måneder senere vender tilbage til arbejdet, er han et alkoholiseret nervevrag, der er bange for eleverne.

Roberts datter Kate går i klassen, men hun bliver stadigt mere selvstændig og på tværs. En sen eftermiddag, hvor han har givet hende en eftersidning, bliver de uvenner. Men netop denne dag udsættes den øde skole for et angreb af en gruppe unge, klædt i hættetrøjer - og de går helt amok.
Johannes Roberts' gyserfilm F har lånt sin titel fra den laveste karakter i det engelske skolesystem. At det er en gyser, kan man ikke umiddelbart se af den første halve times tid, der mere er et socialrealistisk drama om spændinger mellem generationerne og konflikter blandt kolleger på en arbejdsplads. Efterhånden skrues der dog op for uhyggen og de sidste 30 minutter er ganske intense.

Men instruktøren prøver ikke at at lefle for sit publikum og det er på mange måder en udfordrende og eksperimenterende film. Hovedpersonerne er f.eks. ikke udpræget sympatiske og derfor er det lidt elegant, at man alligevel bliver grebet af historien. Det skyldes især de fremragende skuespillere og kameramanden Tim Sidells flotte billedkompositioner. Man fornemmer slet ikke, at vi her har at gøre med en lavbudget-produktion til 7-8 millioner kroner.
De ukendte angribere med hættetrøjerne kan måske minde om dem, vi har set i den franske ILS (eller THEM), men disse her er endnu mere spooky. At de bevæger tyst igennem skolen ved hjælp af parkour-tricks, gør bare det hele endnu mere underligt. Og at der ikke er nogen grænser for deres fryd ved at gøre ondt, bliver kun alt for tydeligt i en grum og storslået splatterscene, der nok vil overraske de fleste.

F er en fin lille oplevelse, men filmen er ikke perfekt. Slutningen er meget ambitiøs (og en anelse flabet), men bliver for kringlet til at virke tilfredsstillende. Og så er Neil Stemps i øvrigt flotte score enkelte steder lidt for inspireret af Goblins Dario Argento-musik. Men F er værd at se og er endnu et eksempel på, at den engelske filmbranche for alvor har taget horror-genren til sig igen.
Den engelske dvd fra Optimum Releasing byder som ekstramateriale bl.a. på et making of-program på ca. en halv time. Det er lidt kaotisk, men man får et godt indblik i skabelsen af filmen. Og så virker instruktøren Johannes Roberts som en helt usædvanlig sympatisk fyr. Man får også et lille interview med Roxanne McKee, der har en lille - men vigtig - rolle i filmen. Det er nok taget med, fordi hun er en babe... men det må vi så prøve at leve med.

F, England, 2010. Instruktion: Johannes Roberts. Medvirkende: David Schofield, Eliza Bennett, Ruth Gemmell, Juliet Aubrey, Emma Cleasby. Musik: Neil Stemp.

Dvd-gys uge 4 - 2011

Der diskes op med en blandet landhandel i næste uge:
  • JONAH HEX (Filmatisering af den kendte western-tegneserie, krydret med lidt overnaturlige elementer. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Warner Bros.).
  • POSSESSION (Vi er formentlig mest i thriller-genren, men den har da Sarah Michelle Gellar på rollelisten. Udgives af Nordisk Film).
  • RESIDENT EVIL: AFTERLIFE (Det seneste kapitel i den sejlivede zombie-serie - baseret på den lige så sejlivede serie af spil. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Sony Pictures. Bemærk, at der også udkommer en THE RESIDENT EVIL QUADRILOGY-dvd-box fra Sony med alle fire film).

lørdag den 22. januar 2011

Iskoldt gys med Edward Furlong

Selv om sneen stort set er smeltet, har vinteren ikke helt sluppet sit tag i Danmark. Derfor er det nok meget passende at gøre opmærksom på Dan Waltons kommende gyser BIND. Den foregår nemlig i et iskoldt vinterlandskab, hvor en gruppe venner bliver udsat for elementernes rasen og andre trusler. På rollelisten finder man bl.a. Edward Furlong, Emmanuelle Vaugier, P.J. Soles og Kane Hodder. Kilde: Horror-Movies

fredag den 21. januar 2011

Argentos IL CARTAIO snart på dansk dvd

Af en eller anden grund har jeg aldrig fået set IL CARTAIO, en af Dario Argentos nyere og mindre kendte film. Så det er herligt, at den nu kommer ud på det danske dvd-marked, nemlig fra Another World Entertainment. Filmen udgives til marts under titlen POKERSPILLEREN - internationalt er den kendt som THE CARD PLAYER.

Hvem er forfatteren bag den kommende THE VAMPIRE DIARIES-bog?

Jeg har endnu ikke set et eneste afsnit af THE VAMPIRE DIARIES-serien eller læst nogle af bøgerne - men jeg har lidt respekt for de fans, der følger med. Der er nemlig mange flere af dem, der søger efter informationer på denne blog end f.eks. TWILIGHT-fans (også TRUE BLOOD scorer højere end de skinnende vampyrer, men det er en helt anden historie).

Blandt THE VAMPIRE DIARIES-freaks er det et hidsigt debatemne, at der er stor forskel på bøgerne og TV-serien. Det skulle der blive rettet lidt op på i STEFAN'S DIARIES-trilogien, jeg før har nævnt. De første to bøger er nu ude på amerikansk og det nye er så, at de sandelig også kommer på dansk. Tellerup sender første bind, THE VAMPIRE DIARIES - STEFANS FORTÆLLING: OPRINDELSEN, på gaden 1. marts.

Det luskede er så, at disse bøger ikke er skrevet af L.J. Smith! Men det fremgår ikke af Tellerups forside - og det kan også være svært at afkode på de amerikanske forsider. Forfatteren har dem slet ikke med i sin bibliografi på den officielle hjemmeside, så det er ikke nødvendigvis en hemmelighed - men forlagene vil selvfølgelig gerne have langet nogle eksemplarer over disken.

Til gengæld er forfatteren snart klar med tredje og sidste bind i THE VAMPIRE DIARIES: THE RETURN-trilogien, nemlig MIDNIGHT, der udkommer i USA den 15. marts. Og derefter følger endnu en trilogi i serien, der skulle få hovedtitlen THE HUNTERS.

torsdag den 20. januar 2011

Nå men, så købte jeg lige SPECIES III

Tænk at man kan være nødt til at gå ind i en butik for at bede om SPECIES III. Hmm... For nogle uger siden slog jeg kløerne i SPECIES og SPECIES II, der stod til ingen penge på Fonas hylder. Så købte jeg noget tid senere SPECIES: THE AWAKENING og tænkte: "Godt, så har jeg dem alle sammen".

Da jeg forleden fik set SPLICE, mente jeg, at det var passende at få genopfrisket SPECIES-filmene. Vi er nemlig lidt i det samme hjørne af genren, selv om SPLICE klart er den mest udfordrende og givende film - det kan de mange topløse aliens i SPECIES-serien ikke lave om på. Så efter at have set alle tre (med den grotesk elendige SPECIES: THE AWAKING som finale), var det lidt en overraskelse at opdage, at jeg totalt havde overset SPECIES III.

Nu havde jeg jo bare købt de SPECIES-film, der stod på Fonas hylder - uden at tjekke serien på nettet - men SPECIES: THE AWAKENING er så 4'eren, og jeg mangler altså at få set 3'eren (kan faktisk ikke huske om jeg har set den for mange år siden). Nu har jeg købt den, og den skal jeg nok få i dvd-afspilleren en af dagene. Og så skal jeg ikke se SPECIES-film de næste mange år...

onsdag den 19. januar 2011

Edgar har fødselsdag og det har han jo og det er i dag...

I dag er det 202 år siden, at den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe blev født - denne mester ud i det dunkle, triste og makabre. Det markeres selvfølgelig over hele verden. Spændende bliver det bl.a. at læse nyt fra USA om the Poe Toaster - den mystiske person, der i årtier har besøgt Poes grav i Baltimore og har efterladt en halvt fyldt flaske cognac og tre røde roser. Sidste år dukkede personen nemlig ikke op. Herhjemme markeres dagen bl.a. i Cinemateket med et arrangement, som Det Danske Edgar Allan Poe Selskab bidrager til.

Så får I lige 1314 ord mere om ALFRED HITCHCOCK OG DE TRE DETEKTIVER

Der blev sat gang i de nostalgiske følelser, da jeg skrev om ALFRED HITCHCOCK OG DE TRE DETEKTIVER, så her kommer lige lidt mere info om denne mærkværdige serie. Bøgerne havde premiere i USA i 1964 og blev i første omgang skrevet af Robert Arthur, Jr. Siden kom andre forfattere til.

Serien handler om drenge-detektiverne Jupiter Jones, Pete Crenshaw og Bob Andrews fra Rocky Beach, Californien. Jupiter bor hos sin onkel og tante, der driver en skrotplads. Det er også her, at man finder drengenes hovedkvarter, et mobile home, der er gemt i bunkerne og som man kun kan komme til via hemmelige indgange.

Drengene opklarer alskens mysterier, gerne af overnaturlig karakter, selv om der ofte viser sig at være en mere jordnær forklaring på de uhyggelige fænomener. De er flot kørende, da Jupiter i en konkurrence har vundet retten til at bruge en Rolls Royce med chauffør og det hele. Egentlig var præmien kun gyldig i 30 dage, men en af deres klienter har sørget for, at de har ubegrænset brug af den flotte bil.
Drengene opklarer alskens mysterier, gerne af overnaturlig karakter, selv om der ofte viser sig at være en mere jordnær forklaring på de uhyggelige fænomener
Som noget ganske særligt medvirker instruktøren Alfred Hitchcock i bøgerne, både som skribent af forord og efterskrift - og af og til som en slags mentor for drengene. Hitchcock skrev dog ikke disse tekster selv, men hævede selvfølgelig et salær for brug af navnet. Da instruktøren døde, valgte forlaget at erstatte ham med den fiktive krimiforfatter Hector Sebastian - og de tidligere bøger blev revideret, så Hitchcock forsvandt helt.

Der nåede at komme 43 bøger på amerikansk i den originale serie op til 1987, hvoraf de 40 blev oversat til dansk. I 1989 forsøgte man at genoplive serien som THE 3 INVESTIGATORS CRIMEBUSTERS. Her er drengene lidt ældre og har kærester og den slags. Der nåede kun at komme 11 bind i den serie.

Tyskerne har dog holdt liv i De tre Detektiver og efter at man havde udgivet alle de amerikanske bøger (inklusiv CRIMEBUSTERS-serien), gik tyskerne selv i gang med at skrive flere historier. Det er i tidens løb blevet til omkring 100 nye bøger og serien udkommer stadig.
Her i landet er ALFRED HITCHCOCK OG DE TRE DETEKTIVER udkommet fra Hasselbalch (13 bind), Lademann (40 bind) og Aschehoug (4 bind). Her er den komplette liste, baseret på den amerikanske rækkefølge:
  • 1. THE SECRET OF TERROR CASTLE (Robert Arthur, 1964. Dansk titel: Spøgelsesslottet. Hasselbalch nr. 1, Lademann nr. 1, Aschehoug nr. 1).
  • 2. THE MYSTERY OF THE STUTTERING PARROT (Robert Arthur, 1964. Dansk titel: Papegøjemysteriet. Hasselbalch nr. 2, Lademann nr. 3, Aschehoug nr. 3).
  • 3. THE MYSTERY OF THE WHISPERING MUMMY (Robert Arthur, 1965. Dansk titel: Den hviskende mumie. Hasselbalch nr. 3, Lademann nr. 11).
  • 4. THE MYSTERY OF THE GREEN GHOST (Robert Arthur, 1965. Dansk titel: Det grønne spøgelse. Hasselbalch nr. 4, Lademann nr. 14).
  • 5. THE MYSTERY OF THE VANISHING TREASURE (Robert Arthur, 1966. Dansk titel: Den forsvundne skat. Hasselbalch nr. 5, Lademann nr. 16).
  • 6. THE SECRET OF SKELETON ISLAND (Robert Arthur, 1966. Dansk titel: Skeletøens hemmelighed. Hasselbalch nr. 6, Lademann nr. 18).
  • 7. THE MYSTERY OF THE FIERY EYE (Robert Arthur, 1967. Dansk titel: Det glødende øje. Hasselbalch nr. 7, Lademann nr. 20).
  • 8. THE MYSTERY OF THE SILVER SPIDER (Robert Arthur, 1967. Dansk titel: Sølv-edderkoppen. Hasselbalch nr. 8, Lademann nr. 22).
  • 9. THE MYSTERY OF THE SCREAMING CLOCK (Robert Arthur, 1968. Dansk titel: Det skrigende ur. Hasselbalch nr. 9, Lademann nr. 24).
  • 10. THE MYSTERY OF THE MOANING CAVE (William Arden (Dennis Lynds), 1968. Dansk titel: Hulemysteriet. Hasselbalch nr. 10, Lademann nr. 6).
  • 11. THE MYSTERY OF THE TALKING SKULL (Robert Arthur, 1969. Dansk titel: Kraniet der talte. Hasselbalch nr. 11, Lademann nr. 7).
  • 12. THE MYSTERY OF THE LAUGHING SHADOW (William Arden (Dennis Lynds), 1969. Dansk titel: Den leende skygge. Hasselbalch nr. 12, Lademann nr. 10).
  • 13. THE SECRET OF THE CROOKED CAT (William Arden (Dennis Lynds), 1970. Dansk titel: Kattemysteriet. Hasselbalch nr. 13, Lademann nr. 9).
  • 14. THE MYSTERY OF THE COUGHING DRAGON (Nick West (Kin Platt), 1970. Dansk titel: Den forkølede drage. Lademann nr. 2, Aschehoug nr. 2).
  • 15. THE MYSTERY OF THE FLAMING FOOTPRINTS (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1971. Dansk titel: De flammende fodspor. Lademann nr. 4, Aschehoug nr. 4).
  • 16. THE MYSTERY OF THE NERVOUS LION (Nick West (Kin Platt), 1971. Dansk titel: Den nervøse løve. Lademann nr. 5
  • 17. THE MYSTERY OF THE SINGING SERPENT (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1972. Dansk titel: Den syngende slange. Lademann nr. 8).
  • 18. THE MYSTERY OF THE SHRINKING HOUSE (William Arden (Dennis Lynds), 1972. Dansk titel: Huset der blev mindre. Lademann nr. 12).
  • 19. THE SECRET OF PHANTOM LAKE (William Arden (Dennis Lynds), 1973. Dansk titel: Det krogede genfærd. Lademann nr. 13).
  • 20. THE MYSTERY OF MONSTER MOUNTAIN (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1973. Dansk titel: Uhyret på spøgelsesbjerget. Lademann nr. 17).
  • 21. THE SECRET OF THE HAUNTED MIRROR (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1974. Dansk titel: Ånden i spejlet. Lademann nr. 15).
  • 22. THE MYSTERY OF THE DEAD MAN'S RIDDLE (William Arden (Dennis Lynds), 1974. Dansk titel: Død mands gåder. Lademann nr. 19).
  • 23. THE MYSTERY OF THE INVISIBLE DOG (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1975, Dansk titel: Den usynlige hund. Lademann nr. 21).
  • 24. THE MYSTERY OF DEATH TRAP MINE (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1976. Dansk titel: Dødsfælden. Lademann nr. 23).
  • 25. THE MYSTERY OF THE DANCING DEVIL (William Arden (Dennis Lynds), 1976. Dansk titel: Den dansende djævel. Lademann nr. 26).
  • 26. THE MYSTERY OF THE HEADLESS HORSE (William Arden (Dennis Lynds), 1977. Dansk titel: Den hovedløse hest. Lademann nr. 25).
  • 27. THE MYSTERY OF THE MAGIC CIRCLE (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1978. Dansk titel: Den magiske cirkel. Lademann nr. 28).
  • 28. THE MYSTERY OF THE DEADLY DOUBLE (William Arden (Dennis Lynds), 1978. Dansk titel: Dobbeltgænger-mysteriet. Lademann nr. 27).
  • 29. THE MYSTERY OF THE SINISTER SCARECROW (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1979. Dansk titel: Det farlige fugleskræmsel. Lademann nr. 29).
  • 30. THE SECRET OF SHARK REEF (William Arden (Dennis Lynds), 1979. Dansk titel: Haj-revets hemmelighed. Lademann nr. 30).
  • 31. THE MYSTERY OF THE SCAR-FACED BEGGAR (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1981. Dansk titel: Den arrede tigger. Lademann nr. 34).
  • 32. THE MYSTERY OF THE BLAZING CLIFFS (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1981. Dansk titel: De brændende klipper. Lademann nr. 37).
  • 33. THE MYSTERY OF THE PURPLE PIRATE (William Arden (Dennis Lynds), 1982. Dansk titel: Den røde pirat. Lademann nr. 33).
  • 34. THE MYSTERY OF THE WANDERING CAVE MAN (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1982. Dansk titel: Hulemanden der blev væk. Lademann nr. 35).
  • 35. THE MYSTERY OF THE KIDNAPPED WHALE (Marc Brandel (Marcus Breresford), 1983. Dansk titel: Den kidnappede hval. Lademann nr. 36).
  • 36. THE MYSTERY OF THE MISSING MERMAID (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1983. Dansk titel: Havfruemysteriet. Lademann nr. 38).
  • 37. THE MYSTERY OF THE TWO-TOED PIGEON (Marc Brandel (Marcus Breresford), 1984. Dansk titel: Fugledræberen. Lademann nr. 40).
  • 38. THE MYSTERY OF THE SMASHING GLASS (William Arden (Dennis Lynds), 1984. Dansk titel: Mysteriet om de knuste ruder. Lademann nr. 31).
  • 39. THE MYSTERY OF THE TRAIL OF TERROR (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1984. Dansk titel: Rædselsjagten. Lademann nr. 32).
  • 40. THE MYSTERY OF THE ROGUES' REUNION (Marc Brandel (Marcus Breresford), 1985. Aldrig oversat til dansk).
  • 41. THE MYSTERY OF THE CREEP-SHOW CROOKS (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1985. Aldrig oversat til dansk).
  • 42. THE MYSTERY OF WRECKERS' ROCK (William Arden (Dennis Lynds), 1986. Aldrig oversat til dansk).
  • 43. THE MYSTERY OF THE CRANKY COLLECTOR (M.V. (Mary Virginia) Carey, 1987. Dansk titel: Den forsvundne særling. Lademann nr. 39).
Der findes et hav af gode hjemmesider om ALFRED HITCHCOCK OG DE TRE DETEKTIVER og jeg har brugt information fra flere af dem til dette indlæg. Læs videre på denne amerikanske og tyske side.

tirsdag den 18. januar 2011

THE RESIDENT får lyn-premiere på dvd

Horror-thrilleren THE RESIDENT med Hilary Swank, Jeffrey Dean Morgan og Christopher Lee på rollelisten, får premiere i USA den 17. februar. Hvor mange biografer, der når ud i, ved jeg ikke, men det er tydeligt, at filmen skal hente pengene hjem via dvd- og Blu-ray. Her kommer THE RESIDENT nemlig allerede i USA den 29. marts fra Image Entertainment. Filmen er instrueret af finske Antti Jokinen og er produceret af Hammer. Kilde: Dread Central

mandag den 17. januar 2011

De tre Detektiver vender tilbage

Der er uden tvivl mange af denne blogs læsere, der på et eller andet tidspunkt har haft fingre i en af de mange bøger om ALFRED HITCHCOCK OG DE TRE DETEKTIVER. De lokkede med masser af gys på de kulørte forsider, men er i virkeligheden temmelig Scooby-Doo-agtige, da mysterierne viser sig at have en naturlig forklaring.

Det bliver afsløret af Jupiter Jones, Pete Crenshaw og Bob Andrews - de tre raske drenge, der har deres eget detektivbureau. Der nåede at komme 40 bøger på dansk og serien - der blev skabt Robert Arthur, Jr. og skrevet af ham selv og flere andre forfattere - har været rundt omkring to-tre forlag herhjemme. Nu slår Forlaget Zoom så til, og lader De tre Detektiver genopstå på dansk.
Det syrede er så, at de tre titler, der er på vej, oprindelig stammer fra Tyskland. De tre Detektiver har nemlig overlevet på tysk i mange år, og lokale forfattere har så bidraget med flere bind. Dernede hedder serien DIE DREI ??? (eller DIE DREI FRAGEZEICHEN).

Så når Zoom til april udgiver bøgerne MOBILTELEFONENS FORBANDELSE, SPØGELSESSKIBET og DET SPØGER PÅ NETTET, er det i virkeligheden oversættelser af ...UND DAS HEXENHANDY, ...UND DAS GEISTERSCHIFF og SPUK IM NETZ.

Læs også...
Så får I lige 1314 ord mere om ALFRED HITCHCOCK OG DE TRE DETEKTIVER

søndag den 16. januar 2011

Dvd-gys uge 3 - 2011

Så bliver året for alvor sparket i gang med en ordentlig stak skræmmende titler:
  • THE COOK (Gyserkomedie, hvor de kvindelige medlemmer af en studenterforening forsvinder én for én i løbet af en festlig weekend. Måske er det en mærkelig kok, der står bag? Udgives af Universal).
  • STAUNTON HILL (Oppe i bjergene regerer den bimlende vanvittige Staunton-familie, og de bryder sig ikke om at få gæster. Filmen er instrueret af G. Cameron Romero, søn af George A. Romero. Udgives af Universal).
  • STRIGOI (Ny engelsk gyser, der støver den klassiske vampyrmyte af og giver den et helt nyt twist. Udgives af Another World Entertainment).
  • SWEATSHOP (En galning med en hammer går helt amok i den efter sigende vildt makabre amerikanske film. Udgives af Another World Entertainment).
  • THE TOOLBOX MURDERS (Amerikansk splatter-klassiker fra 1978, der her udkommer i en "strong uncut version". Udgives af Another World Entertainment).

lørdag den 15. januar 2011

Dansker med i ny amerikansk gyser

JON er endnu en film i sværmen af små independent-gysere, der kommer fra USA. Den er instrueret af William Instone, der efter eget udsagn har lavet den "shot in guerrilla style; the film was made with a 2 man crew and limited budget". JON handler om en it-tekniker, hvis indbildte ven fra barndommen pludselig manifesterer sig på ubehagelig vis.

På rollelisten finder man sandelig danske Kim Sønderholm (som en vanvittig TV-prædikant). Sønderholm må være en af de mest travle danskere i branchen i dag. JON får en begrænset biografpremiere i USA til februar og kommer formentlig senere på dvd. Kilde: Warrior Entertainment

fredag den 14. januar 2011

Frække damer og gys i HALF MOON

Hmm... Hvis det ikke var fordi pressematerialet påstod noget andet, så kunne man godt få den tanke, at HALF MOON var en af de der naturfilm. Men der er altså tale om en gyser af instruktøren Jason Toler og den rammer det amerikanske dvd-marked den 1. marts fra Breaking Glass Pictures.

Filmen handler om en lidt uheldig prostitueret, der samler en kunde med en skummel hemmelighed op. Hovedrollen spilles af pornostjernen Tori Black og hendes medvirken beskrives som en 'breakout role' - altså et forsøg på at markere sig i andre genrer end det, man hidtil har set hende i. Kilde: Dread Central

torsdag den 13. januar 2011

Stakkels, talentløse Ed Wood

Edward D. Wood, Jr. - eller Ed Wood i folkemunde - var en af Hollywoods mest tragiske og bizarre personligheder. Den energiske Wood var instruktør, skuespiller, forfatter, klipper og producent og lavede alt lige fra dramaer til porno i løbet af sin kringlede karriere. Han havde dog langt flere idéer, end han nogensinde kunne få finansieret, men det lykkedes ham dog i 50'erne at instruere skrækfilm som BRIDE OF THE MONSTER, PLAN 9 FROM OUTER SPACE og NIGHT OF THE GHOULS.
Filmene er kendt og berygtet for at være dårligt skrevet, dårligt filmet og dårligt klippet. De er præget af forfærdeligt skuespil, pinlige special effects, hyppig brug af tilfældige arkivoptagelser, upassende og insisterende fortællerstemme, sjuskede kulisser og endeløs og meningsløs dialog.
Dengang var Ed Woods film da heller ikke den store succes, men i dag dyrkes de intenst af fans - også selv om de regnes for at være det værste af det værste. Det nåede han aldrig selv at opleve: Ed Wood døde 10. december 1978, 54 år gammel - fattig og alkoholiseret. Og nu har han venner over hele verden.
Jeg har netop set BRIDE OF THE MONSTER, PLAN 9 FROM OUTER SPACE og NIGHT OF THE GHOULS i min egen lille Ed Wood-kavalkade - og det var en fascinerende oplevelse. Der er ingen tvivl om, at Wood lavede jammerlige film, men man kan ikke undgå at blive suget ind i hans groteske univers. At man så kan mærke sine hjerneceller begå selvmord i protest over at skulle kapere dette nonsens, er en helt anden sag.
Fem af Ed Woods film er udkommet på tre dvd'er her i Danmark fra Midget Entertainment (de to sidste er dramaet GLEN OR GLENDA og gangsterfilmen JAIL BAIT), så det er nemt at få fat i dem. Man kan også få dem alle samlet i et boxsæt.
Det er selvfølgelig PLAN 9 FROM OUTER SPACE, der er det mest kendte af Ed Woods (mak)værker, og det er da også forbløffende at overvære noget så inkompetent. Men det er også virkelig sjovt og filmen byder med ujævne mellemrum på ganske stemningsfulde scener. Alting falder dog fra hinanden til sidst i det langtrukne og kaotiske klimaks.
NIGHT OF THE GHOULS er om muligt en endnu dårligere film end PLAN 9..., men den indeholder dog øjeblikke, der kunne være taget direkte fra en David Lynch-produktion. BRIDE OF THE MONSTER er min personlige Ed Wood-favorit. Den formår faktisk at ligne en rigtig 50'er-skrækfilm - og det er jo altid herligt at se horror-stjernen Bela Lugosi folde sig ud.
Men prøv selv at gå på opdagelse i Ed Woods syrede verden. Jeg kan love, at du ikke vil være den samme, når du har slidt dig igennem disse vanvittige film. Det er også værd at bemærke, at den danske PLAN 9 FROM OUTER SPACE-dvd indeholder den næsten to timer lange dokumentar FLYING SAUCERS OVER HOLLYWOOD: THE PLAN 9 COMPANION, der er virkelig interessant.

Den officielle hjemmeside til THE ROOMMATE er blevet lanceret

THE ROOMMATE ligner stadig en thriller, men nu skal vi ikke være smålige. Det er trods alt en Hollywood-film med en dansker i instruktørstolen, nemlig Christian E. Christiansen. På rollelisten finder vi Leighton Meester, Minka Kelly og Cam (åh, min Gud, det er ham fra... hviiiiiiinnnnn, TWILIIIIIGHT....jeg tror, jeg besvimer) Gigandet.

Filmen har premiere i USA den 4. februar og derfor er den officielle hjemmeside nu gået i luften. Desværre byder den ikke på nogle flotte skrivebordsbilleder (stort set det eneste, jeg kigger efter på den slags sider), men nu er tippet givet videre. Den danske premiere skulle stadig være den 7. april. Kilde: Dread Central

onsdag den 12. januar 2011

Plakat til Hammer-filmen WAKE WOOD

Nu har jeg endnu til gode at se noget som helst fra det genopstandne Hammer-selskab, men det er afsindigt spændende, at de er i gang igen. Her er plakaten til en af deres kommende produktioner: WAKE WOOD, der er instrueret af David Keating. Filmen handler om et ægtepar, der på mystisk vis får mulighed for at tilbringe tre dage mere sammen med deres afdøde niårige datter. Det er stadig lidt tyndt med info om premieredatoer, men det skal nok komme. Kilde: IMP Awards

tirsdag den 11. januar 2011

Tæt på 70'ernes horror-boom

Denne bog ser ganske lovende ud. SHOCK VALUE er skrevet af New York Times-kritikeren Jason Zinoman. Han dykker ned i 70'ernes Hollywood, hvor folk som Wes Craven, John Carpenter og Brian De Palma var med til at vende op og ned på horror-genren. Bogen udkommer til juli fra Penguin.

mandag den 10. januar 2011

Australsk gys à la THE EVIL DEAD

Det er ikke hver dag man ser en film om en banshee, der vækker de døde til live og går til angreb. Men det sker altså i DAMNED BY DAWN, en lille australsk THE EVIL DEAD-inspireret gyser fra 2009 af Brett Anstey. Den udkom på dvd i USA i november, men rykker lidt tættere på Danmark, når den 7. marts bliver udgivet af engelske Momentum Pictures.

søndag den 9. januar 2011

Kunsten at skabe et monster

Hvis man spørger en videnskabsmand, hvorfor vedkommende beskæftiger sig med banebrydende forskning, der ligger på kanten af det etisk og moralsk forsvarlige, vil det første svar formentlig være noget i retning af: - Tænk på de enorme fordele. Tusinder af mennesker vil få et nyt og bedre liv. Når man så spørger ind til, at forskningen formentlig er ulovlig, kommer replikken hurtigt: - Jamen, hvis jeg ikke forsker i det, kan du være helt sikker på, at andre vil gøre det i lande, hvor man ser stort på reglerne.

I skrækfilmens verden har vi igen og igen set videnskabsmænd, der har leget Gud i deres laboratorier og har skabt fantastiske ting, der desværre har vist sig at have dystre skyggesider. Blandt de mange titler kan nævnes FRANKENSTEIN, TARANTULA, THE FLY, JURASSIC PARK, MIMIC og SPECIES. Nu kommer SPLICE, hvor vi endnu engang oplever forskere på glatis.
Clive Nicoli og Elsa Kast danner par privat. De arbejder på det samme laboratorium, hvor de ved hjælp af gensplejsning skaber nye arter, der kan producere medicin og andre gode ting. Firmaet nægter dem dog at putte menneskelig dna med ned i gryden, når de splejser gener, men parret vil dog prøve alligevel. Sådan i al hemmelighed og for lige at se om det virker. Det gør det! De får skabt et temmelig mærkværdigt barn, en lille pige, der vokser med voldsom hast. Hun får navnet Dren og hun viser sig at besidde mange forbløffende egenskaber - og de er ikke alle menneskelige...

SPLICE kan beskrives som seriøs horror for voksne mennesker. Vi får en kompleks historie med masser af følelser, og gyset kommer stille og roligt snigende. Det ligger lidt i kortene, at Dren vil udvikle sig til et monster, men undervejs oplever vi de svære og ubehagelige valg, som Clive og Elsa må træffe. De bliver fanget i en konflikt, hvor Dren går fra at være en laboratorie-rotte til at være deres datter - alt imens de desperat forsøger at holde Dren skjult for alt og alle. Oven i det hele er deres professionelle karriere ved at falde fra hinanden.
Det er en imponerende film, Vincenzo Natali har skabt, og det er en stor oplevelse at se den. Virkelig uhyggeligt bliver det dog aldrig, men SPLICE er et både foruroligende og intenst værk, der kræver meget af sit publikum, ikke mindst fordi den genre-mæssigt er lidt af en sammenkogt ret - og det heldigvis på den gode måde. Det sidste kvarters tid er vi dog i mere traditionelt horror-land, og underligt nok er disse scener ikke helt så stærke som det, der er gået forud.

Adrien Brody og Sarah Polley er perfekte i hovedrollerne som det ambitiøse forsker-par. Faktisk er de så gode, at de andre skuespillere næsten blegner i sammenligning. Delphine Chanéac er dog rigtig god som den voksne Dren. Hvis man vil være lidt grov, så er hendes præstation selvfølgelig forstærket ved hjælp af digitale effekter (hendes øjne er f.eks. konsekvent flyttet lidt længere ud på siden af hovedet) - men hun forstår alligevel at få sin personlighed til at trænge igennem den digitale magi.
Den engelske dvd fra Optimum Home Entertainment byder meget gavmildt på halvanden times ekstramateriale - fordelt på tre programmer. Først får man Interview with Director Vincenzo Natali, hvor den sympatiske og intelligente instruktør fortæller om sit årelange arbejde med at få filmen til at blive til virkelighed. Så følger A Director's Playground: Vincenzo Natali on the set of Splice, der mest er en video-dagbog med højdepunkter fra optagelserne. Selv om denne er noget fragmentarisk, får man en masse at vide. Til sidst kommer Behind the Scenes, der må betegnes som det egentlige making of-program - og det har heldigvis en del mere tyngde end den slags plejer at have, selv om vi selvfølgelig lige skal igennem det sædvanlige alle klapper alle på skuldrene-pladder.

SPLICE, USA-Canada-Frankrig, 2009. Instruktion: Vincenzo Natali. Medvirkende: Adrien Brody, Sarah Polley, Delphine Chanéac, Brandon McGibbon, Simona Maicanescu. Musik: Cyrille Aufort.

Dvd-gys uge 2 - 2011

I næste uge bliver det fjollet:
  • VAMPIRES SUCK (Efter sigende en virkelig fladpandet parodi på TWILIGHT-serien. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af SF Film).

lørdag den 8. januar 2011

H.P. Lovecrafts AT THE MOUNTAINS OF MADNESS vælter ud i nye udgaver

H.P. Lovecrafts AT THE MOUNTAINS OF MADNESS (eller VANVIDDETS BJERGE) har tidligere været udgivet på dansk af forlaget Interpresse, men den kan kun opdrives antikvarisk i dag. Den 27. januar genudgives bogen af Forlaget Zoom. Prisen bliver 69,95 kroner. Ifølge forlagets Facebook-side er der tale om den samme oversættelse som sidst. Jeg ved ikke hvem, der har lavet den flotte forside. Kilde: Horrorsiden
AT THE MOUNTAINS OF MADNESS er i øvrigt også kommet i en tegneserie-udgave fra forlaget Self Made Hero, tegnet af Ian Culbard:

fredag den 7. januar 2011

Det engelske biograf-publikum bliver snart indlagt på John Carpenters THE WARD

John Carpenters THE WARD - den første biograffilm fra skræk-mesteren i mange år - har indtil videre fået en lidt blandet modtagelse. Nu er der heller ikke så mange, der har set den, da den primært har været vist på diverse festivaler. Vi kan derfor forvente lidt flere reaktioner, når THE WARD får premiere i England lidt senere på måneden, nemlig fredag den 21. januar. Og nej... jeg tror ikke, at den kommer i de danske biografer. Kilde: HeyUGuys

torsdag den 6. januar 2011

Ny eksorcisme-serie på Discovery Channel

Med den aktuelle bølge af eksorcisme-gysere så som THE LAST EXORCISM, THE RITE og LA POSESIÓN DE EMMA EVANS, er det ikke underligt, at dokumentar-kanalerne også kaster sig over emnet. Nu har Discovery Channel slået sig sammen med Vatikanets førende dæmon-jægere for at skabe en serie om eksorcisme - baseret på virkelige sager fra den katolske kirkes arkiver. Serien kommer til at hedde THE EXORCIST FILES og skulle få premiere i løbet af foråret. Om det også gælder vores lokale variant af kanalen, ved jeg ikke, men hold øje med hjemmesiden. Kilde: Entertainment Weekly

onsdag den 5. januar 2011

En eksorcists bekendelser

Præsten Cotton Marcus fra Louisiana har ikke helt mistet troen endnu, men han er træt af at snyde folk. Han går derfor med til at afsløre overfor et TV-hold, hvordan en eksorcisme i virkeligheden bliver udført, nemlig ved hjælp af simple lyd- og lys-effekter, der giver de troende et godt show - uden at der rent faktisk bliver uddrevet dæmoner.

Marcus vælger et tilfældigt brev blandt de mange, der beder om hans hjælp og det fører ham til Louis Sweetzers farm. Louis bor sammen med sin arrogante søn Caleb og den mere blide datter Nell. Og det er datteren, der er besat og som måske er den skyldige bag de frygtelige nedslagtninger af gårdens dyr. Marcus går straks i gang med at udføre sine billige tricks, men måske er han for en gangs skyld stødt på ægte ondskab.
THE LAST EXORCISM er skrevet af Huck Botko og Andrew Gurland, der har været så heldige at få Eli Roth med på vognen som en af producenterne. Faktisk var de indledende øvelser på dette projekt så overbevisende, at filmen gav overskud, før optagelserne gik i gang. Da stilen er en pseudo-dokumentar eller mockumentary, valgte man den unge tysker Daniel Stamm som instruktør. Han havde nemlig lavet noget lignende før.

Men ellers er det i høj grad skuespillernes film. Patrick Fabian er fremragende som den karismatiske præst, der endda kan flette banankager ind i sine prædikener, uden at menigheden tænker over, at det var da noget mærkeligt noget at sige. Ellers er det Ashley Bell, der stjæler det hele. Hun er perfekt som både den uskyldige og naive teenagepige - og som den frådende og vanvittige stakkel, der måske, måske ikke, er besat af en dæmon. En del af Daniel Stamms metode har bl.a. været at lave vildt mange takes - primært for at få skuespillerne til at glemme, at de spillede med i en film. Samtidig har han opfordret dem til at improvisere.
Netop fordi THE LAST EXORCISM er en mockumentary, går der lang tid med at lære personerne at kende. Uhyggen kommer langsomt snigende og det er først i den sidste halve times tid, at der virkelig er knald på. Her bliver det til gengæld ganske creepy. Du bliver ikke bombarderet med chokeffekter, men du udsættes for en håndfuld skræmmende sekvenser, der ikke helt ligner noget, du har set før. Slutningen er måske lidt meget ROSEMARY'S BABY møder THE BLAIR WITCH PROJECT, men det er til at leve med.

Alt i alt er THE LAST EXORCISM en god lille film, der på sin egen insisterende måde leverer varen. Hvis man kan li' PARANORMAL ACTIVITY, så snup også denne her. Er man mere til "et vildt chok hvert andet minut"-gysere, så er THE LAST EXORCISM nok for kedelig for dig.

Jeg så THE LAST EXORCISM på den engelske dvd fra Optimum Home Entertainment. Her får man pænt meget ekstramateriale. The Devil You Know: The Making of The Last Exorcism er et fint 20 minutters program om filmens tilblivelse. Det er ikke helt så overfladisk som den slags plejer at være. Real Stories of Exorcism er en lille dokumentar om en kvinde, der har været besat. Det er ikke til at gennemskue ægtheden i historien, men det er fint at have det med på skiven.

Så er der to PR-interview, først med Daniel Stamm og Patrick Fabian og derefter med Eli Roth og Ashley Bell. Her kan man opleve en håbløs journalist, der stiller de samme fire ret ligegyldige spørgsmål i begge seancer. Heldigvis er interview-ofrene så proffe, at de trods alt når at få sagt noget interessant. Endelig er der audition-optagelser, trailere samt hele tre forskellige kommentarlydspor (men dem har jeg altså ikke lyttet igennem).

THE LAST EXORCISM, USA-Frankrig, 2010. Instruktion: Daniel Stamm. Medvirkende: Patrick Fabian, Ashley Bell, Iris Bahr, Louis Herthum, Caleb Landry Jones. Musik: Nathan Barr.